En Fiskerrede

57 Der laa et lille fattigt Fiskerleje – otte, ti smaa sorte Træhytter – yderst ude ved det aabne Hav. Halvt nedgravet i Sandet og med Gavlene opad hinanden krøb den lave Husrække sammen som en Larve bag den høje, nøgne Klit, hvorover den vrede Brænding kastede sin Fraade.

Paa stille Sommerdage, naar Solen smeltede Tjæren ud af Bjælkevæggene og gennemglødede Sandet, saa det brændte under Fodsaalen, kunde det lille Leje dog folde sig ud i sin Ensomhed og ligesom en Sommerfugl, der gennembryder sin Puppe, kaste et kortvarigt, sydlandsk broget Liv udover det triste Øde. Oppe paa Klitterne rejste sig Rækker af høje Stejler med flagrende Fiskegarn; Skarer af halvnøgne Børn larmede ude paa Forstranden, og hist og her saaes solbrunede Kvinder i røde Skørter, der sad paa Hug omkring et Baal i Sandet og kogte Beg.

Men under den første Jævndøgnsstorm, naar Himlen laa lavt nedover de øde Sandhøje; naar de store, hvide Maager trykkede sig sammen i den rullende Havstok, og Klitterne røg som en fygende Sne, – da krøb det lille Leje atter ind bag sin Klit; Lemme og Luger lukkedes, og Dørene stængtes; 58 da vilde end ikke Røgen ud af Lyrerne i de sortbrændte Rygninger men trykkede sig lavt og ligesom angstfuld ned over Tagene. Og Døgn efter Døgn laa den lille Fiskerkoloni hen som i en lang Søvn, mens Sand og store Skumflager hvirvlede hen over den.

Men da kunde det i mørke Nætter hænde, at der gennem Larmen fra Havet, som dundrede mod Klitten, hørtes Lyden af en Dør, der besværligt pressedes op og straks igen huggedes i af Stormen. En Mand kravlede op ad Sandskraaningen, lagde sig paa Maven deroppe og gav sig til at lytte med Haanden bag Øret. Efter en Stunds Forløb kom en anden Mand og lagde sig hos. En søvnig Samtale – afbrudt af timelange Pavser – førtes imellem dem.

Men pludselig rejste de sig begge og løb hastig ned til Husene, bankede paa en Dør hist, en Luge her, og raabte overalt det samme, korte Ord.

Brede Mænd med skæggede Ansigter dukkede efterhaanden frem i Mørket. I tykke, stive Kofter bevægede de sig imellem hinanden uden at tale, puslede med Reb, Stiger og Baadshager, indtil de omsider samledes omkring en lille Hornlygte og i sluttet Skare drog østpaa, bag om Klitterne.

Hist og her bag en halvaaben Dør saaes Overkroppen af et næsten nøgent Fruentimmer med Haaret uredt ned over Skuldrene. Men da Mændene var forsvundne, lukkedes Dørene, … og atter hørtes intet uden Havets hule, uafladelige Dundren.

Men i Øst, oppe paa Klitrækken, blussede lidt efter en Flamme op imod den sorte Himmel, … en Begfakkel, hvorfra mørkerøde Gnister fløj ind over Landet.

En Time eller to gik.

59 Da lyder pludselig et mangestemmigt Skrig ude fra Havet. I det samme slukkes Faklen. Alt er Mørke.

Men ude over Brændingen er det, som om Stormen har rejst sig i sin vildeste Styrke. Der lyder som Vingeklapren af en Kæmpefugl i Vaande. Liner sprænges; der trampes paa et Dæk, og Lyden af en stor Kommandostemme drukner i en forvirret Raaben af mange Munde og en Kvindes høje, skærende Angstskrig.

Inde under Klitten, ud mod Havet, sidder de smaa brede Mænd i Kres omkring Lygten, der kaster et rødt Skær hen over Sandet og op i de skæggede Ansigter. Rolig ventende sidder de med Hænderne omkring de optrukne Knæ eller med Hovedet i Haanden, som om de sov.

Ingen af dem taler. Af og til, naar Kvindens Jammerskrig derude og den enstonige Hylen af Matroserne, som klamres og bides i Rigningen, lyder altfor hjærteskærende, ser de lidt sky paa hinanden og forsøger at smile; og en gammel Fyr, der sidder yderst i Rækken, vender sig stjaalent bort og mumler noget over en Rosenkrans, som han har listet frem af sin Kofte.

Da er det med eet, som om Havet sitrende løfter sig i Vælde. En Række dumpe Brag lyder ind over Land som Skud af fjerne Kanoner. Derpaa bliver alt stille. Ikke et Skrig.

Men efterhaanden fyldes det sydende Vand mellem Klitten og Brændingen af splintret Skibsgods, der males rundt mellem hinanden som i en kogende Kedel. Noget kastes helt op paa Forstranden, andet skylles tilbage med Bølgen eller knuses paa Stedet. En stor Mastestump med indfiltret Linegods slynges paa Land, og et kort Raab undslipper en Skibbruden, der har klamret sig til den.

Han er frelst.

60 Men øjeblikkelig er en Kniv i Siden paa ham, og han vælter bagover. Mændene omringer ham, og Lygten sættes op for hans Ansigt, idet dette synker tilbage mod Sandet med et sidste, mat forundret Blik.

"Det er Vin!" mumler Manden med Lygten efter at have betragtet den døendes mørke Haar og olivenfarvede Hud.

De andre nikker samstemmende.

En hjulbenet Mandsling bøjer sig ned og føler henover den fremmedes Klæder og besigtiger et Par Ringe, der glimter i hans Øre. Hvorpaa han for en Sikkerheds Skyld stikker ham endnu et dybt, dampende Saar i Siden, inden han forlader ham og vralter ned mod Havstokken.

Her er de andre allerede ifærd med ved Hjælp af Baadshager og Rebslynger at redde ind fra Brændingen. Mens Morgenen langsomt melder sig derude i den graakolde Taage over Havet, hales Vintønder og splintrede Planker iland, efterhaanden som Bølgerne skyller dem op. Ligene trækkes ind og plyndres. Kister og Kasser med spraglede Silketøjer brækkes op og undersøges.

Imidlertid kommer Kvinderne ud fra Lejet med varmt Øl i store Trækander, der gaar rundt mellem Mændene. Rystende i Morgenkulden staar de i Klynge oppe paa Klitranden og stirrer med et grisk Glimt i Øjet nedover de opdyngede Herligheder.

Op ad Formiddagen, naar der ikke er mere at redde, og de nøgne Lig er bleven samvittighedsfuldt begravede under Klitten, trilles Tønderne under megen Lystighed ind i Hytterne; de store Trækander sættes paa Bordene, Mændene og de silkesmykkede Kvinder bænker sig omkring dem, – og Døgn efter Døgn tumler det lille Leje sig i en sanseløs Rus 61 med Syngen og Larmen i de lange, mørke Nætter, mens Sand og hvide Skumflager hvirvler hen over det.

**
*

Men alt dette ligger nu langt, langt tilbage i Tiden. Den lille Fiskerbys Saga er nutildags halvvejs forglemt deroppe i det tavse Øde, hvor Hav og Sand, Aar efter Aar, har slettet ud og jævnet til og begravet alt.

Paa smukke Sommeraftener, naar Solen synker ned i blodrøde Skyer og gennemgløder Havet, kan det vel en og anden Gang hænde, at en samvittighedsfuld Familjefader, der er paa Lystrejse i den naturskønne Egn, betagen af Synet lader standse udfor et halvt udskyllet Vrag i Strandkanten og for sine lyttende Børn opruller Billeder af hine Tiders blodige Optrin og natlige Rædsler.

Men han forsømmer da heller aldrig at minde om, hvor langt Menneskeheden er naaet frem siden da; hvorledes Civilisationen ogsaa paa dette Omraade har gjort sit store, menneskekærlige Arbejde. Og idet han samvittighedsfuldt udvikler dette for dem, peger han med Stolthed paa Redningsbaadens grundmurede Hus, der kigger frem bag Klitterne, eller han viser ud mod Øst paa den smalle, flade Odde, der skyder sig ud i Havet, og hvor det høje Fyrtaarn knejser mod Himlen som Landets sidste, vældige Milepæl.

Ogsaa Klitterne trindt omkring er i Tidens Løb bleven draget ind under Civilisationen og omsigtsfuldt beplantet med lange, snorlige Rader af Klittag og Marehalm, der skal beskytte mod Sandflugten. Inde imellem dem ligger nu lyngbrune Hedeflader og fredelige Moser, der damper i de tavse Sommernætter.

62 Selve Lejet har i Aarhundredernes Løb bevaret sin ejendommelige Ormeform; men det er nu en stor Fiskerby med Kirke og Præst, med Købmænd og Gæstgivergaard og en Mængde smaa Huse, hvis teglhængte Tage skinner dobbelt røde mellem de hvidgrønne Sandhøje.

Paa stille Sommerdage, naar Solen smelter Tjæren af de enkelte gamle Træhytter, der endnu er tilbage, og gløder Sandet, saa det brænder under Fodsaalen, folder Byen sig ud i sin Ensomhed ligesom i de gamle Dage, – breder sig ud over Klitterne med sorte Stænger for Næt og tørrede Fisk, med larmende Skarer af barbenede Børn paa Forstranden og Klynger af stærke, solbrunede Kvinder i røde Skørter, der sidder paa Hug i Sandet ved en dampende Gryde og skræller Kartofler.

Langs Stranden sidder Malere i Nakken paa hinanden'1 under store gule Paraplyer som Tudser under Paddehatte; Digtere sværmer om med langt Haar og Notebog, og overalt i Byen sees Flokke af fremmede, der ivrig besigtiger den mærkværdige By og dens interessante Naturbefolkning.
 

– – Op ad Formiddagen blev Heden for Alvor trykkende. Der rørte sig ikke en Vind. Over Havet og Byen sænkede sig en Dis af tung Varme, der slog alt til Jorden.

Rundt om ved Husene laa Ænder, Svin og Børn og snorksov med Ansigtet mod det glohede Sand. Tunge og søvnige, med bare Ben og ophægtede Kjoleliv, gik Kvinderne ud og ind gennem Dørene og kastede vrantne Blikke hen imod en lille Dør i et lillebitte Hus, hvor en ung Turist med Myggeslør om Hatten stod og gantedes med et Par lattermilde Fiskerpiger.

63 Disse glade Pigers Latter var snart den eneste Lyd, der hørtes over Byen.

Endog de barbenede Smaapiger, der den hele Formiddag havde løbet om med opløftede Skørter og pjasket langs Strandkanten, var bleven trætte og havde sat sig hen i Skyggen under nogle optrukne Baade, hvor de sad med Hænderne i Skødet og saae paa de smaa, pibende Strandterner, der strøg henover Vandfladen og dykkede efter Fisk.

En ældre Herre med høj, graa Hat bag i Nakken, Støvfrakke og en vældig Rejsekikkert hængende foran Maven traadte ud paa Gæstgivergaardens Trappe og indsnuste med en vellystfuld Grimace den "højst interessante" Strandluft, der rigtignok efterhaanden havde faaet en noget lummer Tilsætning af Møddingeuddunstninger og Stank af halvraadne Fisk.

Oppe paa Klitranden sad Fiskerne med deres smaa Piber i Munden og bødede Garn. Enkelte havde allerede ladet Hagen synke ned paa Brystet og sov; de fleste sad og smaanikkede og kastede af og til et sløvt Blik ud over Havet – dette store, tomme, mælkeblaa Hav, der laa der saa blankt og stille, saa haabløst øde, at man kunde have troet det dødt, dersom man ikke havde hørt dets tunge, taktfaste Pulsslag inde under Stranden.

Derude i Nordvest gik en stor Damper med en tyk, ulden Røg i en milelang Stribe bag efter sig.

Det var "Two brothers", en engelsk Fragtdamper, der skulde østen om Odden for at komme sydefter over Kattegat til en af Østersøhavnene.

Ombord var der stille. Man havde netop foretaget en Pejling og følte sig tryg for Kysten.

Rundt om i Forrummet, hvor der var mest Skygge, laa Matroserne – et irsk, tysk og svensk Skrabsammen – i røde og tærnede Uldskjorter og sov med Næsen i Dækket. Kaptajnen havde selv 64 Vagten. Han sad inde i sit lille hyggelige Indelukke oppe paa Kommandobroen, hvorfra han i al Magelighed kunde iagttage Skibets Gang og betragte den solbeskinnede Kyst, de sejlede forbi.

Han var en lille korthalset Englænder, stoppet med Bøf og Porter, og saa rød og skinnende som en Kobberkedel. De mælkehvide Øjne, der stod ganske stive i Hovedet, udtrykte en dødlignende Sløvhed. Der rørte sig ikke en Trækning i hans Ansigt, mens han sad der og røg sødtlugtende Shag efter den anden Lunch.

Men han var ikke alene. Op ad ham, halvt paa hans Skød, sad en ung, slank Kvinde og flettede med hvide, vævre Fingre i hans grove Skæg. Ingen af dem talte. Undertiden, naar hun kom til at hoste af den skarpe Damp, som han ganske ugeneret pulsede ned over hende, ruskede hun ham spøgende i hans laadne Ørelap. Men ved den mindste utaalmodige Knurren fra den tykke Kødvom, slap hun Øret med en pudsig Forskrækkelse og lagde sig krum som en Kat ind til ham med en indsmigrende Spinden.

Dette var little Mary.

Saaledes kaldte hun sig selv herinde i Fortrolighed. Kaptajn Charles – naar han overhovedet nedlod sig til at tale – kaldte hende slet og ret Mary.

Ude mellem Folkene – hvor hun iøvrig kun sjælden viste sig – eller af Kok og Stewart tiltaltes hun blot med et høfligt "Miss". Og naar hun om Eftermiddagen gik sin daglige Tur op og ned ad Agterdækket – rolig, rank og engelsk korrekt – med Hænderne i Lommerne paa sin tæt tilknappede Jaket, bøjede baade Styrmænd og Matroser høfligt af for hende uden med en Mine at give tilkende, 65 at de meget vel vidste, hvorledes det forholdt sig med hende.

De havde faaet hende ombord for mere end to Maaneder siden i Liverpool, og Kaptajn Charles havde adskillige Gange slaaet Knoen i Bordet for hende og svoret, at nu vilde han sætte hende af i den første engelske Havn, de løb ind i, og sende hende tilbage til de Elendighedens Huler, hvor hun hørte hjemme. Men de sidste Ugers lune Sommervinde og heldige Farter havde gjort ham blød som en Vante. Bestandig havde der været noget bønfaldende i hendes Blik, som han ikke kunde modstaa, og hendes lille Haand havde lagt sig saa blødt om hans Nakke, at han regelmæssigt havde taget Ordet i sig igen og undertiden fornummet noget som et Hjerte røre sig i Fedtet under Vesten. Mary var kun sytten Aar.

Han sad netop nu, mæt og ubevægelig efter Frokosten, og henfaldt i mærkelige Drømmerier. Han tænkte paa, om han skulde beholde hende Resten af Sommeren … maaske Vinteren med … maaske ligefrem tilsidst gifte sig med Pigebarnet. Han var bleven saa vant til at have hende omkring sig, at han ligefrem daarligt kunde tænke sig at være hende foruden. Naturligvis vilde hans Kammerater grine ham ud, dersom han gik hen og giftede hende, og hjemme i Grangemouth vilde de jo lave en fæl Opstandelse. Men han kunde jo lade dem grine. Saa længe han var paa Søen, mærkede han det i hvert Fald ikke. Og forresten, – hvad Marys Fortid angik, saa undskyldtes hun dog virkelig meget af det Hjem, hun var kommen fra. Hendes Fader var en Drivert, der mere end een Gang i Drukkenskab havde slaaet hende halvt fordærvet, og Moderen var en gammel Tøjte, der selv havde lært hende Professionen. Desuden var Mary jo ikke stort andet 66 end et Barn og vidste knap, hvad det var for en Slags Levevej, hun var slaaet ind paa. – –

Som han nu sad i saadanne Tanker, og mens Mary laa med Hovedet paa hans brede Bryst og morede sig med at lade sig vugge op og ned af hans Aandedræt, gav det et Par lette Stød i Skibet, der faa Øjeblikke efter standsede, mens Stempelslagene nede fra Maskinrummet pludselig tog en rasende Fart.

Kaptajn Charles' tunge Krop havde i et Nu væltet Mary tilside; med en dundrende Ed foer han ud af Døren, slog "Stop" til Maskinen og strakte sig ud over Kommandobroens Rækværk. Jo – ganske rigtigt! Skibet stod. Under det klare, glasgrønne Vand blinkede Smaasten og Muslingeskaller frem af den riflede Sandbund, som de ganske blødt var gaaet ind i.

Hans Ansigt, der et Øjeblik havde mistet al sin Farve, blev ganske blodrødt; men da han havde set henad Skibssiden og ment at have Vished for, at der ingen Skade var sket, udslyngede han roligt et "All right" ud over Dækket, hvor Mandskabet fra alle Kanter var kommen paa Benene og hældte sig over Rælingen.

"Halv Kraft – bak! – halv Kraft!" kommanderede han derpaa ned til Maskinen. Og idet nu denne igen begyndte at arbejde, gik han et Par Gange hastigt frem og tilbage paa Broen og tog et Par vældige Drag af Shagpiben for helt at komme sig af Forskrækkelsen.

Men Skibet flyttede sig ikke. End ikke, da han havde kommanderet: "Fuld Kraft – bak!" rørte det sig af Pletten. Hvor meget Maskinen end pustede og hvæsede, og hvor sort og vredladen Røgen buldrede ud af Skorstenen, – det tunge Skib laa lige urokkeligt, stønnede blot saa smaat under Anstrengelserne med en klirrende Lyd af Jern.

67 Imidlertid var Ulykken bleven bemærket inde paa Stranden af nogle Fiskere, der stod med store Søstøvler midt i Havstokken og trak Vaad – for en Maler. Ihast blev der skikket Bud ind til den indslumrede By for at vække Folk op af Middagssøvnen.

Og nu blev der Liv. Først een for een, siden flokkevis, kom Mændene luntende gennem Klitterne med Latteren klukkende i Maven, og alle de højeste Klittoppe i Nærheden af Byen befolkedes efterhaanden af Kvinder og Børn, der stod med Hænderne skyggende over Øjnene og stirrede mod Nord. Fra alle Kanter færdedes Folk ilsomt over Heden, raabende og pegende til hinanden i Frastand. Strandingskomissæren og Politifuldmægtigen kom agende tilsammen i en Holstenskvogn, og alle de fremmede Tilrejsende – baade Damer og Herrer – havde over Hals og Hoved forladt Gæstgivergaardens Frokostbord for at styrte ud imod "Strandingsstedet": Manden med den graa Cylinder forud for dem alle, storkende afsted paa sine lange Ben med Servietten i Forvirringen stukket halvt ned i Baglommen.

Inde i Byen var alt i urolig, febrilsk Bevægelse. Man flokkedes udenfor Gadedørene, spurgte og gav Forklaring. Først da det var bleven uomtvistelig godtgjort, at Skibet sad fast – solidt, paalideligt fast – hævedes Beklemmelsen og slog ud i en løssluppen Munterhed, der smittede selv Børnene, saa de gav sig til at løbe hurraraabende gennem Gaden. Købmanden hoppede smilende op paa sin Kontorstol og gav Ordre til at hisse det store Brændevinsanker op fra Kælderen. Folk kiggede ind til Naboer og Bekendte, og overalt lugtede der af Kaffe. Om det saa var gamle Folk og Krøblinge, der næppe kunde gaa, saa rokkede de op paa den nærmeste Klit for at godte sig over Synet af det 68 store, dampende Søuhyre, der laa derude og sled og stønnede for at komme los.

… Udfor Strandingsstedet var den brede Forstrand efterhaanden bleven sort af Mennesker; og ude omkring Damperen – der sad paa tredje Revle flere hundrede Favne fra Land – laa en Skare af Baade med Fiskere af det saakaldte Bjærgningslag, der prajede Kaptajnen, hver Gang han viste sig paa Kommandobroen.

Kaptajn Charles lod imidlertid, som om han hverken saae eller hørte dem. Han havde gennem sin Styrmand nedlagt Forbud mod, at nogen fremmed betraadte Skibet, og i det hele halsstarrigt afslaaet ethvert Tilbud om Hjælp. Han havde sat sin egen Storbaad i Vandet og ladet nogle Mand ro to Ankere agterud med stærke Kættinger, der var fastgjorte til Spilbommen; Maskinmesteren havde faaet Ordre til at sætte Dampen op "lige til den røde Streg" – for los skulde de.

Under alt dette gik han op og ned ad Kommandobroen med Hænderne i Pjækkertlommerne, eller han sad inde i Indelukket og drak ublandet Whisky af et Ølglas. Marys runde Katteøjne fulgte frygtsomt enhver af hans Bevægelser og Minespillet i hans røde Ansigt. Hun havde et Par Gange prøvet paa at nærme sig ham, men han havde heftig skubbet hende fra sig med en Knurren.

De to Ankere var omsider bleven kastede, Maskinen begyndte igen at arbejde, Dampspillet hvæsede. Kættingerne strammedes … men Skibet flyttede sig ikke en Tomme … sank blot endnu lidt dybere ned i Sandet efter hvert frugtesløst Forsøg.

Der var imidlertid stadig kommen flere Folk paa Stranden og flere Baade i Vandet. Helt ude fra Odden og fra et Naboleje i Syd kom Fiskere trækkende med deres Joller langs Kysten. Det var 69 tilsidst en hel Flaade af smaa Fartøjer, der trængte sig om det strandede Skib og skubbede og hagede sig frem mellem hinanden under Mandskabets højrøstede Munterhed. Særligt var man optaget af at gætte paa Ladningen, idet man haabede, at det var en saadan, der kunde skrue Bjærgningslønnen ordentlig i Vejret, f. Eks. Bomuld eller Jern. Kul var det næppe, siden der ikke straks var gjort Anstalter til at losse.

Noget borte fra de andre laa en seksaarers Baad med Strandingskommissæren. Han var en anselig, sværlemmet Mand, der anstrengte sig for at betragte den hele Scene med overlegen Ligegyldighed. I Virkeligheden var dog ingen mere interesseret i Skibets og Ladningens Værdi end han, idet han havde et retmæssigt Krav paa for sin blotte Nærværelse at erholde en halv Procent af Bjærgningslønnen.

Toldassistenten – en fed Mand med Guldbriller – nærmede sig i en anden Baad og hilste.

"Hvad mener De, Hr. Konsul!" sagde han og lo inde i et ildrødt Skæg, der formelig luede i Solen. "At rende ind ved højlys Dag … i et saadant Vejr! Det kan man da, ved Gud, kalde en Foræring!"

Strandingskommissæren gjorde en Skulderbevægelse, der kunde udlægges efter Behag.

"Det er nok Jern, siges der," vedblev Toldassistenten.

"Aa, Gud veed", svarede den anden med næsten præstelig Højtidelighed og saae ud for sig. "Han ligner en Kulslæber. Det er en Engelskmand".

Toldassistenten lo igen.

"En Engelskmand, ja! Og sejg og stædig som en engelsk Bøf! … Kan De begribe, Konsul, at han endnu kan bilde sig ind at slippe ud?"

70 "Aa jo. Maaske vil det virkelig lykkes ham", svarede Kommissæren med et skuffende Udtryk af kristelig Medfølelse. Kun lige i Mundvigene sporedes et Muskelspil, der røbede hans Sjæls Spænding.

"Undskyld mig, mine Herrer! Er det sandt, hvad der andetsteds er mig berettet, at der er telegraferet efter Bjærgningsdamper?"

Det var Manden med den graa Cylinder. Han havde lejet en Baad med fire interessante gamle Fiskere og sad – skælvende af Sindsbevægelse – ude i Agterstavnen med den udtrukne Kikkert i Haanden.

"Mon det virkelig skulde være Tilfældet?" vedblev han, da der ikke straks blev svaret. "Der blev sagt, at den efter sikkert Forlydende er i Vente."

"Ja, vi har den vist om et Øjeblik", svarede Konsulen og saae ud imod Øst.

Der – drejende søndenfra omkring Odden – kom ogsaa kort efter en lille Damper tilsyne. Konsulen gav i det samme sine Folk et Vink, Aarerne kom i Vandet, og efter nogle Minutters Forløb lagde Baaden til Siden af det strandede Skib.

Til Styrmanden, som straks viste sig, opgav han, hvem han var, og spurgte, om der forlangtes Hjælp. Kaptajn Charles, der inde fra Lukaf'et paa Kommandobroen havde set den lille Damper stoppe op og lægge sig for Anker et Par Kabellængder borte, lod svare Nej.

"Nej!" gentog han med sammenbidte Tænder og slog Næven i Bordet, da Styrmanden nølede med at bringe Svaret. Han sad med en Whiskydunk foran sig og havde tømt det tredje Glas.

Konsulen stødte fraborde og roede sporenstregs til Land.

71 Der gik et Par Timer.

Inde paa Strandbredden blev Menneskemængden stadig forøget, idet nu ogsaa Konerne indfandt sig og bragte Mad og Drikke til Mændene. Man lejrede sig omkring i Sandet; Brændevinsflaskerne gik rundt. Man klinkede og morede sig som ved en Folkefest.

Henimod Solnedgangstid krusedes Havfladen pludselig, og de Baade, der endnu laa derude omkring Skibet, begyndte at vippe. Der var stadig ingen Skyer paa Himlen; men Solen var bleven saa underlig mat, og yderst ude i Horisonten højnede Havet sig.

Der gik ikke et Kvarter, før Søen blev saa høj, at Baadene maatte søge Land. Ved at stemme Skuldrene mod Rælingen fik man dem skudt op paa Stranden, og Kvinderne søgte efterhaanden Læ under de brede Forstavne.

Nu var Himlen ogsaa ganske overskyet, og Vinden steg i Styrke, saa det saae helt betænkeligt ud for Skibet. Det laa midt i den yderste Brænding, med Bredsiden til Søen, der allerede brød stærkt over det. Man kunde fra Stranden tydeligt se, hvorledes det ene Skumsprøjt efter det andet slog henover Lønningen.

Folk, der var forsynede med Kikkerter, bemærkede pludselig en stor Travlhed ombord. Folkene løb frem og tilbage paa Dækket; en Baad blev sat i Vandet, og man hørte en Ankerkætting ruse ud. Det var tydeligt, at der skulde foretages et sidste, afgørende Forsøg. Mægtige Røgmasser med Bunker af store Gnister væltede ud under den mørke Himmel, og Skruen begyndte at arbejde agter.

Det saae inde fra Land helt uhyggeligt ud. Nogle af Kvinderne begyndte at klage sig. Ellers var der ganske stille paa Stranden nu. Ude i Nordvest 72 gik Solen blodrød ned bag store, opadskydende Skymasser.

Saa standsede igen Maskinen derude. Og efter endnu en lang Tøven, hvorunder alle paa Stranden havde rejst sig, saae man gennem det fremvældende Mørke Nødflaget langsomt blive hejst. Samtidigt lød der et hæst, svagt og langtrukkent Signal fra Dampfløjten.

"Nu græder han", sagde man og lo.

Distriktets otteaarers Redningsbaad, som imidlertid var bragt tilveje, blev skudt ud i Søen med Strandingskommissæren og Herredsfogdens Fuldmægtig, der skulde henholdsvis ordne og med Lovens Segl bekræfte Bjærgningsvilkaarene. Endnu en tredje Herre havde Plads i Baaden, en lille mager Mand i en graa Kavaj og med en sort Handske paa den venstre Haand, hvormed han holdt paa sin Hat. Det var Bjærgningsselskabets Agent, der var bleven sat i Land fra den lille Damper straks efter dennes Ankomst og siden havde opholdt sig paa Stranden.

Blæsten var allerede vokset til en halv Storm; men med taktfaste Aareslag førte det veløvede Mandskab Baaden gennem Bølgerne, og efter en Snes Minutters Forløb blev de tre Herrer sat ombord. Styrmanden tog imod dem og førte dem ned under Dækket og ind i Officersmessen. Her sad Kaptajn Charles – stærkt drukken – bag et Bord, hvorover Svinglampen var tændt. Fra den store Blikskærms hvidmalede Inderside kastedes Lyset ned over den polerede Mahogniplade; det øvrige Rum laa i grønligt Halvmørke.

Han modtog de Fremmede uden Hilsen og spurgte kort og godt, "hvad det kostede".

Bjærgningsselskabets Agent bad om at maatte gøre sig bekendt med Skibspapirerne. Da disse var bragt ham, og han derigennem havde erkyndiget sig 73 om Ladningens Værdi, Skibets Alder, Assurancesummerne etc., svarede han:

"Seks tusind Pund".

Det gav et Ryk i Kaptajn Charles; det var, som om han med eet blev ædru. Saa gled der et ejendommeligt, stolt Afmagtssmil over hans blaahvide Læber.

"Naa saaledes –" sagde han blot, halvt for sig selv.

Der blev nogle Øjeblikkes Tavshed. Lige bag Kaptajnens Ryg slog Havet uafladeligt ind mod Skibssiden, og Slagene drønede saa hult og uhyggeligt derinde i det trange Rum, at den unge Politifuldmægtig, der endnu var ny i Bestillingen, blev mere og mere bleg og idelig saae mod Udgangen. Ovenover paa Dækket mudrede det med tunge Søstøvler.

"Fire tusind Pund", sagde endelig Kaptajn Charles.

Agenten gjorde en beklagende Skuldertrækning.

"Umuligt!"

Strandingskommissæren, hvis Hværv det var at staa Kaptajnen bi og værge Rederiets og Assuranceselskabernes Interesser, traadte nu til for at lægge sig mæglende imellem. Men da han vidste, at Bjærgningsselskabet af Princip aldrig slog af paa et en Gang gjort Tilbud, og da det desuden var i hans egen Interesse at holde Bjærgningssummen saa høj som mulig, vendte han sig hurtigt udelukkende mod Kaptajnen, idet han med mange deltagende Ord paa taaleligt engelsk søgte at gøre ham indlysende, at der paa Grund af Skibets stadig vanskeligere Stilling næppe var andet at gøre, end at modtage Tilbudet.

Agenten, der ganske bifaldt denne Udtalelse, skulde for sit Vedkommende yderligere tilføje den Bemærkning, at dersom der ikke inden en Time var tilvejebragt en Overenskomst, vilde Bjærgningsdamperen 74 se sig nødsaget til at lette, da den under de forhaandenværende Omstændigheder ikke turde opholde sig her under Kysten Natten over. Endvidere maatte han meddele, at han ikke længere end i ti Minutter betragtede sig som bunden ved det gjorte, særdeles favorable Tilbud.

Kaptajn Charles forholdt sig stadig tavs. Han havde lagt begge sine korte, tykke Arme op paa Bordet og saae fra den ene til den anden af de to Herrer med langsomme, forstaaende Nik. Efter Agentens sidste Ord dirrede hans blege Læber et Øjeblik. Saa vendte han sig om mod Styrmanden, der havde overværet Forhandlingen som hans Vidne, og bad om Skrivemateriale.
 

To Timer senere var "Two brothers" slæbt af Grunden og befundet sejldygtig. I den mørke, stormfulde Aften, mens der skinnede Lys ud fra de mange Hytter i den lille Klitby, hvor man allerede var begyndt at gøre sig tilgode for den Tredjepart af Bjærgningslønnen, der var Fiskernes lovlige Part, og hvor Købmændenes Boder og Gæstgivergaardens Skænkestuer var stuvende fulde af højrøstede Folk, dampede det fremmede Skib ensomt Østen om Odden og videre ud over Havet.

Styrmanden havde Vagten. Kaptajn Charles havde lukket sig inde i sin Kahyt sammen med en ny Dunk Whisky – men uden Mary. Det stakkels Barn sad paa Kanten af sin smalle Køje i sit eget lille Lukaf og stirrede frem for sig i Mørket med sine runde Katteøjne. Hun havde læst sin Skæbne i det rasende Blik, hvormed hendes Herre om Eftermiddagen havde stødt hende fra sig. Hendes Frihed var igen forbi! I den første Havn, Skibet nu kom til, vilde han gøre Alvor af at sende hende tilbage, 75 – hjem igen til Elendigheden, Sulten, Smudset, Faderens Stokkeslag og Moderens Forbandelser.

Eller – – –?

Havet er dybt. Havet er barmhjærtigt. – – Da "Two brothers" den næste Morgen sejlede Sundet ind, var Mary ikke længer ombord.

 
['1] < hianden tilbage