Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
6. august 1923

mat i Sokkerne

6.8.23.

Kære Galschiøt!

Da jeg skrev til Dem i Går, måtte jeg på Grund af Træthed slutte Brevet uden at komme ind på Spørgsmålet om Muligheden for at flytte ind i Deres gamle Havehus til September. Min Kone har jo allerede skrevet til Dem derom; men De skal dog også høre min Mening, selv om den vistnok falder temmelig nøje sammen med hendes. Jeg tror ikke, vi tør gøre os Håb om at kunne følge Deres fristende Indbydelse til den Tid, endmindre senere. Siden jeg skrev i Går, er der ganske vist hændet mig det, at mine Smerter igen pludselig 2 er ophørte, næsten som ved et Lynnedslag. De kommer dog sikkert nok tilbage; men det viser jo, at Behandlingen på Hospitalet har haft Virkning, og jeg vilde ikke finde det forsvarligt at udskyde den Gentagelse af Indsprøjtningen, som upåtvivlelig vil være nødvendig, om der skal blive Tale om varig Helbredelse. Det vilde jo være af overordentlig Betydning for mig, om jeg igen kunde blive normal, så alt andet må nu ofres for det Formål. At jeg alligevel er bedrøvet over at måtte opgive Besøget, vil De vist forstå. Der er vist endda Grund til at tro, at vi vil få et smukt Efterår. I hvert Fald har vi jo en god Portion Sol tilgode både fra denne og sidste Sommer. Den ægyptiske 3 Hedebølge, der overraskede os i Begyndelsen af Juli, var jo nærmest en Plage mere. Nogen rigtig dansk Sommervarme har vi endnu ikke haft.

Jeg sidder altså nu igen hjemme i min egen Stue; men om et Par Dage rejser vi på Landet. Vi kan blot ikke ret bestemme os med Hensyn til Stedet. Der er et Rekreationshjem ved Kjerteminde. Måske bliver det der, skønt det vistnok er et fælt Gammeljomfru-Pensionat. Helst tog jeg til Jylland, dersom jeg havde Kræfter til så lang en Rejse. Men Hospitalsopholdet har gjort mig mat i Sokkerne.

Lev nu rigtig vel i Deres Eventyrhave!

Deres hengivne
H. Pontoppidan