| 1894 | 1890 |
|---|
| Det er en hed Middagsstund i Paradisets Have. I en Kæmpebanans lyse Skygge sidder den unge Adam og knækker Nødder ved Bredden af en lille, himmelblaa Bæk, der rinder hastigt hen mellem Bregner og mosbegroede Sten. |
Det var en smeltende hed Middagsstund i Paradisets Have.
Inde i de kølige Skygger, under kæmpemæssige Bananer, gik Adam og knækkede Nødder langs med en Bæk, der rislede klingende hen mellem Bregner og mosbegroede Stene. |
| Hans Bryn er rynkede i Vrede. |
|
| Han er saa fortvivlet over sin Ensomhed, saa træt og syg af Tilværelsen, saa mæt af Havens bugnende Overflod, at han ikke en Gang gider spise de søde Nøddekærner men spytter dem fra sig, saasnart han har tilfredsstillet sine hvide Hjørnetænders Knusetrang paa de stenhaarde Skaller. Da han ikke har flere tilbage, smider han sig paa Ryggen i |88| det jomfruelige Græs, lægger Hænderne under Nakken og begynder af lutter Kedsomhed at løfte skiftevis det ene og det andet Ben i Vejret, mens han med oppustede Kinder søger at eftergøre snart Løvernes Brummen, snart Sjakalernes Hyl, snart Papegøjernes øresønderrivende Skrig. |
Han var allerede saa træt af Tilværelsen, saa ked af Ensomheden og den brogede Overflod, der overalt omgav ham, at han ikke en Gang gad æde de søde Kærner, men kastede hele Nødder bort, saa snart han havde tilfredsstillet sine stærke, hvide Hjørnetænders Knusetrang paa de stenhaarde Skaller.
Tilsidst smed han sig af lutter Kedsomhed paa Ryggen i Græsset og begyndte at stikke snart det ene, snart det andet nøgne Ben i Vejret, saaledes som han plejede, naar han ikke kunde faa Tiden til at gaa. |
| Et lille rødt, vevert Egern kommer hoppende ned fra Træet og begynder at pusle indsmigrende omkring ham. I sin Forbitrelse sparker han det med Foden ud i Bækken. |
Pludseligt fik han Øje paa et ungt Abepar, der sad højt oppe i en Trætop og gantedes.
Ved dette Syn faldt en dyb Sørgmodighed over Adams Sind, og han ønskede inderligt, at Vorherre aldrig havde skabt ham, eller at han i det mindste havde gjort ham til en Abe, en Okse, et Pindsvin, ja selv som den elendigste Lus vilde han være tilfreds. |
| En Stund sidder han atter oprejst og ser interesseret paa, hvordan det lille Dyr kæmper med Bølgerne. Da det tilsidst i et Krampeanfald tumler rundt, dukker under og forsvinder, opslaar han en vild, hoverende Latter, der giver Genlyd i Kæmpetræets mægtige Krone og faar den lille Verden af kvidrende Smaafugle deroppe til pludselig at forstumme. Tavse flyver de bort over hans Hoved. |
|
| Han ser sig ængstelig omkring. |
|
| Godt, at den Gamle ikke saa’ det! tænker han og griner med sin brede, af sorte Dun beskyggede Mund. – Jeg fik mig vel ellers |89| en Præken ligesom forgangen, da jeg vred Kæben af Led paa den sorte Hanbjørn. Haa! |
|
| Og atter lægger han sig tilbage i det blomsterfyldte Græs og puster sine solbrunede Kinder op, idet han forsøger at snakke efter "den Gamle" ved at efterligne de store, blaasnudede Abers dybe Gluffen. |
|
| Men Duften fra et Heliotropbuskads et Sted i Nærheden og Middagsstundens tunge Varme har gjort ham døsig. Uden at vide af det falder han i en fast Søvn. |
Under slige triste Betragtninger sank hans Hoved lidt efter lidt om paa Siden, og han faldt i en tung Søvn. |
| Mens han sover, drømmer han. |
Mens han sov, drømte han, |
| Han drømmer, at Gud Fader kommer til ham og skærer i hans Side. Og da han vaagner ved Smerten og rejser sig overende for at gnide Søvnen af Øjnene, staar Vorherre virkelig foran ham, indhyllet i sit lange, hvide Haar og Skæg, der dækker hans Legeme som en skinnende Sølvkjortel. |
at nogen bed ham i den ene Side, og da han af Smerte vaagnede og satte sig over Ende for at gnide Øjnene, stod Vorherre foran ham, indhyllet i sit lange hvide Haar og Skæg,
der dækkede hans Legeme som en Sølvkjortel. |
| Men bag ved Vorherre, holdende ham forsagt i Kjortelen, staar en anden Skikkelse, som Adam ikke før har set, og hvis hvide Hud og røde Kinder og lange, bløde, mørke Haar faar ham til at stirre … stirre med vidtopspærrede Øjne og tilbageholdt Aandedræt. |
Men ved Vorherres Side stod en anden Skikkelse, som Adam aldrig forhen havde sét, og hvis hvide Hud og store, angstfulde Øjne straks gjorde et besynderligt Indtryk paa ham. |
| Han vil springe op. Men Vorherre holder ham blidt tilbage med sin Haand og siger: |
Han vilde springe op, men Vorherre holdt ham lidt tilbage med sin Haand og sagde højtideligt: |
| "Min kære Adam! Jeg gav dig min Have at vandre i, Frugter gav jeg dig at æde, og alle Markens og Skovens Dyr bød jeg dig til Selskab og Glæde. Og dog hungrede dit Hjærte, og du glemte din sønlige Lydighed. Se, derfor, da du sov, tog jeg et Ribben ud af din Side og skabte denne Kvinde, som for dig staar, at give dig hende til Medhjælp. – Adam! Se, dette er Eva! Del med hende dit Liv og dit Leje, som det er Eders Fader velbehageligt." |
"Min kære Adam! Jeg gav Dig min Have at vandre i, Frugter gav jeg Dig at æde, og alle Markens og Skovens Dyr bød jeg Dig til Underholdning. Og dog blev dit Hjærte ikke mæt, og Du glemte Din sønlige Taknemlighed.
Sé, derfor, da Du sov, tog jeg et Ribben ud af Din Side og skabte denne Kvinde, som for Dig staar, at give Dig hende til Din Medhjælp. – Adam! Stat op! Og del med denne Kvinde Dit Kød, som det er mig velbehageligt!" |
| Efter disse Ord lader han sin Haand glide kærligt hen over Evas blussende Kind og klapper Adam ligesom mildt formanende paa Haaret. Derpaa forlader han dem. I dybe Tanker vandrer han tilbage ad den lange Allé af skyhøje Palmer, der fører op til de himmelske Boliger. |
Efter disse Ord forlod Vorherre dem og gik tankefuldt, med Hænderne paa Ryggen, op ad den lange, solrige Palmeallé, der førte til de himmelske Boliger. |
| |
Da han var kommen omtrent midtvejs i Alléen, standsede han og saa' sig tilbage. |
| Henne i Bananens blaa Skygge staar Adam og Eva længe ubevægelige overfor hinanden – han ganske fortabt i Beskuen, hun frygtsomt bortvendt, med nedslagent Blik. |
Derhenne i Bananernes Skygge stod Adam og Eva endnu over for hinanden, den første ganske fortabt i Beskuen, den anden med bortvendt Hoved, halvt i Smil, halvt i Graad. |
| Omsider bøjer Adam sig frem for at kigge hende ind i Øjnene. Og varsomt og stille lader han sin ru Haand glide ned over hendes svulmende Lemmer. |
Men pludselig bøjede Adam sig frem og kiggede hende ind i Øjnene, |
| Hun kommer til at skælve og vil flygte. Men da slynger han sine brune Arme omkring hende og løfter hende jublende fra Jorden. Hun mægter ikke at gøre Modstand. Og bærende hende i sin Favn skrider Adam stolt over Busk og Sten ned til sit Leje i Liljernes Lund, mens Eva skjuler Ansigtet i sit lange Hovedhaar. |
tog derpaa blidt om hendes Haand og drog hende varsomt med sig, Skridt for Skridt, ind i Rosenlunden, hvor Nattergalene havde Rede.
|
| –
– – |
Da fortsatte Vorherre smilende sin Vandring og gik ind i sine himmelske Boliger. |
| Mens Skyggerne falder lange i Palmernes Allé, og Himmelrummet fyldes af en rødlig Dis, gaar Vorherre den sædvanlige Aftenvandring i sin Have. |
Da passende Tid var gaaet, vendte Vorherre tilbage til sin Have, |
| Overalt jubler Fuglene ham i Møde og kaster sig i Skarer for hans Fod. Løven og den guløjede Tigerkat slæber sig paa Bugen gennem Græsset for at slikke hans Haand. |
|
| Da han er naaet til Enden af den høje Allé, hvor Terrænet sænker sig ned mod Svanedammen og det mandelduftende Liljekrat, som er Nattergalenes Hjem, sætter han Hænderne for Munden og raaber med usædvanlig Vælde: |
og da han atter var naaet omtrent midtvejs i den store Palmeallé, satte han Hænderne for Munden og gav sig til at raabe: |
| »Adam! … Hvor er du?« |
"Adam! Aaaaa … dam!" |
| En Abefamilie, der sidder i et Cedertræ, farer angstfuld op i Træets
endnu solbelyste Top. Svanerne i Dammen dukker Hovedet ned i det gyldne
Vand, og inde i et Ris-Krat vender en stor Elefant pludselig omkring og
jumper bort med den stive Hale stukket bagud som en Træstok. – Men
Adam viser sig ikke. |
Fuglene rundt om i Træerne begyndte at baske med Vingerne, Aberne
klyngede sig sammen under Grenene, Løverne stak Halen mellem Benene
og søgte ind i deres Huler, Slangerne hvislede afsted gennem Løvet,
selv Elefanterne foer sammen af Skræk og luntede bort for at skjule
sig i Tykningerne … men nogen Adam viste sig ikke. |
| Da oplader Vorherre atter sin Røst og kalder: |
Da oplod Vorherre atter sin Røst og kaldte: |
| »Adam! – A..a..a…dam!« |
"Adam! … Hvor er Du?" |
| Endelig rasler det henne i den blomstrende Liljelund, der blusser ligesom i dyb Skam under Solnedgangens Straaler. Fortumlet, betaget kryber Adam ud. |
Endelig raslede det henne i Rosenlunden, og Adam krøb ud – fortumlet, |
| Med brændende Kinder og med rosenrøde Liljeblade hængende i Haaret kaster han sig for Vorherres Fødder, griber skælvende hans Haand og fremstammer: |
betaget, med brændende Kinder og Rosenblade hængende i Haaret. |
| |
"Naa!" sagde Vorherre og strøg sig smilende ned over sit hvide Skæg. "Hvad tykkes Dig saa, min Adam, om Kvinden, jeg gav Dig til Medhjælp og Glæde?" |
| »Fader! Herre! … Tag alle mine Ribben og skab mig Kvinder af dem!« |
"Ak, Herre!" stammede Adam og greb skælvende den Almægtiges Haand og kyssede den. "Tag alle mine Ribben og skab mig Kvinder af dem!" |
| Da formørkes Skaberens Aasyn. Han støder Adam fra sig og vender sig bort. |
|
| Og sorte Tordenskyer samler sig over Paradisets Have, mens han i tunge Tanker vandrer tilbage til sine himmelske Boliger. |
|
| "Tag dit Sværd!" siger han her til den gyldent-vingede Cherub. "Ser du Manden og hans Mandinde! Før dem ud af min Have og lad dem forsmægte i Ørkenen!" |
|
