Historien vredet af led
15. 9. 2002
Kære Hans,
Den forøbne uge var så travl at jeg slet ikke fik sagt dig tak for din glimrende forelæsning om Brandes1 og for lån af manuskriptet til anden (og jo altså også første) del. Det var et meget flot arrangement og imponerende hvor mange folk det trak. Jeg havde ikke selv været i Auditorium A siden hin dag for 38 år siden!
Tak også for i lørdags og tak for dit ordstyreskab, også selv om du til sidst ikke kunne styre dig. Klokken var mange, jeg var træt – derfor fór jeg ikke op, og du kom til at virke grovere end det vist var din mening. Det beklager jeg. Men jeg var nu også noget stupéfait over din formalisme og din taktik: "hvad du siger, er så sandt at det er banalt". Det skulle have glædet mig om du havde ret i det sidste, men min eftersnak med folk som Aksel Haaning og Peter Boile viste mig noget andet. Og ikke så underligt. Per Dahl gjorde jo opmærksom på at ideologikritikerne cementerede Bredsdorffs opfattelse af Pontoppidan som skoleret brandesianer, eller hvad vi nu skal eller må kalde det, og deres elever/studenter måtte selv gøre arbejdet med at befri ham fra skyttegravene. Jvf. også montren med Brandes' skriveunderlag. Myten om brandesianeren Pontoppidan er endnu ikke død, Bredsdorffs bog står stadig på hylden, og jeg læste ingen nekrologer der satte spørgsmålstegn ved dens vægt.
Din formalisme omkring betegnelse kulturradikalisme var mig ikke mindre forbavsende. Du satte vandskel i 1953/55 da ordet blev udmøntet af Hoel og Bredsdorff. Men begrebet og betegnelsen "de kulturradikale" var jo langt ældre. Min egen far brugte det i en artikel i 1942 på en måde der kun giver mening hvis begrebet allerede da i en årrække havde været gængs. Forstod jeg dine bemærkninger rigtigt: at de "kulturradikale" i 30'erne ulykkeligvis var blevet Hiroshima-bombet af kommunismen og først i 1955 genopstod af asken – renset, skyldfri og under nyt navn? Men du vil vel ikke bestride at det var den kulturradikale Elias Bredsdorff der skrev sin disputats hvori han søgte at gøre Pontoppidan til brandesianer i sit eget billede (”overspillede sine kort,” som Per Dahl så pænt udtrykte det). Det skete, kan jeg nu forstå, også i et forsøg på at binde over de tilsammen ti onde år (1931-39+1945-46) hvori Bredsdorff havde været medlem af kommunistpartiet. Min pointe er – og var for 38 år siden ja, men hvad hjalp det? – at Bredsdorff i sit forsøg på at spejle sig i Pontoppidan får vredet ham og hans historie af led. Derfor min overskrift: ”Var Pontoppidan virkelig kulturradikal?”
Med hensyn til André Gide forholdt det sig sådan at hans begejstring for kommunismen var jævngammel med Bredsdorffs: 1931, men han blev aldrig medlem af det franske kommunistparti; dertil var afstanden mellem salon og beton for stor i Frankrig, og heller ikke Gide var for fastholdere. Han besad – ved siden af så meget andet – en stor, men hjemløs idealisme, som mest havde givet sig udtryk i oprør og opgør med en kristen baggrund som han i sit frafald (ligesom Pontoppidan) tog betydeligt alvorligere end Bredsdorff der nærmest blot rystede den af sig. Denne idealisme pantsatte Gide for en tid i kommunismen og forklarede sig selv bagefter, at "Det var så fredfyldt helt og udelt at gå ind for noget."
Men Gides begejstring for kommunismen byggede hverken på antifascisme eller marxisme. Først i 1932 læste han (i) Das Kapital. Hvad der begejstrede ham var kommunismens "undertrykkelse af familien" og den "solidaritetsfølelse" det sovjetiske uddannelsessystem ville opbygge i den ungdom, Gide altid og på alle måder var optaget af.
Men allerede fra det år bekymrede det ham om der fandt en "borgerliggørelse" sted i det sovjetiske samfund. Først efter års diskussioner og betænkeligheder lod han sig i 1936 (året efter Bredsdorff) invitere til Moskva, og hans skandale-kritiske bog om rejsen udkom umiddelbart efter hans hjemkomst. Den følgende sommer var han i Italien hvor han fra murene blev mødt af de fascistiske slagord som "Tro, adlyd, kæmp". "Men de antifascistiske kommunister har jo overtaget dem," bemærker Gide i sin dagbog. "Også de forlanger tillid, lydighed og kampiver uden spørgsmål, uden kritik, men i blind lydighed. Tre fjerdedele af de italienske slagord ville passe fint på Moskvas mure."
Og Gide tilføjer:
Morgendagens historikere må svare på, hvordan og hvorfor målet bukkede under for midlet, og hvorfor ånden i kommunismen i den grad har opgivet at modsætte sig fascismens og overhovedet at adskille sig fra den.
Disse indsigter ophæver man ikke ved som du at betegne dem som ”almindeligt konservative”.
Hvad den 67-årige Gide kunne se i 1937, forstod den 75-årige Pontoppidan allerede i 1933. Elias Bredsdorff derimod fór hele livet fort i sin svaghed for totalitære regimer.
Jeg lægger i de kommende dage de manuskriptbårne oplæg fra i lørdags op på www.henrikpontoppidan.dk og Per Dahl vil også på et tidspunkt nedfælde sit bidrag2. Du skal være meget velkommende til at formulere din kritik af min fremstilling til netstedet. Jeg vil så bede mellemgenerationen også blande sig. Så kan vi – som du bad om – få lidt diskussion igang. Ellers vil jeg tillade mig, med din godkendelse, af referere dig i noter til min tekst.
Venlig hilsen
Flemming