Spøgelser

En Historie

1

En mørk og taaget Oktoberaften kjørte en gammeldags Karosse oppe paa den gamle forfaldne Landevej, der med god jysk Sendrægtighed, i de taabeligste Svingninger og gjennem de vildsomste Slugter fører fra Højlandet ned imod det store Mosedrag og Skovene ved Nørrekjær. Nedsunken lige til Øjnene i en hvid Gummifrakke, hvorfra kun en lang rød Næse stak ud gjennem Slidsen paa den opslaaede Krave, sad Kusken foroverbøjet mod den fine Støvregn, der uophørlig dryssede ned, og som nu i otte Døgn havde opblødt alle Markerne og gjort Vejene hartad ufremkommelige.

Paa Bunden af de dybe Dale, i hvilke Vejen hvert Øjeblik hovedkulds styrtede sig ned, var der næsten livsfarligt at passere. Skjæret fra Vognlygterne, der som to Lyskegler 8 kastede sig ud i Taagen, vuggede hen over vandfyldte Grøfter, druknende Enge, grædende Træer, ensomme Hytter; og selve den alderstegne Karosse sukkede i sine Fjedre og jamrede sig i sit stive Læder som en rigtig gammel gigtsvag Olding, der har kjendt bedre og ærefuldere Dage.

Dette havde den nu i Virkeligheden ogsaa, og paa dens Døre var der malet baade Vaabenskjolde i blaat og Egekranse i Guld. Men skjønt den en Gang havde nydt den Lykke at være selve Grevindens Brudevogn og ofte i hine minderige Dage været det hemmelige Gjemme for Elskovsspøg og Hvisken mellem Atlask og Silke, saa tydede dens Udseende nu – overstænket til op over Vinduerne, som den tilmed var – temmelig bestemt paa, at den ligesom den gamle rødnæsede Livkusk hørte til det udrangerede; og skulde man slutte efter de gemytlige Piskesmæld, hvormed denne nu og da fordrev Tiden paa sin Buk, eller den ugenerte Hilsen, han en Gang sendte ned efter et stakkels Bondefruentimmer, der med Skjørterne over Hovedet og bag en uhyre Paraply kæmpede sig frem gjennem SR242 Regnen og Vejkantens Pløre, saa var det heller 9 næppe nogen af selve de grevelige Herskaber, der sad i Ly under det buklede Læder.

Det var det nu ikke heller. Det var blot en ung borgerlig Pige, en Præstedatter, som hed Agnete.

Hun sad sammenkrøben i et Hjørne af det ærværdige Indelukke og stirrede frem for sig med et blegt Ansigt og blege, sammenpressede Læber. Det matte Lygteskjær, der fra Siderne trængte ind igjennem de smaa duggede Ruder, faldt hen over Skjødet paa en simpel sort Kjole og tændte oppe under Hatten et Par store mørke Øjne, der lyste med denne underlig dybe Glans, som Øjne ofte faar efter mange Nætters uafbrudte Graad, og som tilligemed Ansigtets smertelig fortrukne Træk og den sorte Sørgedragt forklaredes ved en svag Duft af Granris og en lille Mindelse om Karbol, som omgav hende.

Nu og da, naar et Piskesmæld fra Bukken eller et usædvanligt Skump af Vognen pludselig vakte hende af hendes Drømmerier, fór hun febrilsk sammen og rettede sig derpaa hastig i Vejret med en egen energisk Bevægelse. Der kom da over hende noget ligesom af en mægtig Beslutning, en Rusten til Kamp, 10 der for et Øjeblik drev blussende Farve over hendes Kinder og fik de mørke Øjne til at brænde uroligt.

Men efterhaanden som Vognfjedrenes Vuggen, som al det gamle Læders Knirken, Vinduernes uophørlige Klirren og Regnens Perle-Raslen paa Ruderne virkede bedøvende paa hendes overtrætte Sanser, sank hun atter langsomt sammen i sin mørke Krog; og som Fugl flyver til sin Rede, vendte hendes Tanker tilbage til hendes Barndomshjem, til den tomme Præstegaard hist bag Pilehegnet, som hun nys havde forladt, og hvor nu kun en forglemt Gravkrans, en døende Glød i Ovnasken og nogle sammenstuvede Møbler fortalte om det Hjem, der var splittet, den Lykke, der laa knust.

I denne gamle straatækkede Præstegaard gjemt i en fattig Egn mellem høje, nøgne Lyngbakker og bag en lille faldefærdig By, var hun bleven født paa en Sommerdag for ikkun atten Aar siden. I de mørke, lavloftede Stuer, i den forkrøblede Have, i den lille Verden fra Stalden til Stakkepladsen, fra Pilehegnet til Andedammen var hele hendes Liv løbet hen og hun selv voxet op til 11 den stærke lille Brunette, som nu for første Gang forlod den. Kun sjælden var det SR243 indtil denne Dag faldet i hendes Lod at træde langt uden for disse Enemærker; og kun fra den store Høj bag ved Præstegaarden, hvor hun ofte ved sin Faders Haand var stegen op for at se Solen gaa ned, havde hun hidtil haft Lejlighed til at skue ud over denne store urolige Verden, med hvilken hun nu skulde kæmpe. Otte Aar gammel mistede hun paa samme Dag sin Moder og en lille Søster; og siden havde hun levet ensomt med sin tavse Fader, hvem hun havde elsket over alt paa Jord og i Himmel, og hvem man i Dag havde bragt til den evige Hvile.

Han havde været en af hine stille Kæmper, der paa sine stærke Skuldre bærer et langt Livs Haan og Foragt uden at bøjes. "Stodderpræsten" var han spottende bleven kaldt blandt de store; og selv de fattige og fortrykte, hvis Sag han havde gjort til sin, forstod sjælden denne tavse mørke Særling, der paa Apostelvis vandrede fra Sted til Sted for at blotte Uret og lindre Nød, trods al Forfølgelse bestandig lige redebon, og skjønt selv ramt af tunge Sorger og haarde Tilskikkelser 12 lige stærk og urokkelig, saa at endog Døden tilsidst fandt det raadeligst at komme overlistende, som en Tyv om Natten, for at sætte ham Seglet for Munden.

Endnu for otte Dage siden var han sent om Aftenen kommen hjem fra Sygebesøg langt borte i "Mosekjærshusene" – sund, stærk, med Taagen hængende i sit tvedelte Skjæg og sin Løvemanke. Og da Agnete den næste Morgen i sin blotte Chemise hoppede ind for som sædvanlig at give ham et Kys paa Sengen og bede sin Morgenbøn sammen med ham, laa han med Haanden under Kinden ligesom et Barn og stirrede ud i Stuen – men med brustne Øjne.

Agnete havde udstødt et gjennemtrængende Skrig og var i de første Dage Afsind nær af Fortvivlelse. Trods Bønner og Overtalelser havde hun ikke været at formaa til at forlade Faderens Baare, hvor hun Dag og Nat sad sammenkrøben under Hovedgjærdet og hulkede i sine Hænder. To gamle snakkesalige Tanter, hvem den afdødes tavse Alvor og hele spartanske Levevis i mange Aar havde holdt borte fra Huset, indfandt sig inde fra Hovedstaden for at tage sig af hende; 13 og da de nogenlunde havde bragt hende til Besindelse, begyndte de strax med stor Geskjæftighed at ordne alt til en saa vidt mulig anstændig Begravelse, træffe alle Forberedelser og samle Efterladenskaberne.

SR244 Af disse sidste var der ikke mange. Det var ikke ganske uden Grund, naar de gamle Damer under deres ivrige Efterforsken i de tomme Skuffer og Skabe betænkelig rystede paa deres langagtige Hængekrølle-Hoveder. Den Døde havde haft sine egne Begreber om de Ting, som Rust og Møl kan fortære; og det varede ikke længe, før det til deres Forfærdelse aabenbaredes, at han i Ordets bogstaveligste Forstand havde givet sit Barn – efter sit Yndlingsudtryk – "Gud i Vold".

Lykkeligvis kom det dem imidlertid for Øre, at Enkegrevinden paa Nørrekjær, en ældre, svagelig Dame, skulde have ytret Ønske om at faa til sig en ung, tækkelig Pige, der kunde være hende til lidt Hjælp og Adspredelse i hendes stillesiddende Ensomhed; og strax indsaa' de begge, at dette mulig kunde blive en Redningsplanke for det stakkels hjælpeløse Barn. Efter et Par hemmelige Raadslagninger inde i Gjæsteværelset, hvor 14 Agnete ikke kunde høre dem, kjørte tilsidst den ældste af dem en Eftermiddag over til Slottet i en omfangsrig, sort Silkerobe og med et Portræt af Agnete gjemt i sit sammenlagte Kniplingslommetørklæde; og der blev ikke liden Lykke blandt de tvende Slægtninge, da hun ved Tilbagekomsten kunde melde om den naadigste Modtagelse.

Alt syntes saaledes endnu at skulle kunne vende sig til det bedste; der manglede nu blot Agnetes Indvilligelse.

At denne imidlertid næppe vilde blive saa ganske let at opnaa, var en Tanke, som ingenlunde var de gamle Tanter fremmed. De var ikke uvidende om, at dette unge Blod allerede fra Barnedagene havde indsuget et stille brændende Had til alt det store og rige, under hvis Haan og Forfølgelse hun havde set sin Faders Haar graane. Dette knejsende Herresæde, hvis Navn aldrig var bleven nævnet i hendes Hjem, uden at Faderens Ansigt formørkedes, havde været blandt det første, der havde faaet hendes ildfulde Hjærte til at banke i Foragt. Med Rædsel og Afsky havde dets larmende Jagttog og natlige Fester med røde Fakkelblus 15 over de mørke Ringgrave, hvorom hun havde hørt saa meget fortælle, spundet sig ind i hendes tidligste, trodsigste Barnedrømme; og endnu kunde det blotte Syn af dets guldglimtende Spir over de fjærne Bakker og over Mosemændenes fattige Boliger faa hendes Haand til at knyttes og stemme Blodet op i hendes Kinder.

SR245 Intet af dette var, som sagt, nogen Hemmelighed for de to agtpaagivende Tantesøstre. De kjendte tillige hendes egensindige og lidenskabelige Natur, der saa uhyggeligt mindede dem om Faderens dystre Tungsind og utæmmelige Trods, og de besluttede sig derfor til at gaa til Værks med den største Varsomhed.

Til deres Forbavselse og Glæde gjorde Agnete imidlertid ikke ringeste Modstand, ja løftede end ikke Hovedet fra den Stilling, hvori hun endnu hele Dagen sad sammensunken med Ansigtet skjult i sine Hænder, opløst i Graad, fuldstændig følesløs for alt, hvad der foregik omkring hende. Som en ganske viljeløs Ting lod hun de andre skalte og valte med alt, og paa Tanternes Henstillinger og 16 Spørgsmaal svarede hun blot ved med dump Selvopgivelsens Stemme at gjentage:

"Gjør med mig, hvad I vil."

Først da hun paa denne Aften efter Begravelsen sad i Vognen og under Tanternes samstemmige Formaninger og Advarsler mærkede Lugten af Selesværte og rullede bort gjennem Pilelaagen, gik det tilfulde op for hende, hvad det var, man havde foretaget sig med hende, og hvortil hun kjørte. Der kom da strax over hende et Øjebliks Rædsel, saa hun i Vildelse var paa Nippet til at kaste sig ud gjennem Vinduet paa den rullende Vogn. Men pludselig, som ved en Indskydelse, veg al Angst. En besynderlig, svulmende Følelse af Trods, en ubestemt Begejstring, der paa én Gang gjenvakte alle hendes Sanser og gav hende al hendes svundne Kraft tilbage, stormfyldte i et Nu hendes Bryst. Hun vidste ikke selv klart, hvad det var, der i dette Øjeblik foregik i hende, eller hvad hendes Tanke egentlig var; men hun følte, at en højere Magt havde bestemt over hende, at Himlen selv havde anvist hende Vej; og hun syntes ligesom at fornemme Faderens egen 17 Stemme fra Mørket tilhviske hende Mod og Kraft.

Hun kjendte ikke længer Frygt eller Tvivl. Hun følte sig saa guddommelig stærk med ét, som en fyrig Væbner, der ved Nattetid, med sine Vaaben skarpt slebne under Kappen, sniger sig ind i den fjendtlige Borg – for at hævne.

Hvordan var det nu, de gamle skikkelige Tanter havde sagt? De havde jo dog saa mindelig bedt hende om at være paapasselig, om at lægge Baand paa sine Følelser og huske paa, at hun gik ind til en SR246 af Landets fornemste Familjer. Hun skulde jo sige "Deres Naade" til Grevinden og helst kysse hende paa Haanden den første Gang, de mødtes. Grevinden havde jo ogsaa saa meget nedladende omtalt hende og endog paa Forhaand fattet Godhed for hende – var det ikke saa?

Agnete smilte, da hun ligesom ud fra en Taage pludselig erindrede sig disse Ord … et kampberedt Smil. Hun løftede stolt sit smukke Hoved, foldede Hænderne krampagtig i sit Skjød og svor i Stilhed, at de skulde føle, hun var Præsten Thorbjørnsens Datter! –

18 Vognen kjørte nu ned ad den sidste, stejle Bakkeskraaning.

Agnete skjød hastig Vinduet ned, ligesom for at faa Luft. Dernede under sig skimtede hun gjennem Regnstøvet det mægtige Mosedrags mørke Øde, hvorover Taagerne hvilede som i et Moderskjød. Vognen rumlede over en Bro. Vejen drejede, og fra dens højre Side skinnede en Række kummerlige Lys ud i Mørket.

Det var "Mosekjærshusene". De laa dér, Gavl ved Gavl, som en lang, sørgmodig Historie, sammensunkne over den fugtige Mosegrund og støttende sig til hinanden i deres Affældighed ligesom de Mennesker, de husede. Oven over de fattige Tøjstykker, der over alt var hængt for de smaa Vinduer, men som kun naaede til at dække disses nederste Halvdel, kunde Agnete, idet hun kjørte forbi, se helt ind i Stuerne. Rum efter Rum, Hjem paa Hjem, det ene trangere og kummerligere end det andet, drog hende forbi i al dagligdags Nøgenhed og fortalte i Forbifarten hvert sit sørgelige Kapitel.

Hér stod i en skummel, halvmørk Stue en udtæret Kone og holdt en osende Tælleflamme 19 hen over en bred Slagbænk med sovende Barnehoveder, idet hun med Haanden skyggede for Lyset. Dér sad en Mand med rødt Skjæg paa en Stol og sov med Hovedet op ad Væggen og vidtaaben Mund, mens et halvt afklædt Fruentimmer stod og redte sit Haar foran en Spejlstump. Nogle Steder var man endnu samlet om Nadveren henne ved et Bord under Vinduet, hvor det ophængte Tøjstykke skjulte dem for Agnete; kun oppe paa Loftet og over de nøgne Lervægge saa' hun de store, uformelige Skygger, der spiste. Andre Steder var man allerede i Færd med at gaa til Ro; enkelte laa endog i de store Halmsenge og strakte sig. Men i det sidste og usleste Hus i hele Rækken, hvor der end ikke var saa meget som en Klud for det skjæve Vindue, sad en gammel SR247 Mand ganske ene paa en lille Bænk i en tom og nøgen Stue med indfaldende Vægge. Han sad, med en Haand støttet paa hvert Knæ, og stirrede ud for sig, mens hans Læber bevægede sig, som om han talte med sig selv.

Vejen drejede atter og fortsatte ind i det vaade Mørke.

Agnete lukkede Øjnene. Med dette 20 Billede af Nødens Elendighed i sin Sjæl vilde hun træde frem for Grevinden.

Imidlertid kjørte Vognen ind i en lang, bælgmørk Allé. Hestene sjappede, Skridt for Skridt, og Hjulene pjaskede som i lutter Vand. Dryppende Træer, det ene efter det andet, gled ustandselig forbi som sorte, vandrende Spøgelser.

Agnete flyttede sig utaalmodig paa Sædet; dette syntes ikke at ville faa Ende.

Pludselig saa' hun mellem to Stammer et højt Lys fra selve Slottet, og hendes Hjærte kom hæftig til at banke. Hun foldede atter Hænderne krampagtig i sit Skjød. Og idet Vognen rumlede ind over Borggaardens Brolægning, samlede hun i sidste Øjeblik endnu en Gang for sig Billedet af sin stærke Fader, ligesom for at styrkes ved hans Velsignelse.