Henrik Pontoppidan til Kristjan Bure
Sendt fra Svendborg. 25. juni 1927
Jeg har ikke lov at klage
| Privat | p.t. Svendborg. 25./6.27 |
Hr. Underarkivar Kr. Bure!
Som De vist nok har forstaaet gjorde det mig meget ondt, at jeg i sin Tid måtte besvare Deres venlige og hæderfulde Opfordring med en Afvisning. Men jeg var nødt dertil af flere Grunde. For det første kunde jeg ikke modtage en Forøgelse af min Hædersgave som en Slags Invalideunderstøttelse; dernæst måtte jeg fremkomme med min Erklæring af Hensyn til Svenskerne, der en Gang havde tildelt mig en Part af deres Nobelpris. Meningen med denne er jo, at den så vidt muligt skal sikre en Literat mod Nød i Alderdommen, og derovre i Sverige kan de ikke vide (og måske næppe tro), at den Appelsin, de kastede i min Turban, straks blev kraftig presset af Skattevæsnet. Endelig befinder jeg mig i Virkeligheden ikke i nogen Nødstilstand. Ganske vist har min egen og – ikke mindst min Kones – årelange Sygelighed givet min Økonomi et Grundskud, men når jeg tænker på, hvor elendig, ja næsten håbløs Stillingen er for Størsteparten af vore Forfattere, og deriblandt nogle af vore betydeligste (Søiberg f.Eks.), så synes jeg ikke, at jeg har Lov til at klage.
Naturligvis er jeg alligevel glad ved og taknemmelig for, at Rigsdagen nu ved sin Rundhåndethed har sikret mig mod økonomisk Tryk i det Par År, jeg kan have tilbage. […] beder […] Dem modtage min hjerteligste Tak.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.
