| Det store Spøgelse 1902 | Det store Spøgelse 19071 |
|---|---|
| — — Man har en Dag paa en Spaseretur sat sig til Hvile oppe paa en Bakke og hører herfra en fjern Kirke ringe Solen ned. | [1a] Man har en smuk Sommeraften paa en Spaseretur sat sig til Hvile oppe paa en Bakkeskraaning og hører herfra en fjern Kirke ringe Solen ned. |
| Aftenens Stilhed, de røde Skyer langsmed Himmelranden og denne akkurat hørlige Klokkelyd, der undertiden bliver helt borte, fylder En med et ejendommeligt Vemod, en sværmerisk Afmagtsfølelse, hvori der dølger sig en ubestemt Fornemmelse af Skyld. Det kommer En for, at man har noget alvorligt at bebrejde sig; og tilsidst begynder man for Alvor at ransage sin Samvittighed for at efterspore en eller anden usonet Brøde. Alle Dagens smaa Overtrædelser, hvert ukærligt Ord, der er undsluppen En, hver lille Forsømmelse, man har gjort sig skyldig i, svulmer her i Ensomheden fantastisk op og gør Hjertet uroligt. | [1b] Stilheden i Naturen, de hjemvandrende Kvægflokke, Himmelrandens gyldne Fata Morgana og denne akkurat hørlige Klokkelyd, der engang imellem bliver helt borte, fremlokker en særegen Sørgmodighed, en sværmerisk Ensomhedsfølelse, hvori der2 dølger sig en ubestemt Fornemmelse af Skyld. Det kommer En tilsidst3 for, at man virkelig har noget alvorligt at bebrejde sig. Man begynder for fuld Alvor4 at ransage sin Samvittighed, at efterspore en eller anden skjult eller glemt eller overset Brøde. Alle Dagens smaa Overtrædelser5, hvert ubetænksomt Ord, der er undsluppen En, hver lille Forsømmelse eller Forurettelse6 svulmer her i Skumrings-Ensomheden fantastisk op og gør Hjertet7 bespændt og8 uroligt. |
| Men nu bortledes Opmærksomheden af en Svale, der flyver forbi, Bevidstheden samler sig igen, og man sidder en Stund og morer sig over de dristige Ottetal, som den lille Fugl beskriver i Luften under sin stundesløse Flugt. Men naar Fuglen er ude af Syne, synker man uhjælpelig tilbage i den forrige Stemning; og Andagten rører igen alle Slags uhyggelige Skyldfornemmelser op af deres Dyb. Den signede Stilhed rundt omkring, den blodfarvede Aftenrøde, de fremblinkende Stjerner – den hele Natur synes at rejse Anklage mod En, og man griber sig i med Misundelse at betragte en barbenet Vogterdreng for den muntre Sorgløsheds Skyld, hvormed han gaar der paa Marken og knalder med sin Pisk, – – som om man ikke selv for blot en halv Time siden gik glad og tilfreds henad Vejen og nynnede paa en Lovsang om Livet og dets Herlighed. | [2] Men saa bortvendes Opmærksomheden af en Svale, der flyver forbi. Tankerne falder til Hvile, og man sidder en Stund og morer sig over de dristige Ottetal9, som den lille Fugl beskriver i Luften under sin nervøse Flugt. Men saasnart den er ude af Syne10, synker man uhjælpelig11 tilbage i den modfaldne Stemning, og allehaande uhyggelige Skyldfornemmelser12 røres13 op af Sjælens Dyb. [3] Indtil der atter viser sig noget, der vækker Sanserne og udfrier Eftertanken af Stemningens Mareridt. Det er dennegang en lille Vogterdreng, der et Sted i Nærheden med Hujen driver en Flok Køer henover Markerne. Og paany sidder man og smiler hen for sig – men med et tungt, et bittert Smil. En Uro14, en dyster Afmagtsfølelse er bleven tilbage i Sindet. Man griber sig i med Misundelse15 at følge den lille barbenede Purk, som gaar der saa sorgløs og knalder med sin Pisk, – og det, skønt man maaske selv for ikke en halv Time siden gik muntert nynnende16 hen ad Vejen og mejede Grøftekantens Blomster med sin Stok. |
| Men nu viser der sig atter noget, der tildrager sig Opmærksomheden og udfrier Eftertanken af Stemningens Mareridt. Det er denne Gang en Vogn, et fattigt Enspænderkøretøj, der snegler afsted henne paa Landevejen dybt under En langsmed Bakkedragets Fod. Trods Afstanden genkender man den gamle, hvide Hest og ved denne igen Manden, der sidder foroverbøjet med Armen støttet paa Knæet og Tømmen hængende slapt ud af Haanden. Saa gætter man sig ogsaa til, hvad det er for noget underlig langt, han skjuler under et Dækken der bag i den lave Pindevogn. Det er en Ligkiste til hans Ven og Nabo, den gamle Søren Kousted, der forleden tog sig af Dage. Den stræbsomme og almen agtede Mand havde paa det sidste været noget underlig; og sidste Søndag i Kirketiden gik han over i sit Huggehus og hængte sig. Hvorfor? Ingen ved det. | [4] Og17 Solrøden derude falmer, og Natten kommer listende. En efter en dukker Stjernerne frem som himmelske Spejdere. Graa og øde ligger Jorden og damper svagt i Aftenkulden. Selv begynder man at fryse men kan alligevel ikke overvinde sig til at staa op og gaa hjem. Man er i sin Stemnings18 Vold. Man er under Afmagtens Fortryllelse. Aftenstjernen, som dirrer paa den grønblege Himmel, synes at vinke saa fortroligt deroppe fra Evigheden. "Kommer hid, alle I, som ere besværede!" synes den at trøste. "Heroppe er19 Hvile og Fred!" |
| Mens man med Øjnene følger det bedrøvelige 17 Køretøj, tænker man paa, at saadanne Begivenheder jo snart hører til Dagens Orden hertillands, hvor Livet dog former sig saa betryggende, hvor der er Mad nok til alle, og hvor ingen Ild- eller Vandflod, ingen Ørkenvind eller Græshopperegn truer Frugten af Hændernes Arbejde. Man tænker paa, at i det Mylr af statelige Gaarde og venlige Smaahuse, der ligger strøet ud over den frugtbare Egn, er der næppe ret mange Hjem, der ikke gemmer paa et eller andet skummelt Minde, der ikke etsteds paa Loftet eller i et Udhus har en Krog, som Beboerne helst søger udenom, og hvorfra om Natten blege og blodige Skikkelser svæver ud i Byen og befolker de Sovendes urolige Drømme. | |
| Vi danske, der ellers er saa træge, saa omstændelige og mistænksomme, lader os besynderligt hurtig besnakke af Døden. Vi, som synes saa frejdige og leveglade og ogsaa kun sjælden skræmmes op af store Farer, har dog saa ringe Modstandskraft, naar Graven vinker med sin Fred. Derovre i den store, rige Gaard, hvis Vinduer just luer i Solnedgangsskæret som en Række Guldskillinger, levede indtil for nylig en Bondemand og hans Kone i lykkelige Kaar. De var raske og sunde og havde mange Børn, som alle artede sig vel. Saa faldt der pludselig et sært Tungsind over Konen, og en Dag gik hun ned i Mælkekælderen og skar Halsen over paa sig med en Brødkniv. Og hvorfor? – Ingen ved det. | [5] Mens Mørket stiger, sidder man der modstandsløs med en Følelse af ulægelig Melankoli og lader sig besnakke af Døden. Hvem veed? Maaske gaar man tilsidst virkelig hjem og hænger sig. |
| Der ligger her under Nordens urolige Skyhimmel en Basilisk og lurer paa vor Eftertankes svage Øjeblikke. Bedst som vi sidder i Skumringen og lulles ind i Drømme af Kakkelovnsildens vinterlige Buldren eller hører paa en Lærkes sommerglade Kvidren over vort Hoved, kan Uhyret snige sig over os og lønligt suge Marven af vor Vilje. Vi kan aldrig ret vide os sikre for det. Det kan pludselig stirre os imøde fra en farvestraalende Blomsterkalk eller fra Bunden af en Brønd. Det kan skjule sig i Lyden af en fjern Kirkeklokke, som vi lytter til i Ensomhed, og det kan forputte sig i en ligegyldig Dagligstuebemærkning, som vi tilfældig opsnapper men som siden bliver ved at forfølge os, at tone for det indre Øre med en paatrængende, manende Klang, saa vi tilsidst tror at høre en overjordisk Røst, en Kaldelse deri. – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – | [6] – – Der ligger her under Nordens blege Himmel en Basilisk og lurer paa vor Eftertankes svage Øjeblikke. Allerbedst som vi sidder i vore lykkeligste Drømme, sniger Uhyret sig over os og lammer os med sin Giftbrod. Først mærker vi maaske kun en lille Kuldegysning i Sjælen, en øjeblikkelig Tunghed i Tanken. Men snart lægger Mørket sig omkring os, og før vi veed det, vugger vi i20 Dødens Skyggearme. – |
| I en lerklinet Hytte paa en lille Husmandslod ved Sognegrænsen boede Søren Kousted og hans Kvinde. Søren var en stille, gudfrygtig Mand, der ude mellem Fremmede kunde gøre et noget forsagt Indtryk, medens han i Hjemmet haandfast hævdede den husfaderlige Myndighed. Han var nu bleven graa og bøjet efter et trælsomt Liv. Udtrykket i hans kæbestærke Ansigt talte om den lidt sørgmodige Fred, der kan komme over virksomme Mennesker, naar de lykkelig og vel har gennemstridt Kampen for Tilværelsen og nu føler Livet en Smule tomt, siden det ikke længer byder dem Vanskeligheder at overvinde. | [7] Paa en ensomt liggende Husmandslod ude ved Sognegrænsen boede gamle Søren Kousted og hans Kvinde. [8] Søren var en gudfrygtig Mand, en stille, indadvendt Natur, som ude mellem Fremmede kunde gøre et noget forsagt Indtryk, men som i Hjemmet til Gengæld hævdede sin husfaderlige Myndighed med gammeltestamentlig Strenghed. Mariane, hans Kone, var et enfoldigt Skind, kuet og sløvet af et Liv i Trældom. Begge var de Væsner af Dværgeart, sammensunkne og med store Ansigter, hvori der stod at læse om den lidt tomme Fred, som kommer over saadanne gamle Mennesker, naar Kampen for Tilværelsen er gennemstridt og Livet ikke længer byder dem Vanskeligheder at overvinde. |
| Indtil Bogstavet tro mod Skriftens Ord og den guddommelige Lov havde han opdraget sine Børn under tidlig Tugt og Tvang, og det var da ogsaa gaaet dem alle godt i Verden. Den yngste af dem, den lille Kirstine, havde endog nydt den Udmærkelse straks efter sin Konfirmation at komme til at tjene Præstefolkene, som var meget ansete og afholdte der paa Egnen. | |
| "Det er, saa sandt, en stor Ære, der her er dig vederfaret," havde Søren Kousted sagt til sin Datter den Dag, hun blev bortfæstet, idet han forsøgte sig med den testamentlige Udtryksmaade, han holdt af at anvende ved saadanne Lejligheder. "Der var vel nok de Gaardmandsdøtre, som kunde misunde dig den. Gør dig nu fortjent til den!" | [60] Hun saae ham for sig, saadan som han havde taget imod hende, da hun for et Aar siden var bleven fæstet til Præstens. Paa sin sære Maade havde han lagt Haanden paa hendes Skulder21 og sagt: "Vorherre har vist dig en stor Velgerning, Grethe. Gør dig nu fortjent til den!" Hun kunde huske, at hun var bleven lidt krænket over de Ord. Hun syntes ikke, hun havde behøvet22 nogen Paamindelse. Men hun havde troet for godt om sig selv, og det straffede sig. Nu var Ulykken kommen! |
| Kirstine glemte aldrig de Ord. Skønt hun var lille af Vækst og endnu halvt et Barn, gjorde hun Besked i Køkken og Kælder, som om hun havde Karlearme; aldrig syntes hun mere veltilfreds, end naar det rigtig lumrede hende om Ørene med Storvask og Hovedrengøring, Brygning og Bagning. Hun var endda Enepige i det temmelig store Hus, saa det manglede hende aldrig paa Lejlighed til ved Arbejdsiver at vise den Taknemlighed for den nydte Begunstigelse, som ogsaa hendes Madmoder nok kunde lide at mærke hos sit Tyende. | |
| Da hun nu dertil var en smuk Pige og havde et net, tilbageholdende Væsen, kom Præstefolkene hurtig til at holde af hende og viste hende stadig mere Tillid. Fruen, hos hvem Varmen ellers let steg fra Hjertet til Hovedet, nænnede næsten ikke at skænde paa hende, saa ulykkelig blev hun over ethvert lille Uheld. Da hun en af de første Dage var kommen til at slaa en Kop itu, havde hun været aldeles utrøstelig og kunde næsten ikke faa Graaden standset. Det var Erindringen om Faderens tunge Haand, der endnu sad hende i Blodet som Angst og Skam. | [61] Men hvordan23 havde hun dog ogsaa kunnet forse sig saa skammeligt? Hun forstod det ikke længer.24 Præstens havde dog25 altid været saa26 over al Maade gode imod hende. Endnu fornylig havde de uden nogen Anledning givet hende Hvergarn til en Kjole. Aldrig havde hun hørt et ondt Ord af dem. Som nu forleden, da hun var kommen til at slaa Hanken af Præstens Mundkop. Fruen var jo nok bleven meget vred og havde skændt dygtigt; men Præsten selv havde ikke sagt et eneste27 Ord, bare set saa inderlig bedrøvet paa hende med sine ejegode Øjne. Kunde der tænkes bedre Mennesker? – Og saadan havde hun nu lønnet alle deres Velgerninger! |
| Kirstine gik nu i sit syttende Aar, og hun havde tjent i Præstegaarden et Aarstid, da det hændte, at hun ved en Midsommerfest traf en ung Karl med den Slags lysegule, høvlspaansagtige Haarkrøller, der i Landsbypigers Øjne er fast uimodstaaelige. De to forelskede sig i hinanden, og efter nogen Tids Forløb mødtes de hemmelig om Natten paa Almuekæresters vante Vis. | [18] Paa samme Tid gik et ungt Kærestepar med hinanden om Livet henad en Marksti langsmed et bevokset Dige: en køn, velvoksen Karl med en Rest af Holdning fra Soldatertiden og en snaksom lille Pige, som paa en egen tapper Maade satte sine Ben unaturligt langt frem for at kunne holde Trit med ham. [19] Det var Grethe, Søren Kousteds yngste Barn, der tjente i Præstegaarden, og saa en Tjenestekarl der fra Byen, – Niels Hald hed han. |
| Kirstine led mange Samvittighedskvaler i den Anledning. Hun vidste, hvor strengt Præstefolkene fordømte den Slags Ting, og hun lovede hver eneste Dag sig selv at staa Fristelsen imod. Men naar hun om Aftenen kom ind i sit Kammer, og der var bleven stille i Huset, og hun hørte Kærestens sagte Fløjtesignal ude fra Havegærdet, var det forbi med hendes Standhaftighed, og hun lukkede ham ind til sig gennem Vinduet eller smuttede selv ud af den samme Vej for at spasere med ham i de stjerneklare Høstnætter. | |
| Et Par Maaneder gik alting godt; men da begyndte Præstefruen at fatte Mistanke. Der var nu ogsaa noget altfor overdrevent og febrilsk i den Arbejdsiver, hvormed Kirstine om Dagen søgte at gøre Bod for Nattens Forsyndelser. Fruen lagde tillige Mærke til, at hun aldrig mere saa hende lige i Øjnene, og hun talte tilsidst til sin Mand derom. | |
| Præsten var ellers en saare fredsommelig Person, en af den Slags mildt dømmende Gejstlige, der tillod Folk at mene om Vorherre og Helvede og Verdensordenen saadan omtrent, hvad de selv fandt for godt. Men til Gengæld forstod han ikke Spøg, naar det gjaldt Moralen. Som saa mange andre af sine Kaldsbrødre tog han i det hele paa Følelsens Omraade Oprejsning for, hvad Kirken i den senere Tid nødtvungent havde ofret til Fornuften. | |
| En Aften noget efter, at Præstefolkene var gaaet til Ro, stod de efter forudgaaende Aftale op igen og gik begge ned til Køkkenet for at anstille en nærmere Undersøgelse. Forrest skred Fruen i Nattrøje og Uldklokke og med et Lys i den opløftede Haand; bagefter kom Præsten i Slobrok og med Briller paa den løftede og ligesom snusende Næse. Da de et Par Gange havde banket paa Kirstines Kammersdør uden at have faaet Svar, aabnede de den sagte, idet de gennem Dørklemmen løftede den paasatte Haspe ved Hjælp af en Haarnaal. Stuen viste sig at være tom. Men Vinduet stod paaklem og angav den Vej, ad hvilken Flugten var foregaaet. Udenfor funklede en dejlig, dyb September-Stjernehimmel. | |
| Kirstine gik paa den Tid ude paa Landevejen ved sin Kærestes Arm og tænkte ikke paa nogen Fare. De kom spaserende ude fra en lille Skov, der ikke uden Grund kaldtes Kærlighedslunden, og de var nu paa Hjemvejen. | |
| Naar Kirstine saaledes var ude paa egen Haand, kunde hun blive helt overstadig. Herude i Friheden og under Kærlighedens Paavirkning slog hendes Angst og Samvittighedsnag om i næsten fjantet Lystighed og forvandlede den frygtsomme lille Pige til en Bakkantinde. Hun gik nu der og svang sit løse Hovedklæde og kastede sig hvert Øjeblik om Halsen paa sin Kæreste, skønt denne var begyndt at blive svært utidig og oftest besvarede hendes hede Kys med en lang Gaben. | [20] Grethe havde taget sit Hovedklæde af. Hun gik og svang det i Haanden og kiggede forelsket sin Kæreste op i Ansigtet, mens hun ustandselig talte og lo. De var nylig bleven forlovede, og for visse Aarsagers Skyld maatte de foreløbig hemmeligholde deres Forbindelse, og nu havde de ikke set hinanden i tre Dage, saa der var jo saa28 meget at fortælle og saa29 megen opsparet Ømhed, der maatte have Luft. |
[21] Til begge Sider strakte sig store Stubmarker, hvorover det hvide Maanelys laa som en Rim. Paa Stien, hvor de gik, var der derimod Skygge af Tjørnene paa Diget; her kunde de gaa uden at blive set, dersom der skulde komme nogen ude paa Landevejen. I Nødsfald kunde de ogsaa skjule sig i Buskene. Og det galdt om at være forsigtig. De vidste, hvor strengt Præstens fordømte al Nattesværmen. [27a]Niels saae sig omkring. |
|
| Det var da heller ikke hende, der havde ønsket at komme hjem allerede nu. Hun søgte tvertimod ved alle Slags kvindelistige Paafund at overtale Kæresten til at bie en Stund endnu; de kunde jo da i hvert Fald sidde lidt paa Grøftekanten og smaasnakke, mente hun og kyssede ham igen. Men den gulkrøllede var ubønhørlig, og udenfor Byen skiltes de. – Kirstine krøb gennem Præstegaarden Havehegn og listede videre langsmed Muren hen til sit Vindu. | [38] I et Par Timer havde de nu gaaet der frem og tilbage i Skyggen langsmed Diget. Vistnok for tyvende Gang naaede de Enden af Stien ude ved Landevejen; men nu standsede Grethe. Maanen var kommen over paa Vesthimlen; hun turde ikke blive længer ude. Her maatte de skilles. [39] "Nu maa A hjem, Niels," sagde hun modfalden. [40] "Har det saadan Jav," spurgte han. [41] "Ja, A maa go." [42] "Jasaa da – naar det skal være." [43] Men det var svært at slippe ham. Hun havde lagt begge Armene om hans Hals, og han trykkede hende tæt ind til sig paa Almuekæresters Vis uden at lægge Skjul paa, hvad han længtes efter. [44] "Aa, søde Niels," sagde hun. "Du skal snart faa det godt hos mig." [45] Endelig fik de da sagt hinanden det sidste Godnat. Niels blev staaende paa Stien, mens Grethe skyndte sig over Landevejen og videre langsmed Diget ovre paa den anden Side for ad en Omvej at slippe tilbage til Præstegaarden uden at blive set. En eneste Gang vovede hun sig ud paa Marken i Maanelyset for at vifte til ham med sit Hovedklæde, og Niels svang til Svar sin Træsko, som han netop havde taget af Foden for at ryste noget Jord ud af den. [46] Først da hun var helt afsyne, kom han ud paa Vejen og gik nu hjem til den Gaard, hvor han tjente. Grethe hørte hans faste Soldaterskridt fjerne sig paa den haarde Vej. Hun var standset for at kunne følge dem til det sidste, og Hjertet sang i hende af Taknemlighed og Glæde. [47] Men Ulykken var ude denne Nat. – |
| [48] Præstegaarden laa i en Sænkning i den vestre Ende af Byen. Det var en af disse gamle, herregaardsagtige Embedsboliger, som nu er ved at forsvinde, en Avlsgaard med vidtløftige Stald- og Ladebygninger, med Faarefold og Svinesti, med Boder og Skur, det hele omfavnet af en Lystpark paa flere Tønder Land. [49] Der hørte stadig en Del Jord til Kaldet; men dettes nuværende Indehaver havde bortforpagtet Avlingen til to af Byens Gaardmænd. De store Udlænger stod enten ganske tomme eller benyttedes af Forpagterne som Oplagsrum. Præstens var dertil enlige Folk uden Børn i Hjemmet, saa der var ingen andre Tjenestefolk paa Gaarden end Grethe og en gammel Mand, der passede Haven, huggede Brænde o. lign. [50] Grethes Kammer laa for sig selv bagved Køkkenet. Vinduet vendte ud til Urtehaven eller "Kaalgaarden", som den kaldtes, og ad den Vej var det, hun i den senere Tid hyppigt var listet væk om Aftenen for at mødes med sin Kæreste. Hun havde haft svære Anfægtelser i den Anledning. Hun holdt meget af Præstefolkene, der aldrig havde gjort hende andet end godt, og bestandig havde hun ogsaa lovet sig selv, at det skulde være sidste Gang. Nu frygtede hun tilmed for, at Præstefruen var begyndt at ane Uraad. Forleden, da hun havde glemt at komme Salt i Grøden, havde Fruen sagt: "Jeg tror, du gaar i Giftetanker, Grethe." De Ord havde gjort hende saa forskrækket, at det havde sortnet40 hende for Øjnene. [51] Denne Aften havde hun været borte siden Klokken halvti. Hun var paa den Tid kommen ind i sit Kammer med et Lys i Haanden og havde da hørt Niels' sagte Fløjtekvidder ude fra Havegærdet, – det aftalte Signal, som hun angstfuld og dog med en saa sugende Længsel hver Aften gik og ventede paa. [52] Hun var netop bleven færdig med sin Aftensyssel og havde ogsaa været inde i Stuen og sige Godnat, – det var hende derfor helt umuligt at staa Fristelsen imod. Som Tegn paa, at hun havde hørt ham og vilde komme, slukkede hun skyndsomst Lyset; og faa Minuter41 efter krøb hun ud gennem Vinduet. For at ingen skulde se dem sammen, søgte de hver sin Vej ud til Markskellet, hvor de havde deres Stævnested, og her glemte hun efterhaanden sine Anfægtelser, og det endda saa fuldstændig, at hun havde kunnet gaa og snakke om Præstens og Præstegaarden, uden at der derfor var kommen en Sky paa hendes Lykkehimmel. [53] Men nu, da hun blev ene, fik Samvittigheden42 atter Magt over hende. I samme Øjeblik, den sidste Lyd af Niels' Skridt forsvandt ude paa Landevejen, følte hun sine Ben saa tunge. Hun gik langsomt43 over en Pløjemark, der stødte op til Præstegaardshaven, og sneg sig langs med Gærdet paa den Side, der var længst borte fra Præstefolkenes Sovekammer. Da hun kunde skimte de lange, maanehvidtede Mure mellem Træerne, stod hun stille for at lytte. Men alt var roligt derinde, overalt var der slukket. Der hørtes ingen anden Lyd end en svag Klapren af Snoren paa Flagstangen i den store Blomsterplæne foran Havestuen. [54] Hun fik igen sit Vejr og krøb over Gærdet. Ja, hun blev saa dristig, at hun listede sig paa Hosesokker44 helt ind i Haven til et Sted, hvor der stod et Træ med Sommeræbler. Længe stod hun stille og betragtede de store, gule Frugter. I Grunden maatte hun slet ikke røre dem45. Alligevel udsøgte hun sig den største og modneste af dem, hun kunde naa, og puttede den i sin Lomme. Det var til Niels. Til sig selv tog hun en af dem, der laa i Græsset. Hun var bleven sulten, opdagede hun,46 og gav sig straks til at spise. |
|
| Da hun saa, at Vinduet var bleven lukket under hendes Fraværelse, og at Haspen var sat paa indvendig, begreb hun straks, hvad der var sket. Hun stod stille lidt, med Hovedet ligesom ydmyg bøjet. Hun vidste i samme Øjeblik, at hun maatte dø. Afgørelsen havde ligget færdig hos hende … havde blot ventet paa denne Rystelse for fuldt at forme sig til Beslutning. Præstefolkenes mange opbragte Ord om andre af Egnens Piger, der var kommen paa Afveje, havde indgivet hende den Overbevisning, at de vilde jage hende bort, saasnart de opdagede noget, – og den Skam vilde hun ikke overleve. Uden at hun havde gjort sig det helt klart – fordi hun i den sidste Tid overhovedet havde haft en Sky for at tænke sine Tanker tilende – havde hun Gang paa Gang sat sit Liv i Vove for sin Kærligheds Skyld. | [55] I Skjul af Maaneskyggerne, der rundede sig over Plænerne, gik hun langsomt47 tilbage samme Vej, hun var kommen, listede48 gennem Urtehaven og gik49 hen til sit Vindu50, som hun havde ladet staa paa Klem. Da gav det et Ryk i hende. Hun var lige ved at sætte i et stort Angstskrig. Vinduet var lukket i, og Haspen51 sat paa indvendig. [56] Forfærdelsen ramte hende som en Krampe. Hun stod et Øjeblik aldeles stiv, med Albuerne trykket ind til Kroppen, og stirrede ud for sig med runde Øjne52. Og dog havde hun53 for længe siden forudset, at det vilde ske. Hun var i Grunden slet ikke overrasket54. Hun havde blot aldrig gjort sig rigtig Rede for Følgerne af en Opdagelse, fordi hun i den senere Tid overhovedet havde haft en Sky for at tænke sine Tanker helt tilende. [57] Da hun efter et Par Minutters Forløb kom til sig selv, gik hun med listende Skridt videre – først forbi den lukkede Indkørselsport og derpaa langs med Staldlængen. Hun var kommen til at tænke paa, at Præstefolkene maaske ovenikøbet sad oppe og ventede paa hendes Tilbagekomst. Det slog til. Henne ved en Laage mellem Udlængerne, hvor hun kunde se ind over Gaardsrummet, saae hun, at der endnu var Lys i Dagligstuen. [58] Hun havde i sin Angst klynget sig til et urimeligt Haab om, at det kunde være den gamle Jens Madsen – Karlen – som havde været ude og tilfældigvis set, at Vinduet var aabent, og nu havde villet spille hende et Puds. Men disse to Vinduer, der lyste hende imøde med et blodrødt Skær fra Gardinerne, gav hende Visheden. Baade Præsten og Fruen gik ellers regelmæssig i Seng paa Slaget ti. Og Klokken maatte være over tolv. |
| Hun knyttede sit Tørklæde under Hagen og gik stille tilbage ad den samme Vej, hun var kommen. At Kæresten endnu ikke kunde være naaet længere bort, end at hun let vilde kunne indhente ham, tænkte hun ikke paa. Der var for hende gaaet Timer og Evigheder, siden de skiltes. Hun tænkte overhovedet ikke paa ham. Den, for hvem hun havde sat sit Liv paa Spil, var allerede ikke længer til for hende. | [59] I sin Fortvivlelse søgte hun ud paa Marken og gav sig til at gaa rundt i en Kres, mens hun stønnede højt. Aa Gud! Hvad skulde hun gøre? Hvad skulde hun dog gøre? – Til Niels kunde hun ikke gaa hen og søge Raad, da han delte Kammer med en anden Karl. Og hjem til Forældrene turde hun nu slet ikke komme. Hvad vilde hendes Fader sige? |
| Da hun først var kommen udenfor Haven, gik hun hurtigere til, – paa maa og faa ud over de afmejede Marker. Helt uvilkaarlig var hendes Gang dog ikke. En Slags Instinkt førte hende omtrent den lige Vej ud til en Tørvemose, hvor hendes Skolekammerat, den røde Ane, Sommeren før havde skjult sin Skam over at have stjaalet et Par Strømper fra sin Madmoder. | [62] Hun var i sin Fortumlelse gaaet længere og længere bort fra Præstegaarden. Uden at vide det gik hun endnu med sit halvspiste Æble i Haanden. Da hun opdagede det, kastede hun det hulkende fra sig. Ja, Tyv var hun ogsaa! |
| Først da hun naaede op over en Bakkekam, hvorfra Udsigten aabnede sig til den øde og mørke Sump, blev hun sig selv helt bevidst. Ude i Øst var just Maanen stegen op over Skovene; og dens hvide Lys lagde ligesom en Hinde 40 over Vandet i de to runde Mosehuller, der laa dernede og stirrede ubønhørligt op paa hende som et ondt Øjepar. | |
| Kirstine satte sig ned paa et Jorddige og faldt i Graad. Hun vilde dog saa nødig dø. – Men heller ikke nu var det den gulkrøllede Ven, hun tænkte mest paa. Det var Forældrene, især Moderen og det hele lille fattige Barndomshjem derude mellem Skovene, som gjorde hende Afskeden med Livet saa tung. Men paa samme Tid var det netop dem og Tanken paa den Sorg og Græmmelse, hun voldte dem, der gjorde hende det saa helt umuligt at overleve denne Nat. | [63] Hun satte sig tilsidst ned paa en Jordvold med Forklædet for Øjnene. Hun følte sig som det brødefuldeste Menneske i Verden. |
| Hun følte sig som det brødefuldeste Menneske, der havde levet. Alle de andre store Syndere, hun havde kendt eller hørt om, syntes hende nu at have haft en Undskyldning for deres Overtrædelser, enten at de var kommen fra daarlige Hjem, eller – som røde Ane – havde haft en ond og gerrig Madmoder. Kun hun havde ingenting at forsvare sig med. Hun 41 havde kun nydt godt her i Verden. Hun havde haft det kærligste og bedste Hjem paa Jorden, og hun havde faaet en Plads, som alle Pigerne i Byen misundte hende, og hvor hun heller ikke hørte andet end godt. Som nu dengang, hun var kommen til at slaa Præstens Mundkop itu. Havde Fruen saa meget som skændt paa hende? Havde hun siden ladet hende høre noget derfor? Eller Præsten selv? … Alene for denne Kops Skyld, for den Overbærenhed, som hun havde lønnet saa ilde, syntes det hende nu ganske umuligt at leve længer. – | [64] Hvad skulde hun dog gøre? Vende tilbage til Præstegaarden vilde hun ikke. Hvad skulde det vel ogsaa hjælpe? De vilde naturligvis jage hende bort med det samme. Hvor mange Gange havde hun ikke hørt Fruen sige, naar der blev snakket om en Pige, som rendte ude om Natten, at et saadant Menneske vilde hun ikke et Øjeblik taale i sit Hus. Med Skam vilde hun blive jaget af sin Plads. Allerede imorgen vilde Folk gaa rundt og snakke om hende. Konerne i Byen vilde ordenligt faa travlt med at gøre sig Ærinder hos hinanden for at faa noget at vide. Oline og den lange Jørgine og de andre Piger, der havde misundt hende Pladsen55, de kunde56 nu more sig. Hun kunde tydelig se dem staa udenfor Gaardportene og stikke Hovederne sammen og rigtig skraldergrine. [65] Men alt57 det fik endda være. Meget værre var det med hendes Forældre og Søskende. Naar hun tænkte paa dem, blev hun som et eneste Saar indvendig. Hun gruede især for Faderen, der var saa ærekær, og som havde været saa stolt af sine Børn for den Fremgang, de havde haft allesammen. Nu var den Stads forbi! [66] Og allerværst var det næsten, at det netop skulde være Søndag. Naar Præsten kom hjem fra Annekset, plejede han altid at have en Hilsen med til hende fra Forældrene, som gik i Kirke der. Hvordan vilde den Hilsen komme til at lyde dennegang? … Hun kunde grangivelig forestille sig, hvad der vilde ske derude denne Formiddag58, naar den sidste Salme var sungen og Præsten – som hans Skik var –59 stillede sig ud i Vaabenhuset for at tage alle Kirkegængerne i Haanden, naar de gik. Til allersidst vilde ogsaa hendes Forældre komme, Faderen med den store Salmebog under Armen og bagved ham Moderen i sin grønne Hvergarnskjole og Frynsesjalet. Og Præsten ser bedrøvet paa dem og siger: "Kære Venner! Det gør mig hjærtens ondt at maatte sige jer, at jeres Datter ikke har været værdig til den Tillid, vi har vist hende. Vi kan derfor ikke længer beholde hende i vort Hus." – Ogsaa Forældrenes Ansigter ser hun tydeligt. Faderen har løftet sine tykke Bryn; det bævrer om hans Mund, og han siger ikke et eneste Ord. Og bag ham staar Moderen med bøjet Hoved, nedknuget af Sorg og Skam. – – [67] Hun sprang op og gik højt grædende endnu længere bort. Paa maa og faa drev hun ud over Markerne. Hun ønskede, hun var død. Hun syntes, at hun aldrig mere kunde faa en lykkelig Time. Og hvad vilde Niels sige? Ham vilde det sagtens ogsaa gaa ud over. Og saa vilde han maaske forstøde hende, og det var han jo da i sin gode Ret til60. For hun havde jo endda langt grueligere Synder paa sin Samvittighed. – –61 [68] Hun var pludselig standset62 igen, ramt af en ny, endnu forfærdeligere Angst. Hun var kommen til at huske paa, hvordan hun hemmeligt havde lokket Niels til sig ved at bede til Gud om hans Kærlighed. Men var det ikke saadan, at den, som vendte sig til Vorherre med en formastelig Bøn, forskrev sig til den Onde? Jo!63 Hun vidste, at hun engang havde hørt eller læst noget derom. – Og nu var Straffen kommen! Nu fik den Onde sin Løn! |
| Ude i Forældrenes lille Husmandsstue puslede paa denne Tid den gamle Moder halvt afklædt omkring ved Skæret af et tyndstøbt Lys, der stod paa et Bord mellem Vinduerne. Faderen havde forlængst søgt Sengen. Træt af Dagens Arbejde laa han dybt nedsunken i Halmen og snorkede tungt med Ansigtet vendt mod Væggen. | [9a] En Lørdag Aften i September var Søren efter sin Sædvane gaaet tidlig til Ro. Han havde allerede ligget et Par Timer paa Inderpladsen i den brede Seng og sovet med Ansigtet mod Væggen, da Klokken blev ti og Bornholmeren henne i Krogen faldt i Slag med en rusten Snurren ligesom et gammelt Menneske, der maa rømme sig, før det kan tale. |
| Mariane var en runken lille Tykkert af Dværgearten. Hun stod just henne ved Bordet beskæftiget med at omvikle sit store og næsten skallede Baghovede med et Tørklæde, hvis Ender hun langt om længe fik fæstet sammen over Issen med en Naal. Hun gav sig god Tid med alting. Men det var heller ikke af Nødvendighed, at hun færdedes oppe i denne silde Time og under Afklædningen idelig gav sig til at sysle med noget enten her i Stuen eller i det tilstødende lille Køkken. Denne natlige Puslen var en gammel Vane fra den Tid, da hendes Børn var hjemme, og hun ofte maatte sidde oppe halve Nætter for at bøde deres Klæder. Der var altid saa meget, der skulde lappes og stoppes, og Søren tillod ingen Efterladenhed. Nu var alle Børnene draget hver sin Vej ud i Verden; men endnu kunde hun aldrig rigtig finde Hvile om Natten, før hun et Par Timer havde nøslet i Ensomhed og i Tankerne hæget om dem ligsom i fordums Dage. | [9b] Mariane gik paa den Tid endnu halvt afklædt omkring og smaanøslede i Stuen og det tilstødende lille Køkken med en Lysepraas i en Profit. Hun havde netop stillet denne hen paa Madbordet mellem Vinduerne og var beskæftiget med at omvikle sit store, næsten skaldede Baghoved med et Tørklæde, hvis Ender hun fæstede over Issen med et Par Naale. |
| Endelig fik hun sig da helt afklædt og slukkede Lyset. Ved det hvidblaa Skær af Maanen, der aftegnede to lysende Vinduesfirkanter paa det mørke Lergulv, satte hun sig paa Sengekanten, trak Strømpeskafterne halvt ned over de svulne Lægge, bandt et gammelt Uldstykke om Maven og krøb op i Halmen ved Siden af Manden. Under megen Stønnen fik hun sine stive Lemmer lagt tilrette under Dynen; men endnu laa hun længe uden at kunne sove. Der rørte sig altid saa mange ængstende Tanker i hendes indbundne Hoved, naar hun laa saadan og hørte det gamle Skabs-Uhrs strenge "Tid-en-gaar" og Rotterne, som tumlede sig oppe paa Loftet. | |
| [10] Denne natlige Puslen var en gammel Vane hos hende fra den Tid, da Børnene var hjemme og hun gerne maatte sidde oppe den halve Nat for at bøde deres Klæder. Der var dengang saa meget, der skulde lappes og stoppes, og Søren tillod ingen Efterladenhed. Nu var alle Børnene borte, var draget hver sin Vej ud i Verden. Kun den yngste Datter, Grethe, var bleven i Sognet og tjente i Præstegaarden. Af de andre var den ene Korporal i Randers, den anden Mejerske i Herning, den tredje arbejdede som Tømmersvend i Viborg, og det var paa alle disse saa fremmede og fjerne64 Steder, at den gamle Kone færdedes i sin stakkels65 Fantasi, naar hun saadan gik og puslede i Ensomhed. | |
| Omsider begyndte dog Øjenlaagene at blive tunge. Hun foldede Hænderne over Brystet og fremmumlede sin Aftenbøn: | [11] Endelig fik hun da ordnet sig for Natten, vædede et Par Fingerender og slukkede Lyset. Ved det blaahvide Skær af Maanen, der tegnede to lysende Vindues-Firkanter paa det mørke Lergulv, satte hun sig paa Sengestokken, trak Strømpeskafterne halvt ned over de aaresvulne Lægge, bandt et gammelt uldent Stykke omkring Maven og krøb op i Sengen. Under megen Stønnen fik hun sine stive Lemmer lagt tilrette under Dynen, foldede de runkne Hænder over Brystet og bad sin Aftenbøn: |
| "Nu siger A dig Tak, Vorherre, for Helsen og Velfærd. Udfri os alle fra Synd og Sorrig og det Ondes Fristelser. Det samme siger A for dig, Per; for dig, Sofie; for dig, Ane-Mari'; for dig, Hans Jørgen, og for dig, bitte Kirstine. Gud Fader i Himmelen annamme os i sin Varetægt." | [12] "Nu sejer A dig Tak, Vorherre, for Helsen og Velfærd. Udfri os fra Synd og bevar os fra Fristelsen, Amen! Reger mit Hjerte og fri mine Hænder fra det onde. For din elskelige Søn Jesu Kristi Skyld. Amen! Det samme sejer A for dig, Per; for dig, Sofie; for dig, Hans Jørgen, og for dig, bitte Grethe. Gud i Himmelen annamme vos allesammen i sin Varetægt." |
| [13] Midt under denne halvhøjt fremmumlede Paakaldelse var et mørkt Legeme sprunget ned paa Gulvet fra Sengens Fodende. Det var Katten, der havde ligget og varmet sig oppe paa Dynen og nu følte Trang til at strække sig. Med krummet Ryg og rejst Hale stod den dernede i den ene Lysfirkant og gnistrede ud af sine grønne Øjne som en dæmonisk Aabenbarelse. Tilsidst begyndte den at mjave. [14] Mariane tyssede paa den, – Søren havde i Søvne givet et utaalmodigt Grynt fra sig. Men Katten var sulten efter Mus. Maaneskinnet derude fristede og vakte Blodhungeren. Den satte sig hen ved Døren og blev siddende der med Halen standhaftig svøbt om Poterne og gav sig ynkelig. [15] Der hjalp ingen Trusler. Mariane maatte op af Sengen og lukke den ud. |
|
| Hun havde sovet en Timestid, da hun pludselig vaagnede. Det forekom hende, at hun havde hørt Nogen græde saa utrøstelig, og hun skulde just til at vække Søren, da det faldt hende ind, at det naturligvis var noget, hun havde drømt. Hun kunde nu ingenting høre uden Uret. Og hun sov da ogsaa straks ind igen. | [16] Der var under alt dette66 atter gaaet en Time. Bornholmeruret henne i Krogen begyndte igen at stønne som en gammel Mand og udhostede elleve trætte Slag. Udenfor var der ganske stille. Landevejen laa langt borte, og der rørte sig ingen Vind. [17] Mariane havde paany faaet lagt sig tilrette under Dynen, og nu, da hun var bleven vred, og hendes Tanker havde faaet Katten at tumle med, faldt hun hurtigt til Ro. Med sit indbundne Hoved trygt støttet mod Mandens Ryg, som om det der havde sin naturlige Hvileplads, sov hun snart efter ind til sine graa og fattige Drømme. [80] Ude i Forældrenes lille Husmandsstue havde Maanens lysende Vindues-Aftegninger i Nattens Løb flyttet sig fra Gulvet op paa Væggen og derfra videre hen til selve Vinduerne. Det allersidste, matte Skær døde just hen67 oppe paa Karmen. Henne i Sengen sov de to Gamle med Hiven og Prusten. Marianes indbundne Hoved hvilede stadig lige trygt paa Sørens Ryg, og det skønt han var begyndt at sove uroligt og hyppigt gnubbede sig saa det ene saa det andet Sted paa Kroppen. [81] Ved Tretiden vaagnede Mariane; hun syntes, hun havde hørt nogen klage sig. Hun lagde sig om paa Ryggen og laa en Stund og lyttede. Men da hun nu hørte en Spyflue summe henne i Vinduet68, mente hun, at det var denne Lyd, hun havde fornummet og i Drømme taget for Graad. Hun vendte sig da igen og sov videre. |
| [69] I flere Timer flakkede den stakkels forvildede Pige omkring paa Markerne uden at turde vende hjem. To Gange var hun dog69 henne ved Præstegaarden for at se, om der endnu var Lys i Dagligstuen. Den første Gang flygtede hun straks70 ved Synet af de to rødt oplyste Vinduer, og det endskønt det i Virkeligheden var hende71 lidt til Trøst og Beroligelse at vide, at man endnu ventede hende. Den anden Gang – en Timestid senere – var der slukket overalt, og da syntes hun, at hun med det samme for evigt var lukket ude fra Menneskenes Samfund. Denne lange Række mørke Vinduer, denne store, tavse, maanehvide Gaardsplads virkede paa hende som en Gudsdom72. [70] Hun stod et Øjeblik og stirrede sig omkring. Uden at hun selv vidste af det73, tog hun Afsked med det altsammen. Saa gik hun74 stille bort. [71] Hun blev ved at gaa, indtil hun af Udmattelse sank ned paa en væltet Plov et Sted ude i Udmarken. Maanen var i Nedgang. Blodrød og svullen hang den over det rygende Moseøde derude i Vest. Mørket vilde snart komme. Himlen var allerede fuld af Stjerner. [72] Træt75 og tung, halvt drømmende, sad hun der med Hovedet mellem sine Hænder og stirrede ud over det lave Land. Derude i Taagen boede hendes Forældre. Hun kunde akkurat skimte Barndomshjemmets mørke Tagryg ovenover Røgen. Ogsaa den gamle Poppelpil kunde hun se, og hun kom til at tænke paa, at bag ved den laa Hullet med det sorte Mosevand, som hun havde været saa bange for, da hun var Barn. Først nu forstod hun denne sære Angst. Den havde været en Forudanelse om, hvordan det vilde ende med hende. [73] Ganske stille sad hun der og besluttede at dø. Hvad andet havde hun at gøre?76 Forstødt77 af Gud og Mennesker kunde hun ikke leve. – Men ogsaa for Forældrenes og hendes Søskendes Skyld vilde det være bedst, at hun gemte sig væk. Saa vilde Folk ikke være onde imod dem og glæde sig over den Skam, der var overgaaet dem, men78 vise dem Deltagelse og tale trøstende Ord79. Og Niels, han vilde nok snart glemme hende. Han havde saa let et Sind, og der var jo flere end80 nok, der vilde have ham. Hvad81 Lykke kunde der vel ogsaa være bleven for dem? Der kunde82 jo dog aldrig være kommet83 andet end Ulykke af en saa syndig Kærlighed.84 [74] Havde hun blot ikke haft denne Skræk for Vand! Men det hele var jo kun et Øjebliks Sag. Hun havde hørt, at man bare skulde tælle langsomt til 35. Saa steg der Blod op for Øjnene, og saa var det forbi. Ganske forbi. For der var ikke noget Helvede – det havde Præsten selv sagt. Der var bare en evig Udslettelse for de Fordømte. Og en saadan var det netop, hun nu alene ønskede. [75] Hun havde ikke flyttet Øjnene fra den mørke Tagryg derude i Mosetaagen. Men Blikket var halvvejs udslukt. Hun følte sig allerede som en, der ikke længer tilhørte denne Verden. Evigheden85 var allerede begyndt for hende. Endogsaa rent legemligt havde hun en Fornemmelse af ikke mere at være til86. [76] Men idet hun nu søgte87 at samle sig til den sidste Afsked med Hjemmet og Forældrene, kom hun lidt efter lidt88 til sig selv igen. Saa mange halvglemte Ting fra Barndommens lykkelige Dage blev i disse Øjeblikke igen89 saa underligt levende for hende og gav hende tilbage til Livet. Hun90 saae sig selv som lille Pige sidde ude paa Trædestenen foran Døren og lege med sine mange Sneglehuse. Hun tænkte paa sin første Skoledag, som hun havde glædet sig saa meget til, men som var bleven til saa stor en Skuffelse for hende91, fordi de store Drenge havde kaldt hende "Ræveungen" for hendes røde Haars Skyld og spurgt hende, om hun ikke var bange for, at der skulde gaa Ild i det. Hun kunde huske, at hun var kommen grædende hjem; men Moderen havde trøstet hende med en Raamælkskage. – Saa tænkte hun paa dengang, da hun laa syg af Feber, og alle Folk troede, hun skulde dø. Men Faderen havde hver Aften holdt Bøn ved hendes Seng, saa hun kom sig. [77] Saadan skiftede Billede paa Billede92 for hendes Øjne. Minderne93 slog en Englevagt om hendes vildfarende Tanker. Og pludselig lagde hun Hovedet ned i sine Hænder og begyndte igen at græde. Hun vilde alligevel saa nødig dø. [78] Da foer hun voldsomt sammen. Hun syntes, hun hørte Skridt bagved sig. Hun havde løftet Hovedet, men vovede ikke at vende sig. Det var de samme spøgelseagtige Træskoskridt, hun engang før havde ment at høre denne Nat. – "Jesper Smed," stønnede det inden i hende. [79] Hun vilde springe op, men kunde ikke. Hun sad sammenkuet, med klaprende Tænder, og hørte Skridtene nærme sig, og hendes stive Øjne løb rundt i Hovedet.94 |
|
| Men nogen Indbildning havde det alligevel ikke været. Udenfor paa Stenflisen foran Husdøren sad Kirstine. Hun havde ikke kunnet komme over at forlade Livet uden at tage Afsked med det Hjem, hvorom tilsidst alle hendes Tanker under Dødsangsten havde klamret sig. Hun sad nu der sammenkrøben under sit Forklæde og trykkede Kinden mod den ru Dør som et Barn, der søger Beskærmelse ved sin Moders Skørter. Hun græd ustanselig; og det var slet ikke altid, hun gjorde sig Umage for at dæmpe Lyden af sin Graad. Et Par Gange begyndte hun endog at kalde paa Forældrene – ganske sagte men dog med et Haab om at blive hørt og samtidig paa Springet til at flygte ved den mindste Støj derinde fra. | [82] Nogen Indbildning havde det nu alligevel ikke været. Udenfor paa Trædestenen foran Huset sad en kuldedirrende Skikkelse og krøb sammen. Det var Grethe, der havde søgt Tilflugt her for Dødsrædslens Hallucinationer. Hun sad med Forklædet trykket for Munden; men det var alligevel ikke altid, hun gjorde sig Umage for at kvæle Lyden af sin tørre Klynkegraad. Et Par Gange gav hun sig endogsaa til at kalde paa Moderen – ganske sagte rigtignok, blot med en Hvisken ind mod Muren, og dog med et lille Haab om at blive hørt, men samtidig paa Springet til at flygte ved den mindste Lyd derinde fra. |
| 42 Pludselig lød der en Mjaven ved Siden af hende. Det var Husets hvide Kat, der var kommen listende langsmed den maanebeskinnede Mur og nu strøg sig kælent henover hendes Ben. | [83a] Henne fra Husgavlen kom Katten listende. Hun mærkede den ikke, før den med kælen Fortrolighed strøg sig op ad hendes Ben. |
| Først gemte hun sig for den med det begyndende Afsinds overtroiske Skyhed. Men da den blev ved at gnide sig op ad hende, og især da den gav sig til at spinde med denne fortrolige Lyd, der levendegjorde Erindringen om de hyggelige Vinteraftner inde ved den varme Ovn, overvandt hun sin Angst og tog den op i sit Skød. Og nu udøste hun over den al sit dødsrædde Hjertes Ømhed, trykkede den til sit Bryst, rullede dens dugvaade Poter og bad den sige til Faderen og Moderen, at de ikke maatte blive vrede paa hende; hun havde været saa ulykkelig. | [83b] Først stirrede hun paa den med forvirret Skræk og turde ikke røre den. Hun vidste ikke straks, om det maaske igen var et ondt Syn. Men da Katten begyndte at spinde, tog hun den op i sit Skød og trykkede Kinden til dens varme Krop, ja i sin95 Trang til et levende Væsens Medviden gav hun sig til96 at smaasnakke med den som med et lille Barn, hviskede, at den skulde bede hendes Forældre og Søskende om ikke at være vrede paa hende, sagde, at den skulde hilse dem allesammen og sige dem, at hun havde været saa ulykkelig. |
| Men Katten fandt tilsidst hendes Kærtegn for kraftige og begyndte at hvæse. Saasnart hun slap den, sprang den bort. Og atter sad hun ene med sin Anger og Fortvivlelse. Og hun skjulte Ansigtet i sine Hænder for at samle Mod til det sidste Farvel. | [84a] Pludselig kastede hun Dyret fra sig. |
| Da hørte hun Faderen hoste derinde. Lidt efter knagede Sengen, – og i samme Nu var hun i vild Flugt borte fra Huset. | [84b] Hun havde hørt Faderen hoste derinde. Lidt efter knagede Sengen, – og i samme Nu var hun i vild Flugt bort fra Huset. |
| Søren Kousted vækkedes regelmæssigt paa denne Tid af Natten af en naturlig Trang, der tvang ham op af Sengen. I bar Skjorte, kun med sine Træsko paa, stillede han sig ud paa Stenflisen udenfor Døren; og mens Vinden viftede med hans stumpede Skjorteflige, saa han sig søvndrukken omkring paa Himlen for at tage et Skøn over Vejrudsigterne. Der var nu ikke en Sky at øjne nogetsteds. Maanen skinnede ham lige i Ansigtet. – Søren faldt helt hen i Beundring over den dejlige Nat. | [85] Søren Kousted vækkedes regelmæssigt paa denne Tid af Natten af en naturlig Trang, som nødte ham op af Sengen. I bar Skjorte, kun med sine Træsko paa, tumlede han ud af Stuen og stillede sig udenfor Døren. Søvndrukken kiggede han op paa Himlen for at tage et Skøn over Vejrudsigterne. Da han saae de mange Stjerner, blev han næsten vaagen og faldt hen i Betragtning af den dejlige Nat. |
| Saa lukkede han Døren til og krøb igen ned i Sengevarmen med den velgørende Bevidsthed, at der endnu var et Par Timer til Dag. | [86] Saa gik han ind igen sammen med Katten, skød Skodden for Døren og vendte tilbage til Sengevarmen med den behagelige Bevidsthed om, at der endnu var et Par Timer til Dag.97 |
| Men allerede ved det andet Gry var baade han og Mariane paa Benene. Søren gav sig til at flække noget Brænde ovre i Udhuset, mens Mariane kogte Mælkegrøden; og da denne var fortæret, tog han sin Skovl og gik til Arbejde i en nærliggende Grusgrav. | [87] Allerede ved det andet Hanegal, endnu før det var bleven98 lyst, fik99 Mariane Uro paa sig og stod100 op for at tage fat paa sit lange Dagværk. Søren derimod blev liggende, fordi det var Søndag. Han efterkom overhovedet101 nøje Skriftens Paabud om at holde Hviledagen hellig og lod sig endog i den senere Tid Morgenkaffen bringe hen paa Sengen. [88] Først Klokken syv stod han op. Efter at have barberet sig og faaet Haaret kæmmet klædte han sig i sin Højtidsdragt for at gaa i Kirke. Paa Slaget ni begav han sig afsted med den store Salmebog under Armen. |
| I det hele forløb Dagen foreløbig paa den vante Vis i det lille Husmandshus, hvortil der ikke let ad Rygtets Vej naaede noget Bud om, hvad der allerede optog alle Sind inde i Byen. Stedet laa helt ensomt, til den ene Side skjult af høje Bakker, til den anden med Udsigt over en stor og grund Sø, bag hvilken Landet igen hævede sig, bedækket med vidtstrakte Skove. | [89] Mariane kunde dennegang ikke følge ham, fordi hun havde en Flæskeskank over Ilden. Hun var desuden daarlig tilbens nu; Vejen til Kirken begyndte at falde hende besværlig, og hun søgte gerne et Paaskud for at blive hjemme. Søren derimod var Sognets mest samvittighedsfulde Kirkegænger. Det var hans Stolthed at kunne sige, at han i tredive Aar ikke havde forsømt nogen Gudstjeneste. |
| Ud paa Formiddagen kom Mariane gaaende paa et kort Stykke Sti, der fra Huset førte ned til Søbredden, hvor der i en Udhugning i det brede Bælte af Rør og Siv, som kransede Vandet, var anlagt en lille Vaskebro. Hun bar et Banketræ og lidt Tøj, der skulde skylles, da hun pludselig stansede helt forskrækket. Der var noget, som viste sig derhenne i Sivene. Hun hørte det pjaske og bruse, som om et eller andet stort Dyr flygtede afsted gennem Risskoven. | [90] Kort efter, at han var gaaet, hændte der Mariane noget, som hun siden ikke holdt af at tale om. Fra Huset, der laa ensomt paa de store Moseenge, førte en Sti hen til en lille, halvt tilgroet Sø, blot en Snes Alen borte. I en Udhugning i Breddens Krat af høje Rør og Siv var der anlagt en lille Vaskebro, og Mariane kom just gaaende med noget Tøj, der skulde skylles, da hun pludselig standsede. Der var noget, som rørte sig inde i Sivene. Det var, som om et stort Dyr var bleven102 overrasket derinde og flygtede. |
| Et Øjeblik efter var alt igen stille; men den gamle Kone var bleven saa opskræmt, at hun vendte om og gik tilbage til Huset med sit Vasketøj. Hun havde det gerne med at blive forkyst, naar hun saadan gik der ene ved Hjemmet og hørte eller saa noget, som hun ikke straks kunde forklare sig. | [91] Den gamle Kone vendte tavs omkring og gik tilbage til Huset med sit Vasketøj. Hun havde det med at blive forkyst, naar hun saadan gik ene ved Hjemmet. Hun talte aldrig om det, for hun vilde naturligvis ikke være ved, at hun var overtroisk; og bagefter skammede hun sig da ogsaa over sin Frygt. Men i sin Ensomhed fremmumlede hun ofte en hastig Bøn eller rettere en Besværgelse, naar hun saae eller hørte noget, hun ikke kunde forklare sig. |
| Da Søren en Stund efter kom hjem til Middagen og de sad ved Bordet om den hede Stegepande, hvor Flæskestykkerne laa og spruttede i Mælkejævningen, fortalte hun ham om sin Oplevelse og spøgte nu selv med sin Forskrækkelse. Men i det samme lød der Trin udenfor. Mariane vendte sig mod Vinduet og saa, at det var Præsten. | [92] Da Søren kom hjem, spurgte han straks i Døren efter Grethe. [93] Mariane saae enfoldigt paa ham. Grethe? Hvad var det for Snak? Det var jo nok hendes Frisøndag – sagde hun – men103 Barnet kom jo da ikke104 hjem før hen paa Eftermiddagen. [94] "Nej, det tøt A forresten osse,105 var noget sær noget," sagde Søren og fortalte nu, at det var Præsten, der havde spurgt efter hende og ligesom106 været forbavset over, at de ikke havde set noget til hende. [95] Mariane mente, at Præsten havde husket fejl. [96] "Han har kaske107 tænkt, te han var til Sidstjenest'108." [97] "Ja, saadan er det109 vel," sagde Søren. "Naa, lad vos saa faa lidt Spise i Guds Navn." VII [98] Efter Maaltidet tog Søren sig et kort Hvil. Derpaa drak de atter Kaffe, og da Mariane var bleven færdig i Køkkenet og havde faaet sig hæget lidt, begyndte den sædvanlige Husandagt, som hørte Søndagen til. Med indstuderet Højtidelighed110 anbragte Søren sig for Bordenden med forskellige opslaaede Bøger foran sig: Biblen, Salmebogen og Mallings Prækensamling. Mariane tog Plads paa Bænken under Vinduerne med en Strikkestrømpe. [99] Søren Kousted var paa ingen Maade nogen Skinhellig. Hans Fromhed var alvorlig ment111 og fuld112 oprigtig. Men i al Troskyldighed følte den lille Mand113 en forfængelig114 Glæde ved at være det hellige Ords Forkynder i Hjemmet. Derfor var han ogsaa nu115 lidt misfornøjet med, at Grethe endnu ikke var kommen. Det var lidt fattigt ikke at have andre Tilhørere end Mariane. I gamle Dage, da alle Børnene var hjemme og fyldte op i Stuen, havde han følt sig ganske anderledes116 opbygget. [100] Han strøg sig med Haanden ned over sin barberede Hage og117 gav sig118 til at oplæse Dagens Tekst af Salmebogen. Han119 benyttede hertil120 en fed og drævende121 Præketone, som var et Laan fra den forrige Præst i Embedet, der i det hele havde været hans beundrede Forbillede som Forkynder. Hans tykke Bryn bevægede sig under Oplæsningen ustandseligt122 op og ned, og efter hvert Punktum lukkede han Øjnene paa Hønsevis123 ligesom med et tavst "Amen". Undertiden kunde han rigtignok ogsaa falde ganske ud af sin Rolle, som naar han f. Eks. gav sig til at snyde Næsen med Fingrene eller gjorde en uforskriftsmæssig Pavse for at befri sig for et Opstød. Men saadanne Afbrydelser forstyrrede ikke Andagten hverken for ham selv eller for Mariane, endsige for Katten, der sad og slikkede Aftensol oppe mellem Blomsterpotterne i Vindueskarmen, og som med sit tillukkede Ansigt syntes at lytte til med dyb Opmærksomhed. [101] Søren lagde Bogen og foldede Hænderne for at fremsige en Bøn. I det samme hørtes der Skridt udenfor. Mariane vendte sig mod Vinduet og saae, at det var Præsten. |
| Baade det ganske uventede i dette Besøg og den sære Maade, hvorpaa han saa sig ligesom søgende omkring i Stuen, vakte straks Forældrenes Uro. Præsten var ogsaa meget bleg. | |
| "Der er da ikke noget i Vejen med Kirstine?" spurgte Mariane. | [102] "Gud fri os!" udbrød hun. "Der er noget forkert med Grethe." [103] Præsten var en lille sortagtig Mand med et Ansigt, der var bare Skæg og Brille. Han blev staaende ved Døren med Haanden om Klinken og saae sig omkring med et uroligt og søgende Blik. |
| "Hun er altsaa ikke her," sagde han efter et Ophold, hvorunder han havde lukket Øjnene, nu maatte da alt fortælles, som det var. | [104] "Grethe er her ikke?" spurgte han lavmælt. [105] Søren havde rejst sig. [106] "Nej – hun er it' kommen," sagde han uden at lade sig mærke med sin Ængstelse: "Værsgo'! Vil Præsten it' sit ned?" [107] Der blev et Øjeblik stille i Stuen. Præsten gik hen til en Stol og satte sig tungt. Nu maatte da alt fortælles! [108] Det var ikke nemt for ham at faa det sagt. Han var selv saa angreben, at han havde vanskeligt ved at samle sig til en ordnet Beretning. Desuden vidste han kun, hvad han havde faaet ud af den Karl, der var bleven ham udpeget som Grethes Kæreste. Niels Hald var straks om Morgenen bleven kaldt til Præstegaarden; han havde tilstaaet deres Stævnemøde og paa troværdig Maade fortalt, at de ved Midnatstid havde124 skiltes i god Forstaaelse. Det var da – sagde han – efter alt at dømme alene Forholdets Aabenbarelse og Frygten for Følgerne, der havde foranlediget hendes Forsvinden.125 [109] Han126 søgte, saa godt han kunde, at trøste de to Gamle, der havde modtaget Ulykkesbudskabet uden et Ord. Han sagde, at Grethe muligvis havde søgt hen til127 en eller anden Veninde. Hvor urigtig hun end havde baaret sig ad, saa var dog hendes Forseelse ikke af den Slags, man ikke nok kunde tilgive Ungdommen, – det vidste Grethe ogsaa godt. [110] "Naar den første Skræk har sat sig, vil hun forhaabenlig128 komme til sig selv," sagde han og mente hermed den Eftertanke og Fornuft, han ellers ikke anbefalede Folk at sætte deres Lid til i Angstens og Angerens Øjeblikke. [111] De gamle Forældre hørte slet129 ikke længer paa ham130. Stille og ligesom udslukte sad de og stirrede. Først da Præsten rejste sig for at gaa, kom der igen Uro over dem. Søren sagde: [112] "Vil Præsten itte ha'e en Drik Øl? Mariane, spring ud og hent –" [113] Men Præsten afslog med Tak Tilbudet. Han131 trykkede dem hjertelig132 i Haanden og sagde, at han snart igen vilde se ud til dem. Derpaa gik han ilsomt133 bort. [115] Han standsede et Øjeblik oppe paa Bakkehøjden og saae vemodig ud over Landet. Det var bleven134 Aften. I Øst og Vest ringede hans to Kirker Solen ned. Hvilken Fred! – tænkte han.135 Hvilken rolig Lykke! Under muntre Tilraab blev Kvæget drevet op fra Engene. Fra Landsbyens mange Skorstenspiber viftede Røgen de hjemvendende Markarbejdere imøde som en Velkomsthilsen.136 – Og dog! [116] Derovre i den store, rige137 Gaard, hvis mange Vinduer luede som en Række blanke Guldskillinger, levede i mange Aar det lykkeligste138 Ægtepar. De var raske og sunde og havde mange Børn, som alle artede sig vel. Saa faldt der paa eengang et sært Tungsind over Konen, og en Aften gik hun ned i Mælkekælderen og skar Halsen over paa sig med en Brødkniv. Og hvorfor? – Ingen forstod det. |
| 63 Imidlertid var der bleven udsendt Folk fra Byen for at efterspore det bortflygtede Pigebarn. I Løbet af Formiddagen gennemsøgtes Kærlighedslunden og alle Mosehuller og Mergelgrave i Byens Nærhed; og da man ved Præstens Tilbagekomst fik Vished for, at hun ikke havde søgt Tilflugt i Præstehjemmet139, tvivlede Ingen længer om, at man kun vilde genfinde hende som Lig. | [117] Efter Præstens Hjemkomst blev der straks udsendt Folk for at efterspore Grethe. Man gennemsøgte endnu samme Aften alle Mergelgrave og andre Vandhuller i Byens Nærhed med Brandhager. Den følgende Morgen fortsattes Efterforskningen, og da fandt man i Nærheden af Forældrenes Hus et blomstret Hovedklæde, der viste sig at være hendes. Det hang inde mellem Sivene ved Randen af Søen, som om det var bleven hængende der og ladt tilbage under en hastig Flugt. |
| Kun Præstefolkene vilde stadig ikke opgive Haabet om, at hun skulde vende tilbage. Med deres strenge Fordømmelse af hendes Overtrædelse var de dog de eneste, der ikke vilde tro paa, at den kunde være bleven saa skæbnesvanger. De vilde, som de sagde, endnu haabe paa, at Kirstine med Guds Hjælp vilde komme "til sig selv", hvormed de i dette Tilfælde mente den Eftertanke og Fornuft, som Præsten ellers ikke anbefalede Folk at sætte deres Lid til i Angstens og Angerens Timer. | [114] Noget stort140 Haab om at finde Grethe levende,141 havde han i Virkeligheden ikke. Det var en af de Ting, han i sin Egenskab af Sjælesørger stadig fik Lejlighed til at forundre sig over, at Menneskene havde saa ringe Modstandskraft overfor Døden. Han forstod det ikke. Netop i det tilsyneladende saa frejdige og livsglade danske Folk, hvis daglige Liv formede sig saa betryggende, hørte142 Selvmordene saa at sige til Dagens Orden143. Her var en Sjælegaade, han ofte forgæves havde grundet paa. Selv144 her i hans eget venlige og frugtbare Sogn, hvor ingen led Nød i jordisk Forstand, ja hvor de fleste sad i Overflod, selv her fandtes ikke mange Hjem, hvor der ikke et Sted145 paa Loftet eller i et Udhus var en skummel Krog, som Beboerne helst gik udenom, fordi den gemte et blodigt Minde. Som nu forleden med Jesper Smed. En stræbsom og almenagtet Mand, endnu forholdsvis ung,146 hvem Gud netop havde udfriet af et ulykkeligt Ægteskab. Pludselig gaar han hen og afliver sig paa den uhyggeligste Maade i sit Huggehus. Hvorfor? –147. |
| Men Dagen gik tilende, og de udsendte Folk vendte hjem med deres Stiger og Brandhager uden at have fundet det mindste Spor af hende. | [118] Nu fandt man ogsaa Aftryk af hendes Sko i det lerede Dynd. Man kunde følge disse Spor ud over Markerne til begge Sider, og det var tydeligt, at hun længe havde kreset omkring Huset, og at hun havde haft et Skjulested nær ved den lille Vaskebro, hvor Sivene paa en større Strækning var helt148 nedtraadte. [119] Søen blev grundigt gennemsøgt, og Grethes Kæreste ledede selv Arbejdet. Den store, stærke Karl græd som et Barn. Han var ganske utrøstelig og blev ved at snakke om, at han vilde gøre Grethe Følgeskab. [120] Inde i den lille Husmandsstue var der hele Dagen et Kørind af Bekendte, der kom for at bevidne deres Deltagelse og tilbyde deres Hjælp til Eftersøgelsen. Nogle149 kom ogsaa slet og ret150 af Nysgerrighed eller fordi de tænkte, at der ved en saadan Lejlighed maatte "falde151 lidt til gode." Trods deres Sorg og Skam glemte Søren og Mariane heller ikke, hvad Anstanden krævede. Kaffekanden og Tobakskardusen var ikke af Bordet. Søren var tavs og forlegen, mens Mariane ravede saa underlig152 omkring, næsten som en beruset. |
| Den Nat fik de to gamle Forældre ude i Husmandshytten ved Søen ikke Blund i Øjnene. De var begge som helt bedøvede ved Slaget. Mens Maanen igen fyldte den lille Stue med sit lighvide Lys, laa de henne i Sengen og rystede af Kuldegysninger under den svære Dyne. | |
| Udenfor var det ogsaa denne Nat stille Vejr under en høj og klar Stjernehimmel. Der rørte sig ikke et Vindpust. Ude over Søen hang Natteduggen som fortættet Maaneskin, og rundt omkring var alt som tilhyllet af et Sølvmorslør – saa tæt sad Duggen i den Uendelighed af Spindelvæv, hvormed Marker og Træer var overspundne. | |
| Nede ved Søen, omtrent ved det Sted, hvor den lille Vaskebro var bygget ud fra Bredden, blev der pludselig Bevægelse i Sivene. En Skikkelse løftede sig op af Taagen og saa sig spejdende omkring. Det var Kirstine. Den stakkels, samvittighedsslagne Pige havde holdt sig skjult der i Rørskoven hele Dagen uden endnu at .have kunnet faa Mod til at udføre sin fortvivlede Beslutning. Dødsangst, Sult og Udmattelse 64 - illustration- 65 havde tilsidst helt forvildet hende. Haaret hang i lange Tjavser ned under Hovedklædet, og hendes Klæder var vaade til op over Knæene. | |
| Efter at Lyset var bleven slukket i Forældrenes Hus, havde hun allerede nogle Gange vovet sig op imod det. Idet hun for hvert eneste Skridt stansede, saa sig om og lyttede, var hun et Par Gange kommen det helt nær, men ved den mindste Lyd, hun troede at høre, flygtede hun igen. Ogsaa nu forsvandt hun rædselsslagen ved Synet af Katten, der kom springende imod hende henne fra Huggehuset. – | |
| Den følgende Morgen fortsattes Efterforskningen uden noget Resultat. Men om Eftermiddagen fik Byen Besøg af en vandrende Uldkræmmer, der fortalte, at han i Skoven hinsides Søen havde overrasket et afsindigt Pigebarn, der sad under et Træ og spiste Blade. Han havde villet tale til hende, men saa saare hun havde faaet Øje paa ham, var hun styrtet afsted og var forsvunden for ham i Underskoven. | [121] Imidlertid kom en omvandrende Uldkræmmer til Byen og fortalte, at der endnu153 om Morgenen var bleven set en afsindig Pige ovre i Nabosognet. Først havde et Par Aalefiskere faaet Øje paa hende om Natten i Maaneskinnet, mens hun flakkede om langsmed Aaen; men da de havde nærmet sig hende, var hun flygtet. Siden havde en Mand set et Glimt af hende ovre i Skovene, hvor hun var løben154 forvildet om med udslaaet Haar, som om hun var forfulgt. |
| Nu fik man i Hast et stort Mandskab samlet for at anstille en formelig Klapjagt efter den Ulykkelige. Men det var forsilde. Hun var allerede død. I Rædslen over at være bleven set af Nogen var hun løbet lige ned til Søen; og efter endnu en kort Nølen havde hun kastet sig ud. | [122] Der blev straks sendt Mandskab over til Nabosognet, og man gjorde nu155 her en ordnet Jagt paa hende i alle Hegn og Krat. Men ogsaa den Dag gik alligevel hen uden Resultat. Først den næste Formiddag fandt man Grethes Lig i en lille Sø dybt inde i Skoven. Hun laa der paa grundt Vand og havde kastet Forklædet op over Ansigtet, før hun kastede sig ud. |
| Her fandt man hende Dagen efter umiddelbart ved Bredden og med kun faa Tommer Vand over Hovedet. Hun havde, idet hun kastede sig ud, slaaet sit Forklæde op for Ansigtet og laa med Hænderne foldede som i Bøn. | |
| Ude i Forældrenes lille Stue blev der om Eftermiddagen et livligt Rykind af Slægtninge og nysgerrige Kendinge, der kom for at bevidne de Gamle Deltagelse og tilbyde deres Bistand ved Jordeklædningen. Men da Kvinder fra Nabolaget vaskede og redte Liget ovre i Udhuset, sad Mariane paa Sengekanten og rokkede med sit store Hoved, idet hun under Graad blev ved at gentage, at Kirstine jo "slet ikke havde haft det nødigt". Præstens havde vist tilgivet hende det, og Søren saamænd ogsaa. | |
| "For vi har jo da i vor Ungdom selv gjort det samme", slap det hende engang i Fortvivlelse ud af Munden. | |
| Blandt de Besøgende var ogsaa Marianes gamle Fader, en 80-aarig Drukkenbolt fra Fattighuset, som straks, da han hørte om Ulykken, var rokket herhen, – mindre dog for at trøste, end fordi han mente, at der ved en saa usædvanlig Lejlighed maatte "falde lidt tilgode". | |
| Han sad en Stund og slikkede sig om sin tørre Mund og sagde saa, for dog at sige noget: "Ja ja, Søren. Du var kanske ogsaa lige lovlig haard nok ved Barnet." | |
| Søren saa ved disse Ord misbilligende op paa Oldingen, men svarede ikke noget. Han havde overhovedet næsten ikke talt i de sidste Dage. Men om Natten, da han laa søvnløs og vendte sig i Halmen, blev Ordene ved at lyde for ham og med en stærkere og myndigere Røst. "Du var kanske lovlig haard ved Barnet." Tilsidst begyndte ogsaa det gamle Skabs-Ur at snakke om det i Nattens Stilhed. Men Søren foldede sine Hænder som En, der værger sig mod onde Aander, og svarede med Skriftens Ord: "Den, som elsker sit Barn, tugter det tidlig," … og han sov da ogsaa omsider trøstet ind. | |
| Om Morgenen, endnu før Solopgang, stod han op, klædte sig ved Marianes Hjælp i sin Højtidsdragt og gik ind til Købstaden for – indtil Bogstaven tro mod Lovens Forskrift – "uopholdeligen" at mælde Dødsfaldet til Skifteretten. | |
| Det var en Gang paa stive tre Mil, men Vejen faldt ham ikke lang; han havde nok at tænke paa. Hans Ærinde paa Herredskontoret var hurtig besørget, og efter at have drukket en Skaal Kaffe til sin medbragte Mellemmad nede i en Beværtningskælder, begav han sig straks igen paa Hjemvejen. | |
| Det var imidlertid bleven ud paa Eftermiddagen. Himlen var overtrukken, og der faldt en kort Støvregn. Søren mærkede dog ingenting. Han havde stadig saa meget at tænke paa. Det var den gamle Bedstefaders Ord, der blev ved at rumstere inde i hans Hoved, som i Forvejen værkede af Mangel paa Hvile og Søvn. Det forekom ham nu, at ogsaa Fuldmægtigen havde set saa underlig paa ham derhenne paa Kontoret. Han syntes ligesom at have kunnet læse en Anklage i hans Øjne, dengang han havde dyppet Pennen for at skrive i Protokollen og spurgte om Kirstines Alder. Det var næsten, som om det havde staaet prentet paa hans Brilleglas: "Var Du nu ikke ogsaa lovlig haard ved hende, Søren Kousted?" | |
| Der sprang en kold Sved frem paa Sørens Pande, mens han gik der paa Landevejen, hvor der efterhaanden blev mere og mere mørkt omkring ham, uden at han tænkte derover. Han gennemgik i Tankerne sin Bibel, og i Fortællinger som den om Abrahams Lydighed mod Guds Paabud fandt han lidt efter lidt paany Hvile for sit Sind. "Tro paa din Gud og dine Fædres Gud og hold hans Lov, og jeg vil være," – det Ord havde trøstet ham i mangen Trængsel. | |
| Han følte sig pludselig saa træt, at han næppe kunde flytte Foden men maatte sætte sig paa en Skærvebunke ved Vejen for at hvile sig lidt. Han saa nu, at det var bleven lysere omkring ham og tænkte, at det var Vejret, der klarede ved Solnedgangen. Ude langsmed Himmelranden strakte sig ogsaa en rødlig Glød. | |
| Lidt efter kom en Bondevogn kørende der forbi, og skøndt han ikke kendte Manden, bad han om Forlov at age med, hvad han da ogsaa fik. Men Manden saa dog lidt mistænksom paa ham; og da Søren var kommen tilsæde, blev han spurgt om, hvad han hed og hvorfra han kom. Søren nævnede sin Hjembyes Navn, men den anden kendte det ikke og sagde, at den By maatte ligge langt derfra. | |
| Nu først saa Søren sig rigtig om og opdagede, at han befandt sig i en vildfremmed Egn. Saa forstod han ogsaa, at han havde gaaet uafbrudt hele Natten, og at den Lysning over Himmelranden, som han havde antaget for Aftenrøde, var Dagen, der gryede. | |
| Han bad Manden om at stanse, og uden flere Ord steg han skamfuld ned og gik tilbage den Vej, han var kommen. | |
| Det blev næsten Aften igen, inden han naaede Hjemmet. | |
| Nogle Dage efter fandt Begravelsen Sted under stor Deltagelse. Præsten, der selv var stærkt greben af det skete, holdt en lang Tale, som ved sin Mildhed og sine mange Salmevers rørte mange til Taarer. Han var ikke af den Slags Dommedagsprædikanter, der i enhver Grav saa en Nedgang til Helvede, paa hvis Virkelighed han overhovedet officielt ikke længer troede. Men som Erstatning for Truslen om dette evige Pinested, som ikke mere med nogen Virkning kunde anvendes i en oplyst Menighed, talte han nu som altid om Samvittigheden. Idet han benyttede den ulykkelige Piges sidste Levedage til ret at levendegøre for sine Tilhørere Syndsbevidsthedens langt forfærdeligere Gru, udtalte han, at i denne Syndsbevidsthed ytrede sig den himmelske Retfærdighed, som straffede Overtrædelsen ogsaa der, hvor Landsens Sæd og Skik ikke vilde anerkende en saadan, ja som ofte nedslog Synderne paa Trods af alle Love og Vedtægter, baade kirkelige og borgerlige. Hvad det derfor galdt om i alle Livets Brydningsforhold var at give Agt paa Samvittigheden, at være lydhør for Hjertets Stemme, for den indre Kaldelse, der var Guds Røst i Mennesket, ja Gud selv. Ikke udenfor os, men alene i vort eget Indre kunde vi finde den Rettesnor for vort Liv, som aldrig vildførte. End ikke i de hellige Bøger, end ikke i Jesu egne Ord, der jo i og for sig blot var døde Bogstaver, indtil den rette Aand levendegjorde dem, – nej, kun i 67 Menneskets eget Hjerte stod de evige Love opskrevne, hvorefter Herren engang i sin Visdom og Retfærdighed vilde dømme levende og døde. | [123] Ved Begravelsen nogle Dage derefter holdt Præsten en Tale, der gjorde et stærkt Indtryk paa hele det store Følge. Han var selv156 dybt bevæget og talte som altid mildt og kærligt. Som han selv sagde: han hørte ikke til disse mørke Fordømmelsesprædikanter, der i enhver Synders Grav ser en Nedgang til Helvede. Han nævnte overhovedet ikke ofte157 dette Pinested, der heller ikke længer med nogen Virkning kunde anvendes overfor en moderne oplyst Menighed. [124] Derimod talte han158 meget om Samvittigheden og om Syndsbevidsthedens forfærdelige Gru. Med en skaansom Hentydning til den ulykkelige Piges sidste Lidelsesdage søgte han at levendegøre for sine Tilhørere det Helvede, Menneskene skabte sig i deres Hjerter ved Ulydighed mod de guddommelige Love, mod den indre Stemme, der var Guds egen, manende Røst, og som alene kunde værne os mod at fare vild. |
| Der var især en, paa hvem denne Tale gjorde et rystende Indtryk, – det var Søren. Han følte Præstens sidste Ord møntet umiddelbart paa ham; og han kunde næsten ikke faa sine Øjne op fra Jorden af Frygt for Anklagen, som han troede at læse i alles Miner. | |
| Fra den Dag blev han mere og mere underlig. Han sad hver Aften med Biblen foran sig og Øjnene fæstede paa det Ord, hvortil han klamrede sig i den Storm, det Herrens Vejr, der havde rejst sig i hans Indre. "Den, som elsker sit Barn, tugter det tidlig." | |
| Ingen vidste, hvad der var i Vejen med ham. Ikke engang til Mariane talte han derom. Men som et Hus, der indenfra ædes op af Svamp, blev hans Skikkelse tydelig mærket af Samvittighedens Ødelæggelser. Paa hans blege Ansigt sporedes tilsidst Dag for Dag Virkningen af Spøgelserøsten i hans Indre. | |
| En Søndag vilde han mod Sædvane hverken gaa i Kirke eller klæde sig i Helligdagstøjet. Da han heller ikke tog Bibel eller Postille frem, spurgte Mariane ham bekymret om Grunden. Han svarede da haansk, at Guds Ord jo bare var Løgn og døde Bogstaver, – det havde Præsten selv sagt. Men Væv og Præk havde man nok af i Verden; det behøvede man ikke at gaa i Kirke for at høre. | |
| Dermed gik han ud af Stuen. | |
| Men Mariane, der var bleven helt forskrækket over hans ugudelige Ord, beroligedes igen noget, da hun gennem Vinduet saa ham staa der udenfor og lytte til Kirkeklokkerne, som hørtes over Bakkerne. | |
| "Herregud, bitte Søren, – hvad er'et dog med dig", sagde hun hen for sig, da hun saa, hvordan der trillede Taarer ned ad hans Kinder. | |
| Der kom i det samme en gammel Mand forbi med en lille Trillevogn. Han raabte Søren an ude fra Vejen og spurgte, om han ikke havde Ben og gamle Klude at sælge. | |
| "Jo", svarede Søren tilbage, "Di kan komme igen imorgen. Saa er her gamle Ben og Klude tilovers". | |
| Derefter gik han ind i Huggehuset, der endnu gemte paa Lugten af Kirstines Lig. | |
| Et Par Timer senere kaldte Mariane ham ind til Middagsmaden; og da han ikke kom og heller ikke svarede paa hendes Kalden, gik hun ud for at se efter ham. Men næppe havde hun stukket Hovedet ind ad Døren til Huggehuset, før hun foer tilbage med et Skrig. | |
| "Herre Jesus! Hjælp!" raabte den gamle Kone og løb forvildet ud over Markerne. |