Peter Nansen til Henrik Pontoppidan
26. oktober 1917

I 18 Aar holdt jeg min Mund

26/10 1917

Kære Pontoppidan!

Ak, jeg kender disse Venner, som beklager og er saa bekymrede. Ikke for ingen Ting har jeg siddet 20 Aar i Gyldendal, og de kære gamle Venner beklagede ustandseligt, hvilken Skuffelse de havde lidt ved den eller den Kollegas sidste Værk.

I 18 Aar holdt jeg min Mund og der var ikke nogen Anledning til at have ondt af mig.

Nu da jeg√ har taget fat igen med fornyede Kræfter og har strøet om mig med Kroniker og Noveller, mens de fleste af de andre kun 2 i Ny og Næ har knirket et og andet fra sig; nu da man har hørt om, hvilket Marked der er for mine Ting ikke blot herhjemme, men ogsaa i Norge og Sverig, i Tyskland og Østrig – nu er der sandelig Stof til Bekymring.

Jeg er ikke saa taabelig at lægge Vægt paa den Slags, saalidt som jeg taabeligt bilder mig ind, at hver Smule Artikel jeg skriver er et Mesterværk.

Jeg gaar ud fra, at De selv hellerikke vilde tage Dem det synderlig nært, om De fik refereret, hvad 3 der i det eller det Forfatterskab var sagt af smaa venlige Nederdrægtigheder om Deres Bøger.

Som sagt: jeg er i hvert Fald hærdet efter i 20 Aar at [have] faaet de forskellige Forfatteres Udtalelser om deres Kolleger, selv Kolleger, der var deres hjærtensgode Venner.

M. H. t. mine mange gode Venner i Pressen gør De Dem skyldig i en lille Misforstaaelse. Jeg har et Par gamle Venner ved "Politiken". Ellers er jeg uden al Forbindelse med Pressen. Hvilket ogsaa smukt manifesteredes ved min forrige Bog, 4 der blev skældt ud i "Nationaltidende", rost i "Pol." og "Extrabl." og forøvrig efter bedste Evne tiet til Døde.

Af min nye Bog har jeg ogsaa kun set G. B.s, Rungs og Extrabl.s Anmeldelser. De andre Blade har foreløbig tiet.

Jeg tror ikke, jeg her har nogen Favør forud for Dem. Og da jeg ikke har "Venner siddende rundt i Pressen", er Deres elskværdige lille Bemærkning om, at "jeg hellerikke er bange for at bruge dem" træffer ikke meget træffende.

Den Ros, jeg faar, faar jeg mere fra Anmeldere i Udlandet, hvis Navne jeg oftest ikke kender. Der [fortsættes i venstre margin:] er da ingen Grund til Fare for, at jeg skal ødelægges af Venneros. Nu maa De skam ikke blive ved at fortælle mig om alt det, der smudses og sladres om [fortsætter i venstre margin af side 1:] mig, mine Bøger og Noveller og Artikler. Ellers ender jeg med for Alvor at blive indbildsk.

Venligste Hilsner
Deres hengivne
Peter Nansen