Spøgelser

En Historie

1

En mørk og taaget Oktoberaften kjørte en gammeldags Karosse oppe paa den gamle forfaldne Landevej, der med god jysk Sendrægtighed, i de taabeligste Svingninger og gjennem de vildsomste Slugter fører fra Højlandet ned imod det store Mosedrag og Skovene ved Nørrekjær. Nedsunken lige til Øjnene i en hvid Gummifrakke, hvorfra kun en lang rød Næse stak ud gjennem Slidsen paa den opslaaede Krave, sad Kusken foroverbøjet mod den fine Støvregn, der uophørlig dryssede ned, og som nu i otte Døgn havde opblødt alle Markerne og gjort Vejene hartad ufremkommelige.

Paa Bunden af de dybe Dale, i hvilke Vejen hvert Øjeblik hovedkulds styrtede sig ned, var der næsten livsfarligt at passere. Skjæret fra Vognlygterne, der som to Lyskegler 8 kastede sig ud i Taagen, vuggede hen over vandfyldte Grøfter, druknende Enge, grædende Træer, ensomme Hytter; og selve den alderstegne Karosse sukkede i sine Fjedre og jamrede sig i sit stive Læder som en rigtig gammel gigtsvag Olding, der har kjendt bedre og ærefuldere Dage.

Dette havde den nu i Virkeligheden ogsaa, og paa dens Døre var der malet baade Vaabenskjolde i blaat og Egekranse i Guld. Men skjønt den en Gang havde nydt den Lykke at være selve Grevindens Brudevogn og ofte i hine minderige Dage været det hemmelige Gjemme for Elskovsspøg og Hvisken mellem Atlask og Silke, saa tydede dens Udseende nu – overstænket til op over Vinduerne, som den tilmed var – temmelig bestemt paa, at den ligesom den gamle rødnæsede Livkusk hørte til det udrangerede; og skulde man slutte efter de gemytlige Piskesmæld, hvormed denne nu og da fordrev Tiden paa sin Buk, eller den ugenerte Hilsen, han en Gang sendte ned efter et stakkels Bondefruentimmer, der med Skjørterne over Hovedet og bag en uhyre Paraply kæmpede sig frem gjennem