TOLDERE OG SYNDERE, s. 226-227
Som det var [Mads Vestrups] Skik, begyndte han med en lille Historie. Det var om en ung Mand, der af Letsindighed blev Forbryder og efter en Række gruelige Misgerninger tilsidst maatte lade sit Liv paa Galgebakken udenfor sin Fødeby, hvor hans gamle Mor endnu levede. Den tidlige Morgen, da Henrettelsen skulde finde Sted, var mange hundrede nysgerrige Mennesker fra Omegnen paa Vandring derud. De stod tilsidst omkring Skafottet som en levende Ringmur, der kun var
aaben til den Side, hvorfra 227 det uhyggelige Optog nærmede sig: først Politimesteren og Præsten, saa Bøddelen med hvide Handsker paa og Rakkerknægtene i Hælene, tilsidst den bagbundne og barhodede Forbryder mellem to Sluttere. Efter Dødsdommens Oplæsning blev der spurgt ham af Politimesteren, om han havde noget Ønske, som endnu kunde opfyldes. Han bad da, om han maatte se sin Mor endnu en Gang. Den gamle Kone blev saa hentet derop fra Landsbyen af en Politibetjent, og da hun var bleven ført frem for Sønnen, stod de en Tid stumme overfor hinanden og slog deres Øjne ned. Men saa gik den bagbundne Mand tættere ind til sin Mor og bøjede sit kridhvide Ansigt ned imod hende. Det tog sig for Mængden ud, som om han vilde kysse hende; men istedet bed han hendes Næse af. Og da han havde spyttet den blodige Klump fra sig, raabte han ned over hende, der var segnet om paa Jorden: "Det er min Tak, Mor, fordi du ikke revsede mig, dengang jeg var et ondt Barn! Du er den skyldige, og jeg forbander dig!" Derpaa knælede han ned for Præsten og bad om hans Velsignelse. |
DE DØDES RIGE B II, s. 67-68
[Mads Vestrup] begyndte med at fortælle en lille Historie. Det var om en ung Mand, der af Letsindighed blev Forbryder og efter en Række gruelige Misgerninger tilsidst maatte lade sit Liv paa Galgebakken udenfor sin Fødeby, hvor hans gamle Mor endnu levede. Den Morgen, Henrettelsen 68 fandt Sted, var mange hundrede Mennesker fra Omegnen strømmede til af Nysgerrighed. De stod omkring Skafottet som en bred Mur, da det uhyggelige Optog nærmede sig: Først Politimesteren og Præsten, saa Bøddelen med hvide Handsker paa, saa Rakkerknægtene og tilsidst den bagbundne og barhovede Forbryder mellem to Sluttere. Efter Dødsdommens Oplæsning spurgte Politimesteren ham, om han havde noget Ønske, som endnu kunde opfyldes, og han bad da, om han maatte se sin Mor endnu en Gang. Den gamle Kone blev hentet og ført frem for Sønnen, og en Tid stod de stumme overfor hinanden. Men saa gik den bagbundne Mand tættere ind til sin Mor og bøjede sit kridhvide Ansigt ned imod hende. Det tog sig for Mængden ud, som om han vilde kysse hende; men i Stedet for bed han hendes Næse af. Og da han havde spyttet den blodige Klump fra sig, raabte han ned over hende: "Det er min Tak, Mor, fordi du ikke revsede mig, dengang jeg var et ondt Barn! Du er den skyldige!" Derpaa knælede han ned for Præsten og bad om Velsignelsen. |