|
"Nu
skrider Natten sorte,
og Dagen stunder til;
Gud lad dem blive borte,
som os bedrøve vil.
O Fader from,
vend du os om.
Din Naade os betee!"
Lykke-Per
i det Fremmede, 1899. s. 60
"Dig,
evig Gud, ske Ære
i høje Himmelkor,
som Vægter vilde være
for os, paa Jorden boer.
Nu op paa Morgenvagt!
For Natten god
fald Gud til Fod,
tag Tiden vel iagt!"
Lykke-Per
i det fremmede, 1899. s. 62
I 1905-udgaven ændret "ske Ære" til "til Ære"; det drejer sig uden tvivl om en sætterrettelse, ændringen giver ingen mening. Men det er aldrig blevet rettet...
Tranebogsudgaven
I, 324 og 326
|
ßVægterversene.
Efter katolsk valfartsmelodi, 16. årh.?
Kl. 8.
Når mørket jorden blinder,
og dagen tager af,
den tid os da påminder
om dødens mørke grav.
Lys for os, Jesus sød,
ved hvert et fjed
til gravens sted,
og giv en salig død!
Kl.
9.
Nu skrider dagen under,
og natten vælder ud;
forlad for Jesu vunder
vor synd, o milde Gud!
Bevare kongens hus
samt alle mand i disse land
fra fjendens vold og knus!
Kl.
10.
Om du vil tiden vide,
husbonde, pige, dreng,
da er det på de tide,
man føjer sig til seng.
Befal dig Herren fri!
Vær klog og snild,
vogt lys og ild!
vor klokk' er slagen ti.
Kl.
11.
Gud Fader os bevare,
de store med de små!
Hans hellig' engleskare
en skanse om os slå!
Selv vogte han byen vel!
Vort hus og hjem
har han i gem,
vor ganske liv og sjæl.
Kl.
12.
Det var ved midnatstide,
vor frelser han blev født
til trøst al verden vide,
som ellers var forødt.
Vor klokk' er slagen tolv.
Med tunge og mund
af hjertens grund
befal dig Gud i vold! |
Kl. 1.
Hjælp os, o Jesus kære,
vort kors i verden her
tålmodelig at bære!
Der er ej hjælper fler.
Vor klokk' er slagen ét.
Ræk os din hånd,
o frelsermand!
da vorder byrden let.
Kl. 2.
Dig, milde Jesus lille,
som, mig til salighed,
i mørket fødes ville,
ske pris i evighed!
Din værdig' Helligånd
oplyse mig evindelig,
at jeg dig skue kan!
Kl. 3.
Nu skrider natten sorte,
og dagen stunder til;
Gud, lad dem blive borte,
som os bedrøve vil!
Vor klokk' er slagen tre!
O Fader from,
vend du os om,
din nåde os bete!*
Kl. 4.
Dig, evig Gud, ske ære
i høje himmelkor,
som vægter ville være
for os, på jorden bor!
Det ringer nu af vagt.
For natten god
fald Gud til fod!
Tag tiden vel i agt!
Kl. 5.
O Jesus, morgenstjerne,
vort liv udi din vold
befaler vi så gerne,
bliv du vor sol og skjold!
Vor klokk' er slagen fem.
Kom blide sol
fra nådens pol!
Oplys vort hus og hjem!
*vis.
1683.
1731.
|
| "Fred
hviler over Land og By,
ej Verden larmer mer.
Fro smiler Maanen til sin Sky,
til Stjerne Stjerne ser."
"Og Søen
blank og rolig staar
med Himlen i sin Favn.
Paa Dammen fjerne Vogter gaar
og lover Herrens Navn."
"Det er
saa fredeligt, saa tyst
i Himmel og paa Jord!
Vær også stille i mit Bryst,
du, Flygtning, som der bor."
Sådan i Lykke-Per og hans Kæreste, 1902, s. 60-61. Tranebogsudgaven 2.bd, 17. kap. s. 81-82.
1. vers og halvdelen af 2. vers er gentaget i
Lykke-Per. Hans Rejse til Amerika, 1903, side 91-92.
Tranebogsudgaven 20. kap., 2, bd. s. 194
1905- og flg. udgaver, Bind 2, side 266-267 uændret, dog sidste linie:
"du Flygtning, som der bor." |
Fred hviler over Land og By,
Ei Verden larmer mer:
Fro smiler Maanen til sin Sky,
Til Stjerne Stjerne ser.
Og Søen blank og rolig staaer
Med Himlen i sin Favn;
Paa Dammen fjerne Vogter gaar
Og lover Herrens Navn.
Det er saa fredeligt, saa tyst
I Himmel og paa Jord;
Vær også stille i mit Bryst,
Du, Flygtning, som der boer.
Slut Fred, o Hjerte, med hver Sjæl,
Som her Dig ei forstaar!
Se, over Bye og Dal i Qvel
Nu Fredens Engel gaar.
Som Du han er en Fremmed her:
Til Himlen staaer hans Hu;
Dog i det stille Stjerneskjær
Han dvæler her som du.
O, lær af ham din Aftensang:
Fred med hver Sjæl paa Jord;
Til samme Himmel gaaer vor Gang,
Adskilles end vort Spor.
Fred med hvert
Hjerte, fjern og nær,
Som uden Ro mon slaae!
Fred med de Faa, som mig har kjær,
Og dem jeg aldrig saae!
Fred med hver
Aand, som hader mig!
Den skal mig elske vist,
Naar samlet i Guds Himmerig
Vi ham lovprise hist.
B.S. Ingemann,
1823
|
|
"Nu trækker Bonden sit Hors Stald,
nu søger hvert Kryb sin Rede;
Smaafuglene tier i Skovens Hal,
og Ræven bortlusker fra Hede.
I Vesterleden en Borg saa rød
sig hæver bag gyldne Banker.
Did vandrer at hvile i Himlens Skød
de dagtrætte Mennesketanker.
Du Tvivlersjæl, som paa vildsom Sti
vil flygte for Nattens Komme, -
hvi gaar du Guds Himmerigs Dør forbi
og ængstes, naar Dagen er omme?
Den Gud, der redte hver lille Fugl
en Dunseng for lunt den at fjæle,
han glemte vel ikke et naadigt Skjul
for hjemløse Menneskesjæle.
Nej, bank kun trøstig paa Himlens Borg,
Guds Engle smaa den oplader;
de tager din Byrde, din Angst, din Sorg
og fører dig ind til Gud Fader!"
Muld, 1891, s. 197
|
|
I
1898-udgaven af DFL side 114-115 talrige rettelser:
Nu trækker Bonden sit Hors i Stald,
nu søger hvert Kryb sin Rede;
den Smaafugl tier i Skovens Hal,
og Ræven bortlakker ad Hede.
I Vesterleden
en Borg saa rød
sig hæver bag gyldne Banker.
Did vandrer at hvile i Himlens Skød
de dagtrætte Mennesketanker.
Du
Tvivlersjæl, som paa vildsom Sti
bortflygter for Mulmets Komme, -
hvi gaar du Guds Himmerigs Dør forbi
og skælver, naar Dagen er omme?
Den Gud, der redte hver lille Fugl
en Dunseng for lunt den at fjæle,
han glemte vel ikke et naadigt Skjul
for hjemløse Menneskesjæle.
Nej, bank kun trøstig paa Himlens Borg,
Guds Engle smaa den oplader;
de tager din Byrde, din Angst, din Sorg
og fører dig ind for Gud Fader!
Således i senere udgaver. |
| I en samtale omkring 1935 udtalte Pontoppidan sin modvilje mod, at man tog brudstykker fra en forfatter, hvorved der let kom en ny og forkert belysning over ham, løsrevet fra sammenhængen. Jeg meddelte ham da - hvad han ikke vidste - at man i nogle foreningssangbøger havde optaget aftensangen fra Det forjættede Land og underskrevet den Henrik Pontoppidan. Til min overraskelse sagde han med en forunderlig mildhed, at det glædede ham. "Denne aftensang er en side af mit væsen og skrevet ud fra en hel ægte følelse. Jeg er glad for, at den synges." Han omtalte i den forbindelse det store og ægte ved Grundtvigs religiøse oplevelser, men - tilføjede han - "de blev omsat i historiske syner og præget af gamle dogmer. Hvor ville det have været lykkeligere for kirken og for kristendommen, hvis sådanne oplevelser var blevet omsat i et moderne natursyn som hos Ludvig Feilberg."
Fra Hytterne og Landsbyens Dronning. Udgivet af Dansklærerforening ved Johs. P. Olesen, 6. udgave, 19??, s. 115 f. |
Sangen findes i Sangbogen Arvesølv 1927, Vore Skolesange 1948, Den danske Sang 1956 og Danmark 1957. Den første har melodi af Steensen, de øvrige af Finn Høffding. Thyge Thygesen har også komponeret en melodi. |
| Sønderjylland
Det lyder som et Eventyr,
et Sagn fra gamle Dage:
en røvet Datter, dybt begrædt,
er kommen frelst tilbage!
Det sker, hvad som et Drømmesyn
har straalet for vor Tanke!
Til Sommer vajer Dannebrog
igen paa Dybbøl Banke!
Hvad knap vi turde hviske om
i Krogen mellem Venner
forkyndes nu paa Dansk og Tysk
som Løfteord af Frænder.
Velkommen hjem til Moders Hus,
vor Søster, Hjertenskære!
Saa bleg du blev i Kæmpens Favn
i Striden for din Ære!
Du sad i Bolt og Fangejern
til Spot for vilde Drenge.
Seks tusind unge Sønners Liv
var dine Løsepenge!
Men du vil ingen Sørgefest!
Mens Taaren Øjet brænder,
du skjuler stolt, hvad ondt du led
i hine Bøddelhænder.
Du kommer klædt i Hvidt og Rødt
og smiler os imøde.
Hil dig, vor Moders Øjensten,
i Nytids-Morgenrøde!
25.12.1918
|
|
Digtet er her citeret efter Berlingske Tidendes Fotogravure-Udgave. Ude og Hjemme Nr. 51. 25.12.1918. Originalmanuskriptet findes i Pontoppidan-samlingen i Randers. Manuskriptet begynder: Det klinger som et Eventyr. 6. vers slutter med "Morderhænder" i stedet for "Bøddelhænder". I 3. vers: "i Krogene blandt Venner". I sidste linje: "Øjesten".
Vi skal til Tidens Kvinder, 13. august, 1957 for at finde Carl Dumreichers beretning om, hvordan digtet blev til:
I efteråret 1918 gæstede Henrik Pontoppidan sin gode ven, redaktør Martinus Galschiøt i Helsingør og modtog fra Berlingske Tidende en opfordring til at deltage i en enquête om Sønderjylland, men havde foreløbig undslået sig:
"Det var imidlertid et forunderligt efterår. Vejret var mildt, næsten sommerligt, og udefra indløb den ene glædelige efterretning efter den anden. H. P. Hansen havde i den tyske rigsdag krævet selvbestemmelsesret for det danske Nordslesvig. Kejser Wilhelm flygtede til Holland. Der indtrådte våbenstilstand i november. Det var, som om tusindårsriget var nær. Det fortryllende vejr holdt sig til ind i december, så de store pile på dæmningen mellem havens to søer - Frederik den Andens gamle fiskedamme - stadig stod med gyldent løv. En solskindsmorgen, da jeg vandrede frem og tilbage på denne dæmning, kom digtet så at sige af sig selv og blev trygt (sic!) på forsiden af bladets søndagstillæg for 25. december."
Digtet kan findes i snart alle sangbøger. Th. Laub komponerede melodi til digtet allerede i 1919.
Digtet findes på Anders Bundgaards genforeningsmonument i Vestparken i Randers. Sidst, men ikke mindst findes nogle strofer på Joakim Skovgaards berømte afstemningsplakat fra 1920, hvor vi ser Mor Danmark genforenet med sin frarøvede datter på broen over Kongeåen.
(Noterne til Sangbladene er udarbejdet af Einar Nielsen) |
| Fremtidsmålet
1. Brat af Slaget rammet,
Kastet haardt til Jord,
Ligger brudt og lammet
Du, vor gamle Mo'er!
Har du anden Tanke
Nu end "lid og taal",
Saa forkynd, o Danmark,
Mig dit Fremtidsmaal!
2. Søn! elendig, ussel,
Hjertet fuldt af Nag,
Tænker jeg med Blusel
Paa mit Nederlag;
Men trods Vee og Vaande,
Trods hver bitter Skaal,
Holder fast i Haabet
Jeg mit Fremtidsmaal.
3. Faaer ved Fredens Frugter
Først mit Saar jeg lægt,
Snart jeg mig optugter
Da en Helteslægt:
Ynglinger i Plade,
Drenge, klædt i Staal,
Mænd med faste Hjerter!
Det er Danmarks Maal.
4. Dernæst jeg opdrager
Mig en Pigeflok,
Som ej Hjemmet vrager,
Som i Lidt har nok;
Ingen Døgnets Flaner,
Rendt fra Bog og Naal;
Fromme, stærke Kvinder,
Det er Danmarks Maal.
5. Saa min
Hu mon stade
Til en Ven, en kjæk,
Som med mig vil blande
Blod og ikke Blæk;
Som ei troløs svigter,
Høres Fjendeskraal:
Trofast Broderforbund!
Det er Danmarks Maal.
6. Kroner Lykken Enden,
Har jeg først de tre,
Drengen, Pigen, Vennen,
Svinder al min Vee.
Da til Lurens Toner
Blusser Bavn og Baal:
Slesvigs Land gjenfundet!
Det er Kampens Maal!
Fr.
Paludan-Müller (1864)
|
|
Hjemme i Randers Præstegård satte præstefruen, Marie Pontoppidan, sig som så ofte før til klaveret for at synge fædrelandssange med sine børn. Også denne nye der bevidst var skrevet til J.P.E. Hartmanns velkendte melodi til "Snart er Natten svunden". Et uforglemmeligt indtryk på mindst et af børnene, nemlig den 13-årige Morten, gjorde digtets sidste linjer:
Slesvigs Land gjenvundet!
Det er atter Kampens Mål!
Men også den syvårige Henrik må have været til stede og taget del i sin mors og sine storesøskendes forventninger ved de manende ord.
Da han var blevet 15, gjorde han digtet til slagsang i den skoleforening, Valhal, han i efteråret 1872 stiftede sammen med vennen Frederik Jacobsen:
Foreningen [...] skulde indblæses en ren nordisk Aand, en Krieger-Aand. "Ynglinge i Plade, Drenge klædt i Staal", som det hed i en af de nye Fædrelandssange, der fremstod efter Krigen 64, og som trods Punschebollen og de rahbekske Klubviser blev Foreningens Slagsang.
Og
hvorfra kommer mon ellers den bærende metafor i genforeningsdigtet, "Det lyder som en Eventyr" (1918):
En røvet Datter dybt begrædt er kommet frelst tilbage.
Slesvig bliver ikke i Paludan-Müllers digt kaldt Mor Danmarks datter. Men sådan blev det oplevet og præget i et sind som Henrik Pontoppidans.
F.B. |