Den indledende beskrivelse i Det store Spøgelse

1. Indledning

Der skal her foretages en sammenligning mellem 1902- og 1907-udgavens indledende beskrivelse i Det store Spøgelse af Henrik Pontoppidan. Først og fremmest skal sprog og stil undersøges, men også fortællerforhold, tema og genre vil blive inddraget. Alle eksempler er fra internettekstens afsnit markeret med [1a], [1b], [2], [3], [4], [5] og [6].

2. Sprog og stil

Der anvendes i meget høj grad paratakse, forstået på den måde, at der ikke forekommer kausale ledsætninger eller ledsætninger, der udtrykker følge. Der er ganske få temporale ledsætninger, men et væld af relativsætninger. Pontoppidan følger dermed den moderne tendens opstået med impressionismen, som kaldes episk opløsning, hvilket vil sige, at der ikke angives kausale sammenhænge rent sprogligt. Relativsætningen ødelægger ikke dette indtryk, da den jo er beskrivende. I denne tekst giver den episke opløsning udtryk for fortællerens stærke sindsbevægelse, hvor han nok føler meget stærkt, men ikke logisk sammenhængende kan forklare nøjagtigt, hvorfra hans tungsind stammer. Det tema, den sammenhæng, som fremkommer, må vi selv læse ind i teksten. Der er i den nye udgave fra 1907 kun to temporale ledsætninger (saasnart og Mens), mens der i den ældre udgave er to ikke-relative ledsætninger i det reflekterende afsnit (at, naar) og en del flere i indledningens berettende del (hvad, at, hvor, at, naar, Bedst som). Da 1902-udgaven er længst, er det svært på dette punkt at se afgørende forskelle.

Begge tekster er skrevet i en nominal stil med mange substantiver og adjektiver. Der er emfase (Graa og øde ligger Jorden) og lange både foranstillede og efterstillede substantiviske størrelser (Aftenes Stilhed, de røde Skyer langsmed Himmelranden og denne akkurat hørlige Klokkelyd, der undertiden bliver helt borte, fylder En med et ejendommeligt Vemod, en sværmerisk Afmagtsfølelse, hvori der dølger sig en ubestemt Fornemmelse af Skyld.).

Adjektiver og substantiviske komposita falder da også straks i øjnene, både i begge tekster som helhed og ved sammenligningen. Begge grupper er romantisk prægede, idet de omhandler naturens skønhed, sjælens dunkle stemninger af mange slags og naturbarnet. Ofte synes den nyeste udgave i sin stil at være mest gammeldags med flere adjektiver, mens den ældre udgave som regel vælger det enklere udtryk:

AdjektiverSubstantiviske (komposita)
1902190719021907
0smukDagSommeraften
0gyldne0Fata Morgana
0særegen SørgmodighedBakkeBakkeskraaning
0sværmeriskEnsomhedenSkumrings-Ensomheden
0fuld(deres Dyb)(Sjælens Dyb)
usonetskjult eller glemt eller overset
ukærligtubetænksomt
uroligtbespændt og uroligt
forrigemodfaldne
0et tungt, et bittert
0muntert

Tendensen er ikke helt entydig. F.eks. bruger den ældre tekst "stundesløse Flugt", hvor den nye tekst bruger det ultramoderne "nervøse Flugt". Udtrykkene "signede Stilhed […] blodfarvede Aftenrøde […] fremblinkende Stjerner" overrasker også ved at høre til i 1902-udgaven.

Som det ses, er der blandt adjektiverne rigtigt mange afledninger. Afledninger og komposita kan også lede tanken hen på en naturalistisk beskrivelse, men det er ikke nuancer ved eksisterende genstande, der er emnet. Det er følelser. Naturbeskrivelserne giver ikke den individuelle detalje, men snarere klicheagtig enten skønhed eller uhygge (smuk, gyldne, særegen, sværmerisk, fantastisk, modfaldne, uhyggelige, dyster, barbenede, sorgløs osv.). Jeg synes derfor stadig, en romantisk stil er en mere dækkende betegnelse. Eftersom Pontoppidan tydeligvis tager afstand fra, at et moderne menneske lader sig styre af irrationelle følelser, kunne det måske tænkes, at den romantiske stil anvendes med vilje for at fremhæve, at vi burde være kommet længere i vores udvikling mod det moderne.

Fra afsnit [4] bliver de to teksters handling og indhold meget forskellige, og en sammenligning fra ord til ord er ikke længere mulig. I 1902-udgaven opstår et spil mellem naturalistisk farvede adjektiver (+komposita), der beskriver en vis elendighed (gamle, foroverbøjet, slapt, lave, Pindevogn, Ligkiste, bedrøvelige) og så de voldsomt positive adjektiver, der beskriver egnen og danskerne på overfladen (betryggende, statelige, venlige, frugtbare, frejdige og leveglade) og endelig de adjektiver, der omhandler den frygt og angst, som folkene inderst inde føler (skummelt, blege, blodige, urolige). Det er som om, der med vilje er valgt ekstra positive adjektiver for at skabe denne kontrast.

Verberne er – jævnfør den nominale stil – som regel indholdsløse. I enkelte tilfælde romantisk prægede (fremlokker, dølger, svulmer, rører) og enkelte gange impressionistisk lydefterlignende (knalder, Hujen, mejede) i det sidste tilfælde efterlignende synssansen. Hvad verber angår, synes der ikke at være den store forskel på de to tekster. Dog erstatter "fremlokker" i den seneste udgave det tidligere anvendte "fylder en med". "Fremlokker" besidder en romantisk konnotation til noget dæmonisk eventyrligt.

Besjælingen og personificeringen som også hører til den romantiske stil er igen paradoksalt nok hyppigst forekommende i udgaven fra 1907 (Natten kommer listende, Stjernerne frem som himmelske Spejdere, Aftenstjernen […] synes at vinke saa fortroligt, Dødens Skyggearme) end i den fra 1902 (Graven vinker). Der er kun en sammenligning, som findes i den ældste udgave (hvis Vinduer just luer i Solnedgangsskæret som en Række Guldskillinger). Den er ganske vist af typen konkret-konkret og kan siges at styrke det visuelle, men ordvalget synes romantisk og gammeldags. Ligesom fortælleren på overtydelig vis blot vil understrege rigdommen på stedet.

3. Fortællerforhold

Kun en ekstremt gammeldags fortæller kan levere en så lang indledning fuld af refleksioner. Han har i den grad angivet novellens tema for os. Her er den ældre udgave nok mest gammeldags, alene i kraft af sin længde, men også fordi de små fortællinger om selvmord, endda en af hovedpersonernes, ikke lader os i tvivl om novellens slutning. Den nye udgave bliver derved udelukkende reflekterende, mens den gamle indledning også indeholder et berettende afsnit. I disse berettende afsnit mærker vi også den gammeldags fortæller i kraft af meget direkte person- og miljøbeskrivelser. Det er lidt underligt, at fortælleren hele tiden anvender formen "man" i stedet for "jeg", men det er vel den alvidendes forsøg på at hæve sig over det personlige og tale på alverdens vegne. Særligt tydelig bliver denne tendens i 1902-udgaven med glidningen i deiksismarkøren fra "man" til "vi". Pludselig lægger fortælleren ikke længere skjul på at ville tale på hele Danmarks, ja hele Nordens vegne.

4. Tema

Hvor den sproglige stil til en vis grad og fortællerforholdene i høj grad egentlig hører til i tidligere perioder, er temaet moderne. Pontoppidan har besværet sig over, at man i Danmark ikke kan finde et sted så afsides, at man ikke kan høre kirkeklokkerne ringe. En illustration af den alt for store magt religionen tilraner sig over os. Netop sådan er det også i indledningen her, hvor kirkeklokken fremkalder en følelse af skyld og dårlig samvittighed. Følelser der i den sidste ende viser sig at føre til angst og selvmord. Når der skrives: "[…] hvorfra om Natten blege og blodige Skikkelser svæver ud i Byen og befolker de Sovendes urolige Drømme", kan man få den tanke, at titlen henviser til rigtige spøgelser, men i virkeligheden er det store spøgelse kristendommens negative magt over vores sind og vores liv. Temaet er fælles i begge udgaver.

5. Genre

Også de genrekarakteristika, vi møder i indledningen, er ens. De mange refleksioner og beskrivelser hører den romantiske fortælling til, mens det retoriske postulat om at være sandhed i den grad følger den klassiske novelle: Vandringsmanden stopper på sin tur, skuer ud over landet, kender gårde og personer og kommer i tanke om en sandfærdig beretning, som vi nu skal få at høre.

6. Konklusion

Sproget er på nogle punkter moderne, på andre nærmest romantisk, mens fortællerforholdene minder om litteratur fra før det moderne gennembrud. Fortælleren er mest moderne i 1907-udgaven, mens sproget paradoksalt nok er mest gammeldags i den nye udgave. Temaet er moderne og det samme i begge tekster. Genre kan der ikke siges meget om blot ud fra indledningen, men begge tekster giver dog antydninger om en romantisk fortælling eller en klassisk novelle. Pontoppidan er blevet skældt ud for i sit sene forfatterskab at være reaktionær og gammeldags1. Det er han som oftest også, hvad fortællerforhold angår, men jeg synes, det er vigtigt at holde sig for øje, at der stilistisk iblandes moderne elementer. I denne indledning var der paratakse og nominal stil. I f.eks. "Det forjættede land" findes replikindividualisme og en mængde lange replikskifter, som i høj grad viser i stedet for at berette. De impressionistiske virkemidler synes at kunne findes side om side med træk fra en ældre skrivestil.

7. Litteraturliste

  1. Ib Fischer Hansen m.fl. (red.) Litteraturhåndbogen, 4. udg. 4. oplag, Gyldendal 1993.
  2. Marie Lund Kjujeff: Novellen – struktur, historie og analyse, Gad, 2002.
  3. Sven Møller Kristensen: Impressionismen i dansk prosa 1870-1900, Gyldendal, 1955.
  4. Synoptisk sammenstilling.
 
[1] Hansen m.fl. (red.) 1993, side 480. tilbage