Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Solvang pr. Taulov. 21. august 1911

vant til kun at være skjult tilstede


21/8 1911
Solvang
pr. Taulov.

Kære Georg Brandes!

Jeg skriver blot for at takke Dem for Deres sidste Brev som for de mange, jeg i Årenes Løb har modtaget fra Dem. En Brevskat, som jeg er stolt af at eje. Selv har jeg aldrig noget at fortælle. I hvert fald: min Pen bliver altid stædig som et Æsel, når den sættes på et Stykke Brevpapir. Det ligger måske i, at jeg som Romanforfatter er bleven vant til kun at være skjult tilstede og lade mine Personer føre Ordet for mig. Derved tabes efterhånden Evnen til direkte Meddelelse.

Den Rejse til Skotland kunde jeg godt misunde Dem; men jeg gyser ved Tanken om, hvordan det vilde gå mig med 2 Sproget. I det hele forstår jeg ikke, hvordan nogen får Mod til at tale i et fremmed Land, når det ikke bare gælder om at klare sig overfor Hoteltjenere og Droskekudske. Jeg havde engang Besøg af en tysk Doktor, en Filolog, der havde lært sig dansk og var meget stolt deraf. Han tilstod, at det havde kostet ham meget Arbejde; han havde flere Gange opholdt sig her i Landet og læst en Mængde Bøger. Han vilde naturligvis ikke tale andet end dansk. Men ved Frokostbordet, hvor foruden min yngste Datter også et Par af hendes Veninder var tilstede (glade Grinebidere på 15-16 År), begik han den, i Grunden let forklarlige, Fejl at sige, at han i det og det År havde haft den Sorg "at tabe sin Kone". Uheldigvis faldt Samtalen sådan, at han flere Gange kom til at bruge den samme√ Vending, 3 og den ulykkelige Mand kunde ikke begribe den kvalte Munterhed, som hans triste Erindring vakte omkring Bordet. Det endte med en komplet Skandale. En efter en røg de unge Piger ud af Døren med Lommetørklædet for Munden.

En så lille og så tilgivelig Sprogfejl kan altså gøre en bedrøvet Mand håbløs latterlig. Jeg har siden den Dag opgivet alle Forsøg på at lære noget fremmed Sprog anderledes end til Hotelbehov. I de allerfleste Tilfælde lønner det vist ikke heller Umagen.

Jeg fornyer min Tak, og bringer Dem også min Kones Tak og Genhilsen med Ønsket om stadig Fremgang for Deres Helbred.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.