Vildt

419

I

Kandidaten, der havde nægtet at deltage i selve Jagten, tog nu Ordet og fortalte følgende:

Som ungt Menneske boede jeg en Tidlang i et lille Krosted ved Bredden af en Fjord. Huset laa ganske ene, indesluttet af høje Bakker og omgivet af store, gamle Skove, der næsten ganske afskar det fra Forbindelse med Omverdenen. Landet hinsides Fjorden var derimod fladt og skovløst, ualmindelig velbefolket, gennemkrydset af Veje og oversaaet med Landsbyer og Udfiyttergaarde. En lang, smal og lav Landtunge – et hævet Stenrev – skød sig derovre fra Kysten ud i Fjorden; og denne Omstændighed havde i sin Tid bestemt Kroens mærkeligt ensomme Beliggenhed.

Fra Kroen var der nemlig Færgefart over Fjorden. Denne, der ellers overalt var aaben og vid som et Sund, indsnævredes her pludselig af Landtungen saa meget, at et Raab tydelig kunde høres over den. Vejfarende Folk hinsides fra, der vilde benytte Færgen, stillede sig op ude paa det lange Stenrevs yderste Spids og udstødte tre Skrig, som øjeblikkeligt besvaredes med et trefoldigt Ekko fra de høje Skovskrænter omkring Kroen.

En lille grønmalet Baad blev derpaa løsgjort inde ved en Pindebro under Krostedet, og en statelig Gubbe med en stor Præstehat over et indfaldent Ansigt, fuldt af hvide Skægstubbe, eller en ung Mand med bjørnebrede Skuldre og et lille rødkruset Hoved kom sindigt roende over Vandet, mens et gammelt, rundrygget 420 Fruentimmer med tynde Ben under stumpede Skørter stillede sig ud paa Stenflisen foran Krostuedøren og holdt en krum Haand op over Øjnene for at se, hvem der kom.

Under rolige Forhold var det kun et Par Minutters Sag at ro fra Bred til Bred. Men naar Strømmen i Snævringen var strid – og det var den i Almindelighed – kunde det gærne tage baade eet og to Kvarter at kæmpe Baaden gennem Løbet; ja under Uvejr maatte baade den gamle og den unge sætte sig til Aarerne, og endda kunde det ofte holde haardt nok at slippe over.

Imidlertid maatte de stakkels Vejfarende staa og vente ovre paa den øde Landtunge, hvor der ikke var saa meget som en Busk til Ly. Adskillige Rejsende hinsides fra kunde berette om alt andet end lystige Eventyr, som de havde maattet udstaa der i Regn og Vinterstorm.

Af den Grund var Trafiken heller ikke stor og blev for hvert Aar mindre. Skønt man – under heldige Forhold – kunde spare et Par Timers Tid ved at skyde denne Snarvej ind til Købstaden, foretrak Størsteparten at følge den nye, trygge Amtschaussé, der svang sig i en stor Bue udenom den brede, fladvandede Vig, hvormed Fjorden endte.

Der kunde derfor ofte – især om Vinteren – hengaa mange Dage, uden at Stilheden omkring det lille Krosted brødes af de bekendte tre Anskrig ovre fra "Langholmen", som det fordums Stenrev endnu kaldtes. Selv om Sommeren bestod Passagererne fortrinsvis af fægtende Haandværkssvende, der lod sig færge over for at faa deres Kobberskillinger vekslede med Sølv, drikke en Pægl (eller to) og derpaa enten fortsætte deres Vandring eller tinge sig til et Natteleje paa et Knippe Halm inde i Loen.

Andre Slags Gæster kendtes saa at sige ikke. Kroen laa for afsides til, at Omegnens Befolkning kunde søge den; og i det hele var denne Færgning med tilhørende Krohold mindre at betragte som en Forret end som en Forpligtelse, der fulgte med Fæstet af den til Ejendommen hørende Jordlod, hvoraf Familjen da ogsaa hovedsagelig levede.

Af samme Grund bestod den hele Husstand kun af de tre allerede nævnte Personer – Fader, Moder og Søn – og en 421 eneste Tjenestepige. Og den højt bedagede Stuelænge, hvor Mos og Løg voksede frodigt paa Taget, indeholdt – foruden et lille, kalket Loftskammer, som jeg beboede – kun et eneste Opholdsrum; en lavloftet og halvmørk Stue, der paa een Gang tjente til "Siddestue", Skænkebod og Sovekammer. En Slags Disk stod opstillet lige ved Indgangsdøren; og forøvrigt bestod Bohavet af en simpel Træsofa, et aflangt Klapbord midt paa Gulvet under en Hængelampe af Blik, et Par hjemmelavede Træstole og en gammel Dragkiste med to store Porcellænshunde. To dybe Alkover optog hele Gavlvæggen. I den ene af disse sov det gamle Ægtepar, i den anden Tjenestepigen, medens Sønnen havde sit Kammer ovre i Udhuset ved Siden af Stalden.

Fader og Søn var begge fredsommelige, faamælte Personer, der med uforstyrrelig Sindsro passede deres Dont paa Markerne og i Laden, uden at der nogensinde veksledes et ondt Ord imellem dem. Rigtignok talte de næsten heller aldrig sammen. Det var efterhaanden bleven dem en Vane at meddele sig til hinanden ligesom Dyrene paa Marken ved en kortere eller længere Brummen, ved en Bevægelse af Haand eller Hoved eller i det højeste ved Hjælp af Enstavelsesord. Og gennem aarelang Øvelse havde de erhvervet sig en saadan Fortrolighed med denne Udtryksmaade, at de ved den mindste Antydning straks forstod hinanden.

De tilbragte det meste af Dagen udenfor Huset og kom kun ind til Maaltiderne, hvor de sad ganske tavse og langede til Fadet sammen med den ligesaa umeddelsomme Tjenestepige – en lille snavset Tyksak af ubestemmelig Alder, der tog Del i Markarbejdet som en Karl og aad som to Tærskere, men af hvis Mund jeg i Løbet af to Maaneder bogstavelig ikke hørte en Lyd.

Det var den lille rundryggede Kone med de tynde Ben under de stumpede Skørter, der førte baade Ordet og Styret i dette Hus.

Skønt hun allerede var godt tilaars og led af en Øjensygdom, der tvang hende til bestandig at gaa med Hovedet indbundet og holde Haanden op for Lyset, saasnart hun skulde se paa nogen; og skønt hun dertil var saa "angbrystet", at det Nat og Dag peb og hvæsede i Lungerne paa hende, saa det undertiden kunde 422 være helt uhyggeligt at høre paa, var hun rastløs paafærde tidlig og silde i Køkken og Stue, kogte Mad, skurede Gryder, pindede Kviste, kaldte ind til Maaltiderne, fejede og vaskede, – alt mens hun snakkede højt med sig selv og nærigt opsankede hver Brødkrumme og hvert tabt Korn, for at intet skulde gaa tilspilde.

I disse Naturomgivelser og mellem disse Mennesker skulde jeg opleve et ret mærkeligt Eventyr.
 

II

Jeg var oprindelig kommen til Kroen for at underholde mig med at sejle. Foruden den lille grønne Færgejolle ejede Kromanden nemlig en større, hvidmalet Kølbaad, der kaldtes "Svinet".

Hvorfor den havde faaet et saa upoetisk Navn, forblev mig bestandig en Gaade. Thi hverken flød den særlig tungt paa Vandet eller snøftede paa nogen paafaldende "svinsk" Maade med Stævnen, naar den kløvede Bølgerne.

Jeg forhørte mig hos Krofolkene. Men disse svarede blot, at "saadan havde den Baad altid heddet"; – det var al den Besked, de vidste at give.

Saa omdøbte jeg den udenvidere selv og kaldte den "Musvaagen".

Dette Navn syntes mig nemlig at harmonere med den drømmende Stilhed, den lydløse Ro, der hvilede over Fjorden. Her hørtes jo aldrig en Larm. Lød nu og da de tre Raab ovre fra Langholmen, fornam man det næsten som en Røst fra en anden Verden.

Det skulde i det hele have været vanskeligt at finde et Sted, der egnede sig bedre til det uforstyrrede Friluftssværmeri, hvortil jeg havde besluttet at hengive mig et Par Maaneders Tid. Her var samlet alt, hvad et romantisk anlagt Ynglingehjærte kunde begære. Til den ene Side: den aabne, lyse Fjordmunding, opfyldt af en Samling smaa grønne, ganske ubeboede Holme, fra hvis Bredder man om Aftenen kunde se Solen gaa i Bad langt 423 ude i Havet. Til den anden Side: den indelukkede, skovkransede Vig, hvormed Fjorden endte; de mørke, hemmelighedsfulde Skovkroge, hvor Træerne ludede tungt over Vandet og stængede Dagslyset ude; Siv-Øernes urskovsagtige Vildnis; og endelig: de lave, sollyse Enge ovre bag den modsatte Bred.

Vidunderligt var her især i den frembrydende Sommernat, naar Himmelranden stod citrongul bag Skovens sorte Silhouet, og Vandfladen laa med en svag Perlemorsglans, hvori et Par smaa, halvvaagne Stjerner spejlede sig. Langs alle Kysterne drev rosafarvede Taager, og op fra Vandet steg en usynlig Em, der satte sig som Guldtaarer i Ens Øjenhaar.

Timevis flød jeg stemningsdrukken omkring med min "Musvaage", uden at kunne formaa mig til at vende hjem. Selv naar de sidste Farver blegnede omkring mig, og alt blev indhyllet i en kold, klam Guse, der skød sig ind fra Havet, blev jeg liggende under de høje Skovskrænter og lyttede til de aandeagtige Suk, der pludselig kan bryde Nattens Stilhed, – til disse lange Susninger, der med'1 eet kan drage gennem Skoven, som om alle Bladene vender sig i tunge Drømme.

Jeg følte mig sært betaget, halvt om halvt beklemt. Jeg sagde til mig selv, at det var Naturens Sjæl, der ufrivilligt aabenbarede sig for mig under sin Slummer, og mit Hjærte fyldtes af hellig Andagt

Hertil kom Lyden af det hemmelighedsfulde natlige Liv, der rørte sig inde i Skoven, – snart en Raslen i det tørre Løv over Skovbunden, snart de fjærne, bløde Skrig af en Ugle inde i Højskoven.

En Nat, da jeg sad skjult mellem Sivene ved Bredden, foer jeg sammen ved den tunge Knagen af et stort Dyr, der brød sig Vej ud til Vandet i min umiddelbare Nærhed. En brunplettet Hind raslede lidt efter frem af den taagesvøbte Tykning næppe ti Skridt fra mig. Den varme Aandedamp stod den ud af Mund og Næsebor; i dens Pels hang vissent Løv og Straa. Et Øjeblik stod den ved Bredden og saae sig om med sine store, sorgfulde Øjne, mens den viftede med Halestumpen og nu og da rystede 424 Kroppen som under Kuldegysninger. Saa bøjede den sin slanke Hals og gav sig til at slikke Dug af Strandgræsset.

Jeg sad som naglet til Baadens Tofte. Jeg vovede næppe at drage Aande. Mit Hjærte hamrede, og jeg kom til at skælve af en sælsom Vellyst. Det var for mig, som om jeg stjal mig til et Syn, der ikke var bestemt for menneskeligt Øje; som om jeg fra mit Skjul belurede Naturen i dens Nøgenhed.

Jeg var kun sytten Aar. –

Om Dagen, naar Solen brændte hedt over Vandet, søgte jeg med min Baad ind i de mange skyggefulde Krinkelkroge, der fra Fjordvigen skød sig ind i Skoven. Særlig een Plet havde tiltrukket mig paa Grund af sin Hemmelighedsfuldhed. Det var en Skovkløft, hvortil Indgangen dannedes af en halvskjult Rende, der var saa smal, at "Musvaagen" akkurat kunde stages igennem den. Fra denne Rende gled man ind paa Bunden af et dybt og bredt Svælg, dannet af stejle, træbevoksede Skrænter og overhvælvet af mægtige Løvmasser, der ganske skjulte Himlen over Ens Hoved.

Hver Gang jeg fra den sollyse Fjord dukkede ind i denne Kæmpegrottes mystiske Halvdunkelhed, hvori kun hist og her en enkelt, smal Solstrime faldt ind, blev jeg grebet af dens Højtidelighed. Jeg havde en Fornemmelse af at betræde en Natur-Kirke, et lønligt Tempel, indviet til Skovaandernes Andagt. I overjordisk Renhed spejlede de ranke Stammers Søjler og de luftige Løvbuer sig i det blanke Vand som i et sort Marmorgulv. Oppe fra de krogede Grenes Pulpitur lød hundrede smaa Korsangeres Hosianna; og som et Orgelbrus drog Lyden af Vindene hen gennem de høje Kroner.

Denne Plet blev efterhaanden min egen Helligdom, mit Lønkammer'2, hvor jeg daglig søgte ind for at tilbede og drømme. Det var mig derfor til stor Græmmelse, da jeg en Dag erfarede, at Kløften i Folkemunde bar det ildeklingende Navn "Sørens Hul".

Jeg forhørte mig i Kroen for at faa at vide, om der muligvis knyttede sig en eller anden mærkelig Begivenhed til denne Benævnelse; om nogen ved Navn Søren maaske en Gang var 425 forulykket paa dette Sted, eller om Navnet skulde hentyde til hin blodtørstige Ridder Søren Hjelmsøn, om hvem Sagnet beretter, at han var en Søn af Skovtrolden Skrud og Mosekonens Datter Sigrid.

Men da Krofolkene gav mig en Besked, omtrent enslydende med den, jeg i sin Tid havde modtaget med Hensyn til "Svinet", nemlig "at saadan havde det Hul altid heddet", omdøbte jeg det efter eget Forgodtbefindende og kaldte det "Almas Tempel". –

Saaledes sværmede jeg Dag og Nat omkring med min "Musvaage", og der var tilsidst ikke det Sted ved Fjordens Kyster, som jeg ikke havde opsøgt og givet Navn. En lille Skovsø tæt ved Bredden benævnede jeg "Almas Øje". En ensom Hængebirk, der stod ude paa Spidsen af en lille Pynt og hver Aften forgyldtes smukt af den nedgaaende Sol, kaldte jeg "Jomfrulok" – alt til Minde om en ulykkelig Forelskelse, der var den egentlige Aarsag til den frivillige Landflygtighed, hvori jeg her levede.

Dog, det bliver i Længden altid noget ensformigt at flakke saaledes om uden Maal og Med. Hvor inderligt Samlivet med Naturen end er, det varer aldrig længe, før vi maa bekende, at Himlen, Skoven, Solnedgangen, Stjernerne … at det altsammen kun er en død Ramme, der kræver et levende Indhold. For hver begivenhedstom Dag, der svinder, virker Farverne blegere. Selv Sommernatten tilhyller tilsidst sin Skønhed for den ensomme Sværmer, og bag de kolde Taager raaber Stilhedens Aandestemmer spottende ned til ham: Du Daare! Du Drømmer! Hvad søger du her? …

Det gik mig netop saaledes. Efter en Uges Forløb var jeg allerede træt af den ørkesløse Omflakken. Selv i mit "Tempel" vilde Andagten ikke ret indfinde sig, og jeg irriteredes af Fuglene, fordi jeg efterhaanden opdagede, at de i Grunden skingrede ganske paa samme Maade her som hjemme omkring mine Forældres Villa ved Frederiksberg Have.

For at faa Tiden til at gaa maatte jeg derfor se mig om efter anden Adspredelse. Thi da jeg havde betroet min Beslutning 426 om i et tre Maaneders Eneboerliv at søge Trøst og Glemsel for min Hjærtesorg til flere af mine Venner, og da disse endog i den Anledning havde foranstaltet et højtideligt Afskedsgilde for mig, ved hvilken Lejlighed mit heroiske Forsæt havde været Genstand for mange Lovprisninger, gik det ikke an, at jeg allerede nu igen viste mig i Tivoli og Charlottenlund.

Tilfældigt havde jeg lagt Mærke til, at Kristian – Kromandens Søn – hver Aften i Mørkningen roede bort med Færgejollen. En Dag spurgte jeg ham, hvor han tog hen, og han svarede, at han røgtede et Bundgarn, som stod udenfor Fjordmundingen.

Dette bragte mig paa den Tanke selv at forsøge med lidt Fiskeri.

I den nærmeste Købstad forskaffede jeg mig en Samling Fiskestænger foruden forskellige Slags moderne Mede-Redskaber, saasom kunstige Fluer, Nikkelhager, Tvekroge o. s. v. – og saaledes udrustet, og tillige forsynet med Tobak, et Fyrtøj, en Vandkikkert og en særdeles rummelig Beholder til Fangstens Opbevaring, lagde jeg mig med min Baad ud i Fjorden.

Men de taabelige Havdyr røbede ikke ringeste Lækkersultenhed over for al min fede Madding. Kun de smaa Hundestejler flokkede sig i Stimer omkring den og aad den ugenert bort rundt om den morderiske Krog.

Først efter at jeg fire Aftener i Træk var vendt tomhændet hjem, fortalte Kristian mig, endog smilende, at man slet ikke kunde fiske med Medesnøre her, fordi Fjorden kun havde "Bundfisk".

Jeg blev smækvred. Og med Ynglingens Mangel paa Selvbeherskelse lod jeg Heftigheden saaledes løbe af med mig, at den godmodige Kristian blev ganske forskrækket. For at gøre mig god igen foreslog han saa, at vi for Fremtiden skulde følges ad, naar han tog ud for at røgte sine Garn.

Dette Tilbud tog jeg imod. Vi sluttede Forlig med et Haandslag og var fra den Dag uadskillelige Venner.

427

III

Nu begyndte der et nyt Liv for mig.

Udstyret med en islandsk Faareuldstrøje, Søstøvler og en tjæret Sydvest, som jeg laante af Kromanden, tog jeg hver Morgen i Dagbrækningen og hver Aften ved Solnedgang sammen med Kristian ud til Bundgarnet i Fjordmundingen. Efter Mørkets Frembrud satte vi en Række Aalekroge tværs over Færgeløbet, og om Middagen gik vi i Vand til op over Livet og strøg Madding med Glib langs Kysten.

Kristian gav mig Undervisning i alt. Han lærte mig at hale Garnet i Baaden og stikke Krogen i Maddingen saaledes, at denne holdt sig levende saa længe som muligt. Han viste mig, hvorledes jeg skulde fastholde Aalene med et Greb af Langfingeren og bedøve dem med et Slag mod Baadens Kant. Han, som hjemme var tavs og utilgængelig, blev herude et ganske andet Menneske. Navnlig naar vi om Aftenen, mens Mørke og Taage lejrede sig over Vandet, laa og drev ude ved vore Aalekroge, hver med en lille Shag-Krik under Næsen og begge bedækkede med Fiskeskæl og oversmurte med Ormeslim paa Fingrene, kunde han blive munter og meddelsom, – om end altid paa en egen stille Maade, som om han selv var lidt forlegen over sin Snaksomhed.

Han blev efterhaanden helt min Læremester og indviede mig i alle Fiskerlivets Mysterier. Han fortalte mig om Blegvande, om Sildeglimt, Flynderlyn og andre Varsler. Han forklarede mig Indretningen af Mjærder og af de forskellige Slags Ruser, af Næringgarn og Vaad. Han berettede om sine egne Iagttagelser af Aalens mærkelige Vandringer, om de smukke, saa fredeligt udseende Søstjerners Blodtørst og om de vilde Makrelstimer, der som Røverbander gennemstrejfer Havet og plyndrer Fiskernes Garn.

Jeg syntes, at jeg i Løbet af faa Dage lærte mere end i hele mit foregaaende Liv. En hel ny Verden – Havets uendelige Dybder – aabenbarede sig for mig og drog mig til sig med en sælsom Magt. Jeg levede med mine Tanker udelukkende under 428 Vandet. Endogsaa under Søvnen fablede jeg om Ruser og Madding og drømte mig hensat paa Bunden af et grønligt-flimrende Hav, hvor jeg levede som en Art Havmand, mens fantastiske Torske- og Flynderskikkelser ustandseligt strøg mig forbi.

Da de mørke Nætter faldt ind, begyndte vi paa et nyt Slags Fiskeri, der i endnu højere Grad tog min Interesse fangen. I Stedet for at sætte Aalekroge roede vi ved Nattens Frembrud over i en Bugt inderst inde i Fjorden, hvor Bunden var blød og tangbevokset, for at "stange" ved Blus – "blusse for Aal".

Dette sker paa den Maade, at man i Baadens Mast ophænger en Lygte under en stor, buet Blikskærm, der kaster Lyset ned over Vandet umiddelbart omkring Baaden, saa at man fra denne tydeligt seer Havbunden omtrent som gennem en Vandkikkert. Stangeren staar oprejst i Baaden med Aale-Geren i den løftede Haand. Mens hans Medhjælper roer Baaden langsomt fremad, spejder han opmærksomt efter enhver Bevægelse nede paa Bunden og støder til med Geren, saa snart han aner en Aal under Dyndet. For ikke at skræmme, skal alt foregaa saa lydløst som muligt. Og denne tvungne Tavshed og Nattens dybe Mørke og Blikkets agtpaagivende Stirren ned i den fremmede, undersøiske Verden, der langsomt glider forbi med sit slumrende Liv og sine Tangskove, fremkalder en Spænding, der er ejendommeligt betagende. Nu og da kommer – hidlokket af Lysskæret – en eller anden Smaafisk svansende og stirrer forundret omkring, mens den uafbrudt bevæger Munden som en gammel Mand, der snakker med sig selv, – hvorpaa den igen forsvinder lydløst i Mørket.

Der skal nu baade et sikkert Øje og en vel øvet Haand til at drive denne Fangst med Udbytte. Dels er det nemlig som oftest kun ved næsten umærkelige Bevægelser, at Aalene røber deres Tilstedeværelse under Dyndet; dels forfejler en uøvet paa Grund af Lysbrydningen let sit Maal og stikker Lysteren ned flere Tommer ved Siden af det Sted, han har taget Sigte efter.

Jeg maatte da ogsaa i Begyndelsen udstaa mange Kvaler. Men aldrig glemmer jeg den Følelse af Triumf, hvormed jeg 429 første Gang hentede et sprællende Dyr op af Dyndet og rev det blødende ud af Gerbladets Savtakker.

Dobbelt eventyrlig forekom denne Nattefærd mig nu, fordi vi ikke var alene paa Fjorden. Foruden vor Baad flakkede gærne en halv Snes andre med Aaleblus over Bugten. Og disse mange røde, sitrende Lyssøjler over det mørke Vand og under den ravnsorte Himmel frembød et pragtfuldt og fantastisk Skue.

Omkring Midnat, naar det første "Bed" var gjort, samledes Baadlagene efterhaanden henne under en Brink inderst inde i Bugten for her at indtage "Nattenadveren". Oppe paa Brinken boede nemlig et Par unge Folk, der skaffede sig en lille Ekstrafortjeneste ved at beværte Nattefiskerne med varm Drikke. Saa snart den første Baad skurede mod Stranden, tændtes der Lys oppe i Hytten, og lidt efter kom den unge Kone frem i Døren, indbundet i Tørklæder og med en dampende Kaffekedel i Haanden.

Det var en livlig og broget Scene. I de mange, hinanden krydsende Lygteskær og omgivne af den bælgmørke Nat tog de vejrbidte, skæggede, oljetøjsklædte Fisker-Skikkelser sig helt sagnagtige ud. Nogle sad paa Hug i Bunden af Baadene og gumlede paa store Fedtebrødsskiver; andre laa henslængte paa Tofter og langs Ræling og lod Klukflaskerne gaa rundt, mens Taage og Regn dryppede ned over dem fra Vanter og Stænger. Rundt omkring de spisende flød Aaleblod og udrevne Indvolde; alle Baadene glimtede af Fiskeskæl. Jeg kom uvilkaarligt til at tænke paa de gamle Nordboeres vilde Baadstævner "under højen Ø", hvor larmende Vikinger drak hinanden til af Mjødhornet, mens Klumper af Fjendernes Hjærner endnu hang dem i Skægget.

For første Gang i mit Liv hørte jeg her Menigmands Tale i hele dens Uslebenhed, – og i Begyndelsen gjorde den mig unægtelig næsten forfærdet. Navnlig følte jeg mig skamfuld over, at den unge Kone var Ørevidne til dette tøjlesløse Frisprog, til denne splitternøgne Fremstilling af Ting og Forhold, som jeg hidtil kun havde hørt hviskende omtalt mellem Mænd. Blussende fulgte jeg hende med Øjnene, mens hun skrævede fra Baad til Baad med sin Kaffekedel. Men end ikke de ublufærdigste 430 Ord syntes at gøre noget Indtryk paa hende. Hun havde altid et raskt Svar paa rede Haand, selv om det var hendes egne ægteskabelige Forhold, der blev gjort til Genstand for nærgaaende Hentydninger, og bestandig vidste hun paa en egen stille Maade at frigøre sig for de Omfavnelser og andre Tilnærmelser, hvormed Mændene overalt modtog hende, skønt hendes egen Mand – en ung, blond Fisker – befandt sig mellem Baadmandskabet og idelig varskoede med et muntert: "Hold Fingrene fra Fadet, Folk!"

For hver Nat, jeg paany gensaae denne unge, frimodige Fiskerkone, optog hun mig mere, – ja, jeg maatte tilsidst tilstaa for mig selv, at siden hin forfærdelige Dag, da jeg erfoer Alma Lindes Forlovelse med en Kavalleriofficer, havde overhovedet ingen anden Kvinde formaaet at gøre et saa stærkt Indtryk paa mig.

Hun var nu ogsaa – saa vidt jeg i Mørket kunde skønne – ualmindelig smuk. Og de eventyrlige Omgivelser, hvori jeg altid saae hende; det flakkende Lygteskær, der bestandig belyste hende; den ravnsorte Nat, hvorfra hun pludselig dukkede frem, og hvori hun atter forsvandt – alt bidrog til i mine Øjne at forlene hende med et mystisk Skær, der forøgede Tiltrækningen. Hun blev for mig en Skjoldmø, der bragte de tørstende Krigsmænd Læskedrik paa Valen; og selv var jeg den unge Viking, der sejrsberust modtog Mjødhornet af hendes Hænder.

– – –

Uheldigvis ophørte dette Aale-Stævne, saasnart de maanelyse Nætter begyndte. Fiskerne drog ud paa Havet til Sildedræt, og jeg var atter uden Beskæftigelse.

Thi Bundgarnet havde Kristian imidlertid trukket paa Land, da han ikke vovede at udsætte det for Efteraarsstormene; og Madding nyttede det ikke længer at lægge ud, fordi Aalene – efter Kristians Udsagn – ikke mere "gik paa Krog".

Hvad skulde jeg gribe til?

Den hensigtsløse Omflakken med "Musvaagen" havde nu aldeles tabt Tillokkelsen for mig. Min Hu stod til noget kækt, lystigt, fribytteragtigt … til dristige og spændende Eventyr.

431 Da fandt jeg en Dag en rusten Bøsse hængende under en spindelvævsbesat Loftsbjælke inde i Loen.

Jagt!

Naturligvis! … At jeg dog ikke var kommen til at tænke paa det straks! Her maatte jo være en udmærket Vildbane.

Da Kristian om Eftermiddagen kom hjem fra Marken, var jeg allerede ivrigt beskæftiget med at oppudse Bøssen. Han stod en Stund og saae paa mig med sit stille, indadvendte Smil, hvori der altid var et lille Glimt af forborgent Skælmeri, og sagde derpaa:

"Vil De paa Jagt?"

"Ja."

"Kan De skyde?"

"Det lærer jeg vel nok."

"Men De maa ikke skyde her."

"Hvad for noget? Hvorfor maa jeg ikke skyde her?"

"Det veed De vel nok, at Jagten her er Herskabets."

Det havde jeg ikke tænkt paa.

"Men ude paa Fjorden maa jeg skyde … og paa Holmene, ikke sandt?"

"Ja, men der er ingenting at skyde efter … i alle Fald ikke nu."

"Hvornaar da?"

"Aa, om en fjorten Dages Tid kanske … men det er kun lidt Pilleri."

Der var ikke andet for, – jeg maatte væbne mig med Taalmodighed.

Imidlertid gik jeg daglig og øvede mig ved at skyde efter Spurvene i Haven, – eller jeg morede mig med at sejle ind under Kysten og plaffe efter Stærene, der var begyndt at samle sig til Efteraarstrækket, og som i store, susende Flokke svang sig frem og tilbage fra Trætop til Trætop.

En Dag, da jeg stod udenfor Havegærdet med min Bøsse og saae en Harekilling komme springende over Rugstubbene lige forbi Næsen af mig, kunde jeg ikke styre mig men sendte den et Skud, saa den trimlede.

432 Da jeg om Aftenen stolt betroede Kristian min Bedrift, lo han underlig genert.

"Naa, De begynder godt!" mumlede han og skævede til mig med et Blik, som jeg ikke forstod.
 

Jeg skulde komme til at forstaa det.
 

IV

Jeg havde imidlertid oplevet et lille Eventyr. Det var en Dag i Middagsstunden, mens Krofolkene sov, og jeg selv laa paa Ryggen over Sengen oppe paa mit Loftskammer, at Stilheden pludselig brødes af de tre Færge-Raab ovre fra Langholmen. Fra Sengen kunde jeg gennem mit lille Gavlvindue se Toppen af Skovene, et Parti af Fjordvigen og – naar jeg løftede Hovedet – den yderste Spids af Langholmen. Her fik jeg nu Øje paa en Skikkelse – en Kvinde – der stod med Hænderne for Munden, i Færd med at gentage sit Signal.

Naar Vejret var godt, og Lejlighed tilbød sig, havde jeg undertiden moret mig med at besørge Færgningen; og i Stedet for at vække Krofolkene stod jeg nu op, tog min Hue og gik ned til Baaden. Fjorden var stille, Luften varm. Over den høstgule Skov hvælvede Himlen sig sommerblaa, og Fuglene boltrede sig parvis hen under den med en Skingren som midt i Yngletiden.

Jeg naaede hurtigt den modsatte Bred, hvor den ventende havde taget Plads paa en af de store Sten ved Vandet; hun sad med en sammenknyttet Bylt i den ene Haand og en Paraply i den anden. Først idet hun rejste sig og med et friskt "God Dav" traadte ned i Baaden, genkendte jeg den unge Fiskerkone fra det lille Hus oppe paa Pynten.

Jeg blev saa overrasket, ja betaget, at jeg ganske glemte Aarerne og nær havde ladet Strømmen klemme Baaden fast mellem Stenene. Hun var nu ogsaa baade smukkere og navnlig langt yngre, end jeg havde forestillet mig. Hun var lidt 433 over Middelhøjde, kraftigt bygget, med brede Skuldre og et saadant yppigt Bryst, som i Ynglinges Øjne er Kvinders ypperste Prydelse. Hun bar en mørkegrøn Hvergarnskjole, og hendes Hoved var indbundet i et sort Silketørklæde, fra hvilket to store, spillende, mørkeblaa Øjne kiggede frem. Trods det lidt karleagtige i hendes Bygning var der over hendes hele Skikkelse noget saa blomstrende ungt og pigefriskt, at jeg forstod, hun umuligt kunde være mere end højst et Par og tyve Aar.

Hun anbragte sig tavs helt henne i Agterstavnen af Baaden og saae ikke en eneste Gang hen paa mig. Jeg var ikke en Gang sikker paa, at hun genkendte mig, og før jeg kunde finde noget passende Samtaleemne, havde vi naaet Bredden ved Kroen.

Da hun stod oppe paa Broen, og mens jeg selv endnu befandt mig nede i Baaden i Færd med Fortøjningen, gav hun sig til med den ene Haand at søge efter noget højt oppe under sit Kjoleskørt. Endelig fik hun med en Del Besvær fremdraget et blaatærnet Lommetørklæde, i hvis ene Hjørne der var knyttet en stor Knude, som hun nu begyndte at løse op ved Hjælp af sine stærke, hvide Tænder.

"Naa! – Færgepengene!" udbrød jeg, der et Øjeblik havde set betuttet op paa hende. "Ja, men – med dem kan det jo godt vente, indtil De kommer tilbage."

"Ja, det kan det jo," sagde hun, bestandig uden at se paa mig, trak Knuden til igen med Tænderne og anbragte Lommetørklædet paa dets Plads under Kjoleskørtet.

"Kan De for Resten huske, at vi har set hinanden før?" henkastede jeg nu. "Ikke her ved Kroen – men et andet Sted."

"Det kan jeg vel nok," sagde hun og saae bort med et Smil.

"Ja, er De nu ogsaa sikker paa det? … Er De vis paa, at De ikke tager fejl af mig og en anden?"

Hun vendte for første Gang de muntre Øjne hen imod mig men tog dem til sig igen efter at have betragtet mig et Øjeblik.

"Det gør jeg vist ikke," sagde hun saa og smilte paany.

"Ja, jeg kendte straks Dem … skønt jeg egentlig havde 434 tænkt, at De saae anderledes ud," vedblev jeg nu dristigere. "Jeg havde ikke troet, De var saa ung … fordi De jo er gift."

Jeg vilde have fortsat; men hun tog nu sin Bylt, som hun havde sat fra sig paa Broplanken, sagde "Farvel og Tak" og gik.

Jeg blev staaende i Baaden og fulgte hende med Øjnene, mens hun fjærnede sig op imod Skoven.

Jeg saae jo nok, at hendes Holdning og Gang ikke var dadelløs, – hun duvede lidt med Skuldrene, og Gangen var lidt slæbende, saa man for hvert Skridt saae hele den brede, hvide Skosaal under Kjolekanten. Men hvor storslaaet og kraftig var ikke Figuren! … Uvilkaarlig kom jeg til at sammenligne den med Alma Lindes blege, drømmeriske Gestalt, og for første Gang rystede Grundvolden under det Afgudsbillede, jeg i fulde otte Maaneder havde dyrket i mit Hjærtes Allerhelligste.

Idet hun forsvandt i Skoven, foer der mig en Tanke gennem Hovedet. Skulde jeg ikke følge efter hende? … Jeg saae op imod Kroen. Der steg ingen Kvas-Røg op af Skorstenspiben; altsaa var Krokonen endnu ikke kommen paa Benene, og jeg kunde slippe uset bort.

Jeg betænkte mig ikke længe. Faa Øjeblikke efter var jeg inde i Skoven.

Jeg havde ingen ond Hensigt med min Forfølgelse. Jeg ønskede blot at være hende nær for paany at svælge i Skuet af hendes modne Former. Trods mine seksten Aar var jeg i Forholdet til Kvinder endnu ganske uerfaren. Min blinde Forgudelse af Alma Lindes engleblonde Skikkelse havde hidtil været mig et Skjold mod Fristelsen, ja havde indgivet mig et sværmerisk Had til Lasten og dens Udøvere. Desuden var min Uskyld bleven understøttet af mit Ydres totale Mangel paa forføreriske Egenskaber. Jeg havde fra Barnsben været endog paafaldende styg. Naar jeg i Opvækstens mange tungsindige Øjeblikke stillede mig op foran Spejlet for i mit Ansigt at søge efter blot et eneste Træk, der kunde forlige mig med Tilværelsen, havde jeg kun fundet noget vist i mine store, kastaniebrune Øjne, som syntes mig en Smule tiltalende. Resten af min Person var kun at ynke. Mit Ansigt – magert og skægløst, som 435 det i Sekstenaarsalderen var – havde et eget mongolsk Præg; Kindbenene var brede, Underkæben fremstaaende, Næsen lille og flad. "Torskeflab" havde mit Øgenavn været blandt Kammeraterne i Skolen. Min Figur var mindst lige saa uheldig. Jeg var lille og skraaskuldret, mine Bevægelser kantede, min Optræden overfor Damer kejtet og fuld af forloren Selvfølelse. Allerede tidlig havde jeg da lært den Græmmelse at kende, der avles i Balsalenes Kroge. Thi uheldigvis var mit Hjærte lige saa modtageligt for kvindelig Ynde, som jeg selv var ude af Stand til at vække Attraa. Den tidt ommeldte Tilbøjelighed for Alma Linde var vel min sidste og dybeste – men ingenlunde den eneste, der havde bibragt mit Hjærte dybe Vunder. – –

Trods det Forspring, den skønne Fiskerkone havde faaet, indhentede jeg hende paa det Sted, hvor Vejen drejede ind i den egentlige Højskov. Larmen af en Flok Krager, der netop kastede sig ned over et Par høje Trætoppe i Nærheden, overdøvede mine Skridt, saa hun ikke hørte mig, før jeg næsten havde naaet hende. Men idet hun endelig vendte sig om, var der ingen Forskrækkelse, næppe nok nogen Forundring at spore i hendes Ansigt; – det var næsten, som om hun havde ventet mig.

Jeg hilste med Hatten, gjorde en Undskyldning for min Tilsynekomst og sagde, at jeg netop skulde samme Vej som hun, hvorfor jeg haabede, hun tillod mig at gøre hende Følgeskab.

Hertil svarede hun intet. I det hele vedblev hun – skønt der stadig laa et lille Smil om hendes Mund – at være paafaldende stille; og dette tilbageholdne i hendes Væsen forklarede jeg mig derved, at hun rimeligvis for Tiden sad Enke. Paa mit Spørgsmaal derom bekræftede hun da ogsaa, at hendes Mand sammen med de andre Fiskere der fra Egnen laa paa Havfiskeri langt borte i jyske Farvande.

For at betage hende enhver Tvivl om mine Hensigters Uskyldighed gav jeg mig til at snakke om forskellige dagligdags Ting, om det smukke Efteraarsvejr og Sommerfiskeriets Udbytte, dog kunde jeg tilsidst ikke lade være med at spørge, 436 hvordan hun saaledes straks havde kunnet genkende mig, da vi mødtes ovre paa Langholmen.

"Aa – det var da ikke saa svært," svarede hun, men saae i det samme til den anden Side, som om hun allerede havde sagt for meget.

Jeg blev ivrig og trængte ind paa hende.

"Men De havde jo dog kun set mig om Natten. Hvor kunde De saa vide saa bestemt, at det var mig?"

"Jeg kunde da kende Dem paa Øjnene," sagde hun og blev lidt rød.

"Mine Øjne!" udbrød jeg lykkelig. "Er der da noget mærkeligt ved dem?"

"Det veed jeg ikke … det kender jeg ikke noget til," sagde hun pludselig i en anden Tone, og jeg forstod, at hun ikke længer vilde indlade sig paa det Emne. Saa snakkede vi atter en Stund om Vejret og Sommerens Fiskeriudbytte.

Men paa een Gang blev hun tavs. Vi var kommen ind i et tæt Granholt, i hvis grønlige Tusmørke der ikke trængte en Solstribe ind. En Gravens Stilhed hvilede derinde mellem de høje Stammer; kun højt over vore Hoveder lød en svag Susen i Trætoppene. Ogsaa vore Fodtrin var lydløse herinde paa det tætte Grannaalstæppe. Og denne dybe Stilhed tilligemed min Ledsagerskes vedholdende Tavshed og den vellystvækkende Kulde, der trængte ud fra Mørket, forvirrede mig og gjorde mig svimmel.

Mit Blik gled frygtsomt fra Jorden op imod hende; og jeg saae, at hendes Kinder blussede, at det høje Bryst hævede og sænkede sig, som om hun havde ondt for Vejret.

Jeg tænkte i min Uskyldighed, at hun maatte være bleven vred over et eller andet, jeg havde sagt. Og da hun nu – idet jeg tvang mig til at tale – tydeligt paaskyndede sin Gang, opfattede jeg dette som en Tilkendegivelse af, at hun ønskede at blive mit Følgeskab kvit.

Ved den første Sidevej, vi traf paa, tog jeg derfor Afsked og forlod hende.

Modløs gik jeg tilbage gennem Skoven. Og da hun var kommen 437 mig afsyne, sank jeg – overvældet af mine Følelser – ned paa en Træstub og trykkede Ansigtet ind mod mine Hænder. Ja, jeg troer, jeg græd. –
 

Da jeg om Aftenen kom hjem, fik jeg Trøst. Kristian fortalte mig, at nu var der kommet Graaænder ude omkring Holmene.
 

V

Det var en Søndag Aften i Slutningen af September.

Fra den tidlige Morgen havde Kristian og jeg plasket ude omkring de yderste Holme for at søge efter Fuglevildt. Nu var vi endelig paa Vejen hjemefter. Mens Solen gik purpurrød ned i Havet bag os, og Lyset gled bort over Vandene, roede vi ind i den stille, skjulte, allerede skumringsfyldte Fjord.

Kristian sad ved Aarerne.

Selv laa jeg – lidt træt og gnaven – henne ved Roret og stirrede tankefuldt ud for mig.

Aftenen var blikstille. Paa Vandfladen saaes ikke andre Krusninger end de ringformede, som hist og her en Fiskesnude frembragte. Men højt over vore Hoveder svævede brunlige, stormvarslende Skyer, der foer henunder de fremblinkende Stjerner – ligesom Røg og Gnister fra det Baal, som Solen i sin Nedgang havde tændt over hele den vestlige Himmel.

Foran mine Fødder, paa Bunden af Baaden, laa vort Jagtudbytte.

Det var kun tarveligt. Kristian havde ikke haft Uret, da han i sin Tid kaldte, hvad man kunde hente derude mellem Holmene, "lidt Smaapilleri".

I det hele havde Jagtens saa højt berømmelige Glæder ingenlunde svaret til mine Forventninger. I Stedet for – som jeg havde tænkt – at tumle mig i lystige og spændende Eventyr, havde jeg maattet sidde paa Hug mellem nogle store Sten og taalmodigt vente paa, at et eller andet Stykke Fjervildt skulde 438 slaa ned foran min Bøssemunding. I halve Dage havde jeg siddet saaledes uden at høre saa meget som et Vingesus i min Nærhed; og regelmæssig vendte jeg hjem om Aftenen uden andet Udbytte end noget elendigt Smaakræ, der kun var til at kaste for Katten.

Mit Blik gled ind imod den gulnende Skovkant, der ludede over den ene Fjordbred. Ja, tænkte jeg, havde det været derinde, man turde slaa sig løs! Der sprang det slanke Raavildt jomfrulet henover de aabne Grønninger; Ræv og Grævling luskede om inde i Tykningerne; Haren sad bag Træstubbene og kiggede, og oppe fra de tætte Kroner kastede Snepperne sig ud i Luften med surrende Vingeslag.

Men blot at nærme sig Skovhegnet med en Bøsse i Haanden var for uvedkommende næsten halsløs Gerning. Og der var – desværre! – intet Haab om, at den gamle Greve skulde finde paa at indbyde mig til sine Jagtpartier.

Vi var næsten naaet hjem, da Kristian pludselig udbrød:

"Katten riv' mig … der har vi Andreas!"

Det var saa sjældent at høre en Ed af Kristians Mund, at hans Kraftudbrud øjeblikkelig fik mig til at se op. Og da jeg tillige hørte Ordet "Andreas" nævne, gik der et Stød igennem mig, saa jeg rejste mig halvt fra Toften.

"Hvor?" spurgte jeg ivrig og saae mig om.

"Kan De ikke se – han staar derhenne ved Døren hos Faer?"

Trods den tiltagende Skumring fik jeg Øje paa en fremmed Mandsperson, der stod lænet op ad Kroens hvide Mur med Hænderne lagt bag om Nakken. Paa Flisen foran Døren stod Kromanden selv i Skjorteærmer, med sin brede Præstehat paa Hovedet, og røg sin Aftenpibe.

"Kan det virkelig være ham, Kristian?" spurgte jeg.

"Jeg kender da nok Andreas," svarede han med et lidt tvungent Smil.

Andreas – eller Andreas Hals, som hans fulde Navn lød – havde i den sidste Tid i høj Grad beskæftiget min Fantasi. Lige fra den første Dag, da Talen i Kroen faldt paa Jagt, havde 439 jeg hørt denne Mand nævnet som Herredets, ja maaske hele Landets, bedste og dristigste Skytte. Baade Kristian og den gamle havde fortalt de fabelagtigste Historier om hans enestaaende Skudsikkerhed, hans Snarraadighed og Mod.

Jeg havde derfor inderlig ønsket en Gang at træffe sammen med dette Menneske, der levede som simpel Haandværker i en af de omliggende Landsbyer. Men aldrig er jeg bleven saa skuffet som ved Synet af den Person, der nu viste sig for mig, da vi fik Baaden lagt til Broen og steg i Land. I Stedet for den haandfaste Vildmandsskikkelse, som jeg havde forestillet mig, saae jeg en lille, spædlemmet Fyr med et blegt og fregnet Ansigt, delt paatværs af en grinende Mund.

Til det halvt komiske Indtryk, han i første Øjeblik gjorde paa mig, bidrog ogsaa hans Paaklædning. Han bar en halvrund, lodden Hue, der var syet sammen af en skabet Bælg og sad klistret ned paa Hovedet som en Paryk, og omkring hans lange Hals var der viklet et stort Uldtørklæde, der hang med to lange Ender nedad Ryggen. løvrig var han iført en slidt, sort Skindtrøje med hvide Hornknapper, lange, røde Muffediser og kaffebrune Benklæder, der var snøret sammen over Anklerne med Sejlgarn.

Allerede paa lang Afstand havde han givet sig til at raabe til Kristian og hilse os med store Armbevægelser. Og ikke saa saare var vi kommen op til ham og havde sagt Godaften, før han med en latterlig Gebærde vendte sig mod Døren og sagde, idet han blæste paa sine sorte Skomagerfingre:

"Lad os saa gaa ind og faa et Slag Sjavs. Det er forbandet koldt i Aften."

Jeg blev staaende og saae hen paa Kristian, der – som det forekom mig – lidt forlegen havde nævnet mit Navn for ham og nu gav sig til at ryste paa Hovedet bag hans Ryg, som om han vilde lade mig forstaa, at Manden havde en lille Skrue løs.

Inde i Stuen havde Kromanden imidlertid tændt Bliklampen under det lave, røgsværtede Loft. Et Spil krumme og fedtede Kort blev hentet frem fra Dragkisteskuffen; Brændevinskaraflen kom paa Bordet, og Krokonen fik travlt med at puste Ild 440 under Kaffekedlen i Kakkelovnen. Kristian og jeg fik knap nok Tid til at hugge lidt Mad i os, før Spillet begyndte.

Forinden opstod der dog en lille Tvistighed mellem Andreas og Kromanden. Hidtil havde vi nemlig fordrevet Aftenerne her ved den sindige "Gammelmands-Sjavs" med otte Kort og Makker. Men Andreas erklærede, at det var et Spil for gamle Kællinger, og foreslog den saakaldte "Flyve-Sjavs" med kun fire Kort til hver og to Købekort. Herom sad de to og mundhuggedes en Stund, indtil den gamle – der ellers var stædig nok og vanskelig at tale tilrette – bøjede sig for Andreas' Vilje.

Kristian sagde ingenting. Han sad som sædvanlig temmelig ligegyldigt for det hele og holdt sine Kort langt nede mellem Knæene, mens han stille sugede paa sin Shagpibe. Nu og da saae han stjaalent over til mig – som om han vilde læse paa mit Ansigt, hvad jeg tænkte.

Jeg havde unægtelig den hele Aften ondt ved at holde mine Tanker ved Spillet, saa optaget var jeg af det fremmede Menneskes Nærværelse. Netop fordi han var saa ganske anderledes, end jeg havde forestillet mig ham, vedblev hans Person og Væsen at beskæftige mig. Han var nu ogsaa i alting saa ulig de Mennesker, jeg hidtil havde omgaaedes her. Hans bajadsagtige Bevægelighed, hans Gavtyve-Sprog og sære, skingre Drengestemme dannede den pudsigste Modsætning til Kro-Mandfolkenes alvorsfulde Sindighed og dybe Brummetale. Ikke et Øjeblik sad han rolig paa sin Stol. Snart skubbede han sin lodne Hue, som han hele Tiden beholdt paa Hovedet, fra Nakken op i Panden og tilbage igen; snart gnubbede han sig op ad Stoleryggen; snart sad han med den ene, snart med den anden Fod oppe under sig og slingrede med Overkroppen, saa Enderne af det lange Uldtørklæde daskede ham paa Ryggen. Naar han tabte, krøb han sammen og udstødte smaa, ynkelige Hyl ligesom en Pattegris. Men hver Gang han kunde stikke, svang han Armen over Hovedet og huggede Kortet i Bordet, saa Pladen jamrede sig. Nu smækkede han med Tungen, nu fløjtede han eller gav sig til at synge Stumper af uanstændige Viser. Undertiden rejste han sig og gik hen til Vinduet for at kigge ud, og paa Tilbagevejen 441 standsede han da regelmæssigt hos Sørine, den tykke Tjenestepige, der sad og sov bag en Rok i en mørk Krog af Stuen, og kildrede hende under Næsen med et Kortblad, saa hun vaagnede med en Nysen.

Jeg blev tilsidst smittet af denne overgivne Lystighed. Jeg følte, at der med dette Menneske var kommet en frisk Luftning ind i den lavloftede Stue, hvis melankolske Stilhed til Tider havde kunnet være svært trykkende for mig.

Og jo længere jeg betragtede hans Person, des bedre forligede jeg mig ogsaa med hans Udseende, der i hvert Fald ikke var almindeligt. Allermest imponerede han mig dog ved sin Evne til at drikke. Aldrig havde jeg den Gang set et Menneske tylle saaledes i sig. Mens baade Kromanden og Kristian sad og nippede til Kaffepunschen, tømte han Kop efter Kop, skønt han fyldte godt og vel halvt med Brændevin og endda lod en Sjat gaa ned i Underkoppen.

Og jo mere han drak, og jo lystigere han blev, des mere stille og løjerligt forlegne blev i det hele de andre. Selv Krokonen, der ellers den hele Aften havde været emsigt nok paa Færde, skævede tilsidst helt ængsteligt hen til ham fra Kakkelovnskrogen, hvor hun sad og strikkede; og det var med en bestandig mere tøvende Bevægelse, at hun tog mod hans Kop, naar han strakte den hen imod hende med sit staaende Udraab: "Mere Dyne, Mutter!"

For Pokker! – tænkte jeg, ærgerlig over dette Snærperi. Skulde man ikke have Lov til at more sig en Gang! Og af lutter Begejstring for min nye Bekendt gav da ogsaa jeg mig til at randfylde min Kop og tømme den i et eneste Drag.

Hvad der siden hændte denne Aften, erindrer jeg desaarsag kun dunkelt. Jeg troer nok, at jeg tilsidst begyndte at synge og udbringe Skaaler. Men jeg veed bestemt, at jeg kun ved Kristians og Kromandens forenede Anstrengelser naaede uskadt op ad Trappen til mit Loftskammer og kom i Seng. – –

Fra denne Dag kom Andreas Hals hver Aften til Kroen. Saa saare det mørknede, dukkede han op med sin skabede Kabuds, og ofte blev det langt ud paa Natten, før han brød op.

442 Mellem Andreas og mig opstod der efterhaanden et meget venskabeligt Forhold, og jeg smigrede mig i Stilhed med, at min Nærværelse ikke var uden Skyld i den Forkærlighed, han havde faaet for at tilbringe sine Aftener her paa Kroen. Jeg tilstaar, at jeg heller ikke havde ladet det mangle paa smaa Opmærksomheder for at vinde hans Venskab. Jeg forsømte ingen Lejlighed til at lægge min Beundring for Dagen og gjorde ham mange smaa Foræringer – Cigarer, Bøger, Tobak – som han modtog med stor Nedladenhed.

Jeg mærkede nok, at Kristian betragtede vort Venskab med skæve Øjne og ofte var ualmindelig sær, naar han om Aftenen ved Hjemkomsten fra Marken saae Andreas og mig ligge og passiare sammen nede i Strandgræsset. Men jeg mente, at han var skinsyg, og brød mig derfor ikke derom. Efter at jeg havde lært Andreas at kende, gik det rigtig op for mig, hvilken kedelig Tværdriver Kristian i Grunden var.

Det var nu mit stolte Haab, at jeg for Fremtiden kunde faa Andreas' Følgeskab ud til Fuglejagten mellem Holmene. Jeg brændte af Længsel efter at blive Vidne til et af disse Mesterskud, som jeg havde hørt saa megen Tale om, og jeg følte mig overbevist om, at Andreas ganske anderledes end Kristian vilde kunne vise mig, hvor Vildtet samlede sig, og hvorledes det skulde skydes. Kristian vidste aabenbart ikke rigtig Besked; derfor havde Udbyttet hidtil været saa tarveligt.

Men paa dette ene Punkt vedblev Andreas at vise sig mærkeligt tilbageholdende. Hver Gang jeg forsøgsvis bragte Talen hen paa Jagt, smilte han paa sin brede, skalkagtige Maade og mumlede blot, at der "sgu ikke var noget at kigge efter her." Jeg fik en Fornemmelse af, at han ikke ønskede at være Læremester for andre – maaske for at disse ikke tilsidst skulde lære ham Kunsten af, tænkte jeg ved mig selv.

Derimod var der et andet Emne, hvortil han med Forkærlighed vendte tilbage, saasnart vi var paa Tomandshaand, og som han drøftede med en Grundighed og utilsløret Sagkundskab, der efterhaanden paavirkede mig, saa jeg derover tilsidst næsten glemte mine Jagtplaner … det var Fruentimmer.

443 Af enkelte Ytringer, som i Ny og Næ var undsluppet Kristian, havde jeg allerede i Forvejen anet, at Andreas var mindst lige saa stor en Pigejæger som Vildtskytte. Min grænseløse Beundring for ham fremkaldte nu forholdsvis hurtigt en fuldstændig Omvæltning i mit Syn paa Kvinden; den gav det sidste Spark til det Afgudsbillede, jeg – som saa mangen ulykkelig Elsker – havde dannet mig af hende og gjort til Genstand for en saa ærefrygtfuld Tilbedelse.

Jeg begyndte at indse, hvor latterligt det var at gaa omkring og sukke for en Frøken Rosenlæbe eller Jomfru Liljekind, der maaske ikke skænkede En den ringeste Tanke, mens der rundt om fandtes saa mange andre Fruentimmer, der heller end gærne lod sig karessere. Jeg gav mere og mere Andreas Ret, naar han paa sin uforbeholdne Maade gjorde Nar af mig paa Grund af min Uskyldighed.

"Du store Himmelgud!" udbrød han altid og slog med Alarm Hænderne sammen over Hovedet, hver Gang jeg paany – ganske skamfuld – maatte bekende min Uerfarenhed. "Jeg havde rigtignok tænkt, at de unge Københavnere var anderledes med paa den gamle Sekstur. En, to – Svup! Saa skulde De sgu ha' set mig, da jeg var i Deres Alder. Jeg var knap og nap kommet fra Præsten af, før jeg havde min Gang hos en Tøs oppe paa Lyngegaarden. Jeg siger Dem, at jeg var ikke andet end som en Stalddreng, ikke. Men den Gang at jeg formærkede, at Pigen havde det med Beklemmelse og langede Øjne ud, saa tænkte jeg med mig selv: der er en Bid for dig, Andre's! Saa var det jo en Eftermiddag, at vi var alene i Stalden, og de andre var i Marken, saa gik jeg hende raskvæk paa Tæerne. Og da hun saa mærkede, at det gik til Alvor, saa vilde hun natyrlig trække i Land paa'en og begyndte at tvine og saadan noget; men der hjalp jo ingen kære Mo'er. En, to – Svup!"

En ganske særlig Interesse fik disse Andreas' mange indgaaende Beretninger om sine Elskovstriumfer for mig, fordi jeg derigennem til min største Overraskelse erfarede, at det i Virkeligheden overfor Kvinderne mindre kom an paa at have et kønt Ansigt end paa at være i Besiddelse af Snarraadighed og Mod. 444 Thi hvor meget jeg end beundrede Andreas, var jeg ikke blind for, at nogen Adonis var han ikke; og dette bragte mig til at overveje mine egne Udsigter.

Jeg tænkte blandt andet paa Optrinet i Skoven med den unge Fiskerkone. Jo vist! Den hele Situation blev mig med eet ganske aabenbar. Rimeligvis havde hun i Virkeligheden slet ikke været utilbøjelig til en Tilnærmelse. Hendes Mand var jo borte og havde været det længe. Havde hun desuden ikke selv talt om mine Øjne? Jeg havde altsaa gjort et vist Indtryk paa hende … Aa, jeg forstod nu, hvor kyllingedumt jeg havde baaret mig ad! Jeg forestillede mig ganske levende, hvorledes Andreas, om han havde været i mit Sted, uden lang Snak vilde have ført hende ind i Tykningen og gjort hende til sit Bytte.

Fra det Øjeblik alt dette blev mig klart, havde jeg ikke længer Ro. Dag og Nat tænkte jeg med Græmmelse paa dette herlige Stykke Vildt, som jeg i min Enfoldighed havde ladet slippe mig afhænde. Fra Skrænterne ved Stranden og fra mit eget lille Gavlvindue sendte jeg tyve Gange om Dagen lange Blikke over imod Fjordbugten, bag hvilken jeg netop kunde skimte den lille, ensomme Fiskerhytte oppe paa Pynten i det fjærne.

Tilsidst tog jeg en Beslutning. Jeg vilde en Dag sejle derover med "Musvaagen" for at forsøge min Lykke.
 

VI

Det var en Dag med en mørk og skytung Himmel, at jeg drog ud paa mit første Elskovseventyr. En Time efter Middag, medens Krofolkene endnu sov, listede jeg ned fra mit Loftskammer og hejsede Sejl paa "Musvaagen" – eller "Svinet", som jeg atter var begyndt at kalde min Baad, fordi det alligevel forekom mig at lyde kækkere.

Himlen gav mig god Bør; jeg naaede hurtigt de lave Bredder hinsides Fjordvigen … hurtigere end jeg egentlig ønskede det; thi jeg var ikke fri for at være en Del benauet. Det var ikke, fordi jeg nærede nogen Frygt for at komme til at vende 445 hjem med uforrettet Sag; jeg havde i de sidste Dage faaet en stærk Tiltro til min Erobringsevne, og jeg var fast bestemt paa denne Gang ikke at lade mig Byttet slippe afhænde. Det var Følelsen af at drage det store og ukendte imøde, der fik alle mine Nerver til at dirre af frygtsom Forventning. Om een, to tre Timer vilde det sidste Slør være faldet for Elskovens Mysterier, for Tilværelsens Allerhelligste! Naar jeg næste Gang sejlede her, med Stævnen vendt mod Kroen, hørte ogsaa jeg til de indviede – til dem, hvem Livet havde betroet sin dybeste og sælsomste Hemmelighed … jeg var bleven en Mand.

Under hele Overfarten sad jeg med Blikket rettet mod den ensomme Tangtagshytte oppe paa den stejle Pynt, der hævede sig over de side, grønne Enge som et lille Forbjærg. En fin Røg, der bortvejredes fra Skorstensmundingen, fortalte mig, at jeg vilde finde min udkaarne hjemme. Men der var intet menneskeligt Væsen at skimte rundt om, og Huset havde ingen Vinduer ud til Søen, saa jeg kunde nærme mig Kysten uden at blive set derfra.

Jo nærmere jeg kom, desto uroligere blev jeg. Der syntes mig nu ogsaa at hvile en underlig trykket, ligesom ulykkevarslende Stemning over Naturen denne Eftermiddag. Rundt om mig laa den øde Fjordbugt og lyste mat under den tunge Skyhimmel. En Flok tavse Maager, som havde rejst sig fra en af de mange spredtliggende Stenblokke, der ragede op over Vandfladen, blev paa en sær truende Maade ved at flakke foran mig, som havde de til Hensigt at hindre min Fremtrængen. Og pludselig steg de alle tilvejrs og fløj bort over mit Hoved med et Skrig, der fik mig til at fare sammen.

Saa lod jeg Baaden løbe op paa Stranden og begav mig i Land.

Mine Ben var tunge, og mit Hjærte hamrede, som vilde det slaa Hul i min Side. Midt paa den snoede Sti, der førte op til Hytten, standsede jeg. Jeg hørte nogen synge deroppe … en ensformig Nynnen af en Vuggesang. Jeg blev staaende og lyttede. Det var hendes Stemme! Stille og sorgløs lød den ned til mig og fik mig til at mindes en Sang, som min Barnepige i sin 446 Tid havde sunget for mig, et lille Vers om Fuglen, der gladelig hopper paa sin Gren uden at ane Jægeren, der skjuler sig bag Træet med det dødbringende Hagl.

Disse fredelige Vuggetoner og de hjemlige Erindringer, de vakte hos mig, gjorde mig pludselig tvivlraadig. Jeg kom til at tænke paa min Moder, der vilde tage sin Død derover, hvis hun vidste, hvad hendes "store Dreng" i dette Øjeblik var ved at foretage sig. Jeg mindedes hendes smukke, blide Ansigt, da hun ved Afskeden derhjemme strøg mig over Haaret, kyssede min Pande og sagde: "Jeg stoler paa dig, min Dreng!" …

I det samme forstærkedes Sangen deroppe. Munter og ligesom kaldende lød den ned til mig … Jeg rystede trodsigt alle Skrupler af mig og steg op imod Hytten.

Endnu et halvt Minut tøvede jeg udenfor Døren for at bringe mine Ansigtstræk i Ro. Saa bankede jeg paa.

Øjeblikkeligt forstummede Sangen. Et svagt og nølende "Værsgo'" lød derinde fra. Jeg aabnede og traadte ind i en Stue hvis Billede i de mindste Enkeltheder vil bevares i min Hukommelse indtil min Død.

Det var et indsnevret, kvadratisk Rum, halvmørkt, med kun eet Vindue, der vendte ud mod Engene i Syd. Gulvet var af stampet Ler, og Stuen var overfyldt af det sædvanlige Smaamands-Bohave: en Himmelseng, en Kommode, en blomsterbemalet Trævugge o. s. v. Der saae rent og hyggeligt ud, men Luften derinde var beklumret. Ovenpaa et Bord under Vinduet sad den unge Kone paa Skræddervis og syede paa et Skørt. Den ene Fod havde hun oppe under sig, den anden (i en mørkeblaa Strømpe) stak ud over Bordkanten og var ved en Snor, der var bunden om Anklen, sat i Forbindelse med Vuggen, som stod henne ved Sengen.

Aldrig vil jeg heller glemme det Par opspilede Øjne og den halvaabne Mund, hvormed hun saae hen paa mig, da jeg traadte ind. Idet hun endelig genkendte mig, foer der en hastig Rødme over hendes Ansigt, og hun bøjede sig ned over sit Sytøj og knappede et Par Knapper i sit Kjoleliv, der stod aabent paa Grund af Diegivning.

447 "God Dag!" sagde jeg, idet jeg gjorde mig Umage for at eftergøre Andreas' Tone. "Jeg strøg tilfældigt her forbi med min Jolle … og saa syntes jeg, at jeg skulde kigge ind og hilse paa Dem … Tillader De, jeg sætter mig ned et Øjeblik?"

Tilsyneladende atter fuldstændig rolig ja næsten ligegyldig svarede hun "Værsgo", idet hun med et lille Kast af Hovedet og uden at løfte Øjnene fra sin Naal gav mig Anvisning paa en Træstol lige ved Døren.

Denne Modtagelse gjorde mig straks forvirret. Jeg satte mig ned paa Stolen, og mit Blik flakkede rundt i Stuen … jeg vidste pludselig ikke et Ord at sige. Jeg følte, at jeg blev mere og mere rød af Forlegenhed.

"Det er koldt idag," fremstammede jeg endelig, da Tavsheden begyndte at blive alt for trykkende. "Vi kan maaske faa Vinter, inden vi veed af det … naar først Stormen rigtigt faar fat. Og hun begynder at kule godt op."

"Ja, det er nok muligt," svarede hun i samme ubekymrede Tone, idet hun drejede Overkroppen om mod Vinduet for at træde en Naal.

Jeg saae hen paa hende. Det graa Dagskær faldt i dette Øjeblik ualmindelig skarpt ind over hendes brune Haarfletninger og stærke, solbrændte Hals, som det noget udringede og lidt for snevre Kjoleliv gjorde synlig ned imod Skuldrene, saa der viste sig en smal, hvid Rand af Legemet der, hvor dette plejede at være tildækket.

Jeg var ganske raadløs. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde tænke om hende; og trods mit tapre Forsæt om i alle Tilfælde at gribe rask til, bandt den onde Samvittighed paany min Tunge. Da faldt mit Øje paa et Fotografi, der stod lænet op ad et gammelt Syskrin paa Kommoden. Det forestillede en blond, soldaterklædt Skikkelse, i hvilken jeg straks genkendte den unge Fisker, der var Hyttens Herre.

I det samme ligesom faldt det mig ud af Munden:

"Jeg ser, at De har Deres Mand staaende der!" … Og skønt hun intet svarede hertil, fortsatte jeg, hed i Hovedet, og 448 idet jeg med Møje forsøgte et Grin: "Han har ellers snart været længe borte nu."

"Aa ja."

"Det er vel snart over en Maaned, siden han rejste?"

"Det er nok muligt."

Jeg stirrede stift paa hende. Hendes vedvarende Frimodighed begyndte at fornærme mig.

"Det maa da egentlig være en underlig Maade at være gift paa … Jeg mener, det maa da være kedeligt for Dem saadan at undvære Deres Mand."

"Det er vel ikke værre for mig, end det er for ham," svarede hun nok saa rask og traadte atter Naalen.

"Ja, det veed jeg dog ikke."

"Hvorfor det?" spurgte hun efter en lille Pavse og skottede for første Gang hen til mig med sine livslystne Øjne.

Med et fornyet – og denne Gang mere vellykket – Forsøg paa at eftergøre et af Andreas' Grin svarede jeg:

"Jo … for det kunde jo være, at han tog sig Erstatning der, hvor han er."

Jeg havde egentlig ventet et skrapt Svar paa disse Ord og dukkede uvilkaarligt lidt med Hovedet. Men i Stedet for at blive vred drejede hun Ansigtet om mod Vinduet og lo højt.

Dette gjorde mig dristig.

"Ja, er De nu virkelig saa sikker paa ham? Han ligger jo dog ikke altid paa Søen, tænker jeg."

"Nej … for han sover da mest i Land."

"Ser De det! … Og der er vel ogsaa smukke Kropiger derovre i Jylland, eller hvor det nu er, han er."

Hun lo igen.

"Ja, men han boer nu ellers slet ikke paa nogen Kro."

"Hvem boer han da hos?"

"Det er hos en Enke."

"En Enke! … Naada! Og det er maaske oven i Købet en ung Enke, hva'?"

"Ja, saa farlig gammel er hun da ikke."

"Og køn er hun maaske ogsaa?"

449 "Ja, det er hun vist nok."

"De kan tro, saa har de det nok godt sammen, de to … Saa lider Deres Mand vist ingen Nød."

"Det tænker jeg heller ikke."

"Jeg mener … saa morer de sig nok rigtig godt med hinanden – saadan rigtig godt – hva'?"

"Det gør de vistnok … for det er hans Søster," sagde hun og saae i det samme hen til mig over sit Sytøj med sine blaa Øjne fulde af det lystigste Skælmeri. Saa dukkede hun sig og sprudede ud i en hjærtelig Fnisen.

Jeg var bleven flov, men kunde dog ikke lade være at le med. Og denne samstemmige Munterhed brød endelig Isen imellem os. Jeg rejste mig op; og mens Blodet atter foer mig til Hovedet, saa jeg følte mine Kinder blusse, nærmede jeg mig med sagte Skridt.

Varsomt – forsøgsvis – tog jeg Plads paa Kanten af Bordet et lille Stykke fra hende.

"Vil De ikke … Kunde vi ikke," – sagde jeg med en Stemme, som mit Hjærtes Banken gjorde ukendelig endog for mig selv. "Jeg mener … Vi to kunde vist komme godt ud af det med hinanden. Troer De ikke?"

"Det kunde nok være."

"Jeg mener … troer De ikke … vi kunde blive gode Venner," fortsatte jeg og gjorde et Forsøg paa at liste min Arm om hendes Liv.

"Det kender jeg ikke noget til," sagde hun i pludselig forandret Tone og førte hurtigt og afgørende min Haand bort.

"De maa ikke blive vred. Jeg vil sige Dem … jeg holder virkelig saa meget af Dem. Ligefra den allerførste Gang, jeg saae Dem, har jeg været forelsket i Dem; og jeg har hele Tiden længtes saa meget efter at gøre Deres Bekendtskab. Troer De mig ikke? Saa skulde De blot vide, hvad jeg tænkte paa den Dag, da vi fulgtes ad gennem Skoven. – Kan De huske det? Jeg bar mig vist egentlig meget uhøflig ad imod Dem … gjorde jeg ikke?"

Hun havde drejet sig lidt bort fra mig og svarede mig ikke 450 længer. Jeg begyndte derfor at frygte for, at jeg kunde være gaaet for hastigt til Værks, og vilde trække mig lidt tilbage. Men i det samme begyndte Barnet henne i Vuggen at klynke i Halvsøvne; og da hun ikke – som jeg ventede – heraf tog Anledning til at forlade mig, men tværtimod med tydelig Ilsomhed gav sig til at sætte Vuggen i beroligende Bevægelse, idet hun med Spidsen af den nedhængende Fod fattede om Snoren, der var fastbundet om hendes Ankel, gav dette mig fornyet Mod, ja, gjorde mig dumdristig.

Jeg listede paany min Arm om hendes Liv. Og denne Gang lod hun, som om hun ikke mærkede det. Selv da jeg sagte trykkede hende til mig, gjorde hun ingen alvorlig Modstand; og idet jeg derpaa bøjede mig over hendes Skulder og saae hende ind i Ansigtet, genkendte jeg de Ytringer af heftig Sindsbevægelse, der havde vildledt mig hin Eftermiddag inde i Skoven: de mørkerøde Kinder, de sænkede Øjenlaag og det tungt aandende Bryst.

Der foer i dette Øjeblik en Triumfjubel igennem mig. Hun var overvundet! Hun var min! … Tanken gjorde mig ganske svimmel. Mit hele Legeme kom til at sitre af salig Forventning. Jeg kunde næsten ikke bie. Jeg ønskede, at det med eet vilde blive mørk Nat omkring os, saa jeg kunde kaste mig for hendes Fødder og omfavne hendes Knæ.

Jeg bøjede mig tæt ned imod hende og hviskede:

"Vil De slet ikke tale med mig mere? Kan De virkelig ikke lide mig en lille bitte Smule? Sig mig, kan vi ikke blive enige om at komme lidt sammen i denne Tid? De maa jo dog gaa og kede Dem her, saa ene De er … og det gør jeg ogsaa."

"Det gør De vist ikke," sagde hun og skubbede ganske lidt til mig med Albuen.

"Da kan jeg forsikre Dem, jeg føler mig virkelig tidt saa ene. Jeg har jo ingen af mine Venner her, og –"

"Aa, jeg veed da nok, at De er saa meget sammen baade med Kromandens Kristian og med ham Krybskytten."

"Krybskytten?"

451 "Ja – ham Andreas Hals, som de kalder ham. Han plejer jo van at holde til derovre, naar det bliver maanelyst."

"Hvad er det, De siger? – Er han Krybskytte?"

"Ja – og han er kanske mere end som det."

"Men – du gode Gud!… Er De sikker paa, hvad De der siger?"

Hun vendte langsomt Øjnene om imod mig; der var kommen nogen Forundring i hendes Blik. Min Arm var gledet ned fra hendes Midje. Jeg bare stirrede paa hende.

"Det kan jeg vel nok være," svarede hun, idet hun atter gav sig til at sy. "Og det har jeg da for Resten været undret over længe, at De vilde give Dem saa meget i Lag med saadan en – og med de andre derovre i Tyvekroen, som vi kalder den. Den gamle Kælling har da alle Dage været kendt som en rigtig led Heks, ihvorvel ham Kristian kanske kan være et meget redeligt Menneske."

"Jeg forsikrer Dem … jeg er ganske … ganske … Nu De siger det, saa har jeg jo nok undertiden syntes, at der var noget underligt ved de Folk og deres Levevis. Men dette! Aldrig er det faldet mig ind, at det kunde være noget saadant!"

Hun saae atter ligesom spørgende tilbage paa mig over sit Sytøj. Men jeg steg ned fra Bordet og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet. Forskrækkelsen havde ganske afsvalet mig. Jeg glemte aldeles, hvorfor jeg var kommen.

"Det er virkelig et Held, at jeg i Tide fik Sammenhængen at vide," fremstammede jeg halvt for mig selv. "Det skal De sandelig rigtig have Tak for! … Du gode Gud, hvilken Mistanke man kan have udsat sig for ved at blive mellem saadanne Mennesker. Krybskytter og Tyvepak! …. Det er jo forskrækkeligt. Jeg vil bort derfra endnu den Dag idag. Man kan jo risikere alt paa et saadant Sted … Men hvem skulde have tænkt det! – –"
 

VII

Jeg kom ikke til mig selv, før jeg atter befandt mig ude paa Søen.

452 Under mit Ophold i Hytten havde Himlens blaasorte Skylag sænket sig endnu lavere over Fjorden; Brisen var stegen til en halv Storm. Inde ved Kysten gyngede allerede store Skumflager – som Flokke af hvilende Maager.

Jeg maatte straks rebe Storsejlet, og jeg begriber den Dag idag ikke, hvorledes jeg i min opskræmte Sindsbevægelse fik krydset op imod den svære Sø. Aldeles mekanisk drejede jeg Roret og knyttede Skøderne – saa rystet vedblev jeg at være af Oplysningen om, at jeg havde haft Herberge i en Hælerrede og været Ven og Kammerat med en Vildtyv, en Skovrøver, ja maaske det, som værre var!

Med tothalede Sejl og Skumsprøjt for Bougen naaede jeg akkurat ved Mørkets Frembrud tilbage til Kroen.

Idet jeg tørnede mod Landgangsbroen, dukkede et Hoved op af Færgejollen ved Siden af mig, – og jeg havde nær udstødt et Skrig, da jeg genkendte Andreas, der havde ligget og sovet i Bunden af Baaden, dækket af en gammel Sejlstump.

"Naa – er De der, Københavner!" sagde han med søvnrusten Stemme og gned Øjnene efter forbavset at have stirret lidt rundt paa den sorte Aftenhimmel, der kun i Vest kantedes af en brandrød Ildbræmme. "Hvad tildags er det egentlig? Jeg synes, hun har kulet svært op … Kommer De ude fra Søen?"

Jeg var endnu ikke bleven enig med mig selv om Maaden, hvorpaa jeg skulde optræde, og svarede derfor blot med et kort Ja, idet jeg skyndsomt steg i Land.

"Hov!" raabte han efter mig. "Bi lidt og tag mig med!"

Men jeg lod, som om jeg ikke hørte ham, og gik op imod Kroen.

I Døren mødte jeg Kromanden, der syntes at have været urolig over min lange Udeblivelse og nu modtog mig med en glad Genkomsthilsen. Ogsaa Krokonen, den gamle Heks, viste sig med sit indbundne Hoved og bød mig Velkommen.

"Nu kan De vel trænge til at faa noget i Livet," sagde de begge. "Kom ind og ta' en Bid!"

Men jeg svarede, at jeg ikke var sulten, og skyndte mig op 453 paa mit Loftkammer for i Ro at tage Bestemmelse om, hvorledes jeg skulde forholde mig.

Det viste sig imidlertid vanskeligere, end jeg havde tænkt. Jeg følte snart, hvor svært det vilde blive for mig at tage en saa brat Afsked med det frit omflakkende Naturliv, hvortil jeg havde vænnet mig. Desuden manglede jeg Mod til et aabenlyst Brud med mine Værtsfolk, over hvem jeg personlig jo egentlig ikke havde Grund til at beklage mig, og det vilde heller ikke blive let at finde et nogenlunde sandsynligt udseende Paaskud for et saa pludseligt Opbrud.

Jeg bestemte mig da til at blive der endnu en Dags Tid eller to for at faa Lejlighed til at forberede Krofolkene paa min Afrejse. Og da jeg havde skiftet mit vaade Tøj, gik jeg ned i Stuen.

Her havde man just endt Aftensmaaltidet og var i Færd med at rydde Bordet til det sædvanlige Kortspil. Andreas sad for Enden af Bordet med begge Fødderne oppe under sig og de lange, røde Muffediser trukket op paa Armene, – utaalmodig efter at tage fat. Kromanden stod foran den udtrukne Dragkisteskuffe og rodede med Kortene, mens Kristian sad fremoverbøjet med Shagpiben i Munden og saae tavs ned mod Gulvet.

"Godaften igen!" sagde jeg, idet jeg traadte ind, og gjorde mig Umage for, at ingen skulde mærke nogen Forandring hos mig. Men jeg hørte selv, hvor usikker min Stemme var.

Henne ved Bordet løftede Krokonen en krum Haand op til sin indbundne Pande, og det forekom mig, at hun mistænksomt mønstrede mig med sine smaa, betændte Hønseøjne.

"Naa!" sagde hun. "Skal det saa itte være en Bid Brød?"

"Nej Tak. Jeg er virkelig ikke sulten."

"Saa lad os faa en Bolle Bryg i Aften, Mo'er!" sagde Kromanden. "Jeg synes, vi trænger til noget kradsendes."

"Det er hørt!" raabte Andreas – ravnehæs af at have sovet under aaben Himmel.

Snart var Spillet i fuld Gang; men skønt jeg hele Tiden tog kraftigt til mig af Krokonens stærke og varme Bryg, blev jeg ikke frigjort for den Uhygge, som især Andreas' Nærværelse 454 indgød mig. Dog kunde jeg samtidigt ikke underkue en Følelse af forøget Beundring for ham; – ja, egentlig begreb jeg nu først tilfulde den Berømmelse, der hvilede over hans Navn. Jeg forstod, hvilken eventyrlig Dumdristighed, hvilken forbløffende Snuhed der skulde til for at øve Krybskytteri her paa Grevens Enemærker. Kristian havde ofte nok fortalt mig om, hvorledes Skovfogdens Folk havde Ordre til hver maanelys Nat at gennemstrejfe Skovene med Sporhunde og ved mindste mistænkelige Bevægelse i Løvet øjeblikkeligt at fyre, – og jeg kunde tænke mig, at de med særlig Fornøjelse vilde uskadeliggøre netop Andreas Hals, fordi det sikkert nok fortrinsvis var ham, disse hidsige Efterstræbelser galdt.

Da Klokken blev ti, kastede Andreas sine Kort henad Bordet og rejste sig.

"Naa!" sagde han. "Nu maa man vel se at komme hjem i sin Bet!"

Jeg rejste mig i det samme, sagde hurtigt Godnat og gik op paa mit Loftskammer.

Her oplukkede jeg det lille Gavlvindue og blev staaende med tilbageholdt Aandedræt for at lytte. Mit Hjærte bankede, da jeg lidt efter hørte Gaarddøren knirke. Kristian og Andreas kom ud. De stod noget derude i en lavmælt Samtale, hvorefter Kristians tunge Træsko gik over Gaardspladsen og forsvandt ind i Staldlængen, hvis Dør blev lukket efter ham. Og nu saae jeg Andreas' Skikkelse glide som en Skygge ud af Havelaagen, standse et Øjeblik og derpaa langsomt forsvinde over Stakkepladsen ind imod Skoven.

En Rand af Maanen var netop kommen op over en kulsort Skyklump i Øst og kastede hvide Lysblink ud over Fjordens fraadende Vande. Inde fra Skoven lød en dump Brusen, og rundt om Kroens Længer svøbte Stormen sig med Klagelyd som af et saaret Dyr.

Jeg blev staaende aandeløs og stirrede ad den Kant, hvor Andreas' Skikkelse var forsvundet i Mørket. Det var for mig, som om jeg kunde følge ham paa hans listende Gang langsmed Markskellet og ind i Skoven, og jeg blev staaende og lyttede, 455 indtil jeg følte mig ganske gennemisnet af Kulde. Saa lukkede jeg endelig og krøb i Seng.

Men jeg kunde ikke finde Ro. I Tankerne vedblev jeg at følge Andreas gennem Skoven, hvor denne var mørkest og tættest. Jeg saae ham snige sig frem ad skjulte Stier, krybe gennem Tykninger, standse og lytte med sine flade Flagermusøren, der kunde høre Fodtrin i hundrede Favnes Afstand. Jeg saae ham staa bag Træstammerne og spejde rundt med sine smaa, af Jagtiver skinnende Øjne … og jeg saae ham sidde sammenkrøben under de nattevaade Buske i den Stilling, jeg kendte fra Kortspillet nede i Krostuen, – med begge Fødderne oppe under sig og fremadludende Skuldre – ubevægelig som en Tudse, mens Skovfogdens Folk drog forbi i Maaneskinnet mellem de høje Bøge.

Pludselig foer jeg op. Jeg syntes bestemt at have hørt Lyden af et Skud.

Jeg blev siddende overende i Sengen med tilbageholdt Aandedræt og spidsede Øren, mens jeg i Fantasien hensattes til en maanebestraalet Skovtyknings tyste og vilde Ensomhed. Et sprællende Raadyr paa Jorden. Andreas stod bøjet over det for at give det Fangst. Jeg saae det dampende Blod i Græsset; jeg hørte den hæse Dødsstønnen …

Udenfor mit Vindue suste Stormen. Jeg stirrede ud paa Himlen, paa Fjorden og de svajende Trætoppe. Luften var bleven lysere, Skyerne havde spredt sig noget, og en bleg Maanestribe faldt ind over mit Gulv. Og med eet grebes jeg af en vanvittig Lyst til at springe op …trække i mine Klæder, … liste ned ad Trappen, tage Bøssen fra Knagen og snige mig ud i Skoven for at opsøge Andreas og dele hans Farer og Triumfer. Det var mig næsten ikke muligt at blive liggende i Sengen; dens tunge og mugne Hvergarnsdyne var nærved at kvæle mig. Hvad havde jeg at frygte? Og hvad var der at forarges over? Et Dyr mere eller mindre gjorde Greven hverken rig eller fattig. For Pokker! Var jeg ikke rejst ud for at søge Eventyr? Nu? Vilde jeg ikke jage Eventyret der, hvor det endnu fandtes i 456 denne regelrette Verden, kunde jeg lige saa godt være bleven hjemme hos mine gamle Tanter med deres Thevands-Selskaber.

I det samme randt min unge Fiskerkone mig i Hu. Og som en Flok forvildede Fugle, der alle paa een Gang vender sig i Flugten, slog mine Tanker ned mod den lille Straatagshytte paa Pynten.

Du gode Gud! … Hvad maatte hun dog tænke om mig, siden jeg igen saa meningsløst havde sluppet hende! Jeg erindrede dunkelt de forbavset spørgende Øjne, hvormed hun havde set paa mig, da jeg havde forladt hende; og jeg rødmede af Skam. Men – ved Himlen! – nu skulde det ogsaa være forbi med dette ynkværdige Pjalteri. Til Helvede med al Snusfornuft! … Det stod fast: jeg vilde ikke rejse hjem! Jeg vilde ikke vende tilbage til Familjelivets Fængsel og de forhadte Bøger! Komme, hvad der vilde, jeg vilde blive her og nyde min Ungdom som fri Zigøjner, efter min egen, stormende Lyst! …

Straks den næste Dag vilde jeg sejle over til Pynten og gentage mit Besøg. For det hastede! Det galdt om at benytte Tiden, inden Fiskerne kom hjem … Hallo! Det var jo ogsaa en Slags Krybskytteri! … Vogt dig nu, min smukke Fiskerinde! Nu er jeg atter mig selv. Og imorgen er du mit Bytte! – –
 

VIII

Efter en kort og urolig Søvn vaagnede jeg i Dagbrækningen ved en ensformig plaskende Lyd udenfor mit Vindue. Jeg sprang op af Sengen og kiggede ud. Det øsregnede.

Det er godt! tænkte jeg, – saa faar vi fint Vejr til Middag; og naar de andre kravler under Dynen for at fordøje Mælkegrøden, lægger jeg ud med min Skøjte og begynder min Jagt!

Men Formiddagen havde nær aldrig faaet Ende. Jeg kunde ikke komme udenfor en Dør, saaledes oversvømmedes efterhaanden alt af Vand. Inde fra Skoven lød vedvarende en uhyggelig Brølen som af et lidende Dyr, og nu og da hvirvlede Stormen de fattige Løvrester højt mod Himlen og formørkede Luften som med Skarer af Fugle.

457 Jeg maatte nøjes med at staa i den aabne Forstuedør og gennem Regnsløret stirre ud paa den Vej over Fjorden, ad hvilken alle mine elskovsdrukne Tanker stormede frem – som mit Bryllupstogs vilde Forridere. Naar Uroen og Længslen overvældede mig, drev jeg omkring oppe paa Loftet eller ude i Staldene og Udhusene, idet jeg blot omhyggeligt undgik saavel Foderloen, hvor Kromanden stod og skar Hakkelse, som Tæskeloen, hvorfra Kristians ensformige Plejlslag havde lydt hele Formiddagen. Derimod kom jeg ind i Svinehuset just i det Øjeblik, da den store Griseso med et arrigt Smertensskrig begyndte at fare.

Jeg havde aldrig før set et Væsen komme til Verden og blev derfor straks temmelig betuttet. Men jeg blev dog staaende ved Baasen, og snart vakte Sagen min levende Interesse. Det store, stridhaarede Dyr havde lagt sig om paa Siden i en Rede af Halm, som det havde dannet sig i den mørkeste Krog af det snevre Aflukke. Den gulhvide Fraade stod det ud af Munden, og hele Kroppen var i den voldsomste Bevægelse. Hver Gang Veerne kom over det, spjættede det krampagtigt med Benene, og efter forgæves Forsøg paa at rejse sig, lagde det Nakken tilbage og udstødte halvt undertrykte Skrig. Saa tav det pludseligt og krummede sig sammen, trak alle fire Ben op under sig … og en ny Unge blev født.

Efter en Timestids Forløb kravlede allerede henimod en halv Snes smaa, langstrakte, underlig aaleglatte Væsner lystigt rundt om Moderen og snublede over deres egne eller de andres lange Navlestreng, medens de iblinde søgte Moderens Pattevorter. Kromanden, der imidlertid var kommen tilstede og straks var skrævet over Indhegningen, havde stillet sig hen imellem dem til deres Beskyttelse. Med en Kæp huggede han Soen over Ørene, saasnart den vilde løfte Hovedet; thi Dyret, der vedblivende laa i heftige Fødselssmerter, søgte i Raseri at undlive sit eget Afkom, og allerede laa et Par af Ungerne ynkeligt ihjelbidte i Baasen. Først efter over to Timers Forløb bragte det udmattede Dyr under en ligesom selvopgivende Stønnen den sidste – den femtende – Unge til Verden.

Jeg var lykkelig over at have overværet dette Naturskuespil 458 og navnlig ikke saa lidt stolt over at have haft Mod til at betragte Dyrets Lidelser lige til det sidste. Denne Barselaffære dannede desuden et for mig mærkeligt Supplement til den Elskovs-Indvielse, hvortil jeg netop forberedte mig. Naar Dagen var tilende, vilde Livstilblivelsens Mysterium være afsløret for mig baade i dets Lyst og i dets Smerte.

Jeg lovede da ogsaa mig selv at sætte to store Kors ved Datoen i min Almanak.

Imidlertid var Regnen bleven ved at strømme ned; og da den endnu ved Middagstid ikke var hørt op, ja end ikke var sagtnet, begyndte jeg at tabe Taalmodigheden. Hvert Kvarter kiggede jeg ud af Forstuedøren, men bestandig hang Himlen lige trøstesløst lergraa over mit Hoved, og der var ikke mindste Blaanen at spore noget Sted i Horisonten. Langholmen og de nærmeste Enge ovre paa den anden Side kunde akkurat skimtes gennem Regnsløret, men selve Fjordens Flade laa skjult under et bølgende Taagetæppe, og op over Skoven stod en Røg af Vand.

At begive sig ene ud paa Søen under saadanne Forhold kunde der ikke tænkes paa: Baaden vilde blive fuld af Vand, inden jeg var naaet den halve Vej. Og da Blæsten hen paa Eftermiddagen lagde sig, tog Regnen fat med forøget Styrke. Det blev et Skybrud, hvortil man i Mands Minde ikke havde set Mage. Regnen ligesom kastedes ned spandevis, og Luften formørkedes af de nedstyrtende Masser. Krostedet laa tilsidst og formelig svømmede i et gult, bundløst Ælte, og inde i Stuerne var der allerede Kl. fire saa mørkt, at man næppe kunde se fra den ene Væg til den anden.

Da brast mit sidste Haab, og jeg gik ned til Krokonen for ved et Glas af hendes "Bryg" at dulme Græmmelsen over at skulle vente endnu et Døgn paa at faa min Længsel stillet.

Ved Aftenens Frembrud indfandt Andreas sig, iført Træskostøvler og sort Oljekappe med Hovedhætte. Han saae ualmindelig tvær og utilgængelig ud, og jeg forstod, at Uvejret ogsaa for hans Vedkommende havde krydset skjulte Planer.

Lidt efter kom Kromanden og Kristian ind fra Stalden, og da vi i Tavshed havde fortæret vort Aftensmaaltid – en Pande 459 varmt Stegeflæsk med kolde Kartofler – tog vi fat paa vort Sjavs-Spil.

Men skønt især Andreas og jeg skyllede dygtigt i os af den skoldhede Kaffepunsch (jeg havde efterhaanden vænnet mig til at taale en halv Snes Kopper paa en Aften), genvandt vi kun yderst trægt Humøret. Oftest hørtes kun de gurglende, brusende eller boblende Lyde derude fra Regnen, der ustandseligt styrtede ned, og hvis klamme Kulde efterhaanden trængte ind gennem selve Stuens Lervægge og op gennem Gulvet, ja som tilsidst bogstaveligt begyndte at dryppe ned til os gennem Tag og Loft.

Mellem Andreas og os andre var der opstaaet en heftig men stum Kappestrid. Andreas var nemlig bleven besat af en Mani for at tilrane sig alle Spillene. Selv om han ikke havde andet end et Par Fedekort paa Haanden, overbød han regelmæssig endog den, der meldte i Klør; og jo mere han drak, og jo voldsommere Regnen plaskede udenfor, des vildere blev hans Spil, des højere gjorde han Indsatsen, og des hidsigere huggede han Kortene i Bordet, saa Kopperne dansede.

Pludseligt løftede han Hovedet og stirrede ud i Luften med et lyttende Udtryk.

"Tys! … Hører I ikke?"

"Hvilket?" spurgte vi alle paa een Gang.

"For Fanden! Kan I ikke høre? Der er nogen, der raaber!"

Vi lyttede alle. … Og virkelig hørte vi nu en fjærn Menneskestemme skrige – enstonigt og'3 uopholdeligt.

"Det er ovre fra Langholmen," sagde Kristian. "Det er en, der vil færges over."

"I det Herrens Vejr! Og paa denne Nattetid!" udbrød den gamle.

Vi rejste os og gik ud i Forstuedøren, hvorfra vi nu ganske tydeligt hørte det skingre og ligesom fortvivlede Raab gennem Regnplasket. Det lød helt uhyggeligt derude fra den begsorte Nat, hvor ikke et Lyspunkt var at øjne.

"Hvad kan det være?" spurgte jeg helt ængstelig.

"Jeg tænker, det er en, som skal hente Jordemoderen," svarede Kromanden.

460 "Men henter de da hende helt herovre fra?"

"Ja, det hænder sommetider, naar deres egen er i Forretning og det kniber meget haardt."

"Men i dette Vejr! … Har de da ikke en Læge derovre?"

"Jo, men han er nok rejst væk for Tiden, har jeg hørt."

"Aa, Fanden! Er det ikke andet!" udbrød nu Andreas utaalmodigt. "Lad os saa bare komme ind! Det er jo ikke tænkeligt for noget Menneske at komme over Stranden i detteher Kattemørke, og før om to-tre Timer kommer Maanen ikke op. Hvad kan det saa hjælpe? … Lad os gaa ind, Børnlille! Jeg havde Forhaanden!"

Men Kromanden blev staaende og stirrede betænkeligt ud i Regnmørket.

"Det er ellers fælt, saa han skriger," mumlede han. "Der maa ligegodt være noget galt paa Færde. … Hvad mener du, Kristian?"

Kristian, der havde staaet raadvild og tygget paa sit lille lyserøde Overskæg, svarede lidt efter:

"Det er vist bedst, jeg ser derover."

"Men mener du ogsaa, det gaar," sagde den gamle. "Man kan ikke se Haanden for sig."

"Aa – jeg kan da prøve det," mumlede Kristian, langede op efter en Sydvest og en Stortrøje, der hang paa Forstueknagen, fik derpaa en Lygte tændt og gik rolig ud i Regnen.

"Husk paa, at du holder godt i Nord, Kristian!" raabte den gamle efter ham. "Strømmen er landgaaendes!"

Vi hørte ham rumstere nede i Baaden, bruge Øsekoppen og lægge Tofterne tilrette; og snart peb Toldene under hans sejge Aaretag.

Imidlertid var Skrigene fra Langholmen forstummede. Manden derovre havde aabenbart kunnet skimte Skæret fra Kristians Lygte og havde deraf sluttet, at han var bleven hørt. Regnen var ogsaa i dette Øjeblik sagnet en Smule, og Luften var bleven lidt lysere.

"Gud veed, om han slipper over," mumlede Kromanden ligesom for sig selv.

461 "Hvad Fanden vilde han ogsaa paa den Galej," sagde Andreas gnavent og skuttede sig. "Det ligner jo ikke noget at raabe Folk op midt om Natten. I skulde ha'e ladt Fyren staa derovre og skrige sig Lungerne ud af Halsen, saa fik Kællingen s'gu nok kælvet imens. Det maa da ogsaa være et godt Bondefjols, siden han kan tænke paa at faa Madamen med i et saadant Hundevejr … Jeg kender nok Madam Svendsen! Hun letter Fanden gale mig ikke sin Fedtegump af de varme Fjer, uden at de kan klingre godt med Sølvtøjet for hende."

I over et Kvarter blev vi staaende i Døren og ventede paa, at Baaden skulde komme tilbage. Endelig dukkede Skæret af Lygten atter frem af Mørket, og lidt efter hørtes Lyden af Aarerne.

"Fandt du over, Kristian?" raabte den gamle, da Baaden tørnede mod Broen.

"Ja," lød Kristians Stemme dernede fra.

"Har du nogen med dig?"

"Ja."

"Er det efter Madam Svendsen?"

"Ja."

Lidt efter nærmede Lygten sig, og i dens rødlige Skær saae vi nu ved Siden af Kristians tunge Skikkelse en lille tynd Person, der syntes næppe at kunne slæbe sig frem for Forkommenhed. Aldrig havde jeg set en saa ynkværdig Skabning! Hans Ansigt, som Lygteskæret særlig stærkt belyste, var ligagtig hvidt; hans Legeme rystede af Kulde, og de smaa Øjne saae sig omkring med et forskræmt og forvildet Blik. Paa Hovedet bar han en gammel rundpuldet Hat, der hang ham langt ned over Øjnene, og hvorfra Vandet løb som fra en Tagrende. En stor Skødefrakke og et Par altfor lange Bukser sad som klistret fast til hans Krop, og man kunde ved hvert af hans Skridt høre, hvordan Fødderne sjuppede i de vaade Sko.

Da han naaede hen imod Kroens Gavl, bag hvilken Vejen drejede ind i Skoven, sagde han hastigt Farvel til Kristian og forsvandt.

"Hov!" raabte Kromanden efter ham. "Kender du Vejen?"

462 Kristian drejede Lygteskæret om efter ham, og atter saae vi ham dukke frem i Mørket som et Spøgelse.

"Naar du kommer op til Bakken, skal du dreje tilvenstre," vedblev Kromanden. "Saa gaar Vejen ret frem gennem Granskoven lige til Egby"

Men Fyren var allerede igen forsvunden.

"Det var da en løjerlig Person!" sagde den gamle. "Var det mon den nye Mand derovre fra Overdrevet, Kristian?"

"Ja, han sa'e saadan."

"Han saae da grumme sølleagtig ud."

"Ja, men nu faar han sgu kæmmet sig," sagde Andreas. "Lad os komme ind og faa os en Opstrammer efter dette her! … For nu bliver vi jo nødt til at sidde oppe og vente, indtil Fjolset kommer tilbage."

"Ja, det gør vi vel," sagde Kromanden betænkelig. "Og det kan jo vare et Par Timers Tid eller mere."

"Naa! Saa maa vi sgu ha'e os en ordentlig Varmedunk, Mutter! .. . Og en Bid Brød kan vi ogsaa snart trænge til. Jeg er nær ved at blive fastende!"
 

IX

Der var virkelig ikke andet for – vi maatte forberede os paa at sidde oppe den halve Nat og vente paa den stakkels Mands Tilbagekomst. Jeg for min Del havde ikke det mindste derimod. Jeg følte mig tværtimod helt forfrisket ved Udsigten til at opleve en indholdsrig Nat, der kunde give mig lidt Erstatning for Dagens Skuffelser.

Jeg istemte derfor straks Andreas' Anmodning om en Bid Brød "til at holde Øjnene aabne med"; og skønt Sørine, den tykke Tjenestepige, i Aftenens Løb som sædvanlig havde set sit Snit til at klæde sig af og liste op i sin Alkove, bag hvis blomstrede Forhæng hendes trygge Snorken allerede længe havde lydt, hjalp der nu ingen kære Mo'er – hun maatte vækkes og i vort 463 Paasyn purres ud for at være Krokonen behjælpelig med at tænde Ild i Køkkenet og dække op til en Nattenadver.

Andreas opslog en sand Halleluja-Latter, da det rødhovedede Pigebarn stak sine tykke, hvide Ben ud af Sengen og hurtig krøb hen bag Kommoden for at kaste Skørterne om sig.

Mens vi spiste og bagefter, da vi havde faaet brygget en Kande Punsch, gled Samtalen efterhaanden fra vor mærkelige Færgepassager over paa de forskellige andre mystiske eller navnkundige Personer, der i Tidens Løb var bleven overførte her. Den gamle Kromand havde paa dette Punkt en lang Erfaring at tale af, idet han i over fyrretyve Aar havde besørget Færgefarten her. Han fortalte om de to berømte Onsved-Mordere, som han en Middagsstund havde sejlet over Fjorden uden at ane, hvem de var, … og om den unge, smukke Komtesse fra Rugnæs, der en stormfuld Høstaften var flygtet bort med Huslæreren paa Slottet, iført Tjenerens Liberi, saa at Kromanden, der var bleven kaldt op af sin Seng ved deres Raaben, ikke havde kendt hende men paa Overfarten havde budt det lille skælvende Menneske en Skraa til at varme sig paa.

Efter disse Historier faldt Snakken paa allehaande andre hemmelighedsfulde eller uhyggelige Begivenheder, som knyttede sig til Egnen, og da navnlig paa de vilde Røverbander, der i Aarhundredets Begyndelse havde slaaet sig ned i disse Skove og dengang gjort dem berygtede i hele Landet.

Kromanden, hvem Opfriskningen af disse gamle Erindringer gjorde usædvanlig livlig og meddelsom, fortalte blandt andet følgende:

En mørk Vinternat var en af Egnens daværende Proprietærer kommen kørende inde fra Købstaden, hvor han havde solgt et Læs store Fedesvin – de saakaldte "Hamburgsvin" – og desaarsag var vel spækket med gode Pengesedler. Da han kom i Nærheden af Storskoven, havde han ved Vejkanten faaet Øje paa en gammel Kælling, der under Stønnen og Klagen hinkede frem gennem Pløren ved Hjælp af en tyk Støttestav og med Skørtet slaaet op over Hovedet. Proprietæren, som ellers ikke tog fremmede Folk op paa Vognen ved Nattetid, havde faaet 464 Medynk med hende og givet hende Plads paa Agebrættet ved sin Side. Derpaa var de kørt ind i Skoven. Men Kællingen havde siddet saa underlig stille og ikke været til at faa andet ud af end denne ynkelige Stønnen og Hosten, saa han tilsidst var bleven mistænksom. Da de naaede en Lysning i Skoven, havde han taget sin Passager nærmere i Øjesyn og opdagede nu under Skørtet og de mange Tørklæder, hvormed Hovedet var tildækket – et stort, rødt Fuldskæg.

Proprietæren tabte dog ikke Hovedet. Han standsede med et Ryk sine Heste og udbrød:

"Saa, for Satan! Der faldt sgu min Pisk! … Aa, Mo'erlille, kan I ikke kravle ned efter den. Jeg tør ikke slippe Hestene, – det er et Par unge Labaner, som I ser. Pisken ligger bare to Skridt herfra, og jeg skal nok hjælpe jer op igen!"

Banditten sad lidt, som om han betænkte sig. Tilsidst kravlede han dog ned af Vognen … og ikke saa saare havde hans Haand sluppet den, før Proprietæren tog Pisken op fra Vognbunden, hvor han havde holdt den skjult, og lod den hvine hen over Ørene paa Hestene, der foer afsted som et Par skræmte Hjorte.

Da Banditten mærkede, at han havde ladet sig narre, udstødte han gennem en Fløjte en gennemtrængende Piben.

Ja saa! Der er flere! tænkte Proprietæren hed om Ørene og lod atter Pisken suse hen over de fremstormende Dyr.

Et Øjeblik efter sprang en Mand op af Vejgrøften og vilde gribe Hestene i Bidslerne. Men han kom for langt frem – Vognstangen ramte ham lige i Brystet, og med et Brøl rullede han som et Pindsvin tilbage i Grøften.

– – – – – – – – – – – – – – – –

Saa langt var Kromanden kommen i sin Fortælling, da vi pludselig alle saae forskrækkede op ved Lyden af en galloperende Hest, der svingede om Gavlen og derpaa standsede udenfor Vinduet.

465 Et Øjeblik efter blev der banket haardt paa Ruden og raabt nogle Ord ind til os.

Vi foer alle i Vejret.

"Hvad er det?" hviskede Andreas, kendelig bleg, og saae sig omkring, som søgte han et Skjulested.

Vi stod en lille Stund og saae paa hinanden, mens Stemmen udenfor blev ved at raabe. Saa tændte Kristian Lygten og gik ud i Forstuen for at lukke op. Bag efter ham gik Kromanden, og tilsidst fulgte – skønt tøvende – ogsaa jeg.

Der udenfor holdt, belyst af Skæret fra Vinduet, en tilhyllet Rytter paa en dampende Hest. Regnen var næsten ophørt, men Himlen var endnu kulsort af Skyer.

"Er det jer, Kromand?" spurgte Rytteren.

"Ja. – Hvem er I, med Forlov?"

,,Hva', kender du mig itte? Jeg er jo Sognefogden. Jeg vilde barestens sige jer, at dersom I inat eller imorgen tidlig skulde færge nogen over, som I ikke kender til, saa maa I holde ham fast, indtil jeg kommer. Der er kommet Telegram ovre fra Arresthuset, at Mestertyven er brudt ud i Eftermiddag, og kanske han kunde tænke paa at tage den her Vej …"

"Mestertyven!" udbrød vi alle tre.

"Hvordan skal han se ud?" spurgte Kromanden.

"Det skal nok være en bitte Person med et stort Ar tværs over Ansigtet, og saa hinker han paa det ene Ben. I kan straks kende ham."

"Men – Pokker da! Saa har det jo ikke været andre end ham, vi færgede over for en Time siden … han er sgu allerede langt væk herfra."

"Det er vel Løgn da! Hvad Vej tog han?"

"Han tog gennem Sønderskoven."

"Naa – saa napper vi ham nok! Vi har sat Poster ud langs Sognevejen, saa der kan han ikke slippe over. Men I maa ligegodt passe paa, Kromand – for han kunde kanske tænke paa at smutte tilbage igen, dersom han skønnede, at han var kommen i en Fælde her. Er Kristian hjemme?"

"Ja – det er mig."

466 "Hør, Kristian – kunde du ikke holde et bitte Øje med Skovstranden inat… . Der ligger saa mange Baade dernede, og han skulde dog nødig stikke i Søen for os igen. Jeg skal nok sende dig et Par Mand, om jeg kan … Men du maa ta'e Skydetøj med dig, for han trækker Kniv, den Satan!"

"Maa vi skyde?" udbrød jeg, allerede blussende af Kamplyst.

"Hvem er det?" spurgte Sognefogden ved Lyden af min ham fremmede Stemme.

"Aa, det er et ungt Menneske, der har boet hos os i Sommer."

"Naa, Københavneren! … Ja, nu kan De sgu komme paa Jagt!" lo Sognefogden. "Men I maa sgu ikke skyde uden til Nødværge – og kuns i Skankerne, husk paa det! … Naa, ja, nu har I jo nok forstaaet mig. Forresten er der sat tyve Kroner ud til den, der fanger ham. Nu veed I det! – Naa, Farvel! Nu maa jeg afsted!"

Han huggede begge Hælene i sit tunge Dyr og travede bort.
 

X

Da jeg vendte mig om, stod jeg Ansigt til Ansigt med Andreas, der imidlertid havde listet sig herud fra Stuen og stillet sig i Skjul bag ved os.

"Hørte De?" udbrød jeg. "Nu bliver her Løjer! … De tager da med?"

"Aa, jeg veed sgu ikke," sagde han med Hænderne i Lommerne og skuttede sig. "Jeg synes sgu ikke, jeg gider … i et saadant Hundevejr! Føj!"

Han vendte sig om og spyttede.

"Aa, sikke nogen Snak … De skal sandelig med! Det regner næsten ikke mere, og det bliver jo snart maanelyst! … Vær nu skikkelig, Andreas … hører De? Jeg tager min lille Dunk med mig, De veed … med Kognak! Og Cigarer!"

Han stod og smilte halvt spottende af min Ivrighed, indtil mine sidste Ord endelig bestemte ham.

"Naa ja, lad gaa da! … Vi kan jo se, om vi kan faa Snus 467 paa Fyren. Der vanker jo ogsaa et Par Smaaskillinger, om vi hitter ham!"

"Bravo, Andreas!"

Jeg sprang op paa mit Loftkammer for at gøre mig i Stand. Da jeg lidt efter, iført islandsk Trøje og Skindhue, kom tilbage til Forstuen, traf jeg her Kristian, der kom ud fra Køkkenet i Søstøvler og med Lygten i Haanden. Inde i Stuen, hvortil Døren stod aaben, var der tomt, og over Bordet med Kopperne og de halvtømte Glas hang Bliklampen og klukkede med den sidste Draabe Olje.

Kristian saae sig forsigtig om og sagde derpaa sagte:

"Jeg hørte, De talte til Andreas om, at De vilde følges med ham … men det skulde De ikke".

"Hvad vil det sige? Hvorfor skal jeg ikke det?"

"Ja, det kan jeg ikke saadan sige Dem … men vil De følge mit Raad, saa skulde De ikke gøre det. Det vilde ikke ta'e sig rigtig godt ud, om nogen traf Dem inde i Skoven sammen med Andreas. De kan stole paa, hvad jeg siger!"

"Hvad er det for Snak!" sagde jeg. "Hvad skulde det kunne gøre? … De hørte vel ogsaa nok, at Sognefogden selv bad os om at rykke ud – og enten jeg gaar med den ene eller den anden, kan vel være lige meget."

Med disse Ord tog jeg hastig min Bøsse, som hang paa Knagen, og forsvandt ud af Døren.

Henne ved Gavlen af Krolængen traf jeg Andreas, der stod og nynnede en munter Melodi. Han var i Oljetøj og Træskostøvler og havde – Gud veed hvorfra? – pludselig faaet fat i en næsten ny, dobbeltløbet Bøsse, hvis Laas han var i Færd med at undersøge ved det svage Lysskær fra Stuevinduet.

"Naa, er De der!" sagde han og lo. "Saa De vil virkelig med ud paa Galejen?"

"Ja, naturligvis! … Men lad os skynde os, for ellers faar vi Kristian i Hælene, og han er saadan en kedelig Tværdriver."

"Naa, naa – ikke saa hidsig Københavner! Jeg skulde jo ha'e kigget denne hersens lidt efter i Skrævet."

"Ja, jeg ser, at De har faaet Bøsse paa, Andreas! sagde jeg 468 og smilede medvidende. "Det synes jeg ikke, jeg har set Dem med før."

"Ja, jeg fandt justement denne herre Kanon … og saa syntes jeg, det var bedst, at jeg ogsaa tog lidt Nysetøj med. Man veed jo aldrig, hvad der kan hænde. Kanske bliver det til et rigtigt Slag! … Har De husket Dunken?"

"Ja vel. Og Tobak og Cigarer!"

"Godt! Saa kan vi vel holde en Tørn ud. Lad os saa komme afsted!"

Vi begav os paa Vej gennem den forfærdelige Pløre, der omgav Kroen, og kravlede op paa Skrænten foran Skoven. Natten var endnu bælgmørk, skønt Regnen næsten var hørt op. Kun et fint, vaadt Støv blev ved at slaa os i Ansigtet.

"Vi gaar vel ind i Skoven," sagde jeg. Jeg kunde ikke se en Haand for mig men fulgte bare i Hælene paa Andreas.

"I Skoven! Naa!" grinte han. "De er nok ikke bange! … Jeg tænkte ellers, vi lagde os henne i Vejgrøften. For det var jo muligt, at Fyren vilde prøve at komme her tilbage, naar han mærkede, at Sognevejen var spærret."

"Nej, vist ikke nej! Vi vil sandelig ind i Skoven, Andreas! Der har han saamænd nok forputtet sig. Desuden er vi mere for os selv derinde."

"Mere for os selv," gentog Andreas, idet han vendte sig om og standsede. "Hvad mener De egentlig med det, Københavner?"

Jeg havde i Virkeligheden ikke ment noget særligt med mine Ord. Men Tonen i Andreas' Spørgsmaal indskød mig pludseligt en Tanke. Her havde jeg jo den ønskeligste Lejlighed til uden stor Risiko at opnaa, hvad jeg sidste Nat saa heftigt havde attraaet: at deltage i Andreas' hemmelige Eventyr.

"For Fanden!" udbrød jeg. "Jeg mener naturligvis, at der maa være andet at skyde efter derinde, end netop den Tugthuskandidat! … Jeg har længe nok længtes efter at faa mig en spækket Dyreryg oven paa al den megen Flæskemad. Og nu vil jeg sgu se at faa Ram til en!"

"Hi! hi!" fniste Andreas og fortsatte igen sin Gang gennem 469 Mørket. "De er sgu ingen billig Københavner! … De tænker nok ikke paa, hvad det koster at skære sig en Mørbrad her, go'e Mand?"

"Det bryder jeg mig Fanden om! Skovfogden kan jo se, om han kan hitte mig! … For Resten troede jeg heller ikke, at De var bange af Dem, Andreas?"

"Jeg? … Jo, Død og Pine, jeg er saa ræd for Skovfogden som en Mus for en Katte-Noksagt! Jeg ligefrem bævrer i Knæhaserne, saasnart jeg faar Snus paa Skoven!"

"Aa haa! Da finder De ellers Vejen godt nok i Mørke, kan jeg mærke."

Han vendte atter Ansigtet om imod mig.

"De er nok med paa Noderne, kan jeg høre …"

"Ja, man har da Øjne i Hovedet! … For Resten finder jeg sgu ikke, der er noget ondt i, at man tager sig lidt Smaafriheder. For Fanden! Der er jo Dyr nok i Skoven – –."

Jeg vilde just begynde en romantisk Lovprisning af hans Haandtering, da han hurtigt drejede sig om imod mig og lagde Haanden paa min Arm.

"Tys!" sagde han.

Vi var krøbet over Skovgærdet og stod inde i et tæt Krat, mellem hvis vaade og slibrige Grene vi kun med Møje havde kunnet trænge os frem.

"Hørte De noget?" hviskede jeg, da vi en Stund havde staaet aandeløse overfor hinanden og lyttet.

"Nej, det var nok bare en Skovskade … Lad os gaa her hen til højre, saa slipper vi ud af dette her Kratteri."

Han begav sig igen paa Vej, og jeg fulgte ham viljeløst i Hælene, idet jeg næsten krøb henad Jorden for ikke at faa Grenene i Ansigtet. Mit Hjærte hamrede i Siden, og hver Nerve i mig var bristefærdig af Spænding.

"Bare Maanen dog vilde komme op, saa vi kan komme til at skyde, dersom der skulde vise sig noget," hviskede jeg.

"Aa, De er jo helt tosset!" lo Andreas igen.

Endelig kom vi ud af Krattet, og nu fulgte vi i nogen Tid en vaad Sti, der var at gaa paa som Smør. Saa standsede 470 Andreas paany, og jeg hørte ovenover os en mørk Susen, der forkyndte, at vi var kommen ind i Højskoven.

"Bliv staaende her et Øjeblik," sagde han. "Jeg vil bare gaa ned og se, om vi kan komme over Aaen … Jeg skal nok finde Dem igen. Men gaa ikke længere frem, for saa dumper De ned i et Hul."

Jeg adlød blindt. –

Mens jeg stod her ene i Mørket og i dødelig Angst foer sammen ved hver Lyd i min Nærhed, saae jeg pludseligt et hvidt Lys, der noget inde i Skoven skinnede paa en knudret Trærod og herfra løb op over hele Stammen og hurtigt bredte sig over den store Krone og over alle de hosstaaende Træer. Først da det mystiske Lys havde omspændt alle Omgivelserne, saa at jeg til hver Side kunde se dybt ind i den næsten afbladede Skov, gik det op for mig, at det var Maanen, der var kommen op.

Bare Andreas dog snart vilde komme! tænkte jeg og klemte uvilkaarligt Fingrene endnu fastere om min Bøsse. Nu kunde der jo tages fat!

Jeg befandt mig ved Randen af et langstrakt Svælg, i hvis Bund jeg nu øjnede et blankt Vand, hvori en Række slanke Stammer spejlede sig. Stedets natlige Skønhed berørte mig kun flygtigt. Alligevel gjorde Synet af det et vist Indtryk paa mig, fordi det forekom mig paa besynderlig Maade bekendt. Og pludselig gik det op for mig, at det var mit gamle Drømmeskjul, "Almas Tempel", jeg her gensaae – og skønt Tænderne klaprede i min Mund, kom jeg til at smile.

Herre Gud! tænkte jeg. Hvad jeg dog havde været for en Nar den Gang! Et rigtigt Guds Ord fra København! Hele den Del af mit Liv, der laa forud for mit Bekendtskab med Andreas, syntes mig nu at tilhøre min spæde Barndom. Med Medynk tænkte jeg paa mine københavnske Venner, der nu laa og sov paa deres grønne Øre eller vandrede adstadige hjem fra en eller anden Kammerats støvede Hybel, disputerende om Literatur, Politik eller noget andet Vrøvl, mens de med sky Blikke skævede ned til de halvt oplyste Smaagyder, hvor Elskov skillingedes ud i smudsige Boder.

471 Og jeg med min fjordfriske Fiskerkone! – tænkte jeg og begyndte at tælle paa mine Fingre. Om ti-elleve Timer vilde jeg kunne være hos hende. Og i det samme overfaldtes jeg af en vild Længsel efter at trykke hende i mine Arme. Skovensomheden, Træernes mørke Susen og Maanens hvide Lys blandede i min Angst en Vellyst-Attraa, der sugede mig Blodet fra Kinderne.

Det raslede inde i Løvet; det var Andreas, der vendte tilbage.

Jeg trak Vejret lettet.

"Vi kan ikke komme over dernede," mumlede han. "Vi maa her oven om."

"Ja, men – hvor skal vi egentlig hen, Andreas?"

"Vi maa ned i Lavningen. Der smutter Fyren kanske ned, naar Mandskabet begynder at trække gennem Skoven efter ham."

Jeg begyndte at blive utaalmodig. Nu, da Andreas' Ledsagelse atter havde gjort mig kry, vilde jeg straks lægge mig i Skjul et eller andet Sted, hvor Dyrene plejede at trække forbi. Jeg brændte af Længsel efter at komme til at skyde og vise baade Andreas og mig selv, at jeg ikke var bange; – og saa ophidset var allerede min Sindstilstand, at da en stor Fugl pludselig kastede sig ud fra en Trætop over vore Hoveder og fløj vingeklaprende ind i Skoven, maatte jeg kæmpe med mig selv for ikke at kaste Bøssen til Kinden og fyre.

Imidlertid traskede Andreas afsted i Maanelyset foran mig med sine store Træskostøvler, Hænderne i Lommen og Bøssen paaskraa over Ryggen, og jeg kunde ikke undgaa at mærke, at han med eet var bleven underlig mut og indesluttet, som om min Nærværelse begyndte at blive ham til Besvær.

"Hør nu!" sagde han tilsidst i en meget gnaven Tone. "Nu gider jeg sgu ikke gaa længere. Vi kan jo ogsaa ligesaa godt blive her. Lad os sætte os ned og faa et Kluk af Dunken. Jeg er allerede ganske valen i Halsen!"
 

XI

Vi var kommen op paa et højt Punkt i Nærheden af det østlige Skovbryn, mellem hvis fritstaaende Stammer vi kunde skimte 472 den maanebelyste Fjord. Den udstrakte Dal, der bredte sig under os, var fyldt med tæt, endnu løvrig Ungskov, hvorfra enkelte høje, nøgne Lærketræer ragede op. Øverst stod en lille Gruppe kæmpemæssige Ege, hvorunder vi satte os.

Da min Feltflaske et Par Gange var gaaet frem og tilbage imellem os, og vi havde faaet Tobakken tændt, blev Andreas igen mere meddelsom. Han begyndte endog af sig selv – og med en mærkelig Aabenhjærtighed – at snakke om Krybskytteri, idet han blot gav det Udseende af, at han havde sin Viden om denne Haandtering fra "en gammel Ven", der var død for mange Aar siden.

"Men een Ting forstaar jeg ikke, Andreas," afbrød jeg ham, skønt der stadig i hans Tone var noget drilsk og udæskende. "Hvordan kan disse Folk … jeg mener Krybskytterne … Deres gamle Ven f. Eks. … hvordan kan de blive ved at skyde? Naar de een Gang har løsnet Skud, maa Skovfogdens Folk jo kunne høre det … og saa omringe dem."

"Saa det kan De ikke forstaa, ikke? … Det er egentlig mærkeligt, at De, som er en saa lært og studeret Mand, ikke kender saa meget som en simpel Haandværker. De er vist i det hele ikke saa klog, som de gærne gi'er Dem ud for … Det er disse Københavnere, de har altid saa meget Flæsk i Kæften!"

"Hvad er nu det for noget Vrøvl, Andreas! Fortæl nu bare, hvordan det gaar til. Hvordan kan de blive ved med at skyde?"

"At skyde? … Hæ! … Ja, men dersom de nu slet ikke skyder?"

"Hvad vil det sige? Ikke skyder? Hvordan skulde de ellers faa fat i Dyrene?"

"Aa – de kunde jo f. Eks. stikke dem."

"Stikke dem? – med Kniv?"

"Ja – ligesom en Gris!"

"Men det er jo umuligt! Hvordan skulde de kunne komme til det?"

"Ja, det var nok værd at vide for en Københavner! … Det kunde De nok lide at faa Besked om, hva'?"

473 "Ja, vær nu flink, Andreas … fortæl nu ordentlig."

Han sad paa Hug lige overfor mig og stirrede paa mig under de halvlukkede Øjenlaag med et bestandig mere spottende, tilsidst helt ondskabsfuldt Smil.

Saa begyndte han at fortælle. Om jeg nogen Sinde havde set en Humlesæk? Naa – saa det havde jeg dog! Saadan en Sæk stampede man fuld af Hø og kastede den over Skovgærdet paa et Sted, hvor Dyrene plejede at trække hen for at slikke Dug. Af Hø skulde der være saa meget, at en Mand kunde skjule sig i det, naar det var hældt ud af Sækken, og det skulde være rigtig krydret Skovhø, som kunde lugtes langt borte. Naar Dyrene saa begyndte at snuse til Bunken, stak Manden, der laa skjult inden i den, en Kniv ind i Bringen paa dem, saa var de færdige med det samme! Hans "gamle Ven" havde flere Gange paa denne Maade stukket en tre-fire Stykker paa en eneste Nat. "Og den ene Gang" – tilføjede han – "var saamænd netop her, hvor vi sidder!"

"Her!" udbrød jeg ganske betaget og saae mig omkring, som om jeg havde kunnet haabe endnu at se Blodsporene i Græsset.

"Ja, de kom spaserende dernede fra Ungskoven … og det var Krabater paa syv-otte Lispund!"

Jeg blev siddende tavs og saae ned mod Dalen. Min Haand famlede febrilsk med Bøssen. Blodet hamrede i mine Tindinger; mit hele Legeme sitrede af Jagtiver. Ved hver lille Bevægelse nede i Løvet gik der en hed Bølge igennem mig. Jeg følte, at jeg ikke længer vilde kunne styre mig, i Fald der virkelig skulde vise sig det mindste levende dernede. Om det saa skulde gælde mit Liv, maatte jeg nu brænde løs.

Paa een Gang opdagede jeg et rødligt Himmelskær bag Skovbrynets Stammer. Uden at jeg havde mærket det, var det begyndt at dages. Snart spillede de høje Skovtoppe i blegrøde Farvetoner, og Fuglene begyndte at pippe.

Nede over Fjorden væltede sig hvide, uldagtige Taager, hvorigennem tilsidst selve Solen langsomt brød sig Vej. Stor og dryppende af mørkerød Em hævede den sig op for mine stirrende Øjne som et uhyre Stykke blodigt Kød.

474 Jeg sprang op. Jeg kunde ikke længer holde denne Uvirksomhed ud.

"Hør nu!" udbrød jeg. "Dette bliver jo ikke til noget. Vi maa vist hellere se at finde et andet Sted … det nytter dog ikke at sidde her og glo!"

Andreas, der syntes at have blundet et Øjeblik, løftede Hovedet fra Armene og saae atter paa mig med sit haanlige, halvdrukne Grin.

"Det er svært, som De har faaet Kløe i Kroppen. De skal nok rigtig være stor paa det, hva'? Hu hej … De er nok en Fandens Karl! … De skal rigtig vise Dem, hva'?"

Jeg kunde først nu rigtig se ham. Han sad med Armene paa de optrukne Knæ og rørte sig ikke. Men jeg kunde næsten ikke kende ham igen. Det var, som om Natten og Skoven og den tvungne Ørkesløshed havde vakt en Djævel i ham. Hele Ansigtet var uhyggeligt fortrukkent, og de halvt tillukkede Øjne blev ved at stirre paa mig med en Ondskab, som ønskede han blot at kunne dræbe mig med sit Blik.

"Hvad er det for et Sprog," sagde jeg ophidset. "Maa jeg være fri for Deres Dumheder … Vi er vel ikke kommen herud for at skændes."

"Skændes? Hi! Hvem er det, der vil skændes med Dem! … De er sgu stor paa det! … Hu hej! … Og De vil skyde! … De vil være modig! …"

"Hør, nu skal De holde op … Jeg gider ikke længere høre paa Deres drukne Præk!"

"Skal jeg holde op? For hvem, maa jeg spørge? … Er det for dig? Jo, du er sgu en Satans Karl! Saa du vil ogsaa være med! … Den er go'! Du kan vel akkurat ligge tør om Natten, snottede Dreng! …"

"Nu skal De tie stille!" raabte jeg dirrende. "Ellers svarer jeg ikke for, hvad jeg gør!"

Jeg var virkelig ganske ud af mig selv. Jeg følte pludselig en saadan Afsky for dette Menneske, at jeg havde Lyst til at træde ham ned som et giftigt Kryb. Havde jeg ikke kendt mine 475 Kræfters Underlegenhed, kunde jeg have kastet mig over ham og kvalt ham mellem mine Hænder.

"Hæ!" vedblev han lallende, som om Lidenskaben havde lammet hans Tunge. Hans Læber var ganske blaa; Øjnene spillede af Mordlyst. "Saadan en Fyr! … En skiden Hvalp! … Københavnerfjols! …"

En Skylle af Skældsord flød ham som Edder ud af Munden. Da løftede vi begge paa een Gang Hovedet ved Lyden af høje Raab inde fra Skoven.

"Hvad er det? … Nu er de Fanden fløjte mig efter ham!" udbrød Andreas og sprang op.

Nede i Dalen saae vi flere Steder Ungskovens Løv og Grene bevæges heftigt; et Sted langt borte dukkede endog et Par Hoveder frem og forsvandt igen. Og stadig gentoges Raabene … højere og nærmere …

"Hvad skal vi gøre?" stammede jeg.

"Lad os bare forholde os rolige! … Han prøver nok at naa ned til Slugten her bag os … og saa bliver det os, der fanger ham!"

Vi spændte begge vore Bøsser. Udsigten til fælles Bytte havde øjeblikkeligt faaet os til at glemme vort Uvenskab.

"Men skal vi da skyde?" spurgte jeg ganske raadvild. En Svimmelhed havde grebet mig, og hele mit Legeme skælvede.

"Ja, dersom han gør Modstand – det hørte De jo … Men lad os lægge os ned, saa han ikke ser os … Nu kommer de nærmere!"

Jeg var i en saadan Ophidselse, at det ikke var mig muligt at tvinge mig ned i Græsset. Himmelen, Skoven, Solen – alt blev blodrødt for mine Øjne, og jeg havde ikke længer Magten over mig selv. Pludselig syntes jeg at se en Skikkelse komme løbende ud fra Krattet. Jeg kastede Bøssen til Kinden.

"Er De gal! Hvad er det, De gør?" hviskede Andreas.

"Lad mig skyde!" raabte jeg ganske ude af mig selv.

I det samme slog Andreas mig Bøssen ud af Haanden, jeg hørte et Skud, derpaa et højt, flerstemmigt Brøl inde fra Skoven og en gennemtrængende Skrigen

476

XII

Hvad der skete i Løbet af de næste Minutter, kan jeg ikke sige. Jeg erindrer kun, at jeg viljeløst og som i en vammel Rus vaklede efter Andreas, der løb ned i Ungskoven henimod det Sted, hvorfra Skriget og de hæse Raab havde lydt, og jeg kom ikke til Besindelse, før jeg befandt mig inde i en Klynge højrøstede og ophidsede Mennesker, som stod i Kres omkring en blødende Skikkelse – den indfangne Flygtning –, der laa og vred sig paa Jorden.

Ved Synet af Blodet, der løb ham ned over Ansigtet, betoges jeg af en stivnende Rædsel. Havde jeg dræbt ham? … Da opdagede jeg, at han var bagbunden, og at Blodet kom fra en lang Flænge, som gik fra Mundvigen op i den ene Kind, – han havde revet sig paa en Gren under Flugten. Han saae afskrækkende ud. Han var endnu saa forpustet, at han laa og snappede efter Vejret, og hans gennemblødte Klæder var sønderflængede af Buskenes Torne og hang i Laser omkring hans Krop. Ogsaa paa Hænderne saaes flere blødende Saar.

De tre-fire Karle, som havde grebet ham, var ganske beruste af den vilde Jagt og af Stolthed over deres Bedrift. Og stadig kom der flere Folk løbende. Man stillede sig op foran Flygtningen med brede Grin og kiggede paa ham, mens højrøstede Beretninger om Kampens Gang summede i Luften omkring ham.

Han laa udstrakt paa Ryggen og var efterhaanden bleven rolig – af Smerter og Udmattelse. Hans Ansigt var blegt og stift som et Ligs, Tænderne klaprede i Munden paa ham, og hans mørke Øjne flyttede sig fra den ene til den anden med et anskudt Dyrs vildt stikkende Blik.

"Det blev ingen lang Fornøjelse, go'e Ven!" begyndte sindigt en lang Bondemand, der havde stillet sig op foran ham med skrævende Ben for rigtig at nyde Synet af ham. "Nu kommer Sognefogden straks, og saa er den Frihed forbi! … Den Historie kunde du saamænd li'esaagodt ha'e sparet dig, go'e Ven! … Og saa havde vi andre da heller ikke spildt vor go'e Nattesøvn!"

477 Jeg var ved at faa ondt. Det sortnede for mine Øjne. Alle disse Menneskers højrøstede Munterhed, Karlenes Sejrsrus og det blødende Offers stumme Lidelser fyldte mig med en usigelig Væmmelse. Jeg tog mig Gang efter Gang til Hovedet. Jeg havde en Fornemmelse, som om jeg vaagnede af en modbydelig Rus, en lang, blytung Bedøvelse. Forfærdet spurgte jeg mig selv, om jeg virkelig havde været med i denne oprørende Menneskejagt!

Jeg vendte mig om og gik bort. Jeg mindedes, at min Bøsse var bleven liggende oppe paa Højen, hvor Andreas havde slaaet den ud af mine Hænder i samme Øjeblik, jeg fyrede. Men jeg vilde ikke engang gaa hen og opsøge den. Jeg vilde slet ikke se den. Skamfuld over mig selv slog jeg ind paa en Sti og drev bort gennem Skoven.
 

XIII

Ganske fortumlet naaede jeg tilbage til Kroen.

Her fandt jeg alt i Oprør. Inde fra Krostuen, hvortil Vinduerne var slaaet op, lød Latter og høje Raab. Flokke af skæggede, oljetøjsklædte Mænd stod udenfor og klinkede med Flasker og Krus, og nede omkring Broen laa en Sværm af Baade og vuggede paa Bølgerne.

Jeg forstod straks, at det var Fiskerne, der var kommen hjem, og som her tog det sidste glade Farvel med hinanden, inden de drog hver til sit.

Min Tanke foer øjeblikkelig til min Fiskekone. Jeg indsaae, at alt Haab nu var ude for mig; men jeg følte egentlig ingen Bedrøvelse derover. Ganske vist, da jeg kort efter oppe fra mit Loftkammervindue fik Øje paa hendes Mand, der smilende rev sig løs fra en Skare kaade Venner og skyndte sig ned til sin Baad, foer der et Glimt af heftig Skinsyge gennem min Sjæl. Og idet jeg derpaa med Blikket fulgte hans Baad, der – ligesom baaret af hans utaalmodige Længsel – fløj henover Bølgerne med sine bugnende Sejl, fyldte vel en vemodig Ensomhedsfølelse mit Sind. Men dog takkede jeg nu min gode Skæbne, 478 der havde villet, at jeg skulde lade disse to Menneskers Lykke uforstyrret.

Og med eet stod det for mig som noget ganske uforklarligt, hvad jeg denne Nat og alle de foregaaende Dage havde ladet mig lokke med til. Jeg havde dog aldrig før begaaet noget lavt eller uhæderligt. Hvorledes var det da gaaet til?

Foran mig laa den friske Fjord, Skoven og den dybblaa Himmel, som Solen bestraalede … hele den frie Natur, som særligt benævnes "Guds", som alle Digterne besynger og Menneskeheden forherliger som Barneglædens og Foryngelsens rene og klare Kilde.

Jeg vendte mig bort med Had og Afsky. Jeg forstod nu de mørke og onde Magter, der lurer derude i Naturens lokkende Skød og forfører os Mennesker med pragtfulde Himmelfarver, med Toner og bedøvende Blomsterduft, mens de lumskelig vækker alle Vilddyrets uhyggelige Instinkter i vort Bryst.

Jeg vilde bort … bort fra denne Trolddom … fra de tusinde onde Øjne, der stirrede paa mig fra Hav og Himmel og fyldte mig med Rædsel.

**
*

Endnu samme Dag forlod jeg Kroen.

For ikke at være nødt til at tage Afsked med Andreas, der sad og drak sammen med nogle Fiskere inde i Skænkestuen, gik jeg i Forvejen ind i Skoven og lod Vognen med min Bagage følge efter.

Da jeg havde naaet Jernbanestationen, følte jeg en vidunderlig Befrielse. Synet af den travle Menneskemasse paa Perronen, Lyden af Signalklokkerne og Telegrafens Snurren, det fremilende Lokomotivs taktfaste Stempelslag – hele denne fornyede Berøring med Kulturen og det lovordnede Samfund fyldte mig med en taknemlig Glæde, der var nær ved at bringe Taarer i mine Øjne.

Ved en Svingning i Banelinjen sendte jeg Kroen min sidste, stumme Afskedshilsen fra det fjæme. Solen gik just ned bag de 479 store, mørke Skove og spredte sin brogede Paafuglevifte udover den skyfri Himmelhvælving.

Men jeg lænede mig tilbage i Kupehjørnet og lukkede Øjnene. Og mens Toget bruste frem over skumringsblaa Marker og bloddampende Enge, vendte mine Tanker tilbage til deres gamle Drømmeland, til de evige Længslers overjordiske Paradisrige, hvor ingen onde Aander spøger.

 
['1] < met tilbage
['2] < Lønkamme tilbage
['3] < op tilbage