Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra København. 31. marts 1923
min Kone opereret
Kbhvn.
31.3.23.
Kære Galschiøt!
Skønt jeg unægtelig frygter for, at vi trætter Dem (og andre Venner) med vore endeløse Sygejournaler, vil jeg dog supplere min Kones sidste Rapport med den Meddelelse, at samme Dame igen befinder sig på Rigshospitalet, hvor hun i Onsdags blev opereret. Det havde vist sig, at det tre År gamle Operationssår ikke var fuldkommen lægt og måtte efterbehandles, en Oplysning, der jo til at begynde med forskrækkede os ikke så lidt. Lægerne forsikrer, at der er ingen Grund til Bekymring, og til Trods for, at min Kone var stærkt medtaget efter sin sidste, langvarige Influenza, er 2 hun også allerede ganske kvik. Men nu veed De altså Grunden til, at end ikke de sidste Dages pragtfulde Vejr har kunnet lokke os til Helsingør for at fejre Påsken sammen med Dem. Så længe min Kone må blive på Hospitalet, kan jeg ikke få mig selv til at tage fra Byen. Men jeg tænker, hun får Lov til at stå lidt op om nogle Dage, og så varer det næppe længe, før jeg kan have hende hjemme igen. Og så ringer jeg en Dag på Deres Dør for at foreslå Dem den Spaseretur, De veed nok, – ud ad gl. Hellebækvej, ned over Højstrup Skrævet og tilbage ad Strandvejen1. Eller – hvem veed? – en Tur til Snekkersten for at kigge efter en Sommerlejlighed. Einar og Else var der i Går og fortæller, at Trydes Hus desværre 3 allerede er udlejet; men der skal nok være mange andre at få.
På Gensyn da, og mange Hilsner fra os begge.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
