Højsang

(Af Magister Globs Papirer)

Af Henrik Pontoppidan

7

Et Forord

Jeg har i den senere Tid ofte tænkt paa, om ikke ogsaa jeg skylder Læseverdenen en tilforladelig Redegørelse for mit indvortes Menneske. I vore Dage, da Literaturen mere og mere udvikler sig til at blive et offentligt Skriftemaal, en frivillig Gabestok for Forfatteren og hans Livsskæbne, gør en Skribent klogt i at opgive al gammeldags Forbeholdenhed og tilstede Læserne et ugenert Indblik i hans Hjertes Lønkamre. Naar Øjeblikkets Digtermode udtrykkeligt fordrer et blottet Adamsæble og en udringet Vest, der tillader Digterbrystet at svulme frit og mandigt, gør man en latterlig Figur i Fadermordere og tilknappet Diplomat. Det er ikke alene en Modes første men ogsaa dens sidste Helte, der er dens Narre.

Saaledes er jeg da kommen til den Erkendelse, at jeg ikke længer tør forholde Læseverdenen en Udredning af Grundene til, at jeg, skønt snart fyrretyve Aar gammel og i en anstændig Livsstilling, ikke har giftet mig. Man kunde maaske ellers danne sig den ufordelagtige Mening om mig, at jeg ingen Kone har kunnet faa, eller – hvad der var værre, – at jeg er en ulykkelig forelsket, en tragisk Skikkelse, der under en sorgløs Maske skjuler et mørkt og fortvivlet Indre.

Vistnok vilde jeg ganske anderledes kunne gøre Regning paa det bogkøbende Publikums og navnlig Læserindernes Bevaagenhed, dersom jeg, – i Lighed med agtede Kolleger – stillede mig i Positur med blødende Hjerte som Offer for 8 en himmelsk Rosamunde, under hvis Silkefod jeg vaandede mig, eller – endnu bedre – en dæmonisk Messalina, hvis Vellyst og Falskhed jeg afslørede med en saaret Løves Brøl. Ikke desmindre vil jeg modstaa Fristelsen til at formumme mig, det være sig nu som Lam eller Løve. Jeg vil løbe den Risiko at vise mig som den, jeg er, et roligt henlevende Normalmenneske, en Filister om man saa vil, hvis Hjerte er uden ømme Pletter og overhovedet aldrig har været slemt til at inflammere; en velfornøjet, tevandsdrikkende Pebersvend, der i sin trygge Ensomhed har sin Spas af at iagttage sine Medmenneskers erotiske Bukkespring, og som nu og da, naar Bibliotekstjeneste, Skoleundervisning og Arbejdet paa mit længe bebudede store, græske Glossarium tilsteder det, stjæler et Par Nattetimer til at nedskrive smaa Iagttagelser og Betragtninger.

Her skal jeg nu sandfærdigt og samvittighedsfuldt berette om en Tildragelse, der ikke alene blev bestemmende for mit Forhold til det andet Køn, men i det hele paa afgørende Vis har bidraget til at udvikle og modne min Livsanskuelse. Det vil da blive en Fortælling, hvormed jeg maaske alligevel tør haabe at tilfredsstille Tidens Fordringer til Literaturen. Intet er jo i vore Dage saa efterspurgt som Livsanskuelser. Saasnart der raabes med dem paa Gaderne (og man kan snart ikke høre Ørenlyd for profetiske Forkyndere) styrter Folk til Vinduerne og spørger om Prisen. Jeg tilstaar, at jeg ogsaa i denne Henseende altfor længe har overhørt Publikums Krav paa Aabenhjertighed. Med Føje fordrer den oplyste Læser, der anvender et Par Timer paa at gennemblade en Forfatters Bog, at erholde en bekvem lille Livsanskuelse med i Købet, helst sammenpresset til en Læresætning, en moralsk Leveregel, som han kan indføre med Skønskrift i sit fløjlsindbundne "Aandens Alfabet".

Hermed bryder jeg da de syv Segl for min Mund og fremsætter her min private Mening om Vorherre og Verdensordenen, 9 at jeg ikke ved fortsat Tavshed skal mistænkes for overhovedet ingen reel Livsanskuelse at have, eller – hvad der var værre – at være en uroligt gærende Aand, kvalfuldt bespændt af mægtige Stemningsstorme; eller – hvad der næsten vilde være det allerværste – en poetisk Seer, en lyrisk Styltegænger, kort sagt en af de store Digtere af Guds og vore Recensenters Naade.

Jeg er, hvad en forkvaklet og overspændt Tidsalder i mit fyrretyvende Aar har gjort mig til: et Menneske, der frem for alt elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt, – en Pedant, om man saa vil, hvis aandelige Livs Ernærings- og Fornyelsesprocesser forløber rolig og regelret uden nogen ved sygelig Gæring fremkaldt Oppustning med Angst-Bespændthed, Stemningskolik og Angerens uophørlige Ormekneb. Som i al Fald ikke tillader sig at tage Ordet uden at have forvisset sig om, at Pulsslaget er normalt og Tungen ikke belagt.

Og hermed begynder jeg nu min Fortælling.

10 [blank]

11

I

Jeg henflytter min ærede Læser til et sørgeligt øde, vestjydsk Landskab, en nøgen Lynghede, hvorigennem der i en snorlige Linje strækker sig en Række Telegrafstænger og langsmed disse en tom Landevej, der til begge Sider synes at føre ind i selve Himmelens Riger. Det er en Dag i Slutningen af Oktober henimod Solnedgang. Et enligt Køretøj snegler sig henad den endeløse Vej.

Det er en tungt læsset Fragtvogn. Foran sidder Kusken paa et Agebræt og dingler med det ene Ben ude over Hjulet. Hans Hoved luder mod Brystet. Af og til oplader han sin Røst og synger om en dejlig Mø ved Navn Gine. Men i det næste Øjeblik hænger det lodne Hoved atter forover som paa et slagtet Faar. Han kommer inde fra Onsdagsmarkedet i Købstaden, og hjemfører en Snes Kaffeknægte fra Byens forskellige Beværtninger.

Ved Siden af ham paa Agefjælen sidder som eneste Passager en ung Mand og kryber sammen i en graa Kavaj. Han er et Par og tyve Aar, har mørke Dun omkring Munden og bærer Næseklemmer. Hvem han er, og hvad denne fremmede Fugl har at gøre i en øde, jydsk Hedeegn paa en saa barsk Aarstid, skal foreløbig forties. Paa dette Sted maa Læseren lade sig nøje med den Oplysning, at den mystiske Person, hvem jeg vil kalde Hr. Petersen, er en nybagt Kandidat, der er flygtet bort fra København, bort fra Bøger og Venner, fra Kafeer og Østergades Menneskevrimmel … 12 dog ikke for at vende Fristelserne Ryggen og som en moderne Anachoret søge Fred i Ørkenens Ensomhed ved indadvendte Betragtninger. Ih, Gud bevares nej! Han vilde ikke være Barn af sin Tid, dersom han ikke tværtimod fandt Livet mellem Skifertagene altfor tamt og stemningsforladt, ikke tørstede efter vældige Oplevelser og sjælsbetagende Katastrofer til Akkompagnement af de løsslupne Elementers Rasen, – Himmerig og Helvede i én Mundfuld.

Nu, helt omsonst havde han hidtil ikke levet. Han havde endog været forlovet, havde vundet en yndig ung Piges Kærlighed, en attenaarig Rødtop, Datter af en agtet Bog- og Papirhandler paa Kristianshavn. Men om dette tragiske Kærlighedsforhold, der en Tid havde fyldt hans Skrivebordsskuffe med ømme Digte, skal der senere blive fortalt.

Mens han sad der og krøb sammen i den kolde Blæst, drog hans Blik uroligt søgende omkring i det store, triste Landskab, hvor der kun sjeldent saas en menneskelig Bolig. Da rullede pludselig et let Tospænderkøretøj rask forbi bagfra. Han havde ikke hørt det komme paa Grund af Blæstens Larmen. I Agestolen sad en enlig, pelsklædt Herre, en midaldrende Mand med smukke Ansigtstræk og et tæt, smaakrøllet Fuldskæg.

"Var det en Præst?" spurgte han Fragtkusken, der nu med Møje fik Øjnene op for at betragte Køretøjet. Nej – forklarede denne, mens Savlet drev ham ned over Hagen. Det var Proprietær Lindemark fra Storgaarden. Men Lindemark var sgu forresten ogsaa hellig. Og det var nok især formedeis den Kone, han havde faaet, sagde Folk.

Om hun da var saa meget gudfrygtig?

Karlen grinte.

Nej, hun var ikke skæv til den Side. Hun havde det nok mere med de verdslige Lyster, sagde Folk. Lindemark gik heller ikke med Øjnene i Lommen.

Om hun da var smuk?

13 Det havde han ingen større Forstand paa, vilde han sige. Men forresten var hun da altid bleven kaldt for den kønne Fru Lindemark. Og skulde han udtale sin Mening, saa var hun, Fanden brænde ham, ogsaa nok værd at linde en Knap for.

Med et melankolsk Blik fulgte Københavneren den bortrullende Vogn og denne pelsklædte Proprietær, der efter en vel anvendt Dag i Købstaden vendte hjem til sine hyggelige Stuer, til et velbesat Aftensbord, sin gode Seng og sin smukke Frue med de "verdslige Lyster", mens han selv skulde tilbringe Natten i en eller anden ussel Hedekro, mellem klamme Lagener og mugne Dyner, der naturligvis vilde skaffe ham en Forkølelse paa Halsen. I sin nedslaaede Sindsstemning rasede han mod sig selv, fordi han som en Tosse havde givet efter for en Indskydelse og i fuld Alvor bildt sig ind, at den store Lykke, at selve Eventyret havde sat ham Stævne her i denne trøstesløse Afkrog af Landet.

Som Fuglen, naar det aftnes, flyver til sin Rede, saadan søgte hans Tanker tilbage til et Hus paa Kristianshavns Torv, hvor der hang to store Litografier af Kronprinsparret i Butiksvinduet. I et halvt Aar havde han haft sin daglige Gang i det Hus, var altid bleven ventet med Længsel og modtaget med Kys. Endnu for otte Dage siden var han i Forstuen bleven ømt krystet af et Par unge Kvindearme. Han tænkte paa, at netop nu holdt Familjen Mørkning i Dagligstuen efter Middagsmaaltidet. Han saae Katharinas Far sidde og døse i Gyngestolen med sin Cigar, Moderen i Sofahjørnet med et Strikketøj, og henne ved Vinduet Katharina selv i sin mørkegrønne Kjole med Snorebesætningen og den brede, sorte Fløjlskrave, der laa omkring hendes Hals som en kælen Kattekilling. Hun sidder med Haanden under Kinden, belyst af Skæret fra Gadelygten udenfor, og de rødgrædte Øjne har et tomt Udtryk som hos den, der er træt af at tænke og dog ikke kan finde Ro for Tanker.

14 Første Gang han havde lagt Mærke til hende var en Dag i Foraaret, da hun sammen med en Veninde stod udenfor en Modehandlers Vinduesudstilling i Vimmelskaftet og "ønskede". Hendes nydelige lille Skikkelse havde straks gjort et stærkt Indtryk paa ham. Ligesom Pigejægerne i de gammeldags Vaudeviller havde han siden forfulgt hende med ærbødige Hattehilsner og ildfulde Øjekast og tilsidst udstrakt sin Efterstræbelse til Faderens Butik, hvor han pludselig optraadte som rundhaandet Kunde. Indtil den vilde Jagt brat var endt i Tugt og Ære med en regelret Forlovelse og Forældrenes Velsignelse.

Det brave Ægtepar viste sig meget glade ved Udsigten til at faa en akademisk uddannet Mand til Svigersøn. Moderen, en djærv og munter Kristianshavnerinde, fik ofte den unge Piges Kinder til at blusse ved i hans Nærværelse at tale om sin Længsel efter Bedstemoderværdigheden. Men ogsaa den værdige Fader viste ham saa megen Venlighed, som en af sit moralske Ansvar stærkt betynget Bog- og Papirhandler kunde tillade sig overfor et ungt Menneske med temmelig vildmandsagtige Anskuelser om de højeste Ting. Paa Familjens Søndagsudflugter til Charlottenlund og Dyrehaven gav han saaledes sit Minde til, at de to unge nu og da sværmede lidt omkring paa egen Haand, naar de kun ikke fjernede sig længere bort, end at de kunde raabes op. Ligeledes tillod han dem at sidde alene om Aftenen inde i den mørke Spisestue, hvor der stod en lille Puf. Han forlangte blot, at Døren ind til Dagligstuen skulde staa paa Klem. Til Gengæld hostede han hensynsfuldt, naar det uforvarende hændte, at et Kys blev for kraftigt i Lyden.

Imidlertid var det hurtigt gaaet op for den unge Kandidat, at hans Forelskelse ikke var den ægte, store og dybe Lidenskab, den svimlende Betagethed, som hans Hjerte gjorde Fordring paa. Naar han sad derinde paa Puffen med sin Katharina paa Skødet, følte han sig nok lykkelig og lagde 15 smægtende sit Hoved til Hvile paa hendes faste Jomfrubarm. Men bagefter, naar han tankefuld skridtede hjem til sin Kvist under de flyvende Skyer, og især, naar han sad deroppe mellem de skraa Vægges fantastiske Skygger, fik han Anfægtelser og blev skamfuld. Da var det, som om Blæsten, der i Nattestilheden strøg forbi udenfor hans Vindu, med sit klagende Sus krævede ham til Regnskab for den smaaborgerlige Hverdagslykke, han havde overgivet sig til. Da skabte hans Fantasi ham forlokkende Billeder af store, stolte Kvinder, hvis Kærlighed var som et lynsvangert Uvejr af Lykke og dødbringende Kval, – Himmerig og Helvede i samme Favntag.

Desuden, han vilde jo være Digter, Sanger, selve Lidenskabens Tolk og Forherliger. Kunde han da forsvare allerede nu at lade sin Vingehest grimebinde i Ægteskabets Baas? Ofte gentog han for sig selv sin Yndlingsdigter Liebmanns Udfordringer til den danske Spidsborgeraand, disse djærve Poesier, i hvis Trods og Jubel han fandt et lykkeligt Udtryk for sine egne stormfulde Længsler.

Hurra, min Pegasus!
Holla, min lystige Fole!
Vejrer du Bjerghøets krydrede Aande?
Holla – histoppe paa Højsletten græsser
fredeligt Side om Side
de mælkehvide Hopper!
– – – – – – – – – – – – – – –
Stille – du brunstige Brune!
Smukt skal du Tidslerne æde,
fromt skal du Alfarvej træde,
om du blandt hædrede Skjald-Øg skal vinde en Plads:
Vælg! Vil du bjerge til Æren en Smule,
nedad du hinke med hængende Mule,
ned til de kvækkende Tudsers Morads:
der ligger det danske Parnas!

16 Nu skulde det desuden hænde, at en af hans Venner vendte tilbage fra en Sommerrejse betaget af ulykkelig Kærlighed til en allerede forlovet ung Dame, som han havde truffet ved et Badested. Med hemmelig Misundelse var han Vidne til, hvorledes Vennen fra Dag til Dag hentæredes af sin Lidenskab og hverken kunde spise eller sove. Med Skamfuldhed tænkte han paa sin egen sunde Søvn og uangribelige Appetit, og han følte det som en bitter Ydmygelse, at han med sine treogtyve Aar endnu ikke var indviet i Lidenskabens store, hellige Mysterium, men stod udenfor som en, der ikke var fundet værdig.

I otte Dage havde han nu rejst omkring for ligesom med et Dødsspring at tiltrodse sig den Sjælens Svulmen i magtfuld Lykke eller Lidelse, som hidtil var bleven ham nægtet. Og stadig havde han fulgt den Vej, hvorfra Vestenvinden kom, – denne hvileløse Vind, der Nat efter Nat havde hvisket forlokkende udenfor hans Vindu som Eventyrets lønlige Sendebud. Endnu havde han dog ikke oplevet andet, end hvad der kan falde i enhver Rejsendes Lod. Og nu sad han her i den voksende Skumring, gennemisnet af Havgusen, og saae de røde Skyer, der havde lejret sig over Solnedgangen, blegne mer og mer. Og stadig paany vendte hans modfaldne Tanker tilbage til det lille, hyggelige Boghandlerhjem, som han saa utaknemlig havde vendt Ryggen. I Fantasien trøstede han sin forladte Brud, idet han med bevæget Sind mindedes et lille Digt, som han havde skrevet til hende efter en af Familjens Søndagsudflugter til Dyrehaven.

Skøn var Natten – kan du huske?
Maanen over Skoven sejled.
Under Skræntens Hybenbuske
gav du mig din Haand at kysse

– rakte du mig glad imøde
Kindens friske Rosensmykke,
– satte du med Læber røde
Seglet paa min Ungdomslykke.

17

II

Efter endnu en Times Sneglefart naaede Vognen en Hedekro, og her skulde Kandidaten overnatte. Det var blevet bælgmørkt, og Stormen var vokset tilligemed Mørket. Med Huj og Ho og Hurrihiluh kastede den sig over den ensomme Rønne, der i den unge Københavners Øjne mere lignede en Samling faldefærdige Fæhuse end et Herberg for Mennesker.

Inde i den lave Rejsestald osede en Lygte over en Række dampende Hesterygge. Han var stiv af Kulde, da han kom ned af Vognen, og med Besvær fandt han ind i Skænkestuen. Her sad foruden Kromanden tre rejseklædte Hedebønder med Halstørklæder helt op over Hagen. De sad omkring et Bord og spillede Kort. Tilsyneladende altfor optagne af Spillet til at lægge Mærke til ham saa' ingen af dem op. Selv Kromanden, en kæmpestor Graaskæg i Uldskjorteærmer og en fedtblank Vest, svarede knap nok paa hans Godaften.

Kandidaten følte sig krænket af deres Ligegyldighed. Han havde ikke tidligere været paa disse Kanter og kendte ikke Vestjydernes Evne til at skjule deres Nysgerrighed. Han spurgte tilsidst med Myndighed i Stemmen, om han kunde overnatte der.

"Jen, tow … fi'e, syv … ølle, tøl … jenogtyvel" – Uden at svare optalte Kromanden Værdien af sine Stik, udslettede et Kridt-Tal paa Bordet og skrev et andet i Stedet. Først da alt dette var samvittighedsfuldt besørget vendte han sig om mod den Fremmede og spurgte langtrukkent:

"Hwa'?"

"Jeg ønsker at vide, om jeg kan overnatte her?"

"Naa – saadden."

Manden vendte sig til den anden Side, hvor en Dør stod paa Klem ud til Køkkenet.

18 "Sidsel-Lone! … Her er en Mandsperson, der vil ha'e Natlogis," raabte han. Hvorpaa han vædede sit Monstrum af en Tommel for at give rundt til en ny Omgang.

I hjælpeløs Forbitrelse blev Kandidaten staaende med sin tunge Vadsæk i Haanden og saa' sig omkring i det lavloftede, daarligt oplyste Rum, hvor der stank af Fusel og gammel Pibetobak. Havde nu endda Køkkendøren aabnet sig for en ung Sidsel-Lone med æblerøde Kinder, en landlig frisk Krostue-Mø, med hvem en farende Lykkeridder i Mangel af bedre kunde have oplevet et lille Rejseeventyr. Men i Stedet for indslæbte der sig paa et Par udtraadte Pampusser et gammelt Kvindfolk med en Figur som et Dejgtrug og et Ansigt saa tvært og rynket som hin surmulende Heks' i Eventyret, ved hvis Blik Øllet paa Bordet dovnede og Mælken i Kvindernes Bryster skiltes ad.

Hun havde et Lys i Haanden, et tyndt Spiddelys, som hun tændte ved Kakkelovnsilden og derefter snød med sine vaade Fingre, saa det spruttede. Saa sjokkede hun videre og lod ham med en Mumlen forstaa, at han skulde følge hende.

Gennem Forstuen kom de ind i et lille Aflukke, hvor der stod en Seng, en Træstol og et malet Bord. Det gøs i Københavneren. Det var et Logis, endnu værre end han havde forestillet sig. Tapetet paa Væggen var halvt opædt af Fugtighed, saa den raa Mur overalt grinede frem. Nogen Kakkelovn var der ikke, og der lugtede kvælende af Mug og Trøske.

Han vendte sig mod Konen for at protestere. Men i det samme slog hans Stemning om og blev galgenhumoristisk.

"Naa! Dette er altsaa mit Paulun! Aa ja! Hvorfor ikke? Sig mig blot i Fortrolighed, – der er vel ikke altfor mange Rotter indlogeret her? En enkelt kan være ret underholdende. Jeg sætter derimod ikke Pris paa at se de kære Dyr optræde familjevis."

19 Konen var døv eller lod i hvert Fald saadan. Med sit Lys tændte hun en Praas, der stod i en Profit paa Bordet; hvorpaa hun trissede ud igen uden at have sagt et Muk.

Han kastede sig ned paa Træstolen og flød nu hen i sort Melankoli. Dette havde han altsaa faaet ud af sin Eventyrfærd! Han, som i dette Øjeblik kunde have siddet paa den blødeste Puf med den allerkæreste unge Piges Arme om sin Hals, sad her som den elendigste, den latterligste af alle Narre.

Udenfor paa Gangen hørtes tunge Træskotrin. Døren gik op uden at der var bleven banket. Den flodhesteagtige Krovært stampede ind paa sine Klove.

Da greb Raseriet ham. Han foer op af Stolen og raabte:

"Er det virkelig Deres Mening, at jeg skal sove i dette Hul? De maa dog have et bedre Værelse."

"Et bedre Værels'! A tøkkes da, her er hvad der skal være. Se han sig kuns rigtig om, bitte Far! Væ'sgo! Her er baade Spejl og Vaskefad, skuld' A mene. Og Natpøs sgu osse," sagde han efter at have bøjet sig frem og kigget under Sengen. "Her mangler it' noet. Og æ Seng skal han it' være ked a'. Om den osse er gammel, saa er den skøn at sove i. A ta'er mangen Gang selv min Middagslur i'en."

"Naa – ogsaa det!"

"Hvor er ellers den Mand fræ?"

"Fra København."

"Saa er De wal Handelsrejsend da?"

"Ja. jeg rejser i de nye Moder. Det sidste Skrig i Hjernespind. Hjemmespundet … garanteret vaskeægte."

Havuhyret gloede dumt paa ham med sine store Vandøjne.

"Hwaaa … ?"

Men nu standsede Kandidaten med et lyttende Udtryk. Han havde opfanget en knurrende Lyd inde fra den anden Side af Væggen. Det var en dyb Snorken.

20 "Hvem er det, der sover derinde?" spurgte han. "Er der ogsaa Grise indlogeret hér?"

"Det er Løjtnanten."

"En Løjtnant?"

"Ja, det er Klitassistenten. Han havde faaet wal møjet vaadt i sig. Saa la' han sig lidt hen og stræk' sig."

"Maa jeg spørge, er det Brug her, at Deres svirende Gæster lægger sig ind paa Sengene?"

"Hys! Hys! La' ham it' høre noget. A skal sige Dem, han er noget forkert i Hovedet. Der er Fluer her!"

Han bankede sig med Langfingeren paa Panden.

"Naa! Ogsaa det! Her bliver efterhaanden hyggeligt. Vil De sige mig, skal det Fluemenneske ogsaa være her i Nat?"

Kromanden vilde svare, men i det samme hørtes Stemmer ude fra Mørket, hvor en Vogn kort i Forvejen var rumlet ind i Rejsestalden. Yderdøren blev slaaet op, og Stormen fo'r gennem Forstuen og ind i Værelset med en saadan Kraft, at Lysepraasens Flamme trykkedes helt ned i Tællen. Der blev et Øjeblik ganske mørkt i Stuen. I den halvaabne Dør viste sig derpaa Overkroppen af en stor rødhovedet Mand i Kørepels og med Hundeskindskabuds.

"Er I her, Kromand? … Aa, lang mig en Lygte herud et Øjeblik, Søren Iversen."

"Det skal ske, Hansen! Walkommen fra Staden! … Der er da it' no'et paa Færde?"

"Jeg veed it'. Det kom mig lie'som for, at den fjermer lammede lidt. Lindemark er her nok. Jeg saa hans røde staa derovre."

"Ja, Lindemark sitter inde i den blow Stue."

Kromanden fulgte den fremmede Mand ud, og Kandidaten blev igen alene. Han var falden i Tanker med sin Næseklemmer i Haanden. – Lindemark? – sagde han til sig selv. Saadan hed jo den gejstlig udseende Proprietær, som 21 var kørt ham forbi, og som Fragtkusken havde fortalt om. Og den Mand opholdt sig her!

Han levede atter op. Skulde der maaske endnu være Haab for ham om et menneskeligt Opholdssted for Natten?

Da han hørte Kromanden komme tilbage, gik han ud til ham og spurgte, om der fandtes nogen anden Gæstestue end den, han allerede havde været inde i, for i saa Fald ønskede han at faa en Kop varm Kaffe bragt derind.

Jow, jow. Det ku' da godt la' sig gøre, sagde Kromanden og viste mod en Dør henne i den anden Ende af den mørke Gang, hvor der skinnede Lys ud fra et Nøglehul. Ved Hjælp af denne Ledestjerne lykkedes det ham at finde Døren. Han bankede paa og fandt ganske rigtig en Herre derinde, hvem han straks genkendte paa det mørkebrune, krøllede Fuldskæg. Stuen var ret stor, men saa lav, at Loftsbjælkerne, der bugede ned i Midten, knap hang i fuld Mandshøjde. Ved den ene Endevæg stod en Slagbænk og foran den et rundt Bord med Stole om og et Par store Spyttebakker af Træ. Resten var et tomt, sandstrøet Gulv og en gammeldags Kakkelovn paa muret Fod.

Proprietær Lindemark sad ved Bordet under Hængelampen og læste i en Avis. Kandidaten hilste Godaften og tog Plads paa en af de andre Stole. Men et Øjeblik efter rejste han sig op og forestillede sig. Lidt overrasket løftede Proprietæren Øjnene fra Avisen og sagde sit Navn.

"Kommer De fra Aalborg?" spurgte han.

"Jeg har overnattet i Aalborg. Jeg er fra København."

Der fulgte en Pause. Proprietæren syntes igen at ville forskanse sig bag sin Avis, og det faldt Kandidaten ind, at han maaske havde sagt de sidste Ord lidt for selvbevidst. For at bøde derpaa fremkastede han saa en Bemærkning om Egnens ejendommelige Skønhed.

"Er det første Gang, De er her paa Vestkysten?"

22 "Til min Skam maa jeg tilstaa det. Men det har i mange Aar været mit højeste Ønske at besøge disse mærkelige Egne – Nordens Sahara, som vor store Digter Liebmann har kaldt dem, hvad jeg finder meget betegnende."

"Er De Journalist?"

"Nej, jeg er Filolog … Det vil sige …"

"Aa, De er Videnskabsmand!" sagde Proprietæren pludselig interesseret og lagde Avisen bort. "Ja vist er Egnen smuk og ejendommelig. Men slet saa ørkenagtig, som vore Forfattere gør den til i deres Beskrivelser, er den nu ikke. Der er i de senere Aar gjort meget for Beplantningssagen her paa Vestkysten. Dersom De interesserer Dem for den Slags Ting og paa Deres Tur skulde komme forbi Storgaarden – det er en god Mils Vej her vesterud – saa vil jeg bede Dem om at kigge indenfor. Der bor nemlig jeg, og det skal være mig en Fornøjelse at vise Dem, hvad jeg selv har faaet i Vækst paa forholdsvis kort Tid."

Kandidaten bøjede Hovedet til Tak. Han vilde kaste ny Madding ud; men i det samme sprang Døren til Gangen op. Yderdøren var bleven aabnet, og Stormen jog igen hylende gennem hele Huset. Den store, tykke Mand med Hundeskindshuen kom trampende ind og hilste Godaften paa rivende Jydsk. Han havde en Kørepisk i Haanden og hængte den sammen med Huen og sin Kavaj op paa en Knagerække ved Døren.

"Godaften, Hansen," sagde Lindemark. "Jeg syntes, jeg hørte Deres Stemme allerede for noget siden."

"Ja, Fanden staa i det! Som jeg kørte ned ad Pannerup Bakke, kunde jeg se, at Krikken lammede. Men hvad er ellers det for et fremmed Mennisk'?"

"Maa jeg forestille," sagde Lindemark. "Kandidat Petersen fra København – Proprietær Hansen til Skælgaarden."

"Kandidat? – Er De Præst?"

"Hr. Petersen er Videnskabsmand og er kommen hertil 23 for at studere Egnen. Blandt andet ønsker Kandidat Petersen at se vores Opdyrkningsarbejder. "

"Saa er De ogsaa kommen til den rette Mand da. Lindemark har noget at vise frem, som det er værd at kigge paa. Dér skal De se Kulturer!"

"Naa naa, Hansen – gør nu ikke for meget af det. Saa bliver Kandidat Petersen jo kun skuffet."

"Sludder og Vrøvl, Lindemark. Jeg si'er det, som det er, unge Mand! De kan – Fanden ta' mig – rejse hele Vestkysten over uden at se Mage. Om ti, tyve Aar kan vi køre i Skoven her og lave Fest med Hornmusik og Syngepiger ligesom ovre i København. Det bli'er en Tid at leve i!"

Han kastede sig tungt ned paa en Stol ved Bordet midt imellem de to andre Herrer, der i det samme indhylledes i en bedøvende Spiritusaande. Manden vendte aabenbart ikke helt ubeskadiget tilbage fra sit Markedsbesøg i Købstaden. Øjnene var glasagtige, og ovenover Skægget blussede Kinderne som et Par Rødbedeskiver.

"Fik De saa Brøndlund'erne solgt?" spurgte Lindemark og tog igen Avisen.

"Ja, saagu' blev jeg af med dem."

"Og hvad fik De saa for dem?"

"Lad os it' snakke om det. Der var ingen Slav i'en derinde idag. Sikke no'en Priser, han bød En, Jøden. Han sku' hænges. "

"Jeg saae, De sad i Formiddags henne paa Hotellet og havde muntert Selskab. Simon Nathan var vist ogsaa med. Jeg tror, De allerede var begyndt paa Romtoddyerne."

"Ja, det var nogen Handelsrejsende af Nathans Bekendte. Og saa havde jeg ogsaa saadan en gebommerlig Tandpine."

"Undskyld! Kan Romtoddy hjælpe for Tandsmærter?" spurgte Kandidaten interesseret. Han havde for et Par Dage siden følt sig ængstet af nogen Uro i en Tand.

"Om det kan! Hvor er De fra, go'e Mand, at De ikke 24 véd det! Romtoddy er et ufejlbarligt Middel. Jeg bruger aldrig andet. Naar jeg fornemmer den allermindste Murren, ta'er jeg fire-fem skoldhede Toddyer, den ene lige i Rumpen paa den anden – og Tandpinen er væk som en Mis."

"Men hvor er De saa selv henne, Hansen?" sagde Lindemark og skottede over Bordet hen til Kandidaten.

"Hva' –? Hvor er jeg? … Naa, De vil være morsom, Lindemark! De vil være morsom! Det skulde De nu hellere ta' og la' være med. For det kommer De sgu altid skidt afsted med. Nej, gaa hjem med den, Lindemark! Gaa hjem med den!"

Fuldskaben kom mere og mere op i Manden. Han maatte hvert Øjeblik standse sin Galen paa Grund af Hikke. Samtidig gjorde han det ene forgæves Forsøg efter det andet paa at tænde sin store Træpibe. Han strøg Tændstik efter Tændstik og bakkede af alle Kræfter uden at mærke, at Dækslet var lukket i.

Kromanden kom nu ind med Kaffe baade til ham og Kandidaten. Under Armen holdt han en Potflaske Kognak, som han anbragte midt paa Bordet.

"Ja, det er godt nok med det," sagde Proprietær Hansen og strøg en ny Tændstik. "Men véd I af, Søren Iversen, at der sidder En her og er misundelig, naar man ta'er sig et Stænk."

I det samme blev alle stille. Døren til et Naboværelse var gaaet op, og derhenne i Halvmørket stod en sært udseende Skikkelse, der holdt Haanden op for Øjnene, blændet af Skæret fra Hængelampen. Det var en Mand i Fyrretyveaarsalderen, høj og mager, gusten som en Asiater og underlig klædt i en luvslidt Jagtdragt af udenlandsk Snit. De lange Ben var omviklet med Gamasjer op til Knæet, og omkring den senestærke Hals var bundet et rødt Tørklæde i Stedet for Flip.

Manden stod en Stund og mønstrede Selskabet i Tavshed. 25 Da han opdagede den Fremmede, fo'r der et sky Udtryk over hans Ansigt. Saa vendte han sig bort og langede op efter en Bøsse, der hang paa Væggen ved Siden af Døren.

"Godaften, Hacke!" sagde den tykke Proprietær. "Kom og sid hos!"

Manden svarede ikke. Med Ryggen til Herrerne ved Bordet undersøgte han sin Bøsse og hængte den derpaa over Skulderen.

"Hvad skal De være saa spansk for, Hacke! Kom nu herhen, Menneske! Jeg gi'er en Omgang."

Jægersmanden drejede Hovedet.

"Men jeg kender jo ikke den Herre der."

"Nu skal jeg præsentere. Det er Løjtnant Hacke –"

"von Hacke," rettede Lindemark spydigt bag sin atter udfoldede Avis.

"Javel … von Hacke. Klitassistent her paa Pladsen. Og Søskendebarn til Ministeren. At De véd det! Og det er Hr. Kandidat … æ … æ …"

Løjtnanten førte Haanden op til sit store, buskede Overskæg og bukkede kavalermæssigt.

"Mig en Ære," sagde han.

"Kromand!" raabte Hansen. "Øl over det hele!"

"Tak, ikke noget til mig," sagde Lindemark meget bestemt, hvorefter ogsaa Kandidaten af Klogskabshensyn bad sig fritaget. Han havde straks vejret, at Lindemark og Løjtnanten ikke var Venner. Ved den sidstes Indtræden havde han set deres Blikke mødes og sprude Gnister som et Par krydsende Klinger.

"Ja, saa kan I ogsaa godt faa Lov at sidde og mule da," sagde Hr. Hansen. "Kom, Hacke! Sæt Dem ner i Sofaen og gør Dem det mageligt. De ser sgu ud til at trænge til en Kradser. Er det igen Hovedskallen, det er galt med? Indianere paa Taganlæget – hva'?"

Løjtnanten slog sig ned i det ene Hjørne af Slagbænken 26 og stillede Bøssen ved Siden af sig. Her i Lyset tog hans Paaklædning og hele Skikkelse sig saa forkommen ud, at Kandidaten uvilkaarlig fik Medlidenhed med ham. Forøvrigt manglede han ikke Holdning. Der var endda en vis Festivitas i den Maade, hvorpaa han med sin lange, benede, nervøst dirrende Haand strøg sig henover Overskægget, først til den ene, saa til den anden Side. Men hans Øjne med det urolige og sky Udtryk mindede om et Dyr i Bur.

"Skaal, Deres kongelige Højhed!" sagde Hr. Hansen, da Øllet kom. "Anstoss! som Tyskerne siger. Har De forresten hørt den sidste Nyhed? Kandidaten her er rejst herover for at studere Lindemarks Beplantninger. Hvad siger De til det, Hacke? Det driller, hva'? … Jeg skal nemlig fortælle Dem, Hr. … Hr. … Hr. Københavner, at Hr. v. Hacke er saadan en Slags Vildmand. Han er knusende gal over al den Civilisation, vi laver her. Om han kunde overkomme det, saa gjorde han hele Vendsyssel om til en stor Vildørken, hvor man kunde gaa omkring og jage Løver og Hyæner … og vilde Pigebørn! Jeg skal sige Dem, at Hacke sværmer for dennehersens Naturtilstand … for Urtiden … De ved nok, dengang da Damerne gik uden Bukser!"

Han havde, mens han talte, hele Tiden holdt Ølkruset til Munden for at drikke. Men nu, da han endelig skulde til det, maatte han sætte Kruset fra sig for at sprutte ud i en Lattersalve.

Løjtnanten stirrede tavs hen for sig med nervøst klippende Øjelaag. Spektaklet og Mandens Stemme generede ham øjensynlig.

"For Fanden! Hvorfor si'er I ikke noget," kom det omsider halvkvalt fra Hr. Hansen. "Skal vi ikke ha' det lidt gemytligt. Lad os faa en god Historie, Hacke? … Nej, la' vær', Løjtnant! La' vær' med at rulle med de Glugger! … Fortæl hellere Hr. Kandidaten den fra Plewna … om hende, Deres Muscka, der gjorde Krigen med som Tamburdreng og 27 fik en Lille inde i Stortrommen … Kan De tænke Dem, Hr. Københavner … lige midt under Slaget, mens Hr. Hacke buldrede løs af alle Kræfter paa Kalveskindet for at man ikke skulde høre hende skrige. Den er god, hva'? … Eller op med den ovre fra Asien, De véd nok, da De fik Løvefrikasé til Frokost. Og Tigerfrikadeller med stuvede Abekattefingre."

Han slog Næven i Bordet, saa Glas og Kopper klirrede, og faldt tilbage i Stolen med et nyt Latterbrøl.

Løjtnanten greb sig fortvivlet med begge Hænder omkring Hovedet.

"Altfor mange Ord, Hr. Hansen. To er nok, hedder det jo. Spørg Hr. Proprietær Lindemark. Han kender Skriften!"

Ved at høre sit Navn løftede Lindemark Øjnene fra sin Avis.

"Hvad taler De om?"

"Jeg var saa fri at udtale, at Deres Ven vistnok vil komme til at bøde for Ordspild i den anden Verden."

Hr. Hansen faldt ham i Talen.

"Den anden Verden! Det er svært, som De har faaet travlt med den anden Verden i den sidste Tid, bitte Hacke! Hvad er der i Stykker med Dem?"

Hr. v. Hacke løftede sit Krus.

"Hr. Proprietær Hansen! Tør jeg bede Dem formelde Deres Frue min Respekt."

"Min Kone?" fniste den anden og skævede til Lindemark.

"De véd vist ikke, hvem De snakker med, Hacke!"

Men pludselig svandt Grinet fra hans røde Ansigt. Underkæben sank langsomt ned. Som om han med ét var bleven ædru, lagde han sig med hele sin Vægt frem over Bordet.

"Nu skulde De ellers … Det vil jeg sige Dem, Hacke … begynder De at kissemisse med min Kone, saa –"

"Lad fare! Lad fare!" afbrød Løjtnanten ham og virrede med Haanden. "Skaan mine Trommehinder, jeg be'r Dem!"

28 Derpaa vendte han sig mod Kandidaten.

"Agter De at opholde Dem her i længere Tid?"

"Nej, jeg er her nærmest kun paa Gennemrejse."

"Rimeligvis behager Lokaliteterne Dem ikke. Meget forstaaeligt! Jeg vil forberede Dem paa, at der er en rigelig Indkvartering af Skarnbasser i Sengehalmen. Men saadan er Livet her … i alle Forhold. De forstaar? Man har at vænne sig til den fortrolige Omgang med Skarnbasser. Que faire? Il faut être souple avec la pauvreté – De er Kandidat, ikke sandt?"

"Filolog – ja."

"Meget interessant Studium. Hvor gammel er De, med Forlov?"

"Toogtyve."

"En misundelsesværdig Alder! Har man naaet de Fyrre, er Resten blot en Indøvelse i at fortæres af Maddiker. Trøstefulde Udsigter, ikke sandt?"

Lindemark havde faaet Uro paa sig. Det kunde høres paa hans Fødder, der idelig flyttede sig paa det sandstrøede Gulv. Saa kiggede han ogsaa hvert Øjeblik paa sit Ur, og tilsidst rejste han sig og gik hen til Vinduet for at se, om det ikke begyndte at lysne, saa han kunde komme afsted.

Da han vendte tilbage, spurgte han Københavneren, om han ikke vilde gøre ham den Fornøjelse at tage med til Storgaarden og blive der om Natten. De kunde saa straks om Morgenen spasere ud sammen og se hans Beplantninger og hvad han ellers havde at vise ham. Der var jo virkelig ikke rigtig hyggeligt her paa Kroen, og han havde god Plads paa sin Vogn.

Det var en Overrumpling, og Kandidaten var et Øjeblik lidt tvivlraadig. Hans Glæde over Indbydelsen vilde have været betydelig større, dersom den var kommen, før Hr. v. Hacke havde vist sig. Han var bleven ikke saa lidt optaget af dette Menneske og følte sig stærkt fristet til at blive 29 her og gøre hans nærmere Bekendtskab. Denne luvslidte Verdensmand og Kriger var dog endelig en egenartet Skikkelse, som vilde kunne bruges til Hovedfigur i en Digtning i den høje Stil.

"Men kan jeg virkelig forsvare at gøre Ulejlighed hos Dem?"

"Saamænd kan De saa! Her i Vendsyssel gør vi aldrig saa mange Omstændigheder. Om lidt har vi Maanen, saa kan vi køre."

Løjtnanten, som var gaaet hen for at stoppe sin Jagtpibe af Tobakstønden, der efter gammel, jydsk Kro-Skik stod ovenpaa Kakkelovnen til Gæsternes fri Afbenyttelse, havde herfra fulgt dette Ordskifte med spidsede Øren. Han drejede nu Hovedet om imod dem og betragtede Kandidaten med et ondt Blik.

Imidlertid benyttede Hr. Hansen Lejligheden til i al Ubemærkethed at forberede en Spas. Mens de andre var optaget af deres eget, hældte han Indholdet af Løjtnantens halvtømte Ølkrus ned i Spyttebakken og fyldte det i Stedet for med Kognak fra Flasken. Derpaa sad han med svinepolisk Mine og gjorde et nyt Forsøg paa at faa Ild i sin Pibe.

Pludselig gav Løjtnanten sig til at nynne derhenne ved Kakkelovnen. Det var en Stump af en uanstændig Vise.

"Kender De den, Hr. Lindemark?" spurgte han. "Siden De vil etablere Dem som barmhjertig Samaritan her paa Pladsen og hellige Dem Ungdommens Opdragelse, skulde De lægge Dem efter Folkepoesien.

"Mens Ludvig for fra Havn til Havn,
hun sov saa sødt i Thorvalds Favn"

Hans Væsen var med ét blevet helt forandret. Da han kom tilbage til Bordet, kastede han sig leende tilbage i Bænkehjørnet og lagde ugenert det ene af sine gamasjeklædte Ben op paa Sædet.

30 "Undskyld, Højstærede!" sagde han og vendte sig til Kandidaten. "Jeg ser, De gaar med høje Flipper – jeg vil ikke paastaa, at det klæder Dem; men det maa siges at være en saare praktisk Mode for visse Folk. Forsynet har jo sine overgivne Luner. Det anbringer undertiden en latterlig Stilk under Hovedet paa Folk i Stedet for Hals – ligesom under Kaalhovederne. "

"Nu kan det vist være tilstrækkeligt, Løjtnant Hacke," faldt Lindemark alvorlig ind. "De anstrænger Dem over Evne for at være aandrig."

Skønt det var Kandidaten, hans Vittighed var gaaet ud over, var denne altfor imponeret af den forkomne Adelsmand til at blive fornærmet. Blodet var fløjet Løjtnanten til Hovedet. Men han beherskede sig, slog ud med Haanden og sagde:

"Altid til Tjeneste, Hr. Godsejer! … Rimeligvis er det højst formasteligt af en Person i min nuværende inferiøre Stilling at udtale sig saa frit i Deres Nærværelse. En saa fortjenstfuld Mand! Næsten Justitsraad! Det maa være min Undskyldning, at min Familje i mere end to hundrede Aar har tjent Konge og Fædreland i de ansvarsfuldeste Stillinger og med den allerhøjeste Paaskønnelse.

Hr. Hansen greb nu sit Krus og tog til Orde.

"La' vos holde Fred, Hacke! La' vos være gemytlige og ikke skændes! Hvorfor drikker De ikke noget? De er jo ganske valen i Halsen. Ta' en Slurk af Øllet, Mand! Skaal!"

Løjtnanten tog om Hanken paa sit Krus.

"Til Tjeneste! Vær saa god at bringe Deres Frue min respektfulde Hilsen! Paa Ære, jeg mener det af et godt Hjerte. Vær saa god at sige Fru Maren Hansen, at jeg ligger i Støvet for hendes Silkefod!"

"Naa, gør De det, Hacke! Nu kan De jo vise det ved at tømme Glasset paa min Kones Velgaaende. Skaal!"

"Skaal, Hr. Hansen! De og jeg, vi forstaar hinanden. 31 Hvad er vi Mennesker, Hr. Hansen? Hvad er en Kvinde? Fjorten Alen Tarme, der tilmed ikke lugter godt. De har Ret! Der er ingen Grund til at lave himmelvendte Øjne. Vi bør smukt holde Næsen ved Jorden ligesom Svinene. Prosit!"

Han løftede Kruset til Munden. Men paa Halvvejen standsede han med et Ryk. Kognakslugten havde røbet det lumske Anslag.

Ved Synet af hans vilde Øjne forstod Lindemark Sammenhængen. Han kendte af Erfaring Hr. Hansens Rævesnapse og sendte ham et fortørnet Blik. Det saa' straks ud, som om Løjtnanten i Raseri vilde slynge Kruset og dets Indhold i Hovedet paa Synderen. Men efter et Øjebliks Betænkning satte han det for Munden og skyllede Indholdet i sig.

"Mand dog! Er De forrykt!" raabte Lindemark og Hr. Hansen paa én Gang og sprang op for at rive Kruset fra ham. Men det var for silde. Han havde tømt det til Bunden. Og nu slog han det med al sin Kraft ned mod Bordpladen, saa det splintredes i mange Stykker, der fløj ud over Gulvet.

De blev alle maalløse. Kandidaten, der endelig begyndte at begribe, hvad der var sket, blev bleg af Sindsbevægelse.

"Hvad godt?" spurgte Løjtnanten og maalte Selskabet med et foragteligt Blik. "Var det maaske ikke Meningen?"

I det samme stak Kromanden sit graa Hoved ind ad Døren for efter Ordre at melde, at det var begyndt at lysne.

"Hejda! Krofa'r! Statsautoriserede Snapseskænker! …"

Men Hovedet var igen forsvundet og Døren lukket. Lindemark og hans Gæst rejste sig. Ogsaa Hr. Hansen fik pludselig travlt med at komme afsted.

"Min ærbødigste Hilsen til Deres Frue!" gentog v. Hacke. "Sig hende, at jeg har drukket paa hendes Sundhed i Betragtning af, at hun har en Ægtefælle paa fjorten Lispund. Gid hun maa overleve det! Salut!"

Han løftede sin Bøsse op, spændte Hanen og affyrede den i strakt Arm hen imod Kakkelovnen.

32 "Salut!" gentog han, og atter knaldede et Skud, mens Haglene raslede omkring paa Gulvet, og Stuen fyldtes af Krudtdamp.

Kromanden styrtede ind. En Hund hylede ude i Køkkenet, og hele Huset kom paa Benene.

"Hvad er dether for Optøjer! Er det nu igen Dem, der er paa Spil, Hacke?"

Den gamle Graaskæg var vred som en Tysker. Hr. Hansen hviskede til ham:

"Ti stille, Søren Iversen! Vi maa se at faa ham skaffet til Side. Han bliver rent fjolret nu."

Til Løjtnanten selv sagde han, mens han forsigtig rykkede ham i Ærmet: "Vær nu skikkelig, Hacke! Det var slet it' ondt ment. Kom nu, go'e Ven, saa gaar vi en lille Tur og lufter vos lidt. "

Han vilde tage ham under Armen. Men Hacke var nu bleven aldeles ustyrlig.

"Rør mig ikke – Stinkdyr! Til Helvede med jer allesammen! … Hvor er den unge Silkeabe? Fred med ham! Lykke til Arbejdet! Min Velsignelse! Vist saa!"

Hans Øjne var uden Blik. Han begyndte at ralle, og Hovedet sank bagover. Pludselig faldt han ligbleg sammen.

Kromanden og Hr. Hansen løb bestyrtede til. Den sidste stænkede ham noget Øl i Ansigtet og løsnede det røde Halstørklæde. Ogsaa Lindemark kom tilstede for at hjælpe.

"For Guds Skyld! Han dør jo!" raabte Kandidaten rædselsslagen.

"La' vos lægge ham ind paa Sengen," sagde Hr. Hansen. "Saa kommer der nok Liv i ham. Har I nogen Draaber, Kromand ?"

De bar ham bort. Kromanden tog omkring ham med Armene. Men det lange Legeme hang slapt ned. Hr. Hansen maatte holde Hovedet oppe, Hr. Lindemark Benene.

En Tid efter kom Hr. Hansen tilbage og kunde meddele 33 Københavneren, at Løjtnanten var kommet til Bevidsthed. Det havde bare været en Besvimelse.

"Han er vist et meget lidenskabeligt Menneske," sagde Kandidaten. "Og meget ulykkelig, ikke sandt?"

"Ja, Fut og Fyr og Flamme helt igennem. Og farlig for Fruentimmerne, skønt han jo ikke længer er nogen Aarsunge. Mellem os sagt … der er besynderlig en vis Dame her paa Egnen … Hys!"

Lindemark kom i det samme ind fra Gangen. Han meddelte, at Vognen nu var parat.

Lidt efter var de borte. Løjtnanten havde faaet Draaber og var faldet i Søvn. Kromanden gik omkring i Stuen, hvor Krudtrøgen endnu hang under Loftsbjælkerne. Han undersøgte Væggen bag Kakkelovnen og fandt her Hagl ved Hagl.

"Fanneme!" bandte han. "Er it' ogsaa Skilderiet bleven knaldret. Det skal blyw ham en dyr Spas, skal'et!"
 

III

Proprietær Lindemark og hans Gæst havde en god Mil at køre. Stormen var taget til, og Maanen, der sad skjult bag store Skymasser, lyste endnu saa svagt, at man kun akkurat kunde skimte den Bivej, som Hestene af sig selv var slaaet ind paa. At Lindemark havde bedet i Kroen, skyldtes – som han forklarede Kandidaten – ikke alene Mørket men ogsaa den Omstændighed, at man i saa stærk Blæst ikke kunde køre med Lygter, der straks vilde slukkes.

Der blev i Begyndelsen ellers ikke vekslet mange Ord imellem dem. De var hver paa sin Vis endnu for optaget af Scenen i Krostuen.

"Det gør mig ondt, at De skulde blive Vidne til det uhyggelige Optrin," sagde Lindemark omsider. "Proprietær Hansen 34 har en uheldig Tilbøjelighed til at more sig med at arrangere den Slags Ting."

"Deres Ven, Løjtnant v. Hacke er vist et meget ejendommeligt Menneske," ytrede Kandidaten forsigtig prøvende. "Højst ekscentrisk."

"Hr. Hacke hører til de ulykkelige Mennesker, der – som man siger – er kommen paa Kant med Tilværelsen. Det vil jo rettelig sige: med sig selv. Jeg har virkelig ondt af ham. Naar De kalder ham min Ven, maa jeg dog modsige Dem. Jeg har paataget mig at være en Slags Bindeled mellem ham og hans Familje; men udover den Art selskabelig Omgang, som Forholdene her paa Vestkysten saa at sige paatvinger En, har jeg ellers ingen Forbindelse med Hr. Hacke."

"Han har aabenbart haft en meget bevæget Fortid. Dersom jeg forstod en Ytring af Proprietær Hansen rigtig, har han som ung Løjtnant deltaget i den russisk-tyrkiske Krig."

"Saadan fortæller han selv, og det forholder sig vist ogsaa rigtigt. Men Hr. Hacke er forøvrigt i Besiddelse af en sand münchhausensk Fantasi. Det er ham meget vanskeligt at skelne sine egne Oplevelser fra andres."

"Men hvordan er det dog gaaet til, at en saadan Mand er havnet her? Og som Klitassistent?"

"Ja – hvad skal man sige? – det er en saare underordnet Stilling, som egenlig ingen Steder hører hjemme. Pladsen blev for et Par Aar siden oprettet alene for at faa ham anbragt. Den afgaaede Ministerpræsident er hans Onkel. Naa, jeg siger ikke noget til det. Han var den Gang saa langt nede, saa dybt forkommen, som et Menneske af god Familje tør være, naar han ikke skal gaa helt tilbunds."

"Boer han paa Kroen?"

"Nej, han har indlogeret sig hos en Smaabonde ude i Klitten, hvor hans Slægtninge betaler for ham. Men forresten tror jeg nok, at han for det meste opholder sig paa Kroen, naar han da ikke – som det er hans Vane – strejfer 35 omkring paa Heden med sin Bøsse, skønt han slet ikke har Lov til at skyde her. Som sagt, han er i enhver Henseende en beklagelsesværdig Stakkel."

Kandidaten tænkte sit ved den Tale. Han lod Blikket vandre over det mørke Lyngland. Dobbelt vildt og vældigt syntes det ham nu, da Maanen var dukket op over en Skyrand. Sandelig! Vestenvindens løndomsfulde Tale havde alligevel ikke lokket ham i en Narrefælde. Her sad han virkelig midt i Eventyrets Land, hvor alt var mægtigt, uden Grænser. Han mindedes Liebmanns "Stormsang":

Saa mangen priser din Skt. Hans,
naar til en stakket Sommerdans
du kiltrer op din Taagedragt
med Sydens laante Pragt.

Nej, heller synger jeg din Pris,
mens Nordenvindens Tugtensris
gaar over Høj og Dal med Brag
en sortblaa Vinterdag.

Han blev afbrudt af Lindemark, der med Pisken gjorde ham opmærksom paa Lysskæret fra et omdrejende Straalehjul, der med visse Mellemrum fejede hen over den nordlige Himmel og belyste Skyerne nedefra.

"Det er Løgstrup Fyr," forklarede han. "Og derhenne har vi Storgaarden."

Han pegede mod Sydvest, hvor der saa's et enligt Lys. I Skæret fra Ildhjulet skimtedes nu ogsaa den første Klitrække, og trods Stormen kunde man begynde at høre Havets hule Drøn.

Saa dundrede det under de otte Hestehove. De kørte over en Bro. Noget Vand rislede gennem Stigbordet i et Sluseværk, og Kandidaten forstod, at det maatte være et Led i Hr. Lindemarks saa højt berømmede Opdyrkningsarbejde. Her 36 var han altsaa igen kommen udenfor Elementers frie Tumleplads. Bundne med Jern og Slaa trællede de her som Slaver i Civilisationens Trædemølle.

Et Kvarterstid efter rullede Vognen gennem en Port ind i et stort, maanebelyst Gaardsrum. En Stalddør, der aabnedes, blev af Stormen slaaet ind mod Væggen med et Skrald som en Kanonsalut, og en Karl kom luntende med en Lygte.

I Forstuen blev de modtaget af en rundmavet Tjenestepige, der ved Synet af den Fremmede brat standsede nedenfor Trappen med et enfoldigt maabende Udtryk. Et Sted bag en lukket Dør oppe i den øvre Etage gøede en Hund med grovt Mæle. En ældre Husjomfru med sort Kappe og hvidt Forklæde kom lidt efter til Stede.

"Jeg bringer en Gæst med," sagde Lindemark. "Det grønne Gæsteværelse er vel i Stand? Vil De sørge for, at der bliver lagt i Kakkelovnen derinde. – Er min Hustru nede?"

"Ja. Fruen sidder i Dagligstuen."

Kandidaten blev ført ind i Gæsteværelset, som havde Indgang direkte fra Forstuen. Der tændtes Lys derinde, og Kandidaten saa sig velbehageligt om. En bred Mahogniseng med hvidt Forhæng. Tæppe paa Gulvet. Et Bogskab fuldt af Bøger. To Sølvlysestager paa Spejlkonsollen. Han indrømmede, idet han tænkte paa det mugne Hul i Kroen, at detteher var et godt Bytte. Han havde al Grund til at prise sin Lykke. Kun generede det ham at tænke paa den hjemløse v. Hacke. Midt i sin Glæde var han ikke fri for at misunde denne vilde Stormfugl, som maaske nu igen flakkede ensomt om paa Heden med sin stolte Menneskeforagt.

Da han havde faaet sin Vadsæk pakket ud og pudset sig lidt efter Rejsen, kom Lindemark tilbage og førte ham ind i Dagligstuen.

Fruen sad i en lav Lænestol under en stor, valmuerød Lampeskærm og havde en opslaaet Bog i Skødet. Hun løftede 37 sine store blaagraa Øjne og betragtede ham lidt nedladende, da Lindemark forestillede. En stolt Dame aabenbart. Men smuk var hun, blond, med fine Træk og blændende hvide Tænder. Alligevel skuffede hun ham lidt. Han havde tænkt sig hende mere i den grandiose Stil, junonisk fuldbarmet og kvieøjet. Hun var knap af Middelhøjde og nærmest spinkel af Bygning.

Husjomfruen var kommen ind. Paa en mærkelig frygtsom Maade nærmede hun sig Fruens Stol og gjorde hviskende et Spørgsmaal angaaende Aftensmaden. Men Fruen afviste hende.

"Spørg min Mand!"

Hvorpaa den Gamle slukøret fulgte efter Lindemark, der var paa Vej ind til sin egen Stue ved Siden af for at tænde Lampen derinde.

Da Fruen var bleven alene med den Fremmede, bladede hun i den Bog, hun havde haft liggende i Skødet, og spurgte ham, om han kendte den. Det var Bitschkoffs Roman "Nathalia", – et tarveligt, halvsmudsigt Lejebiblioteks-Eksemplar med Nummerseddel paa Ryggen. Det gjorde et pinligt Indtryk paa den vordende Digter at se en saadan Allemandsbog i et Hjem, som ellers var præget af solid Velstand og god, borgerlig Smag.

"Jo, Romanen udkom sidste Aar i Johan Iversens Oversættelse. Den foreligger, saa vidt jeg véd, allerede i andet Oplag. "

"Hvad synes De om den?"

"Udmærket. Bitschkoff er efter min Formening en af Tidens allerbetydeligste Romanforfattere. Han har især aldeles ypperlige Naturbeskrivelser. Der er en Scene under et Uvejr, hvor Nathalia venter sin Elskede i et forladt Bondehus. Den Regn finder jeg aldeles mesterlig gjort. "

"Husker De ogsaa det følgende Kapitel?"

"Hvilket mener De, Frue?"

38 "Om Natten … ude i Steppen. Martin Petrowitsch vender hjem fra en Rejse. Herregud, kan De ikke huske det!"

"Martin Petrowitsch? … Aa, jo, hendes onde Stiffar ! Ja vist! Det er dér, hvor han drukner i Floden. Nu husker jeg det aldeles tydeligt! Nathalia og hendes Ven har løsnet nogle Nagler i Brodækket … Ja, det er vidunderlig forberedt. I teknisk Henseende et Mesterstykke. Den uendelige Steppe … Stilheden i den halvmørke Nat med Lyn rundtom i Horisonten … og Lyden af Vognen, da den nærmer sig. Det løber En koldt ned ad Ryggen i det Øjeblik, da Trespandet sætter Hovene paa de vigende Planker og styrter ned i Floden med Vogn og Mand og det hele. Uforglemmeligt!"

"Og hvad er det saa altsammen!" sagde Fru Lindemark med en Skuldertrækning og kastede Bogen fra sig. "Roman! Digt! … Virkeligheden ser anderledes ud. En mishandlet Kvinde som Nathalia vil i vore Dage i det højeste tænke paa at befri sig paa den Maade … vil maaske ogsaa af og til beslutte sig til at vove Skridtet. Men virkelig at gøre Alvor af det … paatage sig Ansvaret og Følgerne … Nej, dertil mangler Nutidens Mennesker det store, hensynsløse Mod."

"Undskyld, jeg tror De dømmer vor Tid lidt for strengt, Frue! De store Følelser og de stærke Tankers Dage er ved at vende tilbage. Det er min faste Overbevisning, at vi staar ved Indgangen til en ny Renaissance."

Fru Lindemark iagttog ham opmærksomt.

"Vilde De da kunne gøre det?" spurgte hun.

"Hvilket, Frue?"

"Dersom nu – som dér i Romanen – al Deres Lykke, Opfyldelsen af Deres højeste Ønske afhang af, om De havde Mod til at begaa en Handling, der almindelig betragtes som oprørende og afskyelig –"

Kandidaten smilte forekommende.

39 "Et Mord mener De."

"Kald det, hvad De vil. Gengældelse … eller Nødværge. Nathalia er jo bleven efterstræbt af Stiffaderen, der holder hende indespærret for at tvinge hende til Eftergivenhed. Husk det!"

"Ejendommeligt nok har jeg netop nu paa min Rejse læst en Afhandling, hvor et ganske lignende Spørgsmaal fremsættes og behandles med stor Fordomsfrihed."

"En Afhandling, siger De –?"

"Ja, den staar i det sidste Hefte af "Fremtiden" – det nye Maanedskrift. Artiklen handler om de konventionelle Fordomme og er – som sagt – højst interessant. Jeg har Heftet med, saa dersom De har Lyst til at læse det – –"

"De har det her!" udbrød hun ivrigt; – men i det samme kom hendes Mand tilbage fra sin Stue. Og det var, som om Lyden af hans Skridt fik hende til at fare sammen.

Lindemark gned Hænderne og sagde paa sin spagfærdige Maade:

"Nu skal det virkelig gøre godt at faa noget at spise, Astrid. Tror du, Bordet snart er færdigt?"

"Spørg Steensen!"

Kandidaten var allerede bleven klar over, at han var dumpet ned i en ægteskabelig Tragedie, der nærmede sig Katastrofen. Kun forstod han ikke, at Lindemark under disse Forhold havde aabnet sit Hus for ham og ladet ham blive Vidne til sin Ulykke.

Husjomfruen kom ind igen og bad tilbords. Samtidig smuttede en stor, gulbrun Pudel ind gennem den halvaabne Dør bag hende. Ved Synet af den Fremmede sænkede den Hovedet og gav sig til at knurre paa en sær uhyggelig Maade. Husjomfruen maatte tage den i Halsbaandet for at den ikke skulde fare løs paa Kandidaten, der var bleven bleg af Angst. Lindemark skammede den ud; men det gjorde kun ondt værre. Hver Gang han nærmede sig, viste den 40 Tænder og gav et groft Bjæf fra sig. Saasnart derimod Fruen kaldte paa den, blev den rolig. Det store, tunge Dyr luskede hen bag hendes Stol, og da hun rejste sig for at gaa ind i Spisestuen, fulgte Dyret i Hælene paa hende med en ond Skulen til Herrerne, der kom bagefter.

Aldrig havde Kandidaten deltaget i et besynderligere Maaltid. De sad ved et veldækket Bord med en Overflod af solid Slagtemad, og paa provinsiel Vis langede man til Fadene. Men Fru Lindemark viste sig ganske ligegyldig for, om hendes Gæst fik noget eller ej. Hun overlod som i Selvforglemmelse Værtindepligterne til sin Mand og sørgede kun for Hunden. Den havde anbragt sig ved Siden af hende og fulgte enhver af hendes Bevægelser med slugvorne Øjne. Gang efter Gang holdt hun med Gaffelen et stort Stykke Sul op for den, og drillede den med at løfte det i Vejret, saasnart den snappede efter det. Indtil hun med et Raab – Husch! – lod det falde ned i Dyrets aabne Gab, hvor det fik sin Bekomst under vældig Smasken.

Kandidaten blev ikke desto mindre mere og mere fængslet af hendes Person. Han sagde til sig selv, at var hun ingen Juno, saa var hun dog ikke nogen almindelig jysk Proprietærmadam. Hun var i enhver Henseende noget for sig selv. Med sin sorte, enkle Dragt, der var uden anden Pynt end noget bred udfaldende Lin omkring Hals og Haandled, lignede hun ikke Tidens andre Damer, mindede derimod om Sagaernes stolte Kvindeskikkelser, – hvilket vist ogsaa nok var Meningen, tænkte han. Fra en Sølvkæde, der var spændt omkring det smækre Liv i Stedet for Bælte, hang en lille forsølvet Dolk ned. Det blonde Haar var heller ikke efter Tidens Mode sat op i Bukler eller samlet i en Nakkeknude men lagt omkring Baghovedet i to tunge Fletninger. Mest var det alligevel Øjnene og det fint skaarne Ansigt med den stærkt røde Mund, der gjorde Indtryk paa ham. Disse mærkeligt graaladne Øjne, der saa' hen for sig med 41 et sløret Blik. Hvad var det for et sælsomt Dyr, de undertiden mindede ham om?

Efter Bordet, da de var kommen tilbage til Dagligstuen, bad Lindemark sin Gæst om at undskylde ham et Øjeblik. Forvalteren sad inde i Kontoret og ventede paa Ordrer til den næste Dag. Da Fruen havde indtaget sin forrige Plads under Lampen med den røde Skærm, stillede Kandidaten sig hen bag en Lænestol paa den anden Side af Bordet for at fortsætte sine Iagttagelser. Han begyndte med at tale til hende om hendes Mand, der aabenbart var stærkt optaget af Arbejdet med Gaardens Administration, blev derpaa dristigere og talte om hende selv, spurgte om hun ikke i Længden følte Ensomheden her og den evigt tudende Blæst lidt trykkende.

"Dersom jeg forstod en Ytring af Deres Mand rigtig, er De ikke selv her fra Vestkysten, men har hjemme i den frugtbare Vejleegn med de dejlige Skove og den vidt berømte Greisdal."

"Jeg afskyer Skove! Jeg hader Greisdalen! Bare jeg hører Navnet, faar jeg Kvalme. "

"Fruen foretrækker de vide Udsigter … den frie Horisont?"

Hun sad i sine egne Tanker og hørte ham ikke.

"Jeg elsker netop Stormen … især naar den tuder rigtig vildt. Det bringer mig i godt Humør. Men det forstaar De vistnok ikke."

"Aa jo, Frue. Jeg – –."

"Ensom? Hvad vil det sige? Med Havet og Stormen til Selskab – hvor kan jeg saa savne det sædvanlige selskabelige Pjat. Jeg begriber ikke, at Folk kan udholde det!"

"Jeg forstaar det saa godt, Frue! Jeg har allerede haft Lejlighed til at erfare, at ikke alene Naturen men ogsaa Personlighederne herude paa de frie Vidder har større og dristigere Konturer."

42 Hun svarede med et spotsk Smil – det første Smil, han havde set i hendes Ansigt.

"Er det Proprietær Hansen, De tænker paa? Min Mand fortalte, at De havde truffet ham i Bjergsted Kro."

"Naa – ikke netop ham. Men vi traf ved samme Lejlighed en anden Herre her fra Egnen – Løjtnant v. Hacke, Klitassistenten. "

Smilet forsvandt pludselig. Og Kandidaten noterede sig, at Lindemark aabenbart ganske havde fortiet dette Møde for hende.

"Hr. v. Hacke gjorde Indtryk af at være et meget ejendommeligt Menneske. Jeg er virkelig glad ved at have gjort hans Bekendtskab. "

"Ja, han er en sjelden Personlighed. Men Livet har handlet ilde med ham. Vor Tid er ikke gunstig for stort anlagte Karakterer."

"Løjtnanten har nok tumlet sig en Del omkring i Verden."

"Ja ja! Eventyrdriften har ligget ham i Blodet fra Barn. Allerede som Skoledreng rømte han fra Hjemmet for at gaa i fremmed Krigstjeneste. Tænk, han var ikke tyve Aar gammel, da han fik Tapperhedsmedaljen. Det er dog stort, ikke sandt?"

Hendes Mand kom nu ind igen fra Kontoret. Han havde en stor Tegnerulle med, som han udbredte paa Bordet. Idet han derpaa klappede sin Kone paa Skulderen, sagde han: "Lille Astrid, vi skal vel have en Toddy i Aften i Anledning af vor Gæst." Kandidaten saa, at hun bed sig i Læben. Ogsaa en anden Iagttagelse kunde han skrive sig bag Øret ved den Lejlighed. Det var ikke vanskeligt at se, at hun maatte lægge Baand paa sig for at skjule den Modbydelighed, hun følte ved hans Berøring.

Lindemark bøjede sig nu ned over Tegnerullen med en Passer i Haanden.

43 "Vil De tjene mig i at kigge lidt paa detteher, Kandidat Petersen. Det er en Plan over min Ejendom. Jeg tror det rigtigst at orientere Dem lidt, inden vi i Morgen kommer ud i Terrænet. – Se, hernede i dette Hjørne ligger altsaa Storgaarden, og denne illuminerede Linje betegner Ejendommens Grænser. Og nu maa jeg straks erindre Dem om, at den hele Egn en Gang i længst forsvunden Tid har været frodigt Agerland med Landsbyer, Kirker og store Egeskove. Vi finder endnu Levninger af Skovene flere Fod under Sandlaget. Med den sørgeligste Letsindighed skamhuggedes de af vore Forfædre, saa de blev et Offer for Stormens og Sandflugtens Ødelæggelser. Tilsidst har Befolkningen af Nød forladt Egnen og helt overgivet den til de vilde Naturmagters Herredømme. Ikke sandt? Der er noget nedslaaende i den Tanke, at her, hvor vi nu kun med den yderste Paapasselighed og Flid faar de mest haardføre Vækster til at gro, her har Bønder en Gang gaaet og sunget bag Træploven – her har store Kornagre bølget – maaske ogsaa Nattergale sunget og bygget Rede! … Naa, med Guds Hjælp vil der vel komme en Tid, da Tilværelsens milde og fredelige Magter igen fæster Bo paa disse Steder. "

Fru Lindemark havde under denne lange Tale rejst sig af sin Lænestol. Hun bevægede sig nervøst og urolig omkring i Stuen, rørte snart ved en, snart ved en anden Genstand, som om en Tanke brændte hende. Tilsidst satte hun sig hen paa Taburetten ved det opslaaede Klaver, slog med fuld Kraft en Akkord an og afbrød Ægtemanden i hans Forklaringer ved at fremsige første Vers af Liebmanns "Stormsang" til det bekendte Klaverakkompagnement.

En Kæmpegrav ved Havet,
en Slette skybegravet,
en skumomkranset Maagestrand –
mit Hjem, mit Fædreland!

44 "Kender De det Digt?" spurgte hun og drejede Hovedet om mod Kandidaten.

"Jeg ikke alene kender det, Frue, men ved et besynderligt Tilfælde har det for faa Timer siden været i mine Tanker, Liebmann er min Yndlingsdigter."

"Ogsaa min!"

Hun vendte sig igen mod Klaveret, og nu fremsagde hun med trodsig Holdning og patetisk Foredrag alle Versene.

Saa mangen priser din Sankt Hans,
naar til en stakket Sommerdans
du kiltrer op din Taagedragt
med Sydens laante Pragt.

Nej, heller synger jeg din Pris,
naar Nordenvindens Tugtensris
gaar over Høj og Dal med Brag
en sortblaa Vinterdag.

Og heller lover jeg dit Navn
en høstlig Kvæld i Baadens Stavn,
naar Lyset dør og Havets Flod
bli'er rød af Solens Blod.

Luft op, du salte Vesterhav,
ombrus den danske Kæmpegrav
og væk endnu en Gang af Muld
et daadstærkt Kæmpekuld!

Da Sangen var sluttet, rejste Fruen sig og gik ud af Stuen med et Godnat henkastet over Skulderen. Kandidaten skottede til Lindemark, der sad hensunken i Tanker og først kom til sig selv igen, da hun var gaaet. Saa rullede han paany Tegnerullen ud og fortsatte sin afbrudte Forklaring; men hans Tale var saa usammenhængende og anstrengt, at Kandidaten fik ondt af ham. Et Par Gange standsede han helt med et Udtryk, som om han lyttede efter noget. Da 45 Jomfruen kom ind med Toddy-Bakken, vendte han sig imod hende og sagde:

"Jeg syntes, min Kone ringede."

"Ja, det var efter Rolf. Han var kommen ned i Køkkenet, og Fruen –."

"Det er godt!" afbrød han hende hurtigt, og Kandidaten saa, at han var bleven rød helt op i Panden.

En Timestid sad de to Herrer sammen og drøftede Spørgsmaal om Hedeopdyrkning og Sandflugtens Dæmpning; men Kandidaten blev efterhaanden saa søvnig, at han havde ondt ved at holde Øjnene aabne. Da Uret paa Sekretæren slog ni, bad han om at maatte komme i Seng.

Lindemark lyste ham selv over i Gæstekammeret og ønskede ham Godnat. Men enten det nu skyldtes Dagens mange stærke Indtryk eller den uvante vestjyske Kost, blev Kandidaten pludselig alarmeret af Uro i sin Mave. Han saa sig nødsaget til at bede sin Vært om at faa anvist det forborgne Sted, der i ethvert Hus er helliget Ensomheden. Til hans Overraskelse hidkaldte Lindemark et Tyende, og ledsaget af en anden rundmavet Bryggerspige, der bar en Haandlygte, maatte han foretage en eventyrlig Vandring over Gaardspladsen og videre gennem en skummel Smøge mellem Staldlængerne, hvor Stormpresset var nærved at rive ham omkuld, derpaa langs et Vognskur og forbi en Mødding, hvor en Række Trillebøre med oprakte Arme tog sig helt spøgelseagtig ud i det halvdunkle Maanelys.

Da han omsider naaede sit Bestemmelsessted og med en Tak forsvandt ind i Aflukket, blev hans Ledsagerske troskyldig staaende udenfor med Lygten og ventede. Opmuntret af denne landlige Ligefremhed gav han sig paa Tilbagevejen i Snak med hende, saavidt Blæstens Larmen da tillod det. Det var dog yderst trevne Svar, han fik paa sine Spørgsmaal om Storgaardens Beboere. Navnlig var Pigebarnet ganske utilbøjelig til at udtale sig om sin Frue. Hver Gang han 46 forsøgte at udfritte hende, svarede hun ufravigelig: "Det kender A it' … Det veed A it' noet om." Han fik dog lirket ud af hende, at Ægteparret havde to Børn, en Dreng paa otte Aar og en lille Pige paa fem. De var for Tiden begge to borte fra Hjemmet og opholdt sig hos deres Bedstemoder i Vejle. "

"Men hvem er Rolf?" spurgte han.

"Det er Fruens Hund."

"Aa – Hunden! Saa var det den, der var kommen ned i Køkkenet. Plejer Fruen maaske at have den inde hos sig om Natten?"

"Det veed A it'. Det kender A it' til."

Længere kom han ikke med hende; og da de nu naaede tilbage til Hovedbygningen, maatte han opgive sit Interview og vente paa, hvad Morgendagen vilde bringe.
 

IV

Aldrig havde Kandidaten tilbragt en frygteligere Nat. Skønt Sengen var lun og blød som en Fuglerede, kunde han ikke falde i Søvn paa Grund af Stormen. Et hylende, brølende, rallende Kor lød omkring ham som en Hærskare af Vanvittige, en flyvende Asgaardsrej af fordømte Aander. Et Par Gange stod han op og kiggede ud ad Vinduet for at se, om ikke Verden var i Færd med at gaa under; og naar han nu og da, overvældet af Træthed, faldt i et Øjebliks Blund, sammenblandede Dagens Oplevelser sig fantastisk i hans Drømme. Han drømte om snerrende Kæmpetigre, der kom listende ned fra Tagryggen for at sønderrive ham; om fabelagtige Elefanter, der i Raseri vendte de brede Pander mod Gaardens lukkede Porte; om store Horder af Flodheste, der i en Sky af ophvirvlet Sand kom luntende over Klitterne ude fra Havet og udstødte Kampbrøl af deres rosenrøde 47 Svælg. Og i denne Nat flakkede v. Hacke i sin Hvileløshed hjemad over Heden!

Om Morgenen, da han kom ned til Kaffebordet, fandt han Stuerne tomme. Kun den gamle Husholderske listede omkring med en Støveklud. Da han spurgte, om Herren og Fruen var oppe, svarede hun, at Herren var gaaet over i Staldene.

"Og Fruen?"

Den Gamle skottede til ham med sine gode, bedrøvede Øjne.

"Fruen staar ikke op før senere … ikke før til Middag," sagde hun paa en Maade, som om hun egenlig ikke vilde have sagt det. "Det er vist noget, Doktoren har ordineret."

"Er Fruen da syg?"

"Aa nej – saadan syg –," mumlede hun og gav sig ivrig til at støve af paa Lindemarks Skrivebord, som var hun bange for igen at komme til at forsnakke sig.

En Pige stak i det samme Hovedet ind ad Døren og raabte med Forskrækkelse i Stemmen:

"Steensen, skynd Dem … Fruen har ringet!"

Det gamle Menneske kastede straks de Bøger, hun havde i Haanden, og ilede ud. Ude paa Gangen løb hun i Hastværket mod en anden af Husets Piger, der ogsaa raabte: "Skynd Dem, Steensen … Fruen ringer!" Det var, som om Klokkelyden spredte Uro og Rædsel over hele det store Hus.

Straks efter kom Lindemark ind fra Gaardspladsen. Han hilste lidt forlegen paa sin Gæst og syntes i det hele endnu alvorligere stemt end den foregaaende Dag. Det var, som om Natten ogsaa for ham havde været en Kamp med onde Drømme.

Efter at have drukket Kaffen fulgtes de paa en Rundtur ud over Storgaardens Jorder.

"Lad mig ikke glemme at sige Dem," raabte Lindemark, 48 der maatte lægge Kraft i Stemmen for at overdøve Stormen. "Der var i Morges Bud fra Proprietær Hansen paa Skælgaarden – De husker ham nok fra i Aftes. Det er Fru Hansens Fødselsdag i Morgen, og der er i den Anledning stort Selskab. Min Kone og jeg er for længe siden indbudte. Budet bragte den Besked, at De naturligvis var hjertelig velkommen, dersom De vilde gøre os Følgeskab."

Kandidaten tænkte lidt over Sagen. Han syntes jo, at han som Fremmed daarligt kunde være bekendt at blive her endnu hele to Dage. Paa den anden Side, – Udsigten til at bivaane et Møde mellem Fru Lindemark og Løjtnant v. Hacke, der sikkert ogsaa var indbudt, kunde han ikke modstaa.

"Blot jeg ikke misbruger Deres Gæstfrihed," begyndte han; men Lindemark forekom alle Indvendinger ved at erklære, at baade hans Kone og han selv vilde tage det som et Bevis paa, at han befandt sig vel paa Storgaarden, dersom han vilde blive. Saa takkede han; men paany spurgte han sig selv, hvilken Hensigt Lindemark kunde have med at fastholde ham her i sit Hjem under de nuværende Forhold. Der maatte jo stikke noget under.

De gik nogen Tid ved Siden af hinanden uden at tale. Vejen blev stadig besværligere. De vadede i Sand til op over Anklerne. Og bestandig tydeligere hørtes gennem Stormen de dybe, ligesom underjordiske Drøn af Havet bag Klitrækken ude i Vest. Endelig naaede de "Plantagen" og steg op paa en lille Høj, hvorfra de kunde overse hele det store Anlæg. Det var som at staa midt i en krigerisk Forhugning. Overalt i Lyngen var der gravet kvadratiske Huller, en god Fod i Dybden og i Bredden. I hvert af dem stod et lille Juletræ, ikke større end et treaars Barn. Kun ude nærmest Havet, hvor de store Klitter tog af for Vestenvinden, var Bevoksningen nogle Steder skudt op til en dværgagtig lille Naaleskov. Til den anden Side, inde over Landet, svævede tilsyneladende 49 langt borte Storgaardens mange Bygninger og dens minaretagtige Mejeriskorsten i Luften som et Fatamorgana.

Lindemark pegede rundt med Stokken, nævnte Tal og forklarede. Mens Stormen fløjtede ham sin Haan i Øret og Brændingen blandede sig i hans Tale som en mørk Trusel, talte han ustandselig om sine Fremtidsforhaabninger. Men hans Tone var nedstemt.

"Meget vidt er jeg jo ikke kommet – som De ser. Jeg havde fra først af unægtelig troet, at det skulde gaa adskilligt hurtigere fremad. Hele Partiet her har jeg saaledes maattet omplante ikke mindre end fire Gange. Men det er med Opdyrkningsarbejdet som med alle andre Idealers Virkeliggørelse: det gælder først og fremmest om at have Taalmodighedens Gave."

"Hvor længe er det, siden De begyndte?" spurgte Kandidaten.

"Godt en halv Snes Aar. Paa en Maade er det min Hustru, jeg skylder Idéen til det store Foretagende."

Kandidaten spidsede Øre.

"Deres Frue?"

"Som jeg vist fortalte Dem, stod min Hustrus Vugge i en af Danmarks berømteste Skovegne. Da vi blev forlovede, foresatte jeg mig saa vidt muligt at skaffe hende Erstatning for den Skønhed, hun maatte forlade."

"Paa den Maade er Anlæget altsaa en Slags Morgengave til Deres Frue."

"Det kan De godt sige. Jeg har ogsaa opkaldt Plantagen efter hende. "Astrids Mindelund" hedder den."

"Aa – saaledes! Forøvrigt har jeg faaet det Indtryk, at Deres Hustru efterhaanden har indlevet sig i Forholdene her og i Grunden ikke længer savner Hjemstavnens Idyl."

Lindemark vendte sig hastig imod ham med et Par uroligt spørgende Øjne.

50 "Har min Kone talt til Dem derom?"

"Fruen lige nævnede det i Gaar. Hun var kommen til at holde af Egnen her, og netop paa Grund af dens utæmmede Barskhed. "

Lindemark gjorde herefter ikke flere Spørgsmaal. Tause steg de ned af Højen og begav sig paa Hjemvejen.

Hele Eftermiddagen tilbragte Kandidaten paa sit Værelse. Den lange Tur havde udmattet ham, og Lindemarks forpinte Udtryk satte ham ud af Humør. "I Grunden en stor Jammer!" tænkte han. – For at oplive Tankerne satte han sig hen med en Bog. Ved at ransage Bogskabet havde han fundet et gammelt Eksemplar af en af vor Guldalderliteraturs mest beundrede Skatte, Eventyrdramaet "Kong Dag og Dronning Nat", denne fantastisk brogede Digtning, hvormed tysk Romantik fik sit afgørende Gennembrud herhjemme. Straks den overdaadige Personliste satte ham i løftet Stemning. "Kong Dag, 20 Aar; Dronning Nat, 16 Aar; Vind, Hofmarskal; Gry, en Herold; Stjernetydere, Offerpræster, en Hofnar; en gammel Mand med Pukkel; Mester Smedehammer, Svend Blæsebælg; en hængt Kælling; Kromand Ister, Trine Smækfillike; en tusindaarig Eg, Luftaander, Jordaander, en bleg Mand; Nymfer, tre Nattergale, en Bøddel, to Rakkerknægte; Bølgernes Kor; en Røst fraoven; et Bulder bagfra, o. s. v.," – det var en Spiseseddel, som nok kunde faa en æstetisk Lækkermunds Tænder til at løbe i Vand.

Skønt han kendte Dramaet Ord til andet, læste han med uforandret Fryd den berømte Indledningsscene, hvor to Skovnymfer en stormfuld Maaneskinsnat trykker sig sammen inde i en Tykning ved Bredden af en musikalsk klingende Bæk. Rystende af Kulde har de svøbt sig ind i deres lange, udslaaede Haar, der dækker de nøgne Legemer som en Kappe. Den ene er nordisk blond, den anden sydlandsk mørk af Haar og Hud; den første lige saa blid og sørgmodig 51 som den anden er djærv og mundrap. I skønne Vers udøser de deres Hjerter for hinanden, beklager sig over den prosaiske Tid, der har fordømt dem til Ensomhed og Glemsel. I en Vekselsang beretter de overleverede Sagn fra deres Oldemødres Dage, da selve Guderne bejlede til Nymfernes Gunst og Skovene genlød af en sværmerisk Ungdoms Lovprisninger.

Her standses som bekendt deres Sang af et Nødskrig inde fra Skoven. Den blonde farer ængstelig sammen og spørger, hvad det dog kan være.

"O, det er Uglemor i Barselnød,
nu al sin Elskovsfryd hun vist fortryder."

Saadan trøster den mørke Nymfe sin opskræmte Søster, og disse temmelig vovede Ord, som man sikkert i gamle Dage vilde have taget Anstød af, dersom de var lagt en Trappetøs i Munden, forelæses nu i selve Pigeskolerne, fordi det er Nymfesprog og Vers.

Den blonde synker helt hen i sin Fortvivlelse, kaster sig om Søsterens Hals og betror hende sin Ulykke. Denne bestaar som bekendt deri, at hun har forelsket sig i den unge Kong Dag, der i skiftende Forklædning vanker ensom og ukendt omkring i sit Rige for at finde Helsebod for sit syge Sind. Han lider af, hvad man i det romantiske Digtersprog kaldte Tungsind og Verdenssmerte, det vil sige Mavekatarrh og Mangel paa Pepsin. Han har forladt sit glimrende Hof og er steget ned til Folket for at drikke af den hellige Enfolds Kilde, hvoraf man i Poesiens Verden altid forventer en lignende Virkning som af en Karlsbaderkur i den virkelige.

Den stakkels Skovnymfe har for kort Tid siden mødt Kongen, da han en Dag kom vandrende gennem Skoven forklædt 52 som ung Bonde. Ved allerførste Øjekast er hun bleven forelsket i hans smukke Person, hvilket jo vilde have været anstødeligt, dersom det var hændt et almindeligt Fruentimmer, hvorimod det i den højere Poesi og hos dens Standspersoner netop er Tegnet paa sublim Kærlighed. Men Kongen har uheldigvis ikke set hende.

"Ak, ej han skued' Nattens blege Mø." –

– hvilket er saaledes at forstaa, at hans Blik endnu er for blændet af Verdens falske Skin, hans Sind for udadvendt til at fatte Tilværelsens dunkle Indre, hin Menneskesjælens Natside, hvorom saa mangen romantisk Stymper har fablet og fistuleret og derved skabt sig et varigt Ry for Dybsind.

Til den uindviede Læsers Overraskelse tager nu en gammel Eg Ordet, dog først, som det synes, efter hensynsfuldt at have rømmet sig. ("Hvor sælsomt knager det i Træet hist!") De gamle Ege repræsenterer altid i Poesien den vidtskuende Aand, den graaskæggede Visdom.

"Dybt i Mindets Muld
glimter Lykkens Guld,
ingen kan det raade!
Højt mod Haabets Blaa
unge Hjerter slaa,
skønner lidet Livets dunkle Gaade.
Frygt dog ej i Nød,
bitrest Vinterdød –
ogsaa Savnet har sin Naade."

Som en i Egebark forklædt Barde fremknirker den sit monotone Kvad, der efter Literaturprofessorers og Institutbestyrerinders Forsikring indeholder en trøstefuld Livsfilosofi for dem, der er saa lykkelige at begribe det. Men nu blander et Kor af jublende Naturaander sig i Egens mørke Tale. 53 Det toner fra Luften, fra Skyerne, og Bækkens Bølger nynner:

Vi Bølger smaa
paa Sølvertaa,
saa blide
vi glide
ved Blomsternes Side.

– – –

Kandidaten blev her afbrudt i Læsningen ved en kraftig Banken paa Døren. Det var en rundmavet Tjenestepige Nr. 3, der kom for at kalde ham ind til Aftensbordet. I Dagligstuen modtog Lindemark ham med den Meddelelse, at hans Hustru desværre ikke befandt sig vel og derfor foretrak at spise paa sit Værelse. Kandidaten anede en anden Grund, nemlig den, at der havde været en alvorlig Scene imellem dem. Under hele Maaltidet var Lindemark mærkelig lidt meddelsom, hvad han forøvrigt var ham taknemlig for, da hans Snak om Overrislings-Sluser og Pumpeværker ærlig talt ikke interesserede ham. Han længtes blot tilbage til sin Bog. Under Paaskud af at have et Brev at skrive sagde han Godnat kort efter, at de havde rejst sig fra Bordet, og gik ind til sig selv.

Rundt om i det store Hus blev der snart helt natstille. Et Par Porte var bleven slaaet i med svære Drøn. Karlenes Træskoklapren over Gaardspladsens Stenbro hørtes derimod ikke her, fordi Værelset vendte ud mod Køkkenhaven. Der var tilsidst ingen anden Lyd at høre end nu og da den grove Gøen af Fruens Hund oppe i Soveværelset.

Han var bleven afbrudt i sin Læsning ved det Optrin, hvor Nødskrigene inde fra Skoven kommer nærmere og en rædselslagen Bondepige – Personlistens Martha – styrter ind paa Scenen. Hun er paa Vej til det store Bondegilde, der fremstilles i Dramaets 2. Akt, men har forvildet sig i Skoven og er bleven vanvittig af Angst. Et Øjeblik staar hun skælvende 54 og lytter. Hun tror sig forfulgt og taler forvirrede Ord. Saa udstøder hun et nyt Skrig og vil løbe videre men snubler over en Trærod og falder i Afmagt.

Orkester.

Under douce Musik kommer de to Nymfer frem bag en Busk, hvor de har været Vidne til dette Optrin. Smilende omsvæver de hende, bestryger hendes Øjne med Valmuesaft o. s. v. Pludselig udbryder den mørke:

O Søster, se de gyldne Lokkers Flod,
der strømmer ned, i tvende Lejer skilte,
og denne blege Kind, den slanke Hals,
den lille Kløft i Hagens bløde Runding –
det er jo, som jeg saa' dit eget Billed,
o Søster kær, i Bækkens Vand afspejlet.

Med hvilke Ord hun – kort sagt – vil udtrykke, at hun finder en slaaende Lighed mellem Søsteren og den forulykkede Bondepige. Hermed sættes Dramaets Handling i Bevægelse. Hun foreslaar Søsteren at iføre sig Pigens Tøj, i hvilken Formumning hun vil blive synlig ogsaa for det uopladte Menneskeøje, og derpaa begive sig til Bondegildet i Landsbykroen, hvor den unge Konge er forklædt til Stede.

Mere Musik.

Mens Pigen afklædes, og den blonde Nymfe faar hendes Tøj paa, toner det igen fra Luften, og Skovbækkens musikalske Bølger falder ind med deres yndefulde Ferskvandslyrik:

Vi Bølger smaa
paa Sølvertaa,
saa blide
vi glide
ved Blomsternes Side.
o. s. v.

Kandidaten standsede. Han var bleven opmærksom paa 55 en dump Lyd, der lød som en Banken. Han løftede Hovedet; men da Lyden ikke gentog sig, beroligede han sig med, at det havde været Blæsten, og læste videre.

Han var nu kommen til det komiske Intermezzo, der er indskudt i Slutningen af Dramaets første Akt. Efter at "Nattens blonde Mø" er gaaet bort i Bondepigens Dragt, humper Filisteriets og Snusfornuftens Repræsentant i Stykket, Hr. Literat Klattemand, ind – en ynkværdig Skabning, der har slaaet sig paa den foragtelige Beskæftigelse at moralisere for sin Samtid, at paatale Forurettelser, prise Maadehold og andre borgerlige Dyder. Ogsaa han er paa Vej til Bondegildet i Kroen og er faret vild i den eventyrlige Skov. Skønt Bagtæppet netop er gaaet op for en maanebeskinnet Eng, i hvis Taager der opføres en yndefuld Elverpigedans, bander han sit Uheld og fnyser af Arrigskab som en Hankat, der er kommen ud under Tagdryppet.

Men en Gengældelse for dette poetiske Kætteri udebliver jo heller ikke.

Idet han vil slaa sig ned ved Foden af den filosofiske Eg for at spise et medbragt Stykke Rullepølsemad, falder hans Øjne paa den besvimede og narkotiserede Bondepige, der ganske nøgen ligger henstrakt i Græsset. Og nu sker det, at den forhærdede Materialist og Fornægter stivner af Skræk, fordi han tror at have overrasket en sovende Nymfe.

– – –

Kandidaten løftede atter Øjnene fra Bogen. Den mystiske Banken lød nu igen, og han kunde denne Gang ikke være i Tvivl om, at den ikke skyldtes Blæsten men hidrørte fra en Menneskehaand. Den kom henne fra det ene Vindue, hvor han havde glemt at rulle Gardinet ned. Da han saa derhen, havde han nær udstødt et Skrig. Udenfor skimtedes et Ansigt, der sad som klistret paa Ruden.

Skønt han hurtig genkendte Løjtnant v. Hacke paa hans 56 Knevelsbart og røde Halstørklæde, beroligedes han ikke. Det gjorde ham tværtimod yderligere angst. Du gode Gud! Hvad vilde han her? Der skete en Ulykke, dersom han ikke fik ham bort. – Han løb hen til Vinduet og aabnede det med stor Forsigtighed for ikke at vække nogen i Huset. En susende Vind fo'r ind i Stuen og fyldte de hvide Gardiner, saa de bovnede ud som et Sejl.

"God Aften, Højstærede!" hilste Løjtnanten med lav Stemme og førte en Finger op til Skyggen af sin Jægerhat med Urhanefjeren. "Jeg forstyrrede Dem. Pardon! Jeg strøg tilfældig her forbi og saa', at her var Lys. De sad og studerede. Et eller andet lærd Værk velsagtens. De er Teolog, ikke sandt?"

Kandidaten var fortvivlet. Han hørte igen Hunden deroppe gø. Hvad skulde han dog stille op med Manden, der aabenbart ikke var helt ædru.

"Behager Opholdet Dem, Højstærede? Fruen er en charmerende Dame, ikke sandt? – Ah, Deres Øjne lyser formelig, unge Mand! Min Kompliment! … Naturligvis! Deres Mund er lukket med syv Segl! En Dames Ære! Det vilde være udelikat at friste Dem til Indiskretioner! Desuden – ærlig gesprochen! – Jeg har tabt Interessen for denne Legen Kat og Mus mellem Kønnene. I min Alder faar man vigtigere Materier at tænke over. Saa kommer de store Livsspørgsmaal … Tillad mig, De er Filosof, ikke sandt?"

Kandidaten bad ham huske paa, at det var Nat, og at han let kunde vække Husets Beboere og Hundene.

"Hundene kender min Stemme … de er mine Venner. Men jeg skal ikke opholde Dem. Blot et Ord! De skulde vel ikke tilfældigvis være i Besiddelse af et eller andet beroligende Middel … et narkotisk Medikament, De forstaar? Jeg har det for Tiden med Søvnløshed desværre. Havet ude hos mig er en Fandens urolig Sovekammerat. Det snorker saa bandsat i disse Efteraarsnætter."

57 Da Kandidaten forsikrede, at han ikke havde noget af den Slags, trængte v. Hacke næsten truende ind paa ham.

"Gør mig den Tjeneste at se efter. Rejsende plejer dog gerne at tage et eller andet med … lidt Opium f. Eks."

"Jeg har virkelig ingenting."

"Det er lige meget, hvad Slags det er. Et Par Piller bare."

"Jeg forsikrer Dem –."

"Saa ryg og rejs!"

De sidste Ord blev slugt af Stormen. Han havde vendt sig bort. Paa sine lange, vaklende Ben stolprede han over Grønkaals- og Hvidkaalsrækker ud af Haven. Med lettet Hjerte lukkede Kandidaten Vinduet. Men da han saa' ham skræve over Gærdet og forsvinde i den maaneblege Nat som et Spøgelse, fik han Samvittighedsnag. Burde han alligevel ikke have overladt den ulykkelige Mand et Par af de Morfinpulvere, han havde taget med i sin Vadsæk for sit Mavetilfælde? Det havde maaske kunnet give ham lidt Ro. I det mindste for i Nat. – – Han tænkte paa det Udtryk "et stakkels Vrag", som Lindemark et Par Gange havde brugt om ham. "Aa ja! Men det var nu en Gang først i den Tilstand, at en Oceanflyver kom Landkrabberne paa saa nært Hold. Kun Søens egne Folk blev det forundt at se den stryge for fulde Sejl over de store Have. Det var først, naar Rejsningen var gaaet over Bord og Skuden drev hjælpeløst til Land i en Brandstorm, at almindelige Borgere fik Lejlighed til at korse sig over det sørgelige Endeligt. Ja vist! Men inderst inde gibbede det alligevel underlig sødt i mangen En ved Synet af et saadant ynkeligt splintret Skibsskrog, der ligger paa Stranden som et ribbet Aadsel. Det kunde synge saa sært forlokkende omkring Mastestumperne paa et stakkels Vrag, der en Gang havde vugget paa Verdenshavenes lange Dønninger. Ak ja!

Han gik tilbage til sin Bog. Men han havde ganske tabt 58 Lysten til at læse videre. Saa klædte han sig af og gik i Seng. Men sove kunde han ikke. Han trak Dynen højere op over Ørene for at jage sine Syner paa Flugt. Ved at tælle til hundrede og tilbage igen et Par Gange, lykkedes det ham endelig at falde i Søvn.
 

V

Da Lindemark og hans københavnske Gæst den næste Formiddag vendte tilbage fra en Rundtur i Staldene og stod i Forstuen, hvor de hængte deres Ydertøj op, kom den gamle Jomfru Steensen derud fra Køkkenlejligheden. Hun havde aabenbart en vigtig Meddelelse at gøre Proprietæren. For ikke at være til Ulejlighed gik Kandidaten ind i sit eget Værelse; men han lod Døren staa paa Klem, saa han kunde høre, hvad der blev sagt.

"Har Herren hørt Nyheden?" sagde den Gamle modfalden.

"Hvad for en Nyhed?"

"Om Løjtnanten."

"Løjtnant Hacke? Hvad er der nu igen med ham?"

"Herren kender jo Kren Pilegaard hans Gaard?"

"Ja – hvad den?"

"Der har Løjtnanten lavet Optøjer i Nat. Kren Pilegaard hørte Støj og kom ud i hans bare Skjorte. Saa skal Løjtnanten ha' sigtet paa ham med hans Gevær og sagt, at han vilde skyde ham en Kugle gennem Bælgen."

"Hvor har De den Historie fra?"

"Fra Fiske-Birthe. Hun sat nys i Køkkenet og fortalte om det. Hun havde selv talt med Kren Pilegaard. Men der kommer Forvalteren. Han kender ogsaa til det henne fra Møllen."

Yderdøren gik op. En ung Mand traadte rask ind og 59 spurgte, hvornaar Herskabet vilde køre til Fødselsdagsgildet paa Skælgaarden.

"Sig mig først, Petersen. Hvad er det med Løjtnant Hacke? Har han nu igen lavet Spektakler? Hvad skete der?"

"Løjtnanten vilde nok ind til Kren Pilegaards Piger. Han bankede paa deres Vindu, og da de gav sig til at skrige, raabte han ind til dem, at – ja, det var for Resten ikke noget pænt Ord."

"Saa skal De ikke besmitte Deres Mund, Petersen! Men er det fuldt paalideligt, hvad De dér fortæller?"

"Det er garanteret. Jeg har talt med Kren Pilegaards Kone. Hun var kommen paa Besøg hos Møllerens."

"Saa er han med andre Ord nu bleven helt utilregnelig. Ja, det maatte jo ende saadan. – Men sørg nu for, Petersen, at faa Fruens Vogn trukket frem og godt efterset og smurt. Vi kører Klokken fem."

Det var nær Middag. Fru Lindemark var denne Dag nede og sad i Dagligstuen. Og her kom det nu til et ophidset Ordskifte mellem hende og hendes Mand i Anledning af Klitassistentens natlige Eventyr.

Fru Lindemark sagde:

"Jeg véd ikke, hvad der er din Mening med at fortælle mig alt det der. Fiske-Kællingers Snak interesserer mig ikke. Gaa til Steensen. Hun er jo din Fortrolige."

"Her er ikke Tale om Kællingesnak. Petersen, der lige er kommen hjem fra Møllen, har bekræftet Fiske-Birthes Ord."

"Saa Forvalteren betror du dig ogsaa til. Jeg er bange for, du begynder at trætte vore Tjenestefolk med din Familiaritet. Morskab har de vist længe haft af den."

"Lad mig om det! Fra den Side har min Ære ikke noget at frygte. Men naar du gaar hen og forgaber dig i en Person som Hacke – ja, saa har jeg virkelig Grund til at skamme mig, men paa dine Vegne. Et Subjekt, en Slubbert, der 60 forsøger paa at bryde ind gennem Vinduerne for at øve Vold mod værgeløse Kvinder. Hvad siger du til det?"

"Ingenting! – Jo, for Resten! Vil du endelig vide min Mening, saa tilgiver jeg tusinde Gange hellere den Mand, der tager en Kvinde med Vold, end Pjalten, der kryber og logrer som en Hund, indtil han faar sin Vilje med hende."

"Aa, disse Talemaader! Det er alle de forskruede Bøger, du sluger. Hvordan skal alt dette ende, Astrid? Tænk dog i det mindste paa vore Børn. Skal Kaj og lille Ingeborg –."

"Nævn ikke dem!"

"Jo … for der rørte sig dog din Samvittighed. "

"Du tager fejl! Jeg har altid sagt dig, at jeg ikke har noget Ansvar for dem. Det er dine Børn, ikke mine."

"Hvad mener du med det?"

"Du tiggede mig til at gifte mig med dig … tiggede mig til at blive Mor. Du skulde jo have Arvinger til Gaarden. Du købte mig, saadan som du har købt dine andre Avlsdyr. Men jeg skulde have født mine Børn til Verden i Frihed og Skønhed … i Stedet for at nedværdiges som en Ko, der trækkes til Tyren. Jeg væmmes ved at tænke paa alt det fra den Gang."

"Det er jo altsammen Opspind! Lad mig blot minde dig om, hvad der skete den sidste Gang, jeg var i Vejle, før vi giftede os. Du husker det nok."

"Jeg aner ikke, hvad du tænker paa."

"Jo du gør! Du vilde ikke vente til Brylluppet, og vi tilbragte hele Dagen ude i Skovene. Og du kyssede en Kvist og kaldte Skoven vort Kærlighedshjem og takkede den."

"Du lyver! Der er ikke et sandt Ord i alt det der. Det er modbydelig Bagvaskelse!"

"Hvorfor siger du saadan? Du véd dog …"

Jomfru Steensen kom i det samme ind fra Spisestuen og spurgte, om der maatte rettes an. Døren fra Gangen blev samtidig aabnet. Det var Kandidaten, der havde staaet udenfor og hørt det hele. Det skete ved et Tilfælde; men i Stedet 61 for at gaa tilbage til sit Værelse var han bukket under for Fristelsen til med spidsede Øre at blive Vidne til det ægteskabelige Sammenstød.

De satte sig tilbords, og Maaltidet var endnu uhyggeligere for Gæsten end de foregaaende Dage. Han var bleven klar over, at naar Lindemark havde opfordret ham saa stærkt til at blive, var det for at have en Lynafleder i Huset under Uvejret, og han var langtfra glad ved den Rolle, der her var tildelt ham.

Ogsaa denne Eftermiddag tilbragte han alene paa sit Værelse, hvor han forsøgte at berolige sine Tanker ved Læsning. Det lykkedes ham dog ikke. Forestillingerne om, hvad der vilde ske ved det forestaaende Møde mellem Fru Lindemark og v. Hacke, forfulgte ham uafbrudt. Han gik op og ned ad Gulvet og ventede bare paa, at Klokken skulde blive fem og det hele faa en Ende. Aldrig havde Tidens Hjul forekommet ham saa møllestenstunge. Han mindedes sin Samtale med Fru Lindemark forleden om Bitschkows Roman og hendes dristige Forsvar for Heltindens Mord paa Stiffaderen. Og han følte sig overbevist om, at der forestod noget skæbnesvangert. –

Præcis paa Slaget holdt Vognen for Døren. Det var en lukket Vogn af forældet Art med høje Hjul, buklet Læderruf, Knæk-Trin og S-formede Fjedre. Den kaldtes paa Gaarden for "Fruens Vogn" fordi den kun kom frem, naar hun en sjelden Gang deltog i Egnens Selskabelighed. Vejr og Føre maatte endda være nogenlunde godt, da det ellers var risikabelt at vove sig ud med et saadant Køretøj her, hvor Vejene ikke var stort andet end dybe Hjulspor og et pludseligt Stormkast fra Søen let kunde vælte det over Ende.

De to Herrer stod rejsefærdige i Dagligstuen, hvorimod Fruen lod vente paa sig. Flere Gange i Løbet af den sidste Time var Jomfru Steensen bleven kaldt op til hende for at bistaa hende ved Paaklædningen og bringe nye, varme Krøllejern. 62 Tjenestepigerne, der stod bag Dørene, hviskede sammen og fniste. Ved at se Lindemark i Kjole og hvidt var Kandidaten bleven lidt ked af, at han maatte møde i daglig Dragt, som endda var ret medtaget af Rejsen. Men Lindemark beroligede ham. Han maatte endelig ikke vente sig en Fest i københavnsk Forstand. Folk her paa Egnen indfandt sig til Selskaberne i al Slags Paaklædning. Der kunde i Aften godt komme Bønder og Sømænd i Vadmelstøj og Fedtlædersstøvler. Den Slags Ting tog man ikke saa nøje her som i Købstæderne.

Endelig kom Fruen brusende ind. Kandidaten blev saa overrasket ved Synet, at hans Øjne formelig stod paa Stilke. Den hidtil saa sagafjerne, middelalderlig klædte Borgfrue var bleven til en fuldt moderne Verdensdame i lyseblaa Silke, bararmet og barhalset, med kreppet Forhaar og Karmin paa Kinder og Læber. Fulgt af Jomfru Steensen fejede hun hastig gennem Stuen, efterladende en Duftsky af Liljekonval. Ude i Forstuen hjalp den Gamle hende i Ydertøjet: et stort, silkeforet Graaværksslag. For ikke at faa Kjolen krøllet optog hun alene Vognens ene Sæde, mens Herrerne satte sig overfor hende paa det andet. Som hun under Kørslen sad der i det svindende Dagskær, med Pelskraven op om Ørene, og stirrede tavs frem for sig, var hun øjensynlig saa ganske opgaaet i Tanken om Mødet med sin Helt, at hun ikke kunde lægge Baand paa sig. For første Gang saa' Kandidaten her en Kvinde i ubehersket erotisk Ekstase, – og Synet fyldte ham med stille Gru. Han fandt hende i disse Øjeblikke uhyggelig med de abnormt udvidede Pupiller og de sammentrukne Næsebor. Ved Indstigningen i Vognen havde han lagt Mærke til, at hendes ene Handske var knappet skævt. Nu saa' han, at de nervøst dirrende Fingre ogsaa andre Steder havde forfejlet deres Greb under Forberedelserne til dette Kærlighedsstævne. Og hvad var hendes Maal? Hvilke Planer laa der og gærede derinde bag den lille runde 63 Pande under det kreppede Forhaar? En Flugt? En natlig Bortførelse? – –

De var naaet ind i Klitten. Skridt for Skridt arbejdede Hestene sig frem ad en lyngbelagt Sandvej, der bugtede sig mellem vissengrønne Marehalmsskrænter eller askeagtige, fygende Sandhøje. Nogle Steder havde Klitten et Udseende som en vildt optaarnet stivnet Brænding. Andre Steder løftede den sig i mægtige, blødt svulmende Bølger, fuldkommen nøgen, saa blottet for Liv, som havde den i samme Nu hævet sig af Havets Dyb. Og saa underligt gravstille var der i disse Slugter, hvor Vinden ikke naaede ned. Der hørtes ikke andet end Hjulenes Piben og Vognlæderets Knirken og dertil den sære underjordiske Lyd af Havet, der dundrede mod Stranden langt borte.

Med tilkæmpet Fatning sad Lindemark tilbagelænet i Vognhjørnet og holdt Hænderne fast foldede i Skødet. Men hans Sidemand kunde mærke hans Uro i den nervøse Maade, hvorpaa han stadig paany flettede Fingrene i hinanden og atter løste dem. Tilsidst vendte Kandidaten sig bort og saa ud ad Vognvinduet. Han kunde ikke længer udholde at se paa dette stumme Par, denne tavse Jammer. Han følte det næsten, som om Døden sad imellem dem som usynlig Passager.

Nu aabnede Klitrækken sig ud mod Vest, og for første Gang saa han et Glimt af Havet med dets tre hvide Skumbræmmer langsmed Kysten. I hans modfaldne Sindsstemning gjorde Synet et overvældende Indtryk paa ham. Det næsten knugede ham. Dette tungt fremrullende Dyb var altsaa Vesterhavet! Under den flyvende Skyhimmel blev det som et truende Billede af Guds Vælde. Længe efter, at Synet atter var forsvundet, sad han hensunken i sørgmodige Tanker, bevæget af Medlidenhed med den hele ulykkelige Menneskehed, der led og kæmpede, der elskede og forblødte som et Legetøj i Almagtens Hænder.

64 Ved en Drejning af Vejen aabnede Klitrækken sig igen, men denne Gang ind mod Landet i Øst. De befandt sig her paa Proprietær Hansens Ejendom, et stort Kær- og Englandskab, til alle Sider omgivet af bleggrønne Smaaklitter. Det var nu næsten mørkt; men kort efter var de ogsaa fremme og kørte ind i Gaarden. Foran Stentrappen holdt i Forvejen en aaben Vogn fuld af Gæster. Kandidaten kunde se en ung Dame springe fra Vognhjulet ned i en Herrefavn, og han hørte Hr. Hansens skraldende Stemme byde Velkommen inde i den oplyste Forstue.

I dette Øjeblik førte Vinden Lyden af et Skud hen imod Gaarden.

Et Par selskabsklædte Herrer kom ud paa Trappen og saa' sig overrasket om. Men Hr. Hansen raabte inde fra Forstuen:

"Det er Hacke, den Satan! Han melder sin ærede Ankomst med "Salut", som han plejer van at sige."
 

VI

Selskabet havde været samlet en Timestid, men endnu havde v. Hacke ikke vist sig. Der var dog ingen andre end Kandidaten, der undrede sig derover. Blandt de aristokratiske Friheder, Løjtnanten tog sig, var ogsaa den at komme og gaa, som det passede ham. Undertiden indfandt han sig først til et Selskab langt ud paa Aftenen, og som oftest var han da i en ret omtaaget Tilstand.

Der brændte Lamper og Lys i alle Stuerne. De ældre Damer^'1 sad endnu ved Modtagelsesteen og Syltetøjsbakkerne i Dagligstuen, mens Herrerne havde slaaet sig ned i Kontoret. Her sad de med dampende Piber og Cigarer og drøftede v. Hackes natlige Bedrift og dens mulige Følger for ham. Henne i en Krog stod Lindemark i Samtale med en ældre, 65 alvorligt udseende Mand, Førstelærer Johansen. Ogsaa de talte om Løjtnanten.

"Jeg mener, at den Historie skal og bør paatales," sagde Hr. Johansen med dæmpet Mæle. "Jeg har talt med Præsten, og vi blev enige om, at det maa have en Ende med denne skammelige Overbærenhed. Det er Menighedens Pligt at forlange, at en saadan Udaad ikke gaar upaatalt hen."

"Agter De eller Præsten at indgaa til Myndighederne med en Klage?" spurgte Lindemark.

"Foreløbig overvejer vi altsaa Spørgsmaalet. Men vi haaber og tror, at vi vil være i Overensstemmelse med alle rettænkende Elementer i Befolkningen, dersom vi bestemmer os til underhaanden at give Øvrigheden i Byen Meddelelse om det passerede."

"Er det maaske allerede sket?"

"Det vil jeg ikke saa gerne svare paa. Men en Mand her fra Sognet, en af vore paalideligste Venner – hans Navn vil jeg helst ikke nævne – skulde i Dag netop ind til Herredskontoret i et andet Ærinde. Vi bad ham saa i Talens Løb at henlede Politiets Opmærksomhed paa Sagen."

"Venter De noget Resultat af en saadan anonym Anmeldelse?"

"Vi haaber det bedste. Og sandelig, det er paa Tide, at der sættes en Stopper for den hedenske Vildskab, der har drevet sit Spil her i de sidste Aar. Mange unge er paa betænkelig Maade bleven smittet af den, endogsaa af Kvinderne. – Ja ja, det véd De bedst, Lindemark."

Der opstod i det samme en livlig Ordstrid mellem nogle af de andre Herrer i Stuen. Førstelærer Johansen lyttede. Det var Distriktslægen – en lille rund Mand med et stærkt blussende Ansigt – der talte. Han mente bestemt at vide, at der vilde blive udstedt Anholdelsesordre mod Løjtnanten. Og han lagde ikke Skjul paa, at han selv havde givet Stødet til det.

66 "Jeg har længe anset Manden for fuldmoden til Tvangsindlæggelse. Jeg paatager mig i enhver Henseende Ansvaret. "

En ung, lavstammet Agrar, der med Hensyn til Overskæg og nonchalant Optræden tydelig havde tage Klitassistenten til Forbillede, protesterede energisk. Hacke var sgu en brillant Fyr. For Pokker – et Mandfolk maatte ha' Lov til at gaa paa Bagbenene en Gang imellem. For Resten var Hacke bleven gaaet i Bedene – det var Sagen!

Ved de sidste Ord saa' han udfordrende hen paa Kandidaten, der overhovedet var Genstand for en Del nærgaaende Opmærksomhed. Flere af de unge Piger, der to og to spaserede omkring i de andre Stuer med hinanden om Livet, standsede ved Døren ind til Herrernes Værelse for at tage ham i Øjesyn; og straks ved Ankomsten havde Værten, Proprietær Hansen, trukket ham til Side ude i Forstuen og med et bredt Grin hvisket ham i Øret: "Det er en værre Frikadelle, De har lavet dèr, Københavner!"

Kandidaten, der ikke selv forstod Grunden til denne Nysgerrighed men følte sig ubehagelig berørt af den, fortrak nu ind i en lille Stue ved Siden af, hvor der i Øjeblikket var tomt. Det var Gaardens Skolestue, hvis Møbler i Dagens Anledning var ryddet ud for senere paa Aftenen at give Plads for Spillebordene. Men heller ikke her lod man ham i Fred. Som han stod og betragtede et ophængt Evropakort, kom en stor, plumpt bygget Mand derind og sagde:

"Hør, De … maa jeg ha' Lov at snakke et Ord med Dem i Fortrolighed."

Det var en vis Hr. Langer, der ved Ankomsten havde forestillet sig for ham som Proprietær Hansens Huslærer, en Mand i Fyrrerne med et stort, brunt Skæg, der allerede var begyndt at graane i Kanterne. I sin luvslidte Livkjole, der stumpede for Hænderne og krøb op i Nakken, gjorde han et saare ynkværdigt Indtryk. Han var en af disse forulykkede 67 gamle Studenter, som man den Gang kunde træffe rundtom paa de store Gaarde i Jyllands afsides Egne, Folk, hvem Sult, Gæld og Skuffelser havde fordrevet fra København, og som i et saadant Proprietærhjem havde fundet, hvad de frem for alt trængte til og ikke siden havde kunnet løsrive sig fra: et godt Madsted, en lun Kakkelovnskrog og et Skjulested for deres stedse dybere Fornedrelse. Dertil kom for manges Vedkommende en ulykkelig Forelskelse i en eller anden Herskabsfrøken, der gav deres Selvfølelse det afgørende Knæk og fik dem til at søge deres sidste Trøst i Flasken.

"Vil De sige mig, Højstærede … hvor længe agter De at beære os her paa Egnen med Deres behagelige Nærværelse?"

Stødt af hans Tone vilde Kandidaten først ikke svare. Men Hr. Langer trængte nu ind paa ham og sagde: "De har vel nok observeret, at der er svar Torden i Luften derhenne paa Storgaarden. De har vist ogsaa nok kaperet, hvem det er, der er Skyld i Ravagen. Jeg véd tilfældigvis, at De traf Vedkommende forleden Aften i Bjergsted Kro."

"Naa – og hvad saa?"

"Jo, saa begriber De vel nok Grunden til den Ballade, Hs. Grossmægtighed har lavet i Nat."

"Næ – jeg maa tilstaa. Jeg forstaar ikke et Muk af detteher."

"Men Herregud, Menneske! Forstaar De da ikke, at Hacke er knusende, edderspændt jaloux!"

"Jaloux? Paa hvem?"

"Paa Dem naturligvis! Hvem ellers? I to Døgn har De opholdt Dem paa Storgaarden. Den gaar skam ikke! Rent ud sagt, – De maa se at komme væk!"

"Men det er jo sindssvagt! Jaloux paa mig!"

"Ja, gu' er det sindssvagt. Komplet skørt. Det er akkurat, hvad det er. Derfor kan De ogsaa stole paa, at det er rigtigt, 68 som jeg siger. De kender vistnok endnu ikke meget til Livet, Hr. Kandidat! Og allermindst til Ki-ærligheden!"

"Mon Fru Lindemark nogensinde har holdt rigtig af sin Mand. Jeg kan næsten ikke tro det."

"Hun! Hun har været saa forgabet i ham som en Spurv i en varm Hestepære. Den Gang var det Lindemark, der var det store Dyr i Aabenbaringen. Damer vil nu altid se en gevaldig Helt i deres Elsker. Det er det Satans ved det!"

"Men saa begriber jeg virkelig ikke –"

"Hør unge Mand, hvad er det i Grunden, De vil begribe? Naar en Dames Hjerte er ledigt, er det sgu ganske tilfældigt, hvem der bliver den næste Logerende."

De blev afbrudt af stærke Haandklap inde i Stuerne. Det var Værten, der med sine store Luffer klappede tilbords. Rigtignok var Løjtnanten stadig ikke kommen; men nu vilde man ikke vente længer paa ham. Med en Vittighed, der blev kraftig applauderet, bad han Herrerne tage Damerne "ved Vingebenet".

Kandidatens Borddame var en lille Spurv, der var Lærerinde paa en af Egnens andre Proprietærgaarde. Hun lagde ikke Skjul paa sin Misfornøjelse med at have faaet ham til Kavaler. Hver Gang han tiltalte hende, vendte hun Ansigtet bort med et Udtryk af højeste Unaade. Det kom ham iøvrigt godt tilpas. Han kunde nu med god Samvittighed hengive sig til de nye Betragtninger over v. Hackes gaadefulde Udeblivelse, som Samtalen med Hr. Langer havde vakt hos ham.

Hans Blik søgte op til Bordenden, hvor Fru Lindemark sad paa Hæderspladsen ved Siden af Værten. Hendes Udseende var forandret. Trods Sminken lyste hendes Ansigt blegt, og hendes Øjne var mørke af Vrede. Hun lignede i sin Skuffelse en dybt krænket Dronning. Rundt om hende larmede det madglade Selskab. Der skænkedes i Glassene, man raabte Vittigheder til hinanden og brølede af Latter. Den store Forsamling landlige Damer og Herrer hengav sig til 69 Bordets Glæder med en Støj, der mindede om en Kvægstald under Fodringen.

Længe ad Gangen fik Kandidaten nu alligevel ikke Lov til at sidde i Fred med sine Spekulationer. Efterhaanden som Stemningen omkring Bordet steg og de fem Glas, der stod foran hver Kuvert, var bleven tømt og fyldt nogle Gange, raabtes der paa ham af flere yngre Herrer, der vilde drikke med ham. Det gjorde ham tilsidst mistænksom. Og da nu ogsaa den firkantede Agrar med den v. Hackeske Knevelsbart "udbad sig den Ære" og samtidig med truende Mine forlangte, at der skulde drikkes tilbunds, blev han klar over, at det var et Komplot. Løjtnantens Venner havde sammensvoret sig for at drikke ham under Bordet. Han indskrænkede sig derefter til at løfte sit Glas uden at drikke, skønt flere i den Anledning blev ubehagelige og udæskede ham med krænkende Tilraab. Men han lod dem raabe. Det hele var ham saa ligegyldigt, blot han vidste Grunden til Løjtnantens Udeblivelse og hvilken Tilstand, han vilde være i, naar han endelig indfandt sig.

Først efter et Par Timers fortsatte Fraadsen og Pokuleren rejste Selskabet sig fra Bordet. Man spredte sig i Stuerne under vældige Nævetag, Omfavnelser og dyre Venskabsforsikringer. Foruden Kandidaten var kun Lindemark og Førstelærer Johansen helt ædru. Og nu kom Rækken af rundmavede Piger ind med Kaffen og Bakker med Likører i alle Regnbuens Farver.

For at befri sig for sine Efterstræbere tyede Kandidaten igen ind i den tomme Skolestue, hvor der nu var stillet Spilleborde op. Han havde dog ikke staaet længe foran Evropakortet paa Væggen, før Hr. Langer kom sejlende ind med en Cigar hængende i Mundvigen, ledsaget af en ældre, sømandsagtig Skikkelse i blaat Jakkesæt og med Tatoveringer paa Hænderne. De var begge to ret usikre paa Benene, især Huslæreren, i hvis fugtige Overskæg der endnu hang Draaber 70 af det sidste Glas Likør. Der stod en Os af Mad og Spiritus ud af ham, saa Kandidaten ogsaa af den Grund holdt sig lidt paa Afstand. Hans Ledsager, der blev forestillet som Fyrmester Enevoldsen, var mere stille beruset, næsten højtidelig.

"Jeg hører, at De er kommen herover for at studere Kulturtilstandene hos os. Jeg véd ikke, om De ogsaa interesserer Dem for Hønseavl, for saa vil jeg be' Dem om at se indenfor hos mig, om Deres Vej falder om ad Løgstrup Fyr til. Jeg kan vise Dem en Bestand, som De ikke let finder Mage til her i Vendsyssel. Har jeg ikke Ret, Langer."

"I al Evighed – Amen!" svarede Huslæreren med sin hult tonende Tøndestemme. Han stod med begge Hænder i Bukselommerne og vuggede sig saligt paa sine skæve Støvlehæle.

"Efter min Mening," fortsatte Fyrmesteren i Præketone "har Hønsebedriften ikke vundet den Anerkendelse herhjemme, den fortjener. Jeg undervurderer ikke vores Smøreksport og Flæskeproduktion. Gudbevares! Men jeg siger: en rationelt dreven Hønseindustri – der er Danmarks Frelse. Det er Fremtiden!"

"Hør! Hør!" brølte Hr. Langer. "Det er Ord talt lige ud af mit Hjerte, Fyrmester! En Høne i hver Mands Gryde – som han sagde, den salig gale Konge. Alle Livets Bedrøveligheder reduceret til Kyllingesorger. Gud give, at den Sag maa trives og blive til Lykke og Velsignelse for gamle Danmark ! Kykliky!"

Ingen af dem havde under dette lagt Mærke til, at den overstadige Lystighed i de andre Stuer pludselig var bleven afløst af Stilhed. Men nu kom en ung Mand stormende ind og raabte:

"Staar De dèr, Langer! Har De ikke hørt Nyheden?"

"Hvad for en Nyhed?"

"Hacke skal tvangsindlægges. Politifuldmægtigen er kommen 71 hertil. Sognefogden sidder ovre i Forvalterens Stue for at fange Hacke, dersom han kommer her. Hvad siger De til den Skandale?"

"Jeg siger: det maa være Løgn!"

"Dèr har vi Doktor Brammer. Saa kan De selv høre."

Det var den kuglerunde Distriktslæge, der med Besvær holdt sig en ophidset Skare af Hackes unge Venner fra Livet. I deres Fuldskab trængte de sig ind paa ham for at kræve ham til Regnskab.

"Gaa væk! Lad mig være! Hacke sigtede paa Kren Pilegaard med ladt Bøsse og truede ham paa Livet. Den Sag er oplagt!"

For ikke at blive blandet ind i et Slagsmaal listede Kandidaten bort. Inde i Dagligstuen, hvor de fleste af Damerne opholdt sig, søgte hans Øjne Fru Lindemark. Hun var der ikke; men han fik oplyst, at hun i Øjeblikket havde trukket sig tilbage til et af Soveværelserne. Lidt efter kom Lindemark yderst nervøs hen til ham og sagde, at hans Hustru ikke befandt sig vel og ønskede at komme hjem. Han havde vel ikke noget imod at tage bort allerede nu.

Meningerne om det skete var iøvrigt ogsaa blandt Damerne meget forskellige. Mens de ældre havde stramme Miner, som skjulte en god Del Skadefryd, var den kvindelige Ungdom stærkt betaget af Begivenheden. Fru Lindemarks og v. Hackes Forhold var for Egnens unge Piger en virkelig Kærlighedstragedie som Romeo og Julies. De mest sværmeriske viede de to ulykkelige en formelig Dyrkelse, og da de hørte, at Fru Lindemark var besvimet inde i Soveværelset og nu var taget hjem, gik flere af dem omkring med Taarer i Øjnene.

Inde i Spisesalen, hvor Bordene imidlertid var bleven ryddet ud, lod Værten Musikken spille op til Dans. Samtidig drev han sine ældre Gæster til Spillebordene og Punschebollerne. Han vilde ikke vide noget af, at Feststemningen 72 i hans Selskab blev ødelagt paa Grund af den Affære. Det lykkedes ham da ogsaa ret hurtigt at bringe Humøret op igen, og det blev næsten højlys Dag, før Gæsterne drog af Gaarde.

Men v. Hacke havde man stadig ikke set noget til. Sognefogden sad forgæves hele Natten paa Vagt sammen med Forvalteren ovre i dennes Stue. Helt omsonst gjorde han det alligevel ikke. Om Morgenen vaklede ogsaa han derfra med en solid Rus paa Nakken.
 

VII

Efter igen at have tilbragt en urolig Nat stod Kandidaten om Morgenen ved Vinduet og saa' ud over det bedrøvelige Hedeland. Stormen havde paany faaet Mæle. Den tonede og peb og fløjtede gennem hver Sprække, saa han havde en Fornemmelse af at befinde sig i det Indre af et stort Orgelværk. Hver Gang en Dør i Huset blev aabnet, fo'r Vinden hylende tværs igennem hele Bygningen, slog andre Døre op, hujede og sang, som om nogen af Vanvare var kommen til at træde paa alle Orgelets Pedaler. Hvilket Øde! – tænkte han og fulgte med Øjet den ensomme, endeløse Landevej, der syntes at føre langt hinsides den fjerne Horisont ned til de Dødes Rige. Hvor længtes han ikke efter at komme herfra! Han var saa træt af dette evige Bulder, denne tomme Vildskab. Gud ske Lov! Inden mange Timer slap han ud af dette Helvede!

Ude i Forstuen traf han Jomfru Steensen, der stod og børstede Lindemarks Kørepels.

"Skal Proprietæren ud?" spurgte han.

Den Gamle saa' længe paa ham med sine bekymrede Øjne.

"Løjtnanten er død," sagde hun saa.

73 "Død?"

"Ja – eller hvad man nu skal kalde det. Distriktslægen og Fuldmægtigen sidder inde paa Kontoret."

Da han kom derind, sad de to fremmede Herrer ganske rigtigt i Sofaen, trods det tidlige Tidspunkt med en Flaske Portvin foran sig. De var derfor begge i meddelsom Stemning. Hacke havde skudt sig. Rimeligvis havde han forstaaet, at hans Frihed var alvorlig truet, maaske havde han ogsaa set Vognen med Politifuldmægtigen og Sognefogden nærme sig hans Hus. Saa var han flygtet ud i Klitten og havde her skudt sig med en gammel Rytterpistol. De to Herrer kom lige fra Ligsynet. Tidlig om Morgenen var Liget blevet fundet af en Kone, der havde været ude at søge efter sine Faar.

Lindemark gik tavs op og ned ad Gulvet. Da Portvinsflasken var tømt, brød Distriktslægen og Fuldmægtigen op, hvorefter ogsaa han gjorde sig færdig til at tage afsted. Det samme gjorde Kandidaten. Kort efter, at Lindemark var kørt bort for som Familjens Befuldmægtigede at skaffe Kiste og bestille Begravelse, holdt en anden af Gaardens Vogne for Døren. Den skulde bringe Gæsten tilbage til Bjergsted Kro, hvorfra han en Gang i Dagens Løb kunde komme videre med Postvognen. Han bad Jomfru Steensen bringe Husets Frue hans Hilsen med Tak for Gæstfrihed. Han vilde ikke paa den Tid af Dagen gøre hende Ulejlighed med en Afskedsvisit. Men da han stod med Rejsetøjet paa og vilde stige tilvogns, kom en Pige i stor Skynding ned ad Trappen med den Besked fra Fruen, at hun gerne vilde hilse paa ham og sige ham Farvel, inden han tog bort.

Hun modtog ham i et Kabinet, der laa ved Siden af hendes Soveværelse. Her sad hun med Haanden under Kinden henne ved Vinduet, klædt i en blodrød Morgenslobrok og med det skønne, blonde Haar udslaaet ned over Ryggen. Hun rakte ham Haanden og sagde straks, at han vel nok havde hørt, hvad der var sket. Men der var slet ikke noget af den 74 Hændervriden eller anden Vildskab, som han havde frygtet for. Hun saa nok en Del medtaget ud; og hun "sang" en Smule paa Ordene, som Folk gerne gør det, naar de taler om en kær Afdød; men hendes Væsen var mærkværdig roligt, hendes Tale dæmpet. Der syntes at være kommen en Fred over hende, som om hendes Sind hvilede ud i en stor, opløftende Følelse. Kandidaten kunde ikke værge sig mod en Mistanke om, at det i Virkeligheden var hendes stolteste Drøm, der her var gaaet i Opfyldelse. En Mand, ovenikøbet en Adelsmand og Kriger, havde for hendes Skyld berøvet sig Livet.

Hun blev ved at tale, og hele Tiden om v. Hacke. Han havde været et ualmindeligt Menneske i alt. Men Skæbnen havde ikke været ham god. Tiden var ikke for stort anlagte Personligheder. Derfor kunde man i Grunden ikke ønske noget bedre for ham, end hvad der nu var sket. Han havde jo været saa ene. Intet Hjem. Ingen virkelige Venner. Og saa fattig – aa, saa grænseløs fattig trods sin fornemme Fødsel og sine mange rige Slægtninge. Men nu havde han faaet Fred. Og en smuk Død havde han faaet. O, der var noget saa stort og skønt ved Døden, naar den var et Menneskes frivillige Værk!

Det gik i disse Øjeblikke op for Kandidaten, hvad det var for et farligt Rovdyr, hendes langnæsede Ansigt og runde Øjne hele Tiden havde mindet ham om. Det var en Ulvinde. Han havde en Gang i Zoologisk Have set en saadan ligge henstrakt i Baggrunden af Buret med Snuden hvilende paa Forpoterne og drømme sine vilde Skovdrømme.

Da han nu rejste sig for at gaa, tog hun igen hans Haand, betragtede ham længe og sagde saa:

"De er vist et godt Menneske. Hvor gammel er De?"

"Treogtyve."

"Aa – saa ung! Bor De i København ?"

"Ja."

75 "Og nu vil De rejse? Har De ikke Tid længere for Deres Forretninger?"

"Nej, jeg maa nødvendigvis hjem nu," svarede han og drog Haanden lempelig til sig.

Hun tøvede et Øjeblik.

"Ja ja – Farvel da!" sagde hun og vendte sig bort.

Med en lykkelig Følelse af Befrielse sad han et Par Minutter efter i Vognen og kørte ud gennem Porten.
 

VIII
(Efterskrift.)

Hermed slutter denne lille romantiske Fortælling om en moderne Johan v. Ehrenpreis og hans Elskede. Der staar kun tilbage at give den taalmodige Læser et Par spredte Meddelelser om de andre optrædende Personers senere Livsskæbne.

Nogen Tid efter sin Tilbagekomst til København modtog Kandidaten et (ufrankeret) Brev fra Hr. cand. phil., Huslærer Langer, hvem han havde skrevet til for at faa lidt Underretning om Forholdenes videre Udvikling paa Storgaarden. Den aldrende Student sendte ham mange Sider om Løjtnantens Begravelse. I gammel Studenterforenings-Jargon fortalte han humoristisk om det store Følge, der sad Hoved ved Hoved i Kirken som Sild i et Net. Navnlig opholdt han sig ved de tilstedeværende unge Damer, beskrev deres Yndigheder og bandede "Amager" paa, at de under Præstens Tale havde hulket saa hjertegrebne, at man havde kunnet høre Korsetfjedrene springe rundt om i Stolestaderne.

Om Fru Lindemark erfarede Kandidaten flere Aar senere fra en anden Kant, at hun efter Hackes Død var bleven 76 stærkt religiøst paavirket af Egnens nye Kapellan, en Pastor Madsen, der tillige var Afholdsprædikant. Mens hun tidligere kun sjelden havde bivaanet Gudstjenesten, kørte hun nu hver Søndag i al Slags Vejr den lange Vej til Kirken for at høre ham. Hun saa' i den lange, blege Mand en Helgen, der var forudbestemt til at blive Martyr for Kristendommens Sag; og det var ikke langt fra, at hun havde faaet bibragt ham selv den samme Tro paa et ophøjet Kald. Der blev i det hele snakket en Del om dem rundt om paa Egnen. Men saa skete det, at Apostelen en Dag gik hen og giftede sig med en velhavende Gaardmandsenke og i Stedet for at søge Døden paa Missionsmarken lod sig forflytte til et Boghvedekald paa Fyn. Efter den Tid sank hun sammen og sad for det meste ørkesløs ved Vinduet oppe i sin lille Stue og stirrede ud over Heden med et tomt og udslukt Blik. Men det hed sig, at hun i lyse Maanenætter vandrede højtideligt omkring i fantastiske Dragter, snart draperet som Ridderdame, med Haaret udslaaet nedover Ryggen, snart helt indhyllet i hvidt som et Spøgelse.

Den lille Katharinas Skæbne havde Kandidaten bedre Lejlighed til at kontrollere ved Selvsyn. København er jo nok en stor By, men dog ikke større, end at man overalt er udsat for at støde paa Folk, som man af en eller anden Grund helst vil undgaa. Hin Morgen, da han kørte bort fra Storgaarden og saa' den store, tomme Hede og den endeløse Landevej ligge afskrækkende foran ham som en Vej til Dødens Rige, havde han spurgt sig selv: Hvad nu? Og hvorhen? … I Grunden var han ikke i Tvivl om, at Katharina vilde tilgive ham, dersom han aabent skriftede for hende og fortrød sin Vildfarelse. Naar de saa giftede sig, vilde der kunne beredes ham en rolig og behagelig Tilværelse, saa han helt kunde ofre sig for sit Digterkald. Katharina var nemlig ikke alene en sød og huslig Pige, der ligesom sin Mor kunde blive en eksemplarisk Hustru; hun var desuden 77 et godt Parti, hvad han i sin Tid havde forvisset sig om ved at slaa efter i Skattebogen.

Alligevel – rigtig tiltalt af disse Fremtidsudsigter følte han sig stadig ikke. Trods de bitre Erfaringer, han hjembragte fra sin Opdagelsesrejse til Eventyrets Land, var der noget i en saadan Hverdagslykke, som ikke huede ham. Han havde nu en Gang faaet en Djævel i Kroppen, der ikke lod sig fordrive eller nedmane. Og for Resten trøstede den lille Katharina sig saa hurtigt, at han ikke fik Tid til at tilendebringe sine Overvejelser. Efter en Sørgetid paa knap tre Maaneder forlovede hun sig med en Grosserer paa Gammelholm. I flere Aar lod hun, som om hun ikke saa ham, naar de mødtes paa Gaden eller i en Sporvogn, og var hun ledsaget af sin Mand, trykkede hun sig ind til ham med en kælen Ømhed, som dog gjorde Indtryk af at være lidt forstilt. Senere, da hun var bleven en Kone oppe i Trediverne, matroneagtig af Skikkelse og Optræden ligesom sin Mor, gengældte hun en Dag naadigt hans Hilsen; og nogen Tid efter – en Juleaftensdag, da de tilfældig mødtes i en overfyldt Butik – vekslede de et Par Ord om Vejret og det skrækkelige Føre, hvorefter hun gav ham Haanden. Han forstod, det skulde betyde, at hun havde tilgivet.

Hvad nu sluttelig Kandidaten selv angaar, da er det paa Tide at aabenbare, hvad den tænksomme Læser vel forøvrigt allerede af sig selv har forstaaet, at det er ham, der har nedskrevet denne lille Erindring fra de unge Dage. Tillad mig altsaa at kaste min Forklædning og forestille mig som Bogens Forfatter, uværdige Magister Glob, fyrretyve Aar gammel, komplet skaldet, ugift, altsaa ogsaa uden andre Hovedprydelser, Timelærer og Skolebogsforfatter og med en lille Ansættelse ved et af de københavnske Biblioteker. At jeg desuden har trængt mig ind i Skønliteraturen og derved har opvakt Uvilje hos de virkelige Poeter af Guds og Recensenternes Naade, vil maaske være en Del af Læseverdenen 78 bekendt. Jeg nævner det i al Beskedenhed, og føler godt, at der tiltrænges en Undskyldning, naar jeg nu igen drister mig til at angle efter det bogkøbende Publikums velvillige Opmærksomhed og ulejlige Kritiken med denne Ubetydelighed fra min Haand.

Om mig selv og mit lidet interessante Livsløb iøvrigt blot dette: Dersom min ærede københavnske Læser en Morgenstund tilfældigvis skulde faa Øje paa en bebrillet Herre, der i største Hast smutter omkring Hjørnet af Klosterstræde med en Pakke Stilebøger under Armen – saa er det mig, der er paa Vej til Skolen. Eller kommer De ved Middagstid ind i det offentlige Bibliotek, hvor jeg har Ansættelse, skal efter Sigende den konfuseste af de to-tre konfuse, der her i Embeds Medfør overfuser Publikum – Pardon! – ogsaa være mig. Endelig, dersom De en sen Nattetime skulde komme gennem den trange, genlydende Nørregade, hvor jeg bor, og i et ellers mørkt Hus se et oplyst Vindu højt oppe under Taget, saa er det atter mig, Magister Ludvig Glob, der staar deroppe ved en Skrivepult og drømmer med en Pen i Haanden … drømmer om en ny Tid og en ny Slægt, der ikke forveksler Lidenskab og Hysteri, ikke skammer sig ved at vandre ud efter Næsen paa den gyldne Middelvej, ikke formasteligt leger med de store Passioner for at udfylde Sjælens Tomhed, … drømmer, mens jeg staar dukket over Pulten og med Tevandskoppen foran mig yder mit beskedne Bidrag til en saadan Fremtidsslægts Fremstaaen og Vækst ved at rette Stile, forfatte Bogkataloger og nu og da, som en anden Hr. Klattemand, nedskrive saadanne smaa belærende og moraliserende Fortællinger om Kanariefugles Ørnedrømme … for ikke at tale om mit længe bebudede græske Glos- sarium til Skolebrug og Hjemmeøvelse, som nu nærmer sig sin Fuldendelse og hermed paa Forhaand tør være alle Interesserede ærbødigst anbefalet. –