Dommens Dag

Af Henrik Pontoppidan

542

Femte Bog

Stemningen paa Højskolens Formiddagsmøde den næste Dag var i hvert Fald i Begyndelsen endnu præget af den Uhygge, som Begivenheden med Emanuel overalt havde fremkaldt. Først henimod Daggry var han – mere død end levende – bleven funden af det Mandskab, der ved Midnatstid under Pastor Petersens Ledelse var udsendt for at opsøge ham. Man vidste, at der var skikket Bud efter Herredsfogden og en Læge, og at det var Hensigten straks at faa ham anbragt paa et Hospital.

Omslaget i Mødets Stemning foranledigedes af Væver Hansen. Han havde den foregaaende Aften siddet i sin Krog og i Tavshed dukket sig under det Nederlag, som ogsaa han ved den Lejlighed havde lidt. Naar det havde været ham saa magtpaaliggende at faa Emanuel til at optræde ved Mødet, var det, fordi han havde stolet paa, at han i det mindste vilde vække nogen Opsigt, og fordi han vidste, at hans Skibberuppere dog ikke aldeles havde glemt deres aandelige Hjemstavn, men særlig i disse Dage med Aarvaagenhed fulgte alt, hvad der foregik paa Sandinge Højskole.

543 Dog – nogen stor Tillid til sin Krigslist havde han alligevel denne Gang ikke haft. Den hidtil saa utrættelige skønt atter og atter slagne Stridsmand var omsider begyndt at opgive Haabet om Fremgang for den Sag, der havde været ham selve Livet. Da han denne Nat laa hjemme i sin ensomme Halmseng, mismodig over det fornyede Nederlag, havde hans Tanker som sædvanlig en Stund samlet sig om det mørke Barndomsminde, der havde været Giftbrønden i hans Sind, det bitre Kildevæld, ved hvilket han i fyrretyve Aar daglig havde fornyet sin Styrke og sin Hævntørst, … Mindet om hin Eftermiddag, da han som Hyrdedreng var bleven Vidne til, at Herremanden gennempryglede hans Fader med sin Stok. For tusende Gang saae han Scenen for sig: de store, lergraa Marker, den krumbøjede Fader ved Ploven, de dampende Heste, den unge Junkers gule Stok, Faderens ynkelige Mine, hans løftede Arm, hans bedende Hundeblik, … Erindringen stod indbrændt i hans Sjæl som et Slavemærke. Han havde hin Dag knyttet sin Drengehaand og svoret en dyr Ed. Men istedetfor den Oprejsning for ham selv og hans Stand, han havde haabet paa og i alle disse Aar kæmpet for, var Lydigheden blot Dag for Dag bleven større og Underdanigheden mere krumrygget.

Han havde nu besluttet endelig at opgive Kampen. Der var ikke noget at udrette med et Folk, der i alle Forhold syntes at have taget til Valgsprog: Jo galere, jo bedre! Naar han ikke desmindre havde bedt om Ordet her, var det blot for endnu en allersidste Gang at lette sit Hjerte og bringe sine fordums Venner og Meningsfæller^'1 en velment lille Afskedssalut.

Hans Tilsynekomst paa Talerstolen vakte straks ingen synderlig Opmærksomhed. Han var en ukendt Person for Størsteparten af Forsamlingen, og hans besindige, ja drævende Maade at udtrykke sig paa fremkaldte til en Begyndelse nogen Utaalmodighed hos Tilhørerne. 544 Men efterhaanden begyndte man at lytte. Hvad var det? Manden talte jo om Politik, om Statskupet og Frihedsbevægelsernes Undertrykkelse …

Der blev Uro i Salen. Man saae med ængstelige Blikke hen paa Ministeren og derfra op paa den myndige Ordstyrer, der da ogsaa havde rejst sig med Haanden om Klokken, parat til at skride ind.

I det samme snoede Væveren kattesmidigt sin Tale ind paa det foreliggende Emne: Forestillingen^'2 om det hinsidige Liv og de evige Helvedstraffe.

Men næppe havde Forskrækkelsen sat sig, og Ordstyreren igen taget Plads paa sin Stol, før han atter var paa forbudne Veje. Han gav sig til at tale om Smaafolks Alderdomsforsørgelse, om Almuens Undervisning og det forældede Fattigvæsen.

Forstander Sejling ringede kraftigt med sin Klokke.

"Jeg maa gøre Taleren opmærksom paa, at han skal holde sig strengt til den Sag, der ligger for. Navnlig er al Indblanding af Politik absolut forbudt," sagde han. Og under Forsamlingens lydelige Tilslutning tilføjede han bistert: "Dette er ikke nogen Krostuediskussion men en Forhandling om aandelige Ting."

"Jeg be'r saa saa meget om Forladelse," sagde Væveren med sin allersagtmodigste Stemme: "Jeg mente bare, at det vel kunde gaa an i den Forbindelse at berøre Ting, som dog ligger os alle paa Hjertet … besynderligt idag, da vi jo har den grumme store Ære at se en saa højtstaaendes Mand som en Minister her i vor Forsamling. For se, angaaendes det evige Liv hinsides –" vedblev han med hævet Stemme, da Ordstyreren igen gjorde Mine til at bruge Klokken – "ja saa mener jeg nu, at Vorherre nok sørger for det. Men Livet her paa Jorden har vi vel selv nogen Forpligtelse til at tage Vare paa."

"Afslutning! – Afslutning!" raabte et Par ophidsede Stemmer.

Men uden at agte paa Forsamlingens stedse utaalmodigere 545 Tilraab, og idet han stadig belagde sine Ord saa behændigt, at han afværgede Ordstyrerens Indskriden, vedblev han at tale. Han lod Menigheden høre ilde for, at den havde svigtet den Folkesag, som det var dens Opgave at føre frem til Sejr, og istedet trukket i Købstadklæder og faaet fine Fornemmelser. Han talte om en "Højskole-Storagtighed", der ikke var et Haar bedre end det Studenter-Hovmod, som det havde villet bekæmpe, og betegnede med et æggende Smil Vennesamfundets Forkyndelse som "dennehersens Gaardmands-Religion", der alene egnede sig for Folk, som havde Raad til at slide Bagen flad paa Højskolernes Bænke.

Uroen i Salen var efterhaanden stegen til et formeligt Røre, og Forstander Sejling stod da ogsaa i Begreb med paany at skride ind, da Vilh. Pram rejste sig fra sin Plads paa den forreste Bænk foran Talerstolen og – vendt imod Forsamlingen – med høj Røst udbrød:

"Jeg føler mig kaldet til at nedlægge en bestemt Indsigelse mod denne Talers Ord. Skønt jeg selv befinder mig i Opposition til meget i vort Menighedsliv – eller rettere netop af den Grund – er det mig magtpaaliggende at erklære, at jeg anser de faldne Ytringer for aldeles utilbørlige – ja usømmelige."

"Hør! Hør!" raabtes der med fuldtonende og enstemmigt Bifald fra Forsamlingen, hvorimod Forstander Sejling blev kendelig bleg og famlede nervøst ved Klokken.

"De Samfundsanliggender," – vedblev Vilh. Pram med stigende Varme – "som Taleren har berørt, egner sig ikke til Drøftelse her … og det er ikke vor Sag at føre dem frem. Tværtimod! Vi har i Fortiden anvendt altfor megen Kraft og Evne og tilsidesat alvorligere Opgaver for at bidrage til Løsningen af Spørgsmaal … som maaske til syvende og sidst sletikke lader sig løse. Vi kan visselig alle føle dyb og oprigtig Medlidenhed med Samfundets Stedbørn, og vi kan hver 546 for sig gøre, hvad der staar i vor Magt, for at lindre Nød og afhjælpe Savn og bøde paa Samfundenes Brøst. Men der klæber nu engang Mangler ved ethvert Menneskeværk, og det er ikke alene frugtesløst, men næsten formasteligt at tro at kunne fuldkommengøre det. Ideen om et Lyksalighedsland her paa Jorden er en Kimære, en Frugt af skønne men letfærdige Drømmerier …"

"Drømmerier?" gentog Væveren med et lumsk Smil.

"Ja – en Forestilling uden Gehalt, uden Mulighed for – –"

"U … U … Utopi?" prøvede Væveren.

"Ja, et uløseligt Problem, … et Fantasteri, som det er ørkesløst for Alvor at beskæftige sig med."

"Det er dog egenlig besynderligt," sagde Væveren. "For just de samme Ord læste jeg forgangen Dag i en af de rigtig gamle, ærkereaktionære Højreaviser, som jeg ellers ikke troede, at Hr. Pastoren havde Meninger tilfælles med."

"Her tales ikke om Politik!" raabte Vilh. Pram afvisende.

"Aa nej. Men jeg kan nu ikke faa i mit Hoved, hvordan netop det kan kaldes for Fantasteri … hvorfor justement det skal være Daarskab at ville hjælpe Smaafolk til Ligestillethed med andre Mennesker og skabe Ret og Billighed i Samfundet, mens det skal være det bare Smørrebrød for os at tumle med de store Verdensproblemer og vende Vrangen ud baade af Himmel og Helvede. Jeg er – Gud ske Tak og Lov! – hverken Fritænker eller andet af den Slags, men er glad for min Barnetro. Men alligevel kan jeg ikke forstaa andet, end at om vi Mennesker blandede os lidt mindre i Vorherres Anliggender, blev der vistnok baade Tid og Evne til at løse en og anden af de Opgaver, som vi nu er saa grumme hastige til at kalde for ganske uløselige … det er nu min beskedne Mening."

"Hvor længe skal dog den Mand have Lov til at 547 tale om uvedkommende Ting?" raabte Vilh. Pram i ophidset Tone op til Ordstyreren.

"Ja, Afslutning! … Afslutning!" lød det fra mange Sider.

Tilsyneladende fuldstændig behersket traadte Forstander Sejling frem og sagde:

"Jeg maa gøre Vilh. Pram opmærksom paa, at det er mig, der leder Mødet … og jeg skal nok udføre mit Hverv uden hans Bistand."

"Men Talerne maa dog i hvert Tilfælde holde sig til det foreliggende Emne."

"Ja – ingen Upartiskhed!" brølte en ungdommelig Stemme fra Baggrunden, og der rejste sig nu over hele Salen et almindeligt Spektakel. Ingen vilde længer høre, alle talte i Munden paa hinanden, … mens Væveren smilende krøb ned fra Talerstolen og listede stille bort.

Om Aftenen henimod Solnedgang sad Ragnhild og Pastor Petersen paa en Bænk inde i Hotellets Have, der strakte sig ned til Vandet. De var^'3 bægge meget medtagne af Nattens og Dagens Begivenheder. Særligt var Ragnhild dybt rystet. Hun sad og krøb sammen i et stort Sjal og saa næsten gammel ud.

Det var da ogsaa Pateren, der førte Ordet. Han fortalte om nogle Demonstrationer, som Emanuels Tilhængere havde sat i Scene, da han under Bevogtning af den tilkaldte Læge og en anden Mand var bleven kørt bort i Kromandens gamle Kaleschevogn. Den Stumhed, hvormed disse Mennesker var bleven slagen under deres Mesters saa ulykkelige Optræden ved Mødet den foregaaende Aften, var nemlig atter hævet, efterat det Rygte var opstaaet, at man oppe paa Højskolen havde kommet noget "Forgift" i det Glas Vand, der havde 548 staaet paa Talerstolen, og hvoraf han straks havde drukket lidt. De var ikke i Tvivl om, at hans Modstandere havde villet skaffe ham afvejen og nu – da denne Plan mislykkedes – vilde indespærre ham for at binde hans Mund. Hele Dagen havde der været Opløb udenfor hans Hus. Mænd og Kvinder stod og raabte paa hans Navn og forlangte hans Velsignelse. Især havde sorte Trine været meget virksom. I Forening med et Par Fiskere havde hun søgt at tiltvinge sig Adgang til Huset, og hver Gang hun fik Øje paa Herredsfogden inde bag et af Vinduerne, havde hun truende løftet Haanden og raabt: "Ve dig, Pilatus!" I Løbet af Dagen havde Spektaklet grebet saaledes om sig, at tilsidst over et halvt hundrede Mennesker – næsten hele Lejets Befolkning – omringede Huset. Selv Folk, der hidtil havde været ligegyldige for Emanuels Vækkelsesgerning eller endog stillet sig spottende til den, var bleven revet med af Bevægelsen; det var med Nød og næppe, at Politibetjenten og Sognefogden havde kunnet holde Mængden tilbage med deres Stokke. Da Kaleschevognen kørte frem for Døren og mens Mængden raabte og skreg, havde en ung Moder trængt sig frem med sit syge Barn, for at Emanuel skulde lægge Haanden paa det. Det havde ikke været Sognefogden muligt at holde hende tilbage. "Jeg vil se ham!" raabte hun. Selv efter at Vognen paany havde sat sig i Bevægelse, blev hun ved at klamre sig til Hjulet og raabe, at han skulde frelse hendes Barn.

"Ja – han har jo haft en underlig Magt over visse Menneskers Sind,"^'4 sagde Ragnhild tankefuld, da Pateren havde endt sin Beretning.

"Ja, den Magt, som Enfoldighed, forskønnet af Troskyldighed, desværre altid har over ubefæstede Sjæle, og som gør saadanne Folk som Emanuel Hansted til nogle af Samfundets farligste Personer."

"Ser De virkelig saaledes paa ham? Han har dog vel egentlig altid været værst mod sig selv."

549 "Aa ja, det kan man ogsaa sige. Fejlen er vel overhovedet den, at man opfatter slige Fænomener altfor alvorligt istedetfor straks at betragte dem fra den humoristiske Side. Det er maaske, naar det kommer til Stykket, Nutidsmenneskenes allerværste Skavank, at de saa totalt mangler komisk Sans. Ret betragtet har dog Emanuel Hansteds hele Stræben nærmest været til at le af, hans Liv en Række lavkomiske Scener. Med fuld Ret kunde der engang, naar han dør, skrives paa hans Gravsten: Herunder hviler Don Quixotes Genganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en skikkelig Kapellan men troede sig en Profet og Helgen; som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt og ansaae enhver Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen; som regelmæssigt forfuskede, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn, men som ikkedesmindre indtil det sidste betragtede sig som den af Forsynet udvalgte, der skulde berede Tusindaarsrigets Komme og forkynde Guds Dom over Menneskeslægten."

"De dømmer nu saa haardt. De glemmer, at han i hvert Fald har den Undskyldning at være sin Moders Søn."

"Aa ja! Og baade Moder og Søn har den Undskyldning at være Børn af en forskruet Tid, et forfjamsket Aarhundrede, der som intet andet har fremelsket Enfoldigheden og sat Præmie paa Daarskaben … hvori overspændte Ideer, hysterisk Lamenteren og al Slags ekscentrisk Vindmageri bliver beundret som Udtryk for den sande, gudebenaadede Genialitet. Dersom Vorherre paa Dommens Dag virkelig tager imod Undskyldninger … ja saa kan Emanuel Hansted ganske vist fremføre som en formildende Omstændighed, at han var et Resultat af vor Tids usundt oppustede Følelsesliv, et Produkt af den lyriske Forraadnelsesproces, hvori den gamle Verdens Samfund for Øjeblikket er ved at gaa tilgrunde."

550 "Det er besynderligt at høre Dem tale saadan. Mener De virkelig, at det er et Billede af vor Tid, De her opruller … af Jernbanernes, Telegrafens, Revolutionernes og Varietéernes Aarhundrede?"

"Ja, Frøken Ragnhild – af dets Vrangside. Af den Reaktion, som dets praktiske, handledygtige Aand, dets rastløse, kraftigt pulserende Liv har kaldt frem fra alle skumle og skimlede Kroge. Romantikens Genfødelse og Dampmaskinens Opfindelse skriver sig jo fra det samme Aar. Og forøvrigt … lad os ikke bedrage^'5 os! Selv vi, der dog gerne vil kalde os vor Tids kloge og forstandige Børn … selv vi vil tidt nok kunne mærke, at allehaande middelalderlige Følelser endnu spøger os i Blodet. Haanden paa Hjertet, Frøken Tønnesen! Kan De selv sige Dem helt fri? … Tag den geskæftigste Forretningsmand, den tilsyneladende mindst følelsesfulde Verdensmand og skrab lidt paa ham – og De skal se, Sværmeren, Stemningsmennesket kommer straks frem. I ensomme Timer, i Skumringen ved Kaminen, ved det maanebelyste Hav … hvem modstaar da de farlige Drømmes, de luftige Fantasiers,^'6 de mørke Rædslers koglende Spil, – Reminiscenserne fra Klostercellen og Vildskovene."

"Nu ja, De har vistnok Ret. Men hvad ondt er der saa egentlig deri?"

"Der behøver ikke at være noget ondt deri, – naturligvis! Ligesom andre kærlige Fædre har Vorherre givet sine Børn Legetøj til uskyldigt Tidsfordriv: Sansernes Fryd, kunstnerisk Glæde, Fantasiens Lyst o.s.v. Men den, der grunder sit aandelige Livs Ernæring herpaa, bærer sig ad som Barnet, der spiser sin Gummiboldt og faar ondt i Maven. Og kan virkelig nogen sige sig helt fri for at have ligget under for denne barnlige Tilbøjelighed? Hører vi ikke endnu daglig den Lære blive præket, at i Drømmene har Mennesket sin sande Glæde, sin største Lykke, sit egentlige Hjem? Nej, lad os ikke bedrage os selv! Endnu ligger 551 vi dybt i Middelalderens Søvn … eller rettere, vi befinder os i den halvvaagne Tilstand, i den farlige Time, hvori Drøm og Virkelighed forunderligt sammenblandes, hvori Virkeligheden synes Drøm, og Drømmen Virkelighed. Det er vel ogsaa derfor, at vi Nutidsmennesker er saadanne besynderlige Dobbeltvæsner med en Dag-Side og en Nat-Side, der ikke vil forliges. Og det er vel ogsaa Grunden til, at vi saa ofte føler os paa samme Gang tiltrukne og frastødte, tiltalte og mishagede af en Ting, en Sag eller en Person – kort sagt stadig gribes af hinanden modstridende Følelser, saadan som det jo er karakteristisk for vor Tid. Hvad siger vel Deres egen Erfaring, Frk. Tønnesen?"

Paterens Øjne hvilede ved disse Ord saa forskende paa hende, at hun tog sit Blik til sig uden at svare.

Men i sit stille Sind bejaede hun hans Ord. Hun var selv idag begyndt at forstaa sit Hjerte i dets Forhold til Emanuel Hansted, – forstaa den Blanding af Foragt, Medfølelse, Had og virkelig Betagethed, som hans Personlighed bestandig havde fremkaldt hos hende. Naar hun tænkte tilbage paa deres Samliv, lige fra deres allerførste Bekendtskabs Dage i Vejlby Præstegaard, forstod hun nu med Rædsel, at ogsaa hun – selv hun! – havde ligget under for den Afsindets Magt, den Enfoldighedens Fortryllelse, som Pateren nys talte om.

Pateren vedblev:

"Jeg veed jo nok, at der skal være foregaaet et aandeligt Gennembrud i vore Dage. Jeg har hørt Tale om Gennembrudsmænd i Videnskab, Literatur og Kunst. Men det er endnu ikke lykkedes mig at faa Øje paa, hvad det egentlig er, der er bleven gennembrudt, eller hvad det er for noget, der er brudt igennem. Jeg ser i hvert Fald stadig den samme overtroiske Forherligelse af vort abnormt udviklede Følelsesliv, den samme hysteriske Tilbedelse af Lidenskaben, Overdrivelsen, Fusentasteriet. 552 Ja, jeg synes endog, at Usundheden paa en uhyggelig Maade har bredt sig i de senere Aar, at Lyrikens Svamp er trængt selve Folket ind til Marv og Ben. Det er vel netop, hvad den nuværende religiøse Overspændthed – ligesom forhen den politiske – paa en saa sørgelig Maade har bevist. Jeg kommer forresten derved til at tænke paa, hvad jeg hørte idag,^'7 at Mødet derinde paa Højskolen skal være endt i en^'8 fuldkommen Forvirring. Vilh. Pram og hans Garde skal^'9 ligefrem have truet med at udtræde af Menigheden, fordi de anser den for ikke længer tidssvarende. Det er Rotterne, der forlader det vaklende Babelstaarn. … Men De ser saa træt ud, Frøken Ragnhild. Det er ikke værd, jeg taler mere. De skulde gaa ind og hvile Dem lidt."

"Det har intet at sige … Jeg sidder blot og forundrer mig over, at det er en Præst … en kristen Præst, jeg hører tale. Jeg maa tilstaa, jeg forstaar bestandig daarligere, hvorledes De kan forlige saadanne Anskuelser som dem, De her – og ved saa mange andre Lejligheder – har udtalt, med det at være Kirkens betroede Mand."

"Tal kun rent ud, Frøken Tønnesen! Sig kun ganske aabent, hvad De dog vistnok mener, at jeg maa være en Hykler, der i Grunden ler af den hele Guddommelighed, … en Fiffikus, der pligtskyldigt væver Kirkens Vadmel og forøvrigt lader Fiolen sørge. Jeg veed det godt. Det er Almenhedens Dom om … Pater Rüdesheimer!"

"Det kan være. Men jeg har ikke sagt eller tænkt noget saadant. Jeg sagde blot, at jeg kunde ikke forstaa, hvorledes De med Deres Anskuelser kunde være Talsmand for en Lære, der just lægger Hovedvægten paa Menneskenes Følelsesliv og dertil tager baade Lyriken og Mystiken i sin Tjeneste. Ovenikøbet er De jo mere ortodoks i Deres Forkyndelse end nogen anden; jeg veed jo, at De næsten med Magt undertrykker 553 ethvert Forsøg paa friere aandelige Rørelser i Deres Menighed."

"Ganske som Deres afdøde Fader – ja. Og deri finder De en Modsigelse? Kan saamænd gerne være, at De har Ret. Ærlig talt, det bekymrer mig ikke. I hvert Fald: jeg tillader ikke mig selv at kritisere det, der er min Religion – for saa var det jo ikke mere min Religion. Men forøvrigt … er et saadant ubetinget og tillidsfuldt Forhold til den nedarvede Tro, et Forhold, der udelukker enhversomhelst Trang til at forsøge nogen Bessermachen … er det virkelig saa aldeles stridende mod god, sund Fornuft? Jeg har dog set min Fader efter et langt, uroligt og næppe altid helt dadelfrit Liv stirre Døden roligt i Øjnene i den samme Tro. Jeg har dog set den bære min Moder frelst gennem et Liv fuldt af Lidelse og Savn, … og jeg troer nu ikke noget paa, at Menneskene saaledes i en Haandevending skifter den tusindaarige Grundvold for deres Tilværelses Fred og Lykke. Jeg taler ikke her om de enkelte, stærke Aander, de ensomme Titaner, hvorom Historien fortæller, der under Ansvar for Gud grunder over Verdens Gaade. Deres Veje er for mig usporlige, og jeg dømmer dem ikke. Men jeg veed – veed af dyr Erfaring – at for os stakkels Hverdagsmennesker er der kun eet Bud, een Redning: at tro uden Betingelser, uden Tøven, uden at ville rokke ved en eneste Tøddel af Skriftens Ord. Jeg forstaar egentlig sletikke, hvorledes man kan have en Tro og samtidig føle en idelig Trang til at makke om paa den. Saa forstaar jeg dog bedre den Tid, da man uden Sentimentalitet brændte Kættere og Tvivlere. Den sande udvalgte, det virkelige Sandhedsvidne skræmmedes dog ikke af Baalets Flammer, og man var fritaget for saaledes som nu at se enhver sølle Stymper røre sig en Religion sammen saa let, som man laver en Æggekage, eller at være Vidne til, hvorledes den første den bedste teologiske Friskfyr fordrejer Hovederne i den ham betroede 554 Menighed ved at fortolke Guds Ord efter Forgodtbefindende. Jeg har vist forøvrigt før fortalt Dem, at ogsaa jeg engang i mine yngre Dage forvildede mig paa de Veje, ad hvilke i vor Tid saa mange gaar den sikre Fortvivlelse imøde. Endogsaa Verdensforsagelsens tornestrøede Sti, hvor Emanuel Hansted nu er gaaet tilgrunde, har jeg i Svimmelhed betraadt, forledt af den formastelige Tanke, at den Smertens tunge Vandring, som var Guds enbaarne beskaaren for Menneskehedens Synders Skyld – den skulde mir nichts dir nichts enhver Skrædder gøre ham efter. Men Gud ske Lov! Min jævne, gode Almueforstand fik efterhaanden Bugt med alle Hjertets Udskejelser, og det sunde, besindige Bondeblod, der ruller i mine Aarer, gjorde Oprør mod det hæslige og gudsbespottelige Selvplageri. Ved min unge, livsfriske Hustrus Side – Gud glæde hendes Sjæl i Himmerig! – lærte jeg, før det blev forsilde, at takke for Livet, takke for hver Dag, jeg fik Lov at drage Aande, takke ogsaa for Sorgerne og Byrderne og de tunge Mismods-Timer, som dog altsammen gør et Menneskeliv^'10 saa vidunderlig rigt og dybt og uendeligt. Ak ja, den gamle, gode Tid! Jeg søger ofte min Trøst og styrker mit Haab ved at tænke tilbage paa min Barndoms herlige Højtidsdage, paa en saadan klar, stille Søndagmorgen ude paa Landet, da Kirkeklokkerne ringede Helligdagsfreden ud over de grønne Marker og ind i de festligt stemte Sind; da Landsbyernes Gaardporte aabnedes, og de pyntede Bønderfamilier agede til Kirken i den velpudsede Stadsvogn med blankstriglede Heste … ikke for at høre interessant nyt af en "aandrig" Prædikant, ikke for at være med paa det allersidste opsigtsvækkende fra Teologernes Forfængeligheds-Marked, men for troskyldigt at bekræfte den gamle Pagt, for som tillidsfulde Børn at samles i den fælles Faders Skød, synge til hans Ære, modtage hans Velsignelse og derpaa vende styrkede og beroligede hjem til Livets Alvor og Livets Glæde. En saadan Sjælenes Fred og Tryghed, 555 en saadan Sindets glade Ligevægt er det, jeg ønsker os tilbage … vi har den haardt behov. Jeg er nær ved at mene, at den væsentlige Opgave for en Præst – i hvert Fald i vore onde Dage – er den at lære Folk at nyde og elske Livet paa rette Maade, uden Trods og uden Frygt, taknemligt og tilfreds, saadan som det er vor Pligt overfor den, der gav os det. Derfor er heller ingen mig mere imod end den Slags – nu saa stærkt grasserende – Individer, der gør sig interessante for sig selv og andre ved at vandre smægtende om i Verden som vemodsfulde Naturer, tungsindige Skygger, hjemløse Sjæle o.s.v., hvad enten det nu er Folk, der formasteligt behager sig i at betragte deres Liv som en lang Korsfæstelse, eller det er disse moderne, blodløse Lømler, der af Overmættelse gaar omkring med permanent Livskvalme og hvert Øjeblik føler Trang til at kaste deres Sjæle op, udgyde deres Inderste, aflægge Bekendelser, – de veed blot aldrig rigtigt, om det skal være i Vorherres eller i en Skøges Skød. Jeg kan ikke være sammen med en saadan Personage, uden at Galden koger i mig. Jeg faar en næsten ustyrlig Lyst til trods mine graa Haar at springe op paa Bordene og af mine Lungers fulde Kraft raabe et trefoldigt Hurra for Livet!"

"Men hvorfor gør De det da ikke!" udbrød Ragnhild med blussende Kinder, ildnet af den Varme, hvortil Pateren efterhaanden havde talt sig op. "Hvorfor raaber De ikke, saa det giver Genlyd i hele Landet? … Hvorfor sidder De her og hvisker det blot til mig? Hvorfor tav De igaar ved Mødet? Da havde det været Tid at tale!"

"Nu sværmer De, Frøken Ragnhild! Lyriken tager Dem! De ser mig straks i Aanden som banebrydende Kæmpe, som folkebetvingende Helt. Men synes De virkelig … er det virkelig Deres Mening, at jeg skulde give mig til at konkurrere med Hr. Vilh. Pram og de andre folkelige Skuespillere? Jeg maatte da nødvendigvis 556 først gennemgaa et dramatisk Kursus og anlægge et eller andet opsigtsvækkende Profet-Kostume – for man gør skam ikke Indtryk paa det store Publikum, naar man optræder i sine Hverdagsklæder."

"De har maaske Ret!"

"Jeg troer det. Rigtignok er jeg selv Præst, men ikkedesmindre har jeg – og dette er min eneste, min sidste Anfægtelse! – en uovervindelig Skræk for Ordet og dets besnærende og bedøvende Magt. Vorherre bevare mig for i Forbindelse med min egen ringe Person at tale højttravende om Kald, Mission og sligt. Og dog maa jeg sige, at jeg i Beskedenhed føler det som min Opgave – baade som Præst og som Menneske – i det smaa og i det stille at bidrage til at bringe Folk til Bevidsthed … til fuld og klar Bevidsthed. Jeg veed det nok, jeg kan ikke rose mig af at have særligt Held med mig i saa Henseende. Men det faar at være! Jeg kan nu engang ikke holde mig tilbage, naar jeg mener at se nogen gaa en Ulykke imøde. Jeg troer, at der er noget af en Goldamme-Natur i mig, – det maa tjene mig til Undskyldning overfor dem, hvem jeg kan have besværet med min ukaldede og maaske ofte utidige og besværlige Tjenstivrighed, med den trippende og pluddervorne Kyllingemo'ers-Ængstelse, som jeg aldrig formaar at overvinde. – – Men nu glemmer jeg igen, at De er træt! Solen er ogsaa nede nu, og jeg maa afsted!"

Han rejste sig fra Bænken.

"Vil De virkelig tage bort?" spurgte hun.

"Ja, det er paatide. Jeg veed, at Vognen venter, og jeg har heller ikke mere at gøre her. Farvel, Frk. Tønnesen! Og tilgiv nu ogsaa De – ja ganske særligt De – mig min langsommelige Nærværelse her denne Sommer! Tilstaa det kun! De har mangen Gang ønsket mig derhen, hvor Peberet gror. Jeg har kunnet se det paa Deres Ansigt, skønt De er en fin Diplomat! … Men nu er De ikke længer vred paa mig, vel?"

557 Hun trykkede tavs hans Haand.

"Farvel, Frk. Tønnesen! Vi sees vel nok ved Lejlighed i København. Bliver De her længe?"

"Saalænge som Betty bliver her; jeg vil ikke forlade hende i denne Tid, og her bliver vel en Del at ordne, før der kan tænkes paa Afrejse."

"Hils hende fra mig! Det gør mig ondt, at jeg ikke har kunnet tage Afsked med hende. Men ogsaa hende ser jeg vel i København. Farvel! – Farvel, Frøken!"

"Farvel!" sagde Ragnhild. "Og Tak for alt," tilføjede hun, da han allerede havde fjernet sig nogle Skridt.

Han vendte sig om og hilste, idet han smilende trykkede Hatten ind mod Brystet.

"Ærbødigste Tjener, Frøken! … Altid til Tjeneste!"

III

En sludfuld Efteraarsdag et Par Maaneder senere snoede et Ligtog sig langsomt op ad den bugtede Vej, der fra Skibberup Sande steg op til den gamle, ensomt liggende Næsse-Kirke, der knejsede ude over Fjorden. Det var Emanuel, der nu stedtes til Hvile.

Skønt hans Efterladte havde ønsket, at Begravelsen skulde foregaa i al Stilhed, havde der baade fra Vejlby og Skibberup samlet sig et anseligt Følge. Vejen var sort af Vogne og Fodgængere; kun de haardeste Halse blandt Egnens "hellige" havde holdt sig borte, fordi det var bleven bekendt, at der efter Hansines Ønske ikke skulde holdes nogen Tale ved Graven.

Der saaes saa godt som alle de gamle Ansigter, der i sin Tid stadig havde omgivet Emanuel; hans sidste Dages Ulykker havde faaet dem til at glemme fordums Strid. Endog "Vikingen", Tømrer Nielsen med det mægtige Skæg, var kommen tilstede, om han end holdt 558 sig allerbagest i Følget ligesom for dermed at antyde, at han ikke var der helt med god Vilje. Paa hans alvorsfulde Ansigt stod der ogsaa tydeligt at læse, at det ingenlunde havde været uden Betænkeligheder, han havde besluttet sig til at deltage i denne Ceremoni. Han hørte nu til Helvedprædikantens svorne Mænd og nød megen Anseelse i Menigheden paa Grund af sin store Hellighed. Paa Dril havde Væver Hansen slaaet Følge med ham, hvad der øjensynlig i høj Grad generede ham. Gentagne Gange havde han gjort Forsøg paa at blive ham kvit, havde forandret Plads i Toget, givet sig i Snak med andre o. lign.; men Væveren blev ved at hænge paa Siden af ham som en Burre og gottede sig ret ved at mærke den Opsigt, deres Kompagniskab vakte rundtomkring.

Ogsaa forhenværende Dyrlæge Aggerbølle saaes i Følget, skønt nærmest som en Skygge af sig selv, bleg og slunken, med en ynkværdig Frakke og luvslidt Cylinderhat, men stadig lige strunk af Holdning og med Næseklemmeren foran sine store, stift fremadstirrende Øjne. Den af Skæbnen saa ublidt omtumlede Mand var nu endelig endt som Fattiglem. Rigtignok vilde han paa ingen Maade selv indrømme det. Af Barmhjertighed mod ham – og desuden af en vis, uovervunden Ærefrygt for, hvad han selv kaldte sin "Rang" – havde man nemlig ladet ham blive boende i sit gamle Hjem og lod ham i det hele den offentlige Understøttelse tilflyde under saa hensynsfulde Former som muligt. Derfor paastod han ogsaa haardnakket – og troede efterhaanden selv derpaa – at Fattigforstanderen blot godhedsfuldt "forvaltede hans Midler", og indrømmede i det højeste, at han stundom modtog frivillige Gaver, som hans Æresfølelse ganske vist krympede sig ved, men som han af Hensyn til sine elskede Børn dog ikke mente at have Ret til ganske at afvise.

Blandt dem, der havde holdt sig borte fra Begravelsen, og hvis Fraværelse blev bemærket, var først 559 og fremmest Købmand Villing og hans Kone. De havde ikke turdet udsætte sig for deres "hellige" Kunders Mishag og var derfor bleven hjemme, skønt det særligt for Hr. Villing ingenlunde havde været let at give Afkald paa en Lejlighed til at repræsentere og være højtidelig og tale bevægede Ord om Døden, Skæbnen, Livets forunderlige Omskiftelser o.s.v. Det vindskibelige Ægtepar havde forøvrig atter faaet en travl og gylden Periode. Villings standhaftige Tro paa Faguddannelsens Overlegenhed og endelige Sejr var ikke bleven gjort tilskamme. Under de sidste Aars stærke Optagethed af allehaande aandelige Spørgsmaal havde Menigheden hverken haft tilstrækkelig Sans eller Lejlighed til med nogen Energi at opretholde den "Forbrugsforening", som Væver Hansen i sin Tid havde grundlagt til Styrkelse af Menigmands Selvstændighed, og Villings lille Butik var derfor atter bleven det sædvanlige Samlingssted, der fra Morgenstunden stod fuldt af købslaaende Folk, og hvor de Vejlby Bønder mindst en Gang om Dagen søgte hen for at fordrive en ledig Time med Bysnak og Tobak.

Af Emanuels Familje var kun Fru Betty og hans Broder Garderofficeren tilstede, den sidste civil. Den gamle Etatsraad havde ikke vovet at udsætte sig for Rejsens Besværligheder. Han var meget svag og nedbøjet, og man ventede ikke, at han levede Vinteren over.

Det var Emanuels eget Ønske, som man opfyldte ved at stede ham til Hvile paa Skibberup Kirkegaard omkring den ensomme Næsse-Kirke. Han havde saa ofte talt om sin Kærlighed til dette øde, forladte Sted med den frie Udsigt over Fjorden, – talt om, hvor dejligt det maatte være engang at sove der ved "Guttens" Side, omgivet af den dybe, højtidsfulde Stilhed, som kun Bølgebruset og Maageskrigene gennembrød. Endnu under sin Sygdom havde han bestandig fantaseret om den gamle Kirke, hvortil saa mange af hans Livs lykkeligste Minder knyttede sig. I sine lyse 560 Øjeblikke havde han fortalt Sygeplejersken om sin Bryllupsdag, om det lange, pyntede Brudetog, om Bispen, der modtog det ved Indgangen i fuldt Ornat, og om den natlige Hjemfart, da Præstebjerget pludseligt løftede sig op paa luende Søjler. Ogsaa om Vejlby Præstegaard havde han altid gerne villet fortælle, men Sygeplejersken havde i Almindelighed maattet standse ham, fordi Minderne angreb ham for stærkt. Han kunde ofte falde i krampagtig Hulken eller synke hen i en dyb, stum Fortvivlelse over sin forspildte Lykke, og han havde tilsidst næsten ingen anden Tanke, intet andet Ønske, ingen anden Begæring haft end at faa sin Hustru og sine Børn at se. Da man ved Dødens Nærmelse omsider indvilligede i hans Bøn og sendte Bud efter dem, var det forsilde. Allerede om Natten døde han. Med sine sidste, svigtende Kræfter bad han da sine Omgivelser sige til Hansine, hvad han selv vilde have sagt hende, at han takkede og velsignede hende. Med Sygeplejerskens Haand i sin, og mens den gyldne Dag sejrrigt brød frem derude bag det nedrullede Hospitals-Gardin, udaandede han i et langt og smertefuldt Suk.

… Over det langsomt dragende Ligtog rungede Kirkeklokkens basdybe Stemme, denne enstonende Lyd, der dog har Udtryk for alle Menneskehjertets dybeste Rørelser fra den gladeste Bryllupsfryd til Adskillelsens Smerte. Kirkegaardsporten aabnedes, og mens en Flok opskræmte Maager gav sig til at skrige ude over Stranden, som vilde ogsaa de være med at bringe deres ulykkelige Ven den sidste Hilsen, skred Toget ind mellem de vejrblæste Grave.

Da Følget var samlet omkring den gamle Anders Jørgens Begravelsesplads, og medens den blomstersmykkede Kiste langsomt sænkedes i Jorden, søgte Blikkene uvilkaarligt Hansine. Hun stod der i sin Enkedragt ved Siden af Graven og holdt den lille Sigrid i Haanden. Mens Barnet hulkende gemte sit Ansigt i Moderens Kjole, syntes Hansine selv fuldkommen rolig.^'11 561 Men sporløst var de sidste Tider ikke gaaet hen over hende. Hun var tydeligt nok begyndt at ældes, og hun var saa mærkeligt lille at se til i sin sorte Dragt.

Efterat en Salme var sunget, traadte Helvedprædikanten med mørk Mine frem ved Graven.

Det var en lille, tætbygget Mand med sort, studset Fuldskæg, tykke, blodrøde Læber og fanatisk mistænksomme Øjne. Han forrettede Jordpaakastelsen med ilter Haand og myndig Stemme; og som en Erstatning for den Tale, han ikke havde faaet Lov til at holde, gjorde han den "stille Bøn" saa lang, at enkelte utaalmodigt satte Hattene paa og drev bort.

Saa var Højtideligheden tilende, og Følget spredtes langsomt.

Der er nu forløbet et Par Aar siden denne Dag. Endnu hersker Pastor Madsen med Ild og Sværd i Vejlby og Skibberup, ja langt udover Sognets Grænser – endog over til Sandinge – strækker sig hans myndige Magt.

Men hellerikke Højskoleforstander Sejling har ligget paa den lade Side. For alt, hvad Vennesamfundet i de senere Aar har tabt i Udbredelse og Indflydelse i Folkets brede Lag, har han ihærdigt søgt Erstatning i ydre Magt og Anseelse gennem Opnaaelsen af de højere Samfundskreses Anerkendelse. Og han har i saa Henseende virkelig været overraskende heldig. Den før saa latterliggjorte Menighed er i Øjeblikket paa Veje til at blive fashionable, dens Kristendomsopfattelse ifærd med at blive ophøjet til Statsreligion, og Forstander Sejling selv er nylig bleven benaadet med Ridderkorset.

Denne uformodede Medgang synes at skulle blive skæbnesvanger for den Vilh. Pramske Fraktion, der 562 truer med at gaa en snarlig Opløsning imøde. Allerførst svigtede Fru Gylling, der meget hurtigt efter Kultusministerens betydningsfulde Besøg paa Sandinge Højskole var begyndt at komme til Erkendelse af, at hun havde handlet i Overilelse ved at yde det reformivrige Parti sin vægtige Støtte. Ogsaa den elskelige Kandidat Boserup har endelig faaet Ro for sine Tvivl. Genfødt og lutret er Vennesamfundets forlorne Søn vendt tilbage til det hjemlige Skød og har her ydmyg modtaget den længe opstaldede Fedekalv i Form af et godt Præstekald.

Ja, om det saa er den lille skikkelige Pastor Magensen, har han, skønt sikkert uden Beregning, ja vistnok med blødende Hjerte, set sig nødsaget til at forlade sit yderliggaaende Standpunkt. I et nyt, opsigtsvækkende Skrift om Helvedstraffene har han aabent tilstaaet, at hans forrige Opfattelse beroede paa en Misforstaaelse, en Oversætterfejl, idet Sprogforskningens allersidst ankomne Resultater uomstødeligt godtgør, at det omstridte Bibelsted alligevel rettest bør udlægges i Overensstemmelse med den officielle Kirkes Opfattelse.

Hvad Vilh. Pram selv angaar, da fortsætter han vel med usvækket Lidenskab sin Kamp mod Kirkemyndighederne og Troen paa Skriftens Avtoritet; men det er, som om selv hans Venner begynder at finde ham lidt ensformig. Han opfylder aabenbart ikke de Forventninger, man har næret til ham. Fornylig angreb saaledes en af hans egne Tilhængere ham offentlig i en Avis og bebrejdede ham, at han nu i altfor lang Tid "ikke var fremkommen med noget nyt." – –

Imidlertid skrider Dagene jævnt og stille i den lille Bindingsværks-Halvgaard i Skibberup By, hvor nu Hansine og hendes Broder uindskrænket regerer, efterat den gamle Else endelig har lukket sine Øjne. I Porten hænger endnu den rustne Staldlygte og drejer rundt i sin Snor, ganske som i Hansines og Ole Kristians unge Dage. 563 Men ude i Haven, paa Marken og i Stalden løber nu den opvoksende Slægt, Sigrid og den lille Dagny, rødmussede og tilfredse.

Det hænder jo nok endnu engang imellem, at Sigrid i Skumringen – eller naar der er gaaet hende noget imod – sætter sig hen i en Krog og længes efter København. Men hun faar aldrig Lov til at synke dybt i Stemninger. Moderen er straks over hende og sætter hende i Arbejde. Hun er nu saa stor, at hun maa begynde at gøre Gavn. Hun har Hønsegaarden at passe og de smaa Grise og Faar og Lam, – og Hansine tilgiver ingen Efterladenhed.

Med Byens Folk holder den lille Familje foreløbig ikke megen Omgang. Dog kigger af og til en af de gamle Venner indenfor for at faa sig en Snak mellem Væg og Dør om Dagens Nyt. Endog Væver Hansen gør den en Gang imellem en Besøgelse. Den slagne Mand lever nu stille og roligt og ernærer sig af sin Væv og giver sig i hvert Fald Udseende af at have opgivet al Agitation. Rigtignok fortælles der, at han har begyndt at holde til hos Svend Øl og Per Brændevin og det øvrige uhyggelige Selskab nede i Mosekærshusene. Men spørger man ham derom, lader han, som om han ikke hører det, og giver sig til at tale om andre Ting.

Hver Lørdag Eftermiddag, naar Vejret blot er taaleligt, drager Hansine og Børnene ud til Kirkegaarden med Rive og Vandkande for at hæge Familjens Begravelsesplads. For Børnene er disse Vandringer efterhaanden bleven en Slags Forlystelse, en Indledning til Søndagens glade Højtid. For Hansine derimod vedbliver denne Time, hvori hun stille gaar og pusler om sin Mands, sin Søns og sine Forældres Grave, at være Ugens egentlige Andagts- og Opbyggelsestime, i hvilken hun gennem Minderne finder Erstatning for, hvad Livet nægtede hende. Først nu, da Emanuel er borte, og 564 hun kan tænke paa ham uden Uro, uden Bekymring og uden Bitterhed, – først nu synes hun rigtigt at eje ham, at turde give ham sin fulde Fortrolighed og sin hele Kærlighed. Ja, ogsaa "Gutten" har ligesom faaet nyt Liv for hende nu, da Fortidens Skygger er vegne fra hans Billede.

– – Men der er ogsaa andre, der besøger Emanuels Grav. Ikke saa sjelden hænder det, at en eller flere Baade med sortklædte Mænd og Kvinder kommer sejlende over Fjorden og lægger til ved Strandens store Sten, hvorfra Mændene bærer Kvinderne i Land paa deres Arme. Tavse stiger de op paa Kirkegaarden og staar længe aldeles ubevægelige omkring Graven, hensunkne i Bøn.

Det er Emanuels gamle Venner ovre fra Sandinge Leje, der nu efter hans Død vier ham en formelig Tilbedelse. De har dannet et eget Samfund derovre, en Sekt, der fuldstændig gaar op i at leve i Mindet om hans Liv og Gerning. "Guds Lam" kalder de sig, og efter Sigende skal de allerede have vundet en ikke ringe Udbredelse. De lever alle stille og fredsommeligt, idet de ydmygt stræber efter at blive Emanuel lig i alle hans Fuldkommenheder^'12. Hver Søndag Eftermiddag forsamles de til Møder for at tale sammen om ham, opbygges af hans Ord og lytte til Fortællinger om hans underfulde Liv. Og mindst een Gang om Aaret gør de – i Ensomhed eller i Følge – en Valfart til hans Grav.

Om hans Fødsel og Opvækst skal der allerede gaa mange mærkelige Sagn. Saaledes fortælles der, at hans fromme Moder, mens hun bar ham under Hjertet, en Nat i en Drøm følte Guds Hænder lægge sig velsignende paa hendes Hoved og hørte en Stemme i Mørket sige: "Du skal føde Menneskene en Frelser." Endvidere paastaas det, at han allerede som Dreng ofte fastede og daglig gik ned paa Gaden og delte sin Mad med de 565 fattige. Dog, om disse og andre lignende Fortællinger hersker der allerede nogen Uenighed. Derimod næres ingen Tvivl om, at han døde som et Offer for Verdens Forfølgelse, og en af Sektens ledende Mænd, en forhenværende Skolelærer, skal for Tiden være beskæftiget med at forfatte en paa mundtlige Vidnesbyrd støttet Beretning om hans Martyrium, for at hans Liv og Gerning kan bevares for Efterverdenen til taknemlig Ihukommelse. –