Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Stevns Møllegård, Store Heddinge. 3. juli 1918
Min egen Amanda
Stevns Møllegård
pr. Storehedinge.
3.7.18.
Kære Galschiøt!
Jeg har længe villet skrive til Dem, og for at min Kone ikke skal komme mig i Forkøbet, gør jeg nu Alvor af det, skønt Varmen netop idag er bleven helt overvældende. De havde hørt fra mig før, dersom jeg havde haft noget nyt at fortælle; men jeg har ikke oplevet synderlig andet, end hvad De også selv har oplevet, siden vi skiltes, en pragtfuld Forsommer og det vinterlige Eftersmæk i sidst forløbne Måned. På min planlagte Jyllandsrejse kom jeg ikke længere 2 end til Kerteminde. På Rejsen til Odense, hvor jeg overnattede, fik jeg at vide, at Hotellerne var beslaglagte af Pinsegæster både i Silkeborgegnen og i Mariager, og så besluttede jeg mig for den lille fynske By, hvor så mange har hentet deres "Amanda"1. Jeg havde dog min egen Amanda2 med i Kufferten og blev hende tro under hele Opholdet trods Pinse, Grundlovsdag og andre Fester, der frister til Udskejelser i det grønne. Nu sidder jeg her i Stevns og renvasker hende, så hun en Gang i Efteråret kan præsentere sig for Publikum, og det er naturligvis min Overbevisning, at Folk vil synes om hende og blive lige så forelsket 3 i hende som jeg selv er. Hun gør iøvrigt ikke nogen imponerende Figur, er af beskedne Dimensioner, befatter sig ikke heller med noget sensationsvækkende, ekscellerer hverken i Mord, Blodskam eller andre Dødssynder, er kort sagt, hvad Fru Gyllenburg3 vilde kalde en Hverdags-Amanda.
Beskrivelsen af Livet i√ vor Møllegård4 vil jeg overlade til min Kone, fra hvem De med det allerførste hører. Den er så stor som en lille Herregård, har en prægtig Have med store, gamle Træer fra den Tid, da man ikke sparede på Pladsen men gav Træerne Lov til at folde sig ud efter deres Natur. Her står f. Eks. et mægtigt Kastanietræ midt i Haven, i hvis Skygge mange hundrede Mennesker kunde finde Plads. Det har sikkert 4 også været et herremandsagtigt Liv, der en Gang førtes her, da der endnu var virkeligt "Møllebrug". Man mærker Spor deraf ikke alene i Bygningernes og Havens Udstrækning. – Men også på disse Kanter er Ærværdigheden i Forfald. Den sidste Forpagter flyttede herfra for et Par Dage siden, og nu er Gården og Møllen overtaget af et "Konsortium", der bl. a. har til Hensigt at indrette Hovedbygningen til Bolig for fire-fem Småfamiljer, der også får hver sin Stump af Haven. Således har vi da den lidt vemodige Fornøjelse at afslutte Gårdens herskabelige Tilværelse. Efter os kommer Folkeflommen.
Den Dame, der er vor Værtinde, er meget flink og laver god Mad. Men også på den Måde mærkes Syndfloden her, at hun ingen Hjælp kan opdrive efter at hendes Pige forleden rendte fra hende. – Egnen her omkring er fuldkommen flad og skovløs men har sin egen Ynde på Grund af de overordenlig frugtbare Marker, der jo særlig i 5 denne Tid er smukke og med deres Bølgen erstatter os Sandet og Havet. Alligevel vil vi dog sikkert ofte længes efter Snekkersten og Helsingør. Vi kigger til Stadighed i Aviserne efter en Lejlighed deroppe ad den Kant, men endnu har vi ikke fundet nogen, og Gud veed, om vi kan finde nogen, inden vi atter har Efteråret og Vinteren hængende over Hovedet på os. Vi får se! I Grunden tror jeg snarere, det vil lykkes os at skaffe en Bolig tilveje i København; men vi vil i så Fald komme til at betale den blodigt.
Hils nu alle gode Venner deroppe, og vær selv på det bedste hilset fra os begge.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
