Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15, København. 1. februar 1922

hjælp til en svigersøn


1.2.22
Overgaden n. V. 15
C.

Kære Dr. Edv. Brandes !

Jeg henvender mig denne Gang til Dem som Kommissionær for min Svigersøn, cand. jur. Krause, tidligere Borgerrepræsentant og Sekretær hos Københavns Overpræsident, nu Vicedirektør i "Det transatlantiske Comp.". Han ønsker så meget at få en Samtale med Dem, og han har fået den Ide, at jeg skal hjælpe ham dertil. Hvorfor det er ham så magtpåliggende at få talt med Dem, ved jeg ikke; men jeg tror at kunne forsikre, at han ikke vil komme for på nogen Måde at ulejlige eller genere Dem. 2 Han har fortalt mig, at De i sin Tid sagde god for ham overfor Etatsråd Glückstadt, da "Det transatlantiske Kompagni" stiftedes, og jeg bilder mig ind, at det er i Anledning af denne Anbefaling, han søger Lejlighed til at forklare Dem sin nuværende Stilling i dette meget omtumlede Selskab.

Altså andrager jeg på min Svigersøns Vegne om en Audiens. Jeg gør det med nogen√ Forlegenhed, fordi det kan tage sig ud, som om jeg indbildte mig at have mindste Indflydelse hos Dem, hvad jeg også har sagt ham. Men da han nu har gentaget sin Anmodning, og fordi han√ af en eller anden Grund trykker sig ved selv at gøre det indledende Skridt, har jeg altså ikke villet vægre mig længer.

Deres ærbødige og hengivne
Henrik Pontoppidan.