Børge Kristiansen: Bliv dig selv etc.
Kære Poul Paludan.
Tak for en ekstrem god læseoplevelse i din anmeldelse af Børge Kristiansens bog om Lykke-Per.
Lykke-Per læste jeg første gang i 1985. Jeg kan glæde mig over, at jeg up front læste den, som BK gør, med en happy end.
Jeg læste den som en "psykologisk" roman: L-P er vingeskudt som barn og udvikler gradvis til hvad Karen Horney kalder et neurotisk "grandiost Jeg", som det lykkes ham at få hás på ved introspektion og benhård vilje/evne til forandring: Således finder han tilsidst sit sande Jeg. Og den sindsro, dét indebærer.
Romanen er tragisk på det ydre plan, de menneskelige omkostninger er enorme. På den indre scene er den en udviklingsroman om åndelig frigørelse. Titlen skal derfor forstås både ironisk og bogstaveligt.
Der er 100% dækning for denne fortolkning hos f. eks. Karen Horney og Erich Fromm, to af mine daværende husguder. Da jeg hverken er literat eller psykolog, men jurist, var jeg helt åben for nye impulser.
Imens gik jeg på jagt på egen hånd, indtil jeg mødte Pontoppidan-Selskabets kyndige koryfæer, Gott sei Dank.
Jeg fik lært, at "psykologisk" læsning er en reduktion og en forarmelse af værket.
Og at L-P skal læses i lyset af Moestrups afhandling (selvom jeg ikke kan fordrage Nietzsche) og Flemming Behrendts afhandling om omarbejdelserne.
Så skulle man være på rette vej.
Nu til mit ærinde:
Du stiller i din anmeldelse en række tankevækkende spørgsmål. Du savner "beviser" for, at heltens sidste livsform kan kaldes lykke.
B.K. er inde på samme spor, idet han forsikrer, at L-P skam havde venner i Ydby og omegen etc.
Hvorfor det?
L-P indser, at hans natur er at leve i ensomhed, afsavn og lidelse. Dét skriver han til Inger. Han tager konsekvensen af denne indsigt og lever efter sit livs bestemmelse. Det er hans (subjektive) sandhed om livet. Den indsigt giver sindsro.
Dét er en variant af den indiske livsvisdom, skriver Hans Brix.
Behøver vi vide mere ?
Med venlig hilsen
Morten Sebber
29. oktober 2008.
Kære Morten Sebber!
Tak for de pæne ord om min anmeldelse. Også for dine forbehold over for mine afsluttende kritiske spørgsmål. Min forventning gik ud på at den store romankunstner kunne hjælpe mig indenfor i et menneskeligt univers som ligger uendelig fjernt fra mine egne tilbøjligheder og livserfaringer. Her synes jeg Pontoppidan lader mig (og vel ganske mange andre) i stikken. Han gør ikke noget for nærmere at beskrive den lykke han lader LP finde i "ensomhed, afsavn og lidelse" (dine ord). Tværtimod lader han fortælleren tie netop om det livsafsnit hvor det særlige og positive ved LP skal udleves. Det synes jeg er både skuffende og forbløffende. Hvis forklaringen er at Pontoppidan ikke selv havde erfaringsadkomst til at beskrive den asketiske form for livsfylde, må man vel også kalde det en romankunstnerisk svaghed. Men jeg er opmærksom på at læsere med mindre trivielle forudsætninger end mine selv kan fylde det tomrum ud som Pontoppidan efterlader. Sådan en læser er jeg sikker på Børge Kristiansen er. Måske er du så heldig at være en anden? Sådan tror jeg skillevejen går, og den kan man næppe diskutere sig ud af.
Med venlig hilsen
Poul Paludan
31. oktober 2008.