Henrik Pontoppidans ungarske reception
En oversigt
Henrik Pontoppidan besøgte aldrig Ungarn1, og han kendte kun få ungarere personligt. Han har aldrig mødt den ungarske kultur på nært hold, og har aldrig rigtig haft interesse i at henvende sig til det ungarske publikum. Det gjorde Henrik Ibsen med sit digt Til Ungarn (1849), og det gjorde også Bjørnstjerne Bjørnson, der blandede sig i den ungarske minoritetspolitik i 19072. Det er derfor ret overraskende, at Pontoppidan blev læst, anmeldt og analyseret af mange i landet i perioden 1890-1990. Det blev han takket være først og fremmest den initiativrige fremskridtsmand og utrættelige oversætter Henrik Hajdu (1890-1969). Nærværende korte artikel sigter på at give et overblik over de oversættelser, anmeldelser og faglitterære tekster, hvor Pontoppidans navn i en eller anden form dukker op3.
Før Hajdus tid, dvs. før Lykke-Per så dagens lys på ungarsk i 1928 i hans oversættelse, var kun et lille antal af Pontoppidans noveller udgivet, hovedsageligt i dagblade og tidsskrifter. Mellem 1894 og 1916 udkom der nogle anonyme oversættelser i diverse dag- og ugeblade:
- A vándor, 1894 (Vandreren).
- Haladjunk a korral!, 1899 / A nagy költő életéből, 1911 (Digterliv).
- A sas tragédiája, 1900 (Ørneflugt).
- Ifjú évek. Levelek egy töviskoszorúból, 1916 (Ung Elskov. Blade af en Mindekrans).
Den første selvstændige udgivelse i bogform kom så sent som i 1919 i Aladár Schöpflins oversættelse: Mártha, az ördög leánya (Ung Elskov). Desværre ved man ikke præcis, hvilke danske udgaver de ungarske oversættere anvendte, og man ved heller ikke, om de overhovedet brugte de danske tekster eller kun de allerede forhåndenværende tyske4 eller evt. franske oversættelser. Men da A vándor visszatér (To Gange mødt) udkom i tidsskriftet Kékmadár i 1923, oversat af Henrik Hajdu, betød det en milepæl for Pontoppidans ungarske modtagelse. Novellen vakte stor opsigt, og tidsskriftet blev forbudt af indenrigsministeriet, formentlig på grund af formodet politisk agitation5. Hajdu talte både dansk, norsk og svensk flydende, og havde et større bibliotek af bøger på nordiske sprog i sit hjem. Om Hajdus rolle i forhold til Pontoppidans ungarske modtagelse skriver Poul Carit Andersen:
Allerede tidligt blev Henrik Pontoppidans værker oversat. (…) Rigt repræsenteret er Ungarn, hvilket skyldes, at den ungarske forfatter Henrik Hajdu, som har overført en række nordiske romaner til ungarsk, havde fattet særlig interesse for Henrik Pontoppidans produktion6.
Hajdu stod i regelmæssig brevforbindelse med mange nordiske forfattere, og næsten alle hans breve ligger på Petőfi Irodalmi Múzeum i Budapest. Pontoppidans store romaner på ungarsk fra og med 1928 er:
- Szerencsés Péter, 1928, 1959, 1974 (Lykke-Per).
- Az ígéret földje, 1961 (Det forjættede land).
- A halottak országa, 1966 (De dødes rige).
Om kvaliteten af oversættelserne vides ikke meget, kun at Hajdus oversættelser er blevet kritiseret for fejl i sprog, stil og ordvalg.
At Henrik Pontoppidan blev læst og efterhånden fik et større ungarsk publikum, kan understøttes af flere fakta. Efter 1901 støder man på korte og længere anmeldelser. De fleste af mellemkrigstidens toneangivende anmeldere var forfattere som Lajos Kassák, Miklós Kállay, György (Georg von) Lukács, Jenő J. Tersánszky, József Nádass – og Henrik Hajdu ikke at forglemme. Anmeldelserne fik plads i periodens vigtigste litterære tidsskrifter og dagblade: Nyugat, Népszava, Korunk m.m. Romanen Lykke-Per blev flere gange nævnt i 1930'erne, hvilket skyldes, at såvel de højreorienterede-konservative intellektuelles gruppe som de socialistisk-liberale kræfter ville gøre romanens budskab, som de opfattede det, til deres eget. Fra den første gruppe kan nævnes Jenő Dóczy, Miklós Kállay og György Majthényi som roste romanen for at give et ægte billede af jøderne som efter deres mening var ondskabsfulde (her tænkes på scener i Dr. Nathans salon). I den modsatte lejr stod Jenő J. Tersánszky, Henrik Hajdu, Georg von Lukács, József Nádass og Lajos Kassák der argumenterede for, at romanen skal ses i sin helhed, og de bedømte den mest på grundlag af dens åndshistoriske, formale og æstetisk-filosofiske karakteristika. Efter Anden Verdenskrig faldt gemytterne til ro, hvilket bl.a. skyldes, at den kommunistiske propagandamaskine havde kontrol over alle medierne. Udover nogle korte og overfladiske avisartikler skrevne i den marxistiske ideologikritiks ånd fik derfor Det forjættede land og De dødes rige ikke den opmærksomhed, som de ellers ville have fortjent. Det seneste ungarske Pontoppidan-oplag stammer fra 1974, og den seneste anmeldelse fra 1967. Murens fald i 1989 bragte ingen stor forandring i hans offentlige bedømmelse. Pontoppidans bøger bliver ikke optrykt, og hvis man vil eje en af dem, må man søge i antikvariaterne.
Anderledes forholder det sig med hensyn til faglitteraturen. Pontoppidans prosa har altid tiltrukket akademikernes opmærksomhed i humanistiske kredse. Georg von Lukács vendte tilbage til ham adskillige gange, enten for at eksemplificere et litteraturhistorisk fænomen, eller for at fremhæve sin egen personlige tilknytning til den skandinaviske kultur. Den fremragende litteraturteoretiker og oversætter Gábor Miszoglád skrev en længere analyse af Lykke-Per i 19777, og romanen har siden hen ofte været genstand for længere videnskabelige artikler af f.eks. László Gergye (1996, 2000, 2015), László Vincze og Flóra Vincze (1976), Tamás Ungvári (1984) og Ágnes Isztrayné Teplán (2010). Her skal man også nævne de forord og tekster af László Kardos (1959) og László Bóka (1961), der – ligesom Gábor Miszoglád også har påpeget i en leksikonartikel om Pontoppidan8 – desværre er fulde af indholdsmæssige og historiske fejl.
Henrik Pontoppidan falder altså heldigvis inden for de ungarske læseres horisont, og han har sat sit præg på både offentligheden og litteraturvidenskaben. Når man ser bort fra Tyskland, er der ikke mange europæiske lande, der som Ungarn kan bryste sig af at have en så rig repræsentation af Pontoppidans værker på deres eget sprog. Hidtil er alle de tre store romaner og omkrig ti af novellerne udkommet på ungarsk. Ungarn var desuden tidligt ude med at gøre sine læsere bekendt med Pontoppidans navn. Lykke-Per (1898-1904) forelå således på ungarsk allerede i 1928, først derefter kom de andre europæiske lande – uden for Tyskland – med, romanen kom på polsk i 1929, på fransk først i 1947, på russisk i 1961, på tjekkisk i 1980 og på engelsk så sent som i 2010.
De fleste blade og tidsskrifter, hvori Pontoppidans navn er dukket op i det sidste århundrede blev i enkelte tilfælde solgt af titusinder af eksemplarer, og romanernes oplagstal lå mellem 3000 og 15000 eksemplarer. De tidlige udgivelser og de forholdsvis store oplagstal tyder på, at Pontoppidan var en af de populære forfattere i den mindre kreds af internationalt velorienterede ungarske læsere i det sidste århundrede.
Pontoppidans betydning for ungarsk litteratur fremgår af at han formentlig har påvirket forfattere som Antal Szerb, Gábor Oláh og Zsigmond Móricz. Antal Szerb9 og Gábor Oláh10 omtaler ham flere gange som en af Nordens fornemste prosaister, og hvis man kan tro myten11, var det Zsigmond Móricz, der efter at have læst den på tysk fik Hajdu til at oversætte Det forjættede land til ungarsk.
