Dommens Dag

[gå tilbage]

463

Anden Bog

I

Der fulgte sommerlige Dage med høj Himmel, Fuglekvidder og Duft af nyslaaede Enge.

Hver Aften lejrede der sig langs hele den vestlige Synsrand en graaviolet Taage, der tilslørede Solen, saa den allerede længe før sin Nedgang hang under Himlen som en mørkerød Maane. Og hver Morgen var Sandinge-Dalen i et Par Timer opfyldt af saa tætte Engdampe, at man inde i Byen ikke kunde se fra den ene Gaard til den anden. Til Gengæld kunde man saa høre, hvorledes alle Dalens Køer gav Hals derude i det klamme Bad; og ikke gik der et Par Træsko over et Gaardsrum, ikke græd et Barn for Morgenvadsken, uden det hørtes over hele Byen.

Man havde i disse Timer en Fornemmelse, som om man var bleven nedsænket i en undersøisk Verden; som om man gik og famlede sig frem paa Bunden af et graaligt-flimrende Hav, hvor sære, kæmpemæssige Skygger pludselig rejste sig omkring En og ligesaa hurtigt forsvandt. Selv temmelig nære Genstande skimtedes kun i uklare, bølgende Omrids af fabelagtig Størrelse og Form. Men ovenover Taagerne forkyndte 464 Lærkerne med deres Kimen, at deroppe var der en Verden, hvor Himlen var blaa, og hvor Solen skinnede. –

Henne fra Højskolen havde Morgensangen nylig lydt … et Kor af halvandet hundrede kraftige Pigestemmer, ledsaget af et Par dybe Mandsrøster. Nu var Eleverne beskæftigede med Morgen-Rengøringen oppe paa deres smaa, hvidkalkede Tagkamre, der laa i en lang Dobbeltrække ovenover den store Foredragssal ligesom Celler paa en Klostergang. Men selv denne jevne Gerning udførtes under Sang og Nynnen og Sindets glade Opløftelse; og da den var tilendebragt, satte de unge Piger sig paa Sengekanterne med Armene om hinandens Liv for at bytte Tanker og udøse Fortrolighed, … eller de stillede sig hen i Ensomhed ved de smaa Vinduer og stod der med Haanden under Kinden og lyttede tankefuldt til Køernes Brølen og Blikjungernes Klirren og de mange andre Lyd, der bares op til dem derude fra den travle Verden, som de bølgende Engtaager halvt skjulte for deres Blik, – og som ogsaa i en anden Forstand forekom dem underlig fjern og uvirkelig.

Imidlertid rygtedes det, at der holdtes "Sammensladder" inde i det store Hjørnekammer, Brejdablik. Det var Slagelse-Natalie, der som sædvanlig havde sat Gemytterne i Bevægelse. Den høje, krushaarede Pige gik frem og tilbage over Gulvet og oplæste med glødende Kinder Vilh. Prams sidste store Tale, der stod aftrykt i Dagens Nummer af Højskoletidende. Rundt omkring paa Sengekanterne sad Tilhørerne og afbrød hende med imødegaaende Tilraab. I den Bladstrid, der i den sidste Tid var bleven udfægtet mellem Vilh. Pram og Højskoleforstander Sejling angaaende Vennesamfundet, havde nemlig alle Skolens andre Elever trofast holdt med deres egen Forstander. Kun den lille skikkelige Sofie Landerslev inde fra "Østen for Sol" havde Natalie foreløbig vundet for sit Parti men havde 465 da ogsaa saaledes opflammet hende, at Sofie efter Sigende skulde have afgivet et højtideligt Løfte om at bryde med sin Kæreste, dersom han ikke inden otte Dage afsvor Troen paa Biblen som aabenbaret Skrift.

Men nu lød Skoleklokken, der forkyndte, at Formiddagsforedraget skulde begynde. Alle foer op, og et Øjeblik efter sad halvandet hundrede unge Piger i festlig Forventning bænkede nede i den store Foredragssal. Efter Afsyngelsen af en Sang steg Læreren op paa Katederet. Det var den unge Kandidat Schønberg, der fortsatte sin Oplæsning med tilhørende "Udlægning" af danske Folkeæventyr.

 
II

Det blev igen en lummerhed Dag med blikstille Luft, bissende Køer og en Himmel saa skinnende blank, som om den svedte. Inde i Bøndernes Gaarde bredte Solen sig som en gloende Ild over Brolægningen og trængte Skyggen helt ind under Tagskæget, hvor Spurvene sad paa Rad og rystede Fjerene ligesom gamle Damer, der føler sig besværede af Varme. Lænkehunden laa udenfor sit Hus og strakte alle fire Ben fra sig, som om den var død; Ænderne var vraltet til Gadekæret, og Hønsene stod og sov inde under Hyldebuskene. Ikke et Pip var der at høre.

Kun inde i Præstegaardens Have var der saa megen Skygge, at Fuglene gad synge. Men det var ogsaa en af de gode gammeldags Præstegaardshaver paa fire Tønder Land med uigennemtrængelige Buskadser og hundredaarige Træer, under hvis ærværdige Kroner der var svalt og lydt som i en Kirke. Og selve Præstegaarden var en af de nu snart forsvundne Levninger af Fortidens landlige Idyller, fire lange, lave, straatækte Længer, der saae saa uanselige ud ved Siden af de moderne Bøndergaarde, men hvis vedbendbehængte Mure 466 og mosbegroede Tag fortryllede Sindet som en Aabenbarelse fra Æventyrets Land.

Her boede den gamle 80-aarige Pastor Momme, som ligeledes var et ærværdigt Minde om en Tid, der nu syntes at tilhøre de underfulde Sagn. Den lille, dværgagtige Mand med den sorte Fløjls Kalot, de lange, sølvhvide Nakkekrøller og hele det øvrige gammeldags Folkehyrde-Præg lignede en Æventyr-Skikkelse, naar han sad ude i sin store, grønne Have, ensomt drømmende i Skyggen af et knudret Træ. Det var nu ogsaa snart et halvt Aarhundrede, siden Pastor Momme holdt sit Indtog her i Sandinge Menighed. Ældre Folk kunde endnu huske det og fortælle derom. Først var det sket, at den gamle Pastor Jerrild en Morgen fandtes død under Lampen inde i sit tilrøgede Gavlkammer, hvor han havde siddet begravet mellem sine Portvinsflasker i mere end en Menneskealder. Datidens Sandinge-Bønder havde stille baaret deres Sjælehyrde til Jorden; og da de havde faaet sagt, at nu laa han der, hvor han havde det bedst, vendte de uforstyrrede tilbage til deres daglige Dont. Men en Dag, et Par Maaneder derefter, drog et mærkeligt Optog ned fra Bakkerne i Syd. Forrest svinglede to Top-Læs Flyttegods, og bagefter kom en gammel Hyrekaret med store og smaa Hoveder kiggende ud af Vinduerne. Oppe hos Kusken sad yderligere to Drenge, der holdt et udfoldet Flag imellem sig; og alle raabte de Hurra foran ethvert Hus, de rullede forbi. Ude i Engene stod de gamle, sindige Sandinge-Bønder og stirrede – med Øjnene fulde af Forbavselse. Og da Toget ved Indkørslen til Byen brød ud i et tredobbelt Hurraraab og derpaa under Afsyngelse af "Danmark dejligst Vang og Vænge" drejede ind i den tomme Præstegaard, saae de betænkeligt til hinanden over Grøfterne. Der forløb da ogsaa baade Aar og Dag, før de forligede sig med den lille livlige Præst – "Abekattepræsten", som de i Begyndelsen rent ud kaldte 467 ham. Den første Gang, han havde ladet Indbydelse udgaa til "kristeligt Sangstævne" i sin Have, var der ingen, der mødte; man var ikke vant til andre Slags Forsamlinger her i Sognet end Legestuer og Gildelag, og man følte sig fortrydelig over, at en fremmed selvraadigt vilde indføre nye Skikke der paa Egnen. Efterhaanden mærkedes det dog, at den lille Mand fik Ørene til at høre, … snart rygtedes det om en, snart om en anden, at han var begyndt at forsage Kortspil og Brændevin og hemmeligt søgte til Bibelmøderne inde i Præstegaarden. Og nu fulgte den store Tid, Brydningens Tid, de aandelige Jordrystelsers Dage, da Forældrene forbandede deres eget Afkom, og den rige Ole Vemmeløv slog sin Kæp itu paa sin Kones Ryg, fordi han en Dag fandt den nye Sangbog gemt i hendes Dragkisteskuffe. De gamles Modstand styrkede blot Ungdommens Sammenhold, ildnede deres Tro til Begejstring. Langt ud over Sognets Grænser, helt over til den anden Side af Fjorden spredtes Rygtet om det nye, glade Budskab, og langvejsfra kom Folk dragende for at høre og se. Det var, som om selve Luften bragte Aandens Vaarbud viden om Land og kaldte de slumrende Spirer frem af Mulde. Det var Grødetid, Blomstertid, de rige Forjættelsers straalende Dage.

Nu levede den gamle Pastor Momme ensomt og tilbagetrukkent sammen med en Svigerinde, Frk. Katinka Gude. Den Tid var forlængst forbi, da Sandinge Præstegaardshave spillede en Rolle i Egnens Liv; da dens nu saa velholdte Gange og Plæner nedtrampedes af tungfodede Folkemasser, mens svulmende Sang og begejstret Tale genlød under Trækronerne. Saa længe var det siden, at man ikke var langt fra helt at glemme, at denne tjørneindhegnede Plet var hellig Jord for Folkesagens Venner, at derinde under den brede Blodbøg havde engang selve Grundtvig staaet og forkyndt sit Lysets Evangelium; der havde Budstikke-Bojesen talt, og Lindberg, Birkedal, Svejstrup, Frederik Barfod, Dines 468 Pontoppidan og hvad nu alle de andre hed, der havde fulgt i den store Seers Fodspor og udlagt hans dunkle Billedsprog for det lyttende Folk.

Ja, endogsaa Pastor Mommes egen Eksistens var Befolkningen undertiden nærved at skrive i Glemmebogen. Paa en Maade var man jo nok stolt af ham, og ved højtidelige Lejligheder holdt man af at vise ham frem og hylde ham som den sidste, endnu levende Patriark fra den folkelige Guldalders Dage. Men ellers var det den almindelige Mening, at han var bleven altfor gammel. Man kunde ogsaa høre Folk sige, at han jo dog heller aldrig havde hørt til de store Profeter, og det betragtedes næsten som en Opofrelse, naar man engang imellem gik i Kirke for at høre hans Præken, i hvilken der aldrig forekom blot den mindste Hentydning til Bibelkritiken eller andre af de store Spørgsmaal, der nu satte Sindene i Bevægelse.

Det var nu dog ingenlunde Savnet af Paaskønnelse, der i de senere Aar havde lagt en bestandig dybere Skygge over Oldingens forhen saa livlige og smilende Ansigt. Han var tvertimod taknemlig for den Ubemærkethed, hvori han fik Lov til at henleve sine sidste Dage. Han havde overhovedet aldrig hørt til dem, der følte Trang til at gøre sig personlig gældende her i Verden; han havde haft altfor beskedne Tanker om sig selv og sin Virksomhed til at mene, at han fortjente Anerkendelse. Derfor havde han ogsaa i sin Tid betragtet det som noget ganske naturligt, at andre og mere betydelige Personligheder – som f. Eks. den gamle Højskoleforstander – havde overtaget Førerskabet her, ja ingen havde i Virkeligheden frydet sig mere end han over det fornyede Opsving, som særlig Højskolen havde fremkaldt i Menigheden ved det bevægede Liv, den stadig tilførte Egnen.

Men Pastor Momme var i Ordets tungeste Betydning mæt af Dage. Han følte det dybere end nogen anden, at han havde overlevet sig selv og nu fristede den trange Lod at opleve Dommen over sit Liv og sin 469 Tid. Og dette var da den Sorg, der formørkede hans Alderdom, at han nu – i sit firsindstyvende Aar – var begyndt at tabe sin frejdige Tro paa den Sag, han havde ofret sit Livs Gerning. Han havde længe ikke rigtig villet tilstaa det for sig selv; han havde bebrejdet sig sine Anfægtelser, kaldt sig en skørhovedet Olding og søgt at trøste sig med Sangens Ord om, at "unge Øjne, de se dog bedst". Men han havde ikke kunnet berolige sit bekymrede Hjerte. Den Ungdom, han saae vokse op omkring ham, de Tanker og Følelser, der nu beherskede Folket, … det var slet ikke en saadan Høst, han havde ventet sig af Aandens rige Udsæd. Allerbitrest var det for ham at være Vidne til, hvorledes den frie Kirkes gamle Modstander, den lysrædde og livsfjendske Pietisme, som han havde troet overvunden for alle Dage, nu drog i Sejrsgang over det hele Land. Naar han i Aviserne læste om den nyvakte Begejstring, hvormed man næsten overalt flokkedes om Mørke-Troens Forkyndere; naar han hørte, at endog Folk her fra hans egen Egn stod op midt om Natten og trodsede Vejr og Vind paa Fjorden for at komme over og høre Helvedprædikanten derovre i Vejlby, – ganske som man i sin Tid var draget derovrefra her til Sandinge for at opbygges af Lysets og Frihedens Evangelium – da grebes han af en nedknugende Følelse af, at alle Menneskeaandens Kampe for Sandheds Erkendelse var et frugtesløst Op og Ned, at Gud i sin Usynlighed spottede alle Efterstræbelser og omstyrtede alle Babelstaarne, indtil Evighedens Time slog.

Han havde nu kun de skuffedes Haab tilbage: det andet Liv. Derfor var han saa taknemlig for den Ubemærkethed, hvori han fik Lov til at leve. Her i sin Haves tjørneomhegnede Fred, kun faa Skridt fjernet fra det Sted, hvor hans Grav skulde graves, følte han sig som allerede halvt tilhørende Aandernes Verden. Og nu sad han der paa denne solrige Eftermiddag hensunken i Tanker under den minderige Blodbøg. 470 Hans Hænder laa foldede i Skødet, og han havde lukket Øjnene for at lade Sjælen være alene med sine overjordiske Drømme.

Et Stykke fra ham gik hans Svigerinde frem og tilbage paa Grusstien langsmed Havehegnet. Frk. Katinka Gude var – ligesom Pastor Mommes afdøde Hustru – en Halvsøster til Fru Lene Gylling, med hvem hun dog ikke havde synderlig Lighed. Man skulde endog vanskeligt kunne tænke sig større Modsætninger end den smukke, smilende, af alle beundrede Enkefrue og denne uanselige, lidt krogede gamle Jomfru med det lille graa Abehoved, det bøse Ansigtsudtryk og de altid travle Træstrikkepinde.

Frk. Katinka havde fra Barnsben været Familiens Skumpelskud, som man ikke tænkte paa uden i Sygdomstilfælde eller ved andre saadanne Lejligheder, hvor man havde Brug for tro og paalidelig Hjælp. Navnlig her i Pastor Mommes forhen saa store og urolige Husholdning havde man bestandig maattet ty til hendes Bistand, saa at hun – skønt ingen andre end hun selv vidste det – i Virkeligheden havde tilbragt sin meste Tid i Sandinge Præstegaard. Ganske udeltagende overfor det aandelige Røre omkring hende, uden forsaavidt det hvert Øjeblik fyldte Huset med larmende Gæster, havde hun stilfærdig gjort Dagens Gerning for sin svagelige og af højere Tanker optagne Søster, indtil hun ved dennes Død og Børnenes Giftermaal helt overtog Styrelsen af Svogerens Hjem og snart blev hans eneste Støtte.

Ogsaa nu mens hun gik der frem og tilbage i Havegangen og strikkede, holdt hun et vagtsomt Øje med den gamle, hvis Skikkelse faldt mere og mere sammen derhenne paa Bænken under Blodbøgen. Tilsidst gik hun hen til ham og sagde paa den stødvise, butte Maade, der var hende egen:

"Momme … du skulde ikke … sidde der og sove. Hvorfor gaar du ikke … ind og lægger dig lidt?"

Den gamle var virkelig falden i et let Blund. Han 471 saae sig omkring med sine falmede Øjne, som om han først maatte besinde sig paa, i hvilken Verden han var vaagnet op.

"Ja, – jeg troer ogsaa, jeg vil gaa ind lidt," svarede han og lagde Hænderne paa Bænken for at rejse sig.

"Kom – lad mig hjælpe dig," sagde Frk. Katinka.

"Tak, Cecilie! … Hvad var det, du fortalte om vor Frederik?"

Den gamle Mand var endnu lidt forvirret efter Søvnen. Han troede, at han talte med sin afdøde Hustru, og kom ikke rigtig til sig selv, før de naaede ind i Stuerne.

 
III

Da Frk. Katinka havde bragt den gamle til Hvile, vendte hun tilbage til Haven, hvor hun hver Eftermiddag tog sig sin nøje afmaalte Spaseretur – tyve Gange frem og tilbage langsmed Tjørnehegnet. Udenfor Præstegaarden viste den gamle Dame sig kun sjelden, og naar det hændte, vakte hendes lille indtørrede Skikkelse en ikke just smigrende Opmærksomhed blandt Byens Befolkning. Selv Bønderkonerne kunde ikke lade være at trække paa Smilebaandet, naar de saae hende komme anstigende i en fodsid, af Ælde grøn Mantille, i Kysehat med Krusestrimmel og flade, fuldkommen hæleløse Brunels-Støvler, der var snøret paa Siden.

Frk. Katinka var selv ingenlunde ubekendt med Folks Værdsættelse af hende; men hun fandt sig i den med sin sædvanlige Koldblodighed. Hun havde overhovedet ikke saa stor Agtelse for sine Medmennesker, at hun lod sig anfægte af deres Domme. Ganske særlig havde den Kres, hvori hun her havde maattet leve, og det store, religiøse Folkeskuespil, hun havde set opført for sine Øjne, ingensinde formaaet at indgyde hende 472 Respekt. Dertil havde hendes underordnede, halvt tjenende Stilling i Søsterens Hjem altfor ofte givet hende Lejlighed til at færdes upaaagtet mellem Kulisserne og blive Vidne til, med hvilken Rutine fejrede Troes-Helte anlagde Taler-Værdigheden eller afførte sig den lidenskabelige Henrevethed, og hvor snildt Misundelsen og Havesygen og den personlige Forfængelighed ogsaa blandt de troende forstod at maskere sig som Uforfærdethed, Selvopofrelse og hellig Nidkærhed.

I det hele var hun langtfra gaaet saa blind eller saa uberørt gennem Livet, som hun selv bestandig gav det Udseende af, og som Folk derfor i Almindelighed troede. Men hendes Natur havde ikke tilladt hende at leve med Hænderne i Skødet. Skønt hendes Hjerte egentlig slet ikke tilskyndede hende, dreves hun bestandig som af et Instinkt til at overtage Samaritangerningen hos sine Omgivelser, … og der havde altid været nok af hjælpeløse paa hendes Vej, nok af stakkels skibbrudne paa Tidens rørte Vande.

… Med eet standsede hun sine Strikkepinde, løftede Hovedet og lyttede. Hun syntes bestemt at have hørt Havelaagen knirke.

Ganske rigtigt! Derhenne for Enden af Gangen kom en lang, hældøret Bondemand listende. Rynkerne i hendes lille graa Ansigt trak sig sammen til en Art Smil, idet hun genkendte Væver Hansen. Naa, han skulde være velkommen.

"Goddag," sagde hun med et hurtigt Nik men uden at give Haanden, da Væveren var naaet hen til hende og havde hilst. "Saa De er … kommen herover … idag, Jens Hansen. Har De noget Ærinde her?"

"Aa ja, noget har man jo immer at pusle med," sagde han drævende. "Og da jeg nu var kommen her til Bys, saa tyktes jeg jo, jeg skulde dog gøre Frøkenen en Besøgelse med det samme."

"Naa ja, det er godt, Jens Hansen. Det er ogsaa 473 … saa længe siden … De var her. Kom, lad os sætte os."

De tog Plads henne i Lysthuset. Frk. Katinka satte sig paa Bænken derinde, Væveren paa en Havestol tæt ved Indgangen.

Væver Hansen var for Tiden en ensom Mand. Førerstillingen ovre i Skibberup og Vejlby havde han paany ganske mistet. Det var igen gaaet ham, som da han havde benyttet Emanuel Hansted til at rydde Provst Tønnesen af Vejen med: de onde Magter, han med beraad Hu havde fremmanet, havde han ikke været Mester for i rette Tid at besværge. Den Bevægelse, han med saa megen Snildhed havde skabt for at fremme sine Planer, havde hurtigt taget en langt stærkere Fart end ønsket og beregnet; og før han anede det, var han selv bleven revet overende.

Frk. Katinka havde altid haft en Del tilovers for denne af de fleste saa haardt bedømte Mand. Hvilke hans Planer egentlig var, vidste hun ligesaa lidt som nogen anden, – og det interesserede hende heller ikke. Men det morede hende engang imellem at tale med ham, fordi han syntes hende at betragte Livets Rørelser med nogenlunde det samme nøgterne Blik som hun selv. Hans Mistænksomhed, hans hemmelighedsfulde Væsen, hans snu, koldsindige Overlæg, hans Forkærlighed for i snevre Vendinger at lirke og lure sig frem ved Kneb og Forstillelse istedetfor paa Holger Danskes Vis at svinge Sværdet med aaben Pande … alt dette frastødte hende ikke, ja det tiltalte hende næsten som Vidnesbyrd om en ualmindelig forstandig Opfattelse af Livet og Menneskene.

"Naa … er der saa noget nyt … ovre fra Deres Side?" fremstødte hun, da de en Stund havde siddet tavse overfor hinanden.

"Aa nej, saadan noget større er der da ikke passeret. Det lider altsammen jevntvæk i den gamle Skure. Vi har det jo immer lidt rigeligt med Djævelsnak og 474 Svovlstank, saa man sommetider kan synes at fornemme Helvede brænde En gennem Træskoen. Forresten har vi da ogsaa faaet en ny Religion derovre nu."'1

"Ja saa," mumlede Frk. Katinka. "Hvad hedder saa den Religion?"

"Ih, det er jo dissehersens Damgaardianere."

"Hvad for noget? … Damgaardianere? Dem synes jeg dog ikke, jeg har hørt Tale om før."

"Aa nej, saamænd, det er rimeligt nok. For de er jo ogsaa endnu noget vaade bag Ørene. – – Det er ellers ham Niels Nilen, … eller Niels Damgaard, som han jo helst vil kaldes … det er ham, der har opfunden den. Han var før i Tiden Gaardskarl hos Emanuel Hansted, og han har nu altid haft det saa meget med Læsning og Skriverier i Aviserne og saadan. Og nu var han jo bleven Missionærtaler og sad immer og studerte. Og saa var det, han forgangen lavede denneherre nye Religion, som forresten skal være helt udmærket, … det har jeg da hørt baade een og to snakkes om."

"Men hvad er da det nye ved den?"

"Ja se, det kan en anden jo ikke vide. Men jeg troer nu nok, at det er noget med Daabens Ord, som han vil have sagt i en anden Mening."

"Ja, Vorherre er en taalmodig Mand," sagde Frk. Katinka.

"Ja, det er et Sandhedens Ord, Frk. Gude," istemte Væveren og hensank et Øjeblik i tankefuld Tavshed.

Men snart spillede igen det skæve Smil i hans Ansigt, og han sagde:

"Men hvordan gaar det saa egentlig med Jeres egen ny Profet? Ja for vi har natyrlig ogsaa hørt baade et og andet om det derovre til vort. Og det er jo da helt mærkeligt, hvad der saadan fortælles. Han skal jo ligefrem være begyndt at gøre Mirakler nu."

"Saa-aa, det har jeg dog ikke hørt."

475 "Ja ja – han har da allenfals faaet Skik paa hende, den sorte Trine, som I kalder hende … Det maa da næsten kaldes et Mirakel, skulde jeg tro. Og saa er der jo ogsaa en gammel Mand dernere i Lejet, som han skal have kureret for Drukkenskab … og det bare ved at gaa ham forbi en Aftenstund og endda ikke sige saa meget som et eneste Ord."

"Ja saadan fortælles der jo."

"Ja – sandelig! – det er mærkelige Tider, vi lever i, Frk. Gude! Man gnubber sig oven i sit Hoved og veed saamænd mangen Gang knap, hvad man skal tænke om'et."

Det var Emanuel, de talte om. Han havde nu opholdt sig paa Egnen i nogle Uger og var i den Tid bleven et almindeligt Samtaleemne her, – ja, trods den Tilbagetrukkenhed, hvori han stadig levede, var han paa Vej til at vække et formeligt Røre i visse Dele af Befolkningen. I Begyndelsen havde man vel været mest tilbøjelig til at smile af det klosteragtige Levnet, han førte, og som efter Sigende endog gik saa vidt, at han fastede visse Dage om Ugen for at modstaa Syndens Fristelser. Henne paa Højskolen ymtede man rentud om, at han var bleven gal. Men saa hændte det, at den sorte Trine en Søndag til almindelig Forbavselse viste sig i Kirken, ja endog søgte Herrens Bord; og snart rygtedes det, at det var Emanuel Hansted, der havde haft Del i denne mærkelige Omvendelse. Fra dette Øjeblik slog Stemningen mange Steder om. Det viste sig, at navnlig blandt Smaafolk og ganske særligt blandt de fattige Fiskere nede i Lejet, som hidtil var forbleven ganske upaavirkede af Egnens aandelige Rørelser, var mange stærkt optagne af denne besynderlige fremmede, der frivilligt hengav sit Liv til Fattigdommens Ydmygelser og Vanære. Han havde undertiden givet sig i Snak med dem, naar de stod ved Stranden og røgtede deres Garn; og skønt de ikke altid forstod hans Tale, havde alene hans sære Skikkelse og Mildheden i hans 476 Blik og Tone bibragt dem en egen svimlende Fornemmelse af at være kommen i Berøring med det overnaturlige. Ogsaa Egnens syge, og navnlig de fattigste iblandt dem, havde han jevnlig besøgt, dog ikke for at trøste dem. Naar han sad ved deres Senge, talte han om deres Sygdom som om en stor Naade og kaldte deres Lidelser "Guds Kærtegn", for hvilke de skulde være glade og taknemlige. Særlig megen Tale havde der i den sidste Tid været om hans vidunderlige Indflydelse paa en midaldrende Kone, der led af Mavekræft, og hvis Smertensskrig man forhen havde kunnet høre om Natten over den hele By. Nu, efterat Emanuel nogle Gange havde besøgt hende, var ikke alene disse uhyggelige Skrig forstummede; men Folk, der gik forbi hendes Vindu, kunde høre hende ligge inde i Sengen og synge Takkesange, hvis Jubel steg med Lidelserne.

"Skal De forresten ikke hen og besøge samme Hr. Hansted," sagde Frk. Katinka. "De og han var jo i sin Tid gode bekendte."

Væverens rødrandede Øjne skævede hen til hende med et undersøgende Blik.

"Aa, det kunde der vel ikke være nogen større Gavn ved, troer jeg. – Men hvad mon han ellers saadan gaar og tænker paa, mener Frøkenen?"

"Jeg veed saamænd ikke."

"Mon han har Spekulationer med detteherre Vennemøde, som nu skal holdes her?"

"Jeg veed ikke."

"Kaskesens han tænker paa at tale ved den Lejlighed?"

"Ja, det kan jo være."

"Saa Frøkenen har sletikke hørt noget om den Ting?"

De gav sig til at tale om det paatænkte Møde, og Væveren vedblev utrættelig at udfritte hende om, hvad hun havde hørt angaaende Foredragsemnerne og Talerne; om de første var endelig bestemte, om Ordet vilde blive 477 givet frit o.s.v. Tilsidst tog han en sammenlagt Avis op af Brystlommen, sad en Stund og glattede den med sin Haand og sagde:

"Se, der var ellers noget, jeg saa gerne vilde bede Frøkenen gøre mig en Tjeneste med."

"Hvad er det, Jens Hansen?"

"Ja se, det er et bitte Ord her, jeg ikke forstaar. Det er vel latinsk, tænker jeg. Om Frøkenen vil være saa god at se her … Jeg har sat Mærke under det med min Tommelnegl."

Han rakte hende Bladet.

"Utopi," læste Frk. Katinka. "Er det … det Ord?"

"Ja, Utopi, ja. Hvad betyder ellers det, med Forlov?"

"Det betyder saadan … Drømmebillede … noget uopnaaeligt … og saadan."

"Drømmebillede, ja saa! Ja se, det tænkte jeg netop! … Utopi! … Ja saa siger jeg Frøkenen saa mange Tak," sagde han og gemte igen omhyggeligt Avisen i Brystlommen.

"Hvorfor er det Dem … forresten saa magtpaaliggende … med det Ord, Jens Hansen?"

"Aa jeg vilde bare saadan gerne vide, hvad det betød, skal jeg sige Frøkenen."

"Ja vel. Men … har De … nogen bestemt Hensigt med det?"

"Ja se, jeg mente jo, at det var immer godt at vide, hvad det var, man læste."

"Men De maa vel ogsaa … have tænkt at bruge det … siden det var Dem saa meget om at gøre …"

"Nu er det nok paa Tide, jeg kommer afsted," sagde Væveren og rejste sig, som om han havde overhørt hendes Spørgsmaal. "Ja saa siger jeg nu Frøkenen Farvel og saa mange Tak."

Frk. Katinka lo indvendig. Hun kendte Væveren 478 tilstrækkeligt til at vide, hvor frugtesløst det vilde være at fortsætte Forsøget paa at komme hans Tanker paa Spor.

"Farvel, Jens Hansen," sagde hun da og gav ham denne Gang Haanden.

 
IV

Emanuel traadte om Eftermiddagen ud af sin lille Have nede ved Stranden. Et Øjeblik stod han og stirrede i Tanker ud over Havet; derpaa gik han langsomt videre ud mod de høje Lyngbakker i Vest.

Han blev herunder stille bevogtet af den lille Sigrid, der havde ligget paa Lur inde under nogle Buske paa Havediget og her oppebiet det Øjeblik, da han gik ud paa sin Eftermiddagstur. Da hun ikke kunde se ham mere, rejste hun sig ilsomt, stillede sig omhyggeligt op saaledes, at Ansigtet vendte lige mod Solen, og følte samtidigt paa sin Kjolelomme.

"Det passer," sagde hun halvhøjt.

Nu vidste hun Besked! Det var Moderen og Mormoderen, som Faderen regelmæssigt hver Eftermiddag gik hen for at besøge.

Med blussende Kinder satte hun sig ned paa Diget og faldt i Tanker.

Ligefra den Dag, hun var kommen hertil, havde det stundesløse Barns altid virksomme Indbildningskraft beskæftiget sig med Moderen. Inde i København, hvor der altid var saa meget, der adspredte hende, kunde der ofte gaa flere Dage, uden at hun kom til at tænke paa hende. Herude derimod havde Omgivelserne daglig vakt hendes Erindring om det gamle Hjem, og hun havde tilsidst sat sig fast i den Overbevisning, at Moderen maatte befinde sig et Sted her i Nærheden. Hver Gang hun saae en fremmed Kvinde nærme sig ude 479 paa Vejen, standsede hun med bankende Hjerte sin Leg i den Tro, at det var hende. Fra Morgen til Aften ventede hun hendes Komme, som Tanten jo havde bebudet. Med al sin Opfindsomhed havde hun søgt at udfritte Tjenestepigerne og alle andre, som hun kom i Berøring med, om Moderens Opholdssted og om Grunden til hendes Udeblivelse. Men hun havde ingenting faaet at vide.

Saa var det, hun igaar havde indsmigret sig hos den gamle Ellen Kagekone, der endelig havde røbet, at Moderen boede ikke saa langt herfra, nemlig hos Mormoderen, der var syg, og hos hvem hun maatte blive for at pleje hende. Paa sine yderligere Spørgsmaal havde hun faaet til Svar, at Mormoderens Hus laa ude i den Retning, hvor Solen gik ned … at sige lidt til Siden derfor … ikke til den Side, hvor Kjolelommen var, men til den anden. Men i den Retning var det netop ogsaa, at Faderen var gaaet bort.

Altsaa var det nu ganske bestemt, at gamle Ellen havde talt Sandhed.

Hun blev siddende paa Diget med Hovedet i Hænderne og fortabte sig i Overvejelser. Og nu modnedes hos hende en Beslutning, som siden den foregaaende Dag ganske havde opfyldt hende, ja endog holdt hende vaagen en Tid af Natten. Hun vilde en Dag gaa hen og besøge Moderen, uden at nogen vidste det. Nu kendte hun jo Vejen og kunde aldrig tage fejl. Dagny skulde ogsaa med, hvor meget hun saa brølede. Og Dukke-Lise skulde med, og den skulde have alt sit Tøj vasket og rullet for at være rigtig pæn! … Moderen vilde nok blive glad, naar de kom. Men allermest længtes hun næsten efter Bedstemoderen, som var syg. Og ogsaa efter Trofast længtes hun, og efter den røde Kat og gamle Bedstefader. For det var vist ikke sandt, hvad Ellen havde fortalt, at han var død.

… Emanuel havde imidlertid fortsat sin Vandring 480 langsmed Stranden. Himlen var i Løbet af Eftermiddagen bleven lidt skyet, og Havet var ligesom nervøst uroligt, skønt Luften var ganske stille.

Nede ved Havstokken, omkring en opskudt Baad, stod en Flok Fiskere, der i tavs Ærbødighed blottede deres Hoveder, idet han i lang Afstand gik dem forbi. En af dem, en lille Gamling, hvis Ansigts mange stærke Farver tydede paa, at han ikke altid havde hørt til Ædruelighedens Venner, blev endog staaende med Hatten mellem sine rystende Hænder; og alle vedblev de at stirre efter ham, mens han langsomt fjernede sig op mod de store Lynghøjder.

Emanuel havde i den sidste Tid levet endnu mere ensomt og tilbagetrukkent end før. Der var Dage, da han – just paa Grund af den Ærbødighed, der vistes ham – ligefrem skyede Synet af Mennesker. Han vidste kun altfor vel, at han ikke fortjente en saadan Ærefrygt, at han var saare langt fra at have naaet den Fuldkommenhed, man aabenbart tillagde ham. Ak endnu havde Verden et haandfast Tag i ham! Endnu maatte han daglig dyste med Forstandens Anfægtelser; endnu var hver Nat en oprivende Kamp mod Kødets onde Drømme! Og endnu grebes han af Modløshed og timelige Bekymringer, ængstedes særlig for Børnene og deres ubetryggede Fremtid, efterat hans Fader omsider havde gjort Alvor af sin Trusel og frataget ham enhver Støtte.

Han havde derfor nu besluttet at bryde op og drage herfra. Trods det Løfte, han havde gjort sig selv og Hansine, ikke at ville forny deres Samliv, før hans Hjerte var lutret, vilde han nu rejse over til hende med Børnene for i Tro og Haab at genopbygge Hjemmet. Han havde allerede for flere Dage siden skrevet til Hansine derom; og skønt han endnu ikke havde modtaget hendes Svar, tvivlede han ikke om, at hun vilde forstaa, at han trængte til hendes Bistand … at de nu 481 Haand i Haand maatte stride den sidste, afgørende Kamp for hans Frigørelse.

Han vilde end ikke oppebie Mødet paa Højskolen, saaledes som han oprindelig havde haft isinde. Tiltrods for alt, hvad Gud i sin Naade havde forundt ham at udrette her – han turde dog ikke tage dette som Bemyndigelse til at tale i hans Navn. Han maatte ydmygt erkende det for sig selv, – han var for skrøbeligt et Ler, for svag en Aand til at være Guds Vældes Tolk, hans Vredes Flammesværd, hans Barmhjertigheds kaldende Røst i Ørkenen. Men han vilde ikke derfor klage. Glad og taknemlig skulde han henleve sit Liv i stille Afsideshed, ukendt af Menneskene, kun kendt af Gud, glemt af Verden, vejret hen som et navnløst Blad, en klangløs Tone.

… Han var kommen op over Lyngbakkerne og havde naaet den yderste og højeste Top, hvorfra der var den vide Udsigt over Fjorden til Kysterne ovre paa den anden Side. Han standsede her ved det høje, korsdannede Sømærke, hvorunder han hver Eftermiddag havde staaet og set over mod den hjemlige Strand og fornyet sin Længsel efter Hansine. Med heftigt bankende Hjerte stirrede han over paa det fjerne Land, der i Eftermiddagens gyldne Soldis hævede sig over Fjorden som et luftigt Drømmesyn.

Ja, han maatte bort nu … bort fra Ensomheden her og fra Mismodets Snarer, … bort ogsaa fra hende, hans Livs onde Aand, der Gang efter Gang havde krydset hans Veje som Syndens formummede Fristerbud … denne skamløse Kvinde med hendes præstelige Galan, i hvis Nærhed det var, som om selve Luften indblæste Kødet dæmoniske Lyster. Ja, han længtes hjem … hjem til Freden og Trygheden og Hvilen hos hende, hans Livs gode Engel, der altid havde ledet hans Fod paa den rette Vej, altid støttet ham, naar han snublede, altid vendt sit Ansigt fra ham, naar han sveg. De fandt vel nok 482 en klinet Hytte og en Strimmel Jord derovre ved Stranden, hvor de kunde friste Livet. Han vilde ikke frygte. Han var jo endnu ung og stærk. Hans Arme havde ikke glemt at brydes med Spade og Hakke. Endnu sad der haard Hud indeni hans Hænder af syv Aars Stræb i Mark og Lade. Ja, nu skulde det ske! Nu skulde han genoprejse sit sunkne Hjem til Guds Ære! Fuglefrit vilde de bygge og bo bag Lyngtuen, og deres Lovsang skulde løfte sig mod Skyen som Lærken en gylden Sommermorgen. Aa, – det var, som klang der Harper i hans Indre, naar han tænkte derpaa! En Frydeklang, en Frihedsjubel svulmede og steg i hans Bryst. Han frygtede ikke! Hvad betød vel Armod, Sult, Lidelse – –?

Fadervor, Herrens Ord,
dækker Kristnes Davrebord.
Bønnens Magt, Daabens Pagt
slaar om Hjemmet Englevagt.

Takkesang, Frydesang
hvælver højt en Stue trang.
Sjælens Savn, Jesu Navn
lukker op for Himlens Favn.

 
V

Pater Rüdesheimer og Frk. Ragnhild kom i dette Øjeblik gaaende inde over Heden i livlig Samtale … han med sin bredskyggede Straahat og en stor Rose i Knaphullet, hun i en lysblomstret Kjole, som hun omhyggeligt løftede op over Lakskoene, for at den ikke skulde blive hængende i de stride Lyngtoppe.

Det var første Gang, hun havde vovet sig herop paa disse Enemærker, og det var ikke frit for, at hun følte sig lidt uhyggelig tilmode i det store, tavse, dystre 483 Øde, hvorover Sommervinden puslede med en spøgelseagtig Hvisken.

"Her er rigtig ækelt!" ytrede hun hvert Øjeblik. "Dersom man var overtroisk, vilde man da aldrig tvivle om, at her var alle onde Aanders Bolig … Og saa er her naturligvis fuldt af Hugorme og Snoge og Firben og al Slags væmmeligt Kryb. Jeg har hele Tiden en Fornemmelse af, at noget bider mig i Benene."

Ikkedesmindre var det hende selv, der havde foreslaaet Turen herop. Pateren, der kendte hendes Afsky for, hvad hun plejede at kalde Naturen i Adamskostume, var bleven højlig forbavset, da hun under Raadslagningen angaaende Dagens Udflugt pludselig havde udbrudt: "Idag vil vi ud til det yderste Thule!" Hemmeligheden var den, at hun et Øjeblik forinden fra sit Vindue havde set Emanuel gaa ud mod Hammerbakkerne; og da hun havde hørt fortælle, at han daglig gik derop og ofte var Timer, ja halve Dage borte, havde hun ikke kunnet modstaa Lysten til at faa at vide, hvad han egentlig tog sig for deroppe i Ensomheden mellem Mørkets og Overtroens Aander.

Samtalen mellem hende og Pateren havde da ogsaa næsten under hele Spasereturen drejet sig om ham. Rigtignok havde Pateren – som han plejede – søgt at undgaa dette Emne ved hvert Øjeblik at fortabe sig i almindelige Betragtninger. Han havde givet sig til at fortælle Anekdoter og muntre Oplevelser fra det københavnske Selskabsliv; men med sædvanlig Snarraadighed forstod Frk. Ragnhild bestandig hurtigt og naturligt at føre Samtalen tilbage til dens oprindelige Udgangspunkt.

"Hvad er forresten det, jeg hører om Dem," sagde hun saaledes, efterat Pateren en Tid havde underholdt hende med en Fortælling om sin Afskedsvisit hos den gamle Etatsraad Hansted, hvor han havde været saa uheldig at støde paa den nye Kultusminister, der akkurat havde rakt ham to og en halv Finger. – "De har 484 nok været en Slags Mellemmand ved de sidste Underhandlinger mellem Pastor Hansted og hans Familje."

"Hvorledes? … Underhandlinger?"

"Ja, Fru Torm fortalte mig forleden, at De er bleven Etatsraad Hansteds Fortrolige i saa Henseende."

"Hm! Har Fru Torm fortalt Dem det? Nu ja – forinden Etatsraaden rejste til Karlsbad, bad han mig ganske rigtig tale med Sønnen for endnu engang at forsøge at virke paa hans usalige Beslutning. Det er det hele!"

"Saa kan man egentlig ikke sige, at De har haft Held med Dem!"

"Nej desværre! Det kan man ikke. Naa – men det var altsaa det, jeg vilde fortælle Dem om det unge Menneske, der for Tiden beklæder Kultusministerposten –"

"Altsaa ikke engang Deres Overtalelsesevne har kunnet udrette noget! Tænk! … Og nu har jo Etatsraaden ovenikøbet nægtet at støtte ham længere. Naa! Man maa i hvert Fald lade Hr. Hansted, at der er Metode i hans Galskab. Jeg er overbevist om, at det er hans ophøjede Martyr-Maal engang at ende med sin Familje paa Ladegaarden!"

Pateren saae et Øjeblik misbilligende paa hende. Derpaa sagde han med den dybe, mørke Alvor, han glimtvis kunde aabenbare:

"Frk. Tønnesen … den Sag synes mig forresten lidt for alvorlig til at spøge med."

"Det finder netop ogsaa jeg!" svarede Frk. Ragnhild stødt og i en udæskende Tone. "Vi er hver Dag omgivne af saa megen kedsommelig Snusfornuft, at det virkelig gør godt engang at træffe et Menneske, der har Mod til at følge sin egen Lyst uden først ærbødigst at anholde den offentlige Mening om Tilladelse."

"Hm! … Mener De virkelig det, Frk. Tønnesen! Jeg er nu rigtignok af en noget anden Mening. Jeg er aldeles ikke istand til at undskylde, endsige begejstres 485 for en Letsindighed, blot fordi den er større eller farligere end, hvad vi sædvanligvis er Vidne til hos vore Medskabninger. Jeg veed jo nok, at Forstandighed ikke just staar højt i Kurs i disse de store Følelsers Dage. Vor Tids Helt er Konfusionsmageren, der overalt render Panden mod Væggen og tilsidst brækker Halsen ved at dratte over sine egne Ben, – hvad der poetisk kaldes hans tragiske Skæbne. At se sig for, at bruge sine Øjne og Øren og overlægge en Sag, før man handler, … det er altsammen noget, der er den sande Mandighed uværdigt, og som medlidende overlades til Kræmmersjæle og Spidsborgere. Er det ikke saa?"

"O, gak den gyldne Middelvej – dens Endemaal bedrager ej!" deklamerede Frk. Ragnhild. "Er det ikke saadan, det hedder i den underskønne Sang, De plejer at citere for mig?"

"Javist – netop!" svarede Pateren med opvældende Varme. "Jeg anser det virkelig for en højst gavnlig Lære at præke i vore Dage, hvor vi alle har en sygelig Tilbøjelighed til at lave os til Undtagelser og interessante Fænomener. Paa det Almenmenneskeliges Bekostning plejer vi omhyggelig vore Smaaejendommeligheder, opelsker med Flid en eller anden lille Særhed, en eller anden fiks Ide, bare af Frygt for at blive "som alle andre Mennesker" – det værste, nogen veed. Vi maa absolut være noget for os selv, være selvstændige, have Særpræg, som det hedder. Dogmernes Tid er jo forbi! Enhver, der ikke vil anses for en Dosmer, maa have sin private Mening om alt mellem Himmel og Jord, maa i det allermindste paa egen Haand have udgrundet Verdensgaaden og kunne aabenbare en hjemmestrikket Opfattelse af Gud, Himlen, det hinsidige Liv o.s.v."

"Hvor De bliver ivrig, Hr. Pastor! … Forresten maa De for Guds Skyld ikke tro, at jeg vil forsvare Hr. Hansted. Jeg har blot tilladt mig den spagfærdige Bemærkning, at man i hvert Fald maa indrømme ham 486 Mod til at leve i Overensstemmelse med sine egne Teorier. Og der er nu engang noget umiddelbart tiltalende ved, at en Mand lader Ord og Handling følges ad og ofrer sin Velfærd for sin Overbevisnings Skyld, … ligegyldigt hvad Værd denne Overbevisning i og for sig har."'2

"Ikke for mig! For mig er sligt kun et sørgeligt Vidnesbyrd om, at Begrebsforvirringen og Jeg'ets Forgudelse har naaet Storhedsvanvidets Højdepunkt. Hvad der tager sig ud som Mod og Aandsstyrke, er i Virkeligheden blot en slappet Viljes ynkværdige Svaghed. Jeg kender det fra mig selv. Jeg veed af Erfaring, hvor svært det falder, naar man har drømt om at blive Profet og Helgen, da at forlige sig med Tanken om at være en slet og ret Pastor Petersen. Jeg veed, hvor langt mere Selvovervindelse der kræves for at bøje sig ind under den sande Kristendoms Lov, Lighedens og Broderskabets Lov: at gøre sig til eet med sine Omgivelser, – hverken større eller ringere, hverken værre eller bedre!"

Frk. Ragnhild trak paa Skuldrene uden at svare. Hun tænkte i sit stille Sind paa Ordet om Ræven og Rønnebærrene. Hun var i det hele begyndt at føle sig lidt besværet af Paterens daglige Selskab, og hun var ganske glad ved, at han nu snart skulde rejse. Mere og mere havde hun maattet give Fru Betty Ret i, at han var for meget i Familje med de firføddede. Og besad han end noget af en Pudelhunds rørende Trofasthed, saa ejede han desværre ikke dette lærvillige Dyrs Evne til straks at forstaa et lille Vink om, naar dets Nærværelse var til Besvær.

"Overhovedet" – vedblev Pateren næsten heftig – "har jeg ikke saa stor Respekt for det Tilfældighedens Værk, vi kalder vor personlige Overbevisning, at jeg kan indrømme Berettigelsen til uden videre at indrette vort Liv efter den. Jeg mener tvertimod – –"

Han blev afbrudt ved, at Frk. Ragnhild standsede 487 med et lille Skrig. Hun paastod, at noget havde bidt hende i den ene Fod.

Det viste sig dog blot at have været en Lynggren, der havde strejfet hendes Vrist, saa at Skobaandet var gaaet op.

"Berolig Dem, min Frøken! Det er ikke livsfarligt!" trøstede Pateren, glad ved at være bleven standset i sin Iver og ved at faa Lejlighed til at skifte Samtaleemne. "Tillad mig nu at være Deres Læge og foretage en højst nødvendig Operation … Sammenbindingen af disse to smaa Baand …"

"Ja Tak. Dersom De virkelig vil …"

Hans Velærværdighed lagde sig ridderligt paa Knæ foran hende midt paa Stien, … og enten det nu virkelig var paa Grund af hans tykke Fingres Ubehjælpsomhed, eller fordi han saa længe som muligt vilde nyde Synet af den smalle Kvindefod i den fine Svikkelstrømpe … han laa en uendelig Tid og famlede med Baandene uden Resultat.

I det samme fik Ragnhild Øje paa en Skikkelse, der noget borte tegnede sig mørkt mod den nu helt tilslørede Himmel … en skyggelignende Mand, som langsomt og med bøjet Hoved vandrede ned over den yderste Skraaning bag det høje Sømærke.

"Binder jeg maaske for fast?" spurgte Pateren, – han havde mærket et lille Ryk fare igennem hende.

"Aa, det gaar an –" svarede hun, idet hun hurtig fattede sig, men vedblev ufravendt at stirre efter Skikkelsen derude, hvor Himmel og Jord flød sammen i Taage.

Synet af Emanuel kom hende vel langtfra overraskende; men det virkede ganske anderledes paa hende, end hun havde ventet. Det slog hende, hvor godt han passede i disse øde, tavse, ensomme Højder, fjernt fra Menneskers Færden. Han blev saa sælsomt fremmedartet heroppe, saa mærkeligt stor i Stilen. – – Men var det virkelig ogsaa ham selv? Ikke alene gjorde 488 hans Skikkelse et besynderlig ulegemligt og samtidig kæmpemæssigt Indtryk mod Taagehimlens graablaa Dunst; ogsaa hans Holdning og Gang fik i disse Omgivelser et Præg af overjordisk Højhed.

Hun forstod i dette Øjeblik, hvad hun engang havde hørt Fiskerne tale om, at han mindede dem om Kristus paa Alterbilledet i Sandinge Kirke. End ikke Straalekransen manglede. Ved et mærkeligt Tilfælde stod nemlig Solen lige bag ham, omtrent i Højde med hans Hoved, hvor den skimtedes gennem Skyerne som en mat, maanestor Lysskive, der ganske lignede en Glorie, som blot var anbragt lidt for lavt.

"Nu haaber jeg, det er tilfredsstillende!" sagde Pateren og rejste sig efter fuldbragt Gerning.

Men skønt Emanuels Skikkelse nu var dukket under Synslinien, blev Ragnhild staaende som en Støtte. Med et bestandig mere forundret, tilsidst helt forfærdet Udtryk blev hun ved at stirre hen imod den Plet, hvor han forsvandt.

"Vil De sige mig, Pastor Petersen," sagde hun omsider og lagde en skælvende Haand paa hans Arm. "Er det mig, der pludselig er bleven gal … eller hvorledes forholder det sig? Ser De ogsaa tre Sole paa Himlen i dette Øjeblik?"

"Hvad siger De? Tre Sole?"

"Ja. Se, der … og der … og der!"

"Ja sandelig! De har Ret! … De har virkelig Ret!"

Det forholdt sig rigtigt. Paa hver sin Side af Solen, men i temmelig stor Afstand fra den, saaes i Skyerne en maanestor Lysplet, der blot var en ubetydelig Smule mattere end den egentlige Sol og svagt regnbuefarvet langs den indvendige Rand.

"Men hvad er alt dette for Trolddom!" brød hun tilsidst ganske ubehersket ud. "Hvor er det dog, De har ført mig hen? Og hvad er det … det store, sorte Kors derhenne?" vedblev hun i stigende Rædsel 489 ved pludselig at faa Øje paa Sømærket oppe over Højden, hvorfra Emanuel var kommen. "Det er jo som et Golgatha her! … Jeg vil bort! Hører De? Jeg vil ikke være her!"

Den ellers under alle Tilskikkelser saa overlegne Frøken tabte et Øjeblik ganske Fatningen. Pateren søgte at berolige hende og gav sig til at forklare Luftspejlingens ganske naturlige Aarsag. Det varede da heller ikke længe, før hun kom nogenlunde til sig selv; men helt i Ligevægt kom hun dog ikke, før hun ved hans Arm var naaet ud af "den ækle Ørken". Ja, endnu efter at hun var naaet hjem, lød hendes Latter ikke rigtig ægte, idet hun gav sig til at fortælle Betty om sit Eventyr.

 
VI

Det ikke ualmindelige men flygtige Naturfænomen, der havde indgydt Frk. Ragnhild saa stor en Skræk, bebudede virkelig ikke noget godt. Af Naturens mange Storm-Varsler er maaske intet mere frygtet af Sømanden end netop dette, naar det kort efter Solens Opgang eller henimod dens Nedgang viser sig paa den letskyede Himmel – oftest i Magsvejr og efter længere Tids rolig Sø. Det gælder da om at ryste Havbliks-Døsigheden af sig, før den første af Stormens Forridere kommer. Den kommer gerne som et pludseligt, lynsnart Stød, der afpresser Mastetovene en kort Jammertone og efterlader et fuldkomment Vindstille, en død, uhyggelig Tavshed over det nervøst urolige Vand. Men snart begynder Søen at syde, Folkene maa tilvejrs for at beslaa de sidste Sejl, og Lemme og Luger maa forsvarligt skalkes, før det næste Stormbud melder sig i Horisonten med sit Følge af hvide Skumtoppe.

Ogsaa paa Stranden bliver der Travlhed … inde i de smaa, lave Tangtags-Hytter, hvorfra der ligeledes spejdes 490 efter Tegn i Sol og Maane, naar Fiskerne er paa Havet. Naar Katten begynder at mjave, og Vinden tuder gennem Skorstenen som en Hund, der lugter Lig, ses Konerne hvert Øjeblik ude paa Dørflisen med Haanden over Panden. Gamle Mænd rokker ned til Havstokken ved deres Stave, kigger ud mod Kimingen og mumler med sig selv. Som Flokke af mægtige Ørne sejler de første, mørke Smaaskyer højt og roligt henunder Himlen. Men snart stiger sværere Skymasser op over Horisonten. Det hele Hav er allerede et flyvende Skum, … og indsvøbt i en sortgraa Røgkappe kaster endelig Stormen sig ind over Landet med en Vælde, der faar Kirketaarnene til at ryste.

Hansine sad om Aftenen inde hos sin Moder og vandt Garn ved Skæret fra et tyndt Talglys, der i de endnu korte Aftener maatte erstatte den hengemte Vinterlampe. Den lavloftede Bondestue var stadig lige uberørt af de omskiftelige Tider. Tintallerknerne under Loftet og de to indrammede Navneduge med Aarstallet 1798, Armstolen ved Kakkelovnen og det øvrige, aarhundredgamle Udstyr – alt var bleven bevaret med en pietetsfuld Omhu, der efter Hansines Hjemkomst næsten havde faaet Karakteren af en Demonstration.

Kun et Sted manglede der noget. Bænkepladsen for Enden af Egebordet, hvor Anders Jørgen forhen havde siddet med et Par irrede Messingbriller paa sin Klumpnæse og stavet sig gennem "Bladet", stod nu tom. Den gamle Mand var forrige Vinter bleven angreben af den saakaldte Kyndelmisse-Feber, der i Løbet af faa Dage havde gjort Ende paa hans Liv.

Men hverken dette Dødsfald eller Elses lange, haabløse Sygeleje havde afstedkommet nogen Forandring i Husets nedarvede Skik og Orden. Hansine, der nu ganske havde overtaget Styrelsen af Huset, havde ogsaa i den Henseende ladet sig det være magtpaaliggende at bibeholde det ejendommelige gammeldags Præg, der altid havde hvilet over det. Hun havde 491 her paa hjemlig Grund genvundet al sin gamle Selvsikkerhed og raadede i Køkken og Stue med en Myndighed og en rastløs Virketrang, der mindede om Moderen i dennes Velmagtsdage. Og der var nok at tage fat i! Gaarden var i den senere Tid paa Grund af Moderens Sygdom og Faderens Blindhed bleven stærkt forsømt; og de havde endda maattet sætte sig i Gæld, fordi Fæstet var udløbet med Faderens Død og atter skulde fornyes, hvad der havde medført store Bekostninger.

Ole Kristian forestod Jordens Drift. Han var nu en fuldvoksen Karl paa fire og tyve Aar, lidt lille ligesom Hansine, men sund og kraftig. Han var under sin Opvækst ikke bleven upaavirket af Søsterens underlige Giftermaal, og der var vel næsten ingen, hvem hendes Vanskæbne var gaaet mere nær til Hjertet. Han havde udviklet sig til et tavst, indadvendt Menneske, lidt af en Særling, der bestandig holdt sig til Hjemmet og saa vidt mulig undgik fremmed Omgang.

Heller ikke Hansine skøttede om Samkvem med Byens Folk; og da tillige den gamle Else, trods alle bitre Erfaringer, endnu paa sit Sygeleje haardnakket nægtede at forlige sig med Sognets nye Magthavere, var der bleven tavst og stille i det forhen saa livlige Boelssted. Af alle Byens "hellige" betragtedes det næsten som en uren Plet, og aldrig kom de der forbi, naar de to og to gik til eller fra deres Bønnemøder i Forsamlingshuset, uden at tale højt om Hoffærdighed og anføre Sirachs Ord om Hovmod som Roden til al Synd.

Ogsaa denne Aften sad Hansine alene. Ole Kristian var nylig gaaet over i sit Staldkammer for at lægge sig. Paa Bordet ved Siden af Lyset laa endnu den Bog, hvoraf han havde læst højt for hende efter Mørkning. Henne fra Alkoven, hvor det blaastribede Forhæng var trukket for, lød en kort, stødvis Stønnen, – gamle Elses aandedrætsbesværede Søvn. Ellers 492 hørtes kun Stormen, der buldrede paa Porten og svøbte sig tungt omkring Gavlen.

Det kunde ofte hænde Hansine, naar hun saaledes sad alene efter en virksom Dag, at hendes Tanker sneg sig paa Afveje, … søgte tilbage til den Fortid, der skulde være død for hende, kresede om Børnene og Emanuel, hvis Navn aldrig blev nævnet i disse Stuer, i hvert Fald ikke, naar hendes Moder kunde høre det. Gamle Drømme steg da atter lokkende op for hendes Indre og kastede Uro og Tvivl i hendes Sind. Særligt i den sidste Tid var hun Nat efter Nat bleven holdt vaagen af Tanken paa Børnenes Nærhed. Ikke mindst efter at hun havde modtaget Emanuels sidste Brev, hvori han bebudede sin snarlige Genkomst, havde hun haft al sin Selvbeherskelse behov, for at ikke Moderen eller Ole skulde mærke den Raadvildhed, hvori hun var bestedt.

Ogsaa denne Aften var hendes Tanker sky og urolige. Denne Buldren paa Porten, dette Sus over Taget genvakte hos hende Mindet om en anden stormfuld Aften … hin Aften for mere end to Aar siden, da Gutten blev bragt tilsengs for ikke at rejse sig mere. Ogsaa dengang sad hun ene med sig selv og sine skjulte Sorger. Hun huskede det tydeligt. Hun sad i den store Stue og havde Døren aaben ind til Sovekammeret for at høre efter Gutten, der ofte skreg isøvne. Først ved Elleve-Tiden kom Emanuel hjem. Munter, høj og smuk traadte han ind ad Døren i sin store Kavaj, der dryppede af Regn, med Stok i Haanden og en Lygte, som Blæsten havde slukket. Hvor tydeligt hun huskede ham! … Hun havde siden ofte tænkt paa, at den Aften egentlig var den sidste i deres Samliv, paa hvilken de havde følt lidt Fred og Lykke med hinanden. Fra den Dag begyndte Opløsningen. Med Guttens Død mistede Emanuel det frejdige Haab, den ubetingede Forvisning om at følges af Guds Velsignelse, 493 der indtil da havde baaret ham frelst gennem alle Skuffelser. – –

Hun standsede sin Garnvinde og løftede Hovedet med et lyttende Udtryk.

Hvad var det? … Hun havde hørt Gaardlaagen blive aabnet … Eller var det blot Stormen, der havde løsnet en Luge? … Nej … Nu lød der varsomme Støvletrin derude over Stenbroen.

Hun blegnede.

Emanuel! – foer det igennem hende.

Hun rejste sig vaklende op og støttede sig til Stoleryggen … Kom han virkelig herind? … Ja, nu steg han op ad Trappen … Han bankede paa Døren.

Nej, nej, … hun vilde ikke se ham! Han havde ingen Ret dertil – –!

I det samme løftedes Klinken sagte, og Væver Hansens lange Overkrop strakte sig frem bag den halvaabne Dør.

"Godaften, Hansine," sagde han i hviskende Tone og uden at træde ind i Stuen. "Jeg kom justement forbi og saae, at her var Lys. Og saa tænkte jeg, jeg skulde dog høre, hvordan det stod til hos jer. Hvordan gaar det med din Mo'er? … Staar der noget paa?"

Hansine svarede tilsyneladende rolig:

"Det er ved det gamle. Hun ligger mest og døser. Og det er vel det bedste. – Du kan godt komme herind, om du vil!"

"Ja, er det blot ikke bleven noget silde," sagde Væveren tvivlraadig og saae sig omkring.

"Ja, det maa du selv om," svarede Hansine; hun klippede Lysets Tande – hendes Haand skælvede endnu – og satte sig atter ved sin Garnvinde.

Væveren lukkede omsider Døren bag sig, snød Næsen henne ved Kakkelovnen og tog Plads paa Bænken bag den øvre Bordende. Henne i Alkoven blev der i 494 det samme stille. En famlende Haand søgte at skille Forhænget ad. Men Forsøget lykkedes ikke. Og straks efter lød igen den korte, stødvise Stønnen ud i Stuens Stilhed.

"Jeg kan hilse dig ovre fra Sandinge," sagde derpaa Væveren; han sad foroverbøjet, med Armene paa Knæene, og tørrede sine Fingre i et rødtærnet Lommetørklæde. "Jeg var en lille Vending derovre idag for at se, hvordan det stod til. Man har jo hørt saa mange mærkelige Ting derovrefra i den sidste Tid."

Der blev straks nogen Tavshed.

"Det er egentlig svært, som han … som … jeg mener Emanuel, … jeg siger, det er svært, som han er kommen paa Tapetet derovre. Nu har han jo igen gjort et helt Mirakel paa en gammel Drukkendidrik nere i Lejet."

"Ja saa," svarede Hansine kort.

"Ja han har vel forresten skrevet til dig om'et, kan jeg tænke.'3 Du faar jo stændig Breve fra ham, – ikke sandt?"

"Han har ingenting skrevet om det."

"Aa nej, han har vel tænkt, han havde det ikke nødig, – saa meget som man snakker om det! For det var ligefrem helt mærkeligt at være Vidne til, hvor Folk var opsatte. Og det er da endelig heller ikke saa underligt."

Der blev igen en lang Pavse.

"Var du maaske derovre for at gøre Emanuel et Besøg?" spurgte tilsidst Hansine.

Væveren betragtede hende en Stund med det ene Øje tillukket. Det saae ud, som om han betænkte sig paa, hvormeget han turde betro hende.

"Jeg saae ham slet ikke," sagde han derpaa. "Nej, jeg gjorde saamænd ikke. Men–n … dine to smaa Tøser saae jeg."

Det gav et Sæt i Hansine.

"Hende – Sigrid hedder hun jo – hun sad paa 495 en Sten nere ved Vandet; og oppe ved Haven stod den bitte Dagny og græd, det bitte Skidt. – – Det er nu ikke for det, jeg kunde saamænd godt have haft Plaser af at sige Emanuel et Goddag igen. For det bliver vi vist alligevel nødt til at vedgaa, Hansine, at vi Skibberupsfolk ikke bar os ad imod ham, saadan som vi skulde. Jeg har tænkt meget over den Ting, – Tiden har li'egodt vist, at han havde Ret i mange Dele. Men det har jeg forresten mærket mere end een Gang, at Emanuel havde ligesom en hel underlig profetisk Gave til at se ind i Fremtiden. Mener du ikke ogsaa det?"

Hansine forholdt sig stadig tavs.

Han vedblev at fortælle. Det var hans Hensigt at gøre det første, forsigtige Forsøg paa at vinde hende for en Plan, han nogen Tid havde gaaet og syslet med, og som han – trods Fortidens mange sørgelige Erfaringer – havde udarbejdet efter sin gamle Grundsætning: med ondt skal ondt fordrives. Han tænkte paa intet mindre end igen at rejse en Stemning for Emanuel i Menigheden. Han vilde forsøge paa at benytte ham som et Gudhaands-Plaster, der skulde drive den aandelige Usundhed ud i Vanvidets Selvtilintetgørelse. Men da Hansine stadig intet svarede, fandt han det raadeligt foreløbig ikke at trænge for stærkt ind paa hende og rejste sig derfor og bød Godnat.

Hansine blev siddende ved sin Garnvinde og sad der endnu længe, efter at Væveren havde forladt hende. Men Traaden var gleden hende afhænde, … hun sad foroverbøjet, med Haanden under Kinden, og stirrede ud over Gulvet. Det rødlige Skær fra Talgstumpens krumt glødende Tande belyste den ene Side af hendes ejendommeligt haardt tegnede Ansigt, hvis Udtryk de mørke Slagskygger ved Munden og over de dybtliggende Øjne gjorde endnu mere strengt og alvorligt.

Væverens Ord om Børnene havde paany rejst alle Moderhjertets tunge Selvanklager; og dog var hun fuldkommen 496 fattet. Med roligt Overlæg optog hun igen den lange Række Spørgsmaal, som hele denne Sommer men navnlig efter Modtagelsen af Emanuels sidste Brev havde opfyldt hende Dag og Nat. Hun spurgte sig selv, om ikke Børnene, dersom de vendte tilbage til hende, – og da navnlig Sigrid – hurtigt vilde trættes af Bondelivets Ensformighed og længes bort til det bevægede Liv, hvori de nu var bleven hjemme? Jo, – sikkert! Ulykken var engang sket, og det vilde være en dobbelt Synd mod Børnene, om de nu igen blev rykket op af den Jordbund, hvori de var begyndt at slaa Rod. Den Forsyndelse, hun i sin Tid i en Slags Vildelse havde begaaet mod dem og mod sig selv ved at give dem ud af sin Haand, lod sig ikke længer gøre god igen. Alt, hvad der nu stod i hendes Magt at gøre for dem, var at værne om sig selv, i ydre og indre Henseende at befæste sit eget Liv, saa de altid hos hende vilde kunne finde en Nødhavn, dersom de engang skulde lide Skibbrud i Verden og trænge til hendes Hjælp. Hvem vidste? Det Tidspunkt var maaske nærmere, end nogen i dette Øjeblik tænkte.

Og Emanuel? Aldrig havde de vel forstaaet hinanden mindre, aldrig været hinanden fjernere end netop nu. Hun havde kunnet mærke det paa hans Breve, hvorledes han mente at skulle finde hende ganske som den samme, han havde forladt. Han vidste jo intet om, hvad hun havde gennemlevet derude ved det aabne Hav, blandt Skallinglandets stærke og frie Folk. Han anede intet om dette lange Aar, da hun i sin Forladthed havde fundet sig selv igen … intet om den dybe Skamfølelse, hvormed hun nu betragtede hele sit forgangne Liv og ikke mindst netop de Øjeblikke deri, hvorom Emanuel maaske bevarede de bedste Minder.

Ja, det stod urokkeligt fast nu. De maatte skilles. Hun vilde ikke se ham mere. Hun vilde ikke nu lokkes ud paa nye Eventyr. Den dyrekøbte Fred, hun havde naaet, skulde ikke atter letsindigt sættes paa Spil. Ungdommens 497 forfængelige Drømme havde hun skrinlagt. Hun havde lært, at Lykken her i Livet bestod i at have sin Rod i egen Jordbund og vokse i Lyset af den hjemlige Himmel – hvor lav og trang og solforladt denne end var. Aldrig – end ikke i Ensomheden derude ved Havet, skilt fra Mand og Børn – havde hun følt en saa knugende Hjemløshed som den, der havde forvirret hendes Sind i Vejlby Præstegaard!

Ogsaa for Emanuel var det bedst, at alt nu blev uigenkaldeligt forbi imellem dem. Naar hun skrev det til ham, saa aabent, saa afgørende, at ingen Misforstaaelse længer var mulig, vilde maaske ogsaa han endelig bringes til Fornuft, komme til Klarhed over sig selv og gifte sig med Frk. Tønnesen. Hun ønskede af et oprigtigt Hjerte, at dette sidste vilde ske. Saa fik Børnene igen et eget Hjem, hvortil de nu maatte trænge. Og hvad hende selv angik … nu ja, saa vilde hun nok efterhaanden falde helt til Ro, finde sin lille Lykke ved at tænke paa dem alle tre, sin Tryghed ved hver Dag at betro dem til Guds Varetægt.

[gå frem]