Da de kørte Faders Pult bort

Hvad ligger dér paa Vognen? En indpakket én,
som strækker op i Vejret sine halmomvundne Ben?
Et Stykke Gods som "Brage"¹ idag skal have med;
Bybudene har travlt, nu triller de afsted.

Men Jeg. Jeg staar ved Vinduet med Hovedet paa Hæld,
jeg bli'er saa øm om Hjertet og nikker et Farvel.
Farvel Du gamle Stykke, her har Du nu tjent ud.
Min Tak for vort Bekendtskab og gaa saa dit Skud².

Hvad gaar der dog af mig? mit Hjerte bliver fuldt,
og jeg faar Vand i Øjet for – en gammel Skrivepult!
Men dette stakkels Skrammel har paa mit Hjerte Krav,
for vi har kendt hinanden fra Barndommen af.

– Blandt mine første Minder det dæmrer for mit Sind
hvordan det var at komme i Faders Stue ind.
Det var som Faders Væsen i alle Kroge stak
og mødte én i alt, selv i Lugten af Tobak.

Der var for Barnøjet lidt bydende, lidt strengt,
den overgivne Tummel man følte udestængt,
men alt derinde ejed' et Skær af Kirkens Fred
og stod som om det gemte en Hemmelighed.

De Bøger stod og stirred' fra Hylderne ned,
om alt paa Jord og Himmel de vidste Besked;
kun "Dødningbogen" kendte vi rigtig godt fordi
den var omtrent den eneste med Billeder i.

Paa Skrivebordet fandtes saa mangen Herlighed
som nok vi maatte se men ikke røre ved.
Den gamle sorte Blyant, Voxstabel og Lak
og Haglene i Glasset, hvori man Pennen stak.

En Muslingskal i Kummen med Sand til at strø paa,
en dejlig Kaskelottand paa gamle Breve laa,
og alleslags smaa Æsker paa hver sit Sted var sat
hvori man kunde tænke sig Alverdens dyre Skat.

Papirkurven villig os aabnede sit Skød.
Den sære gamle Sofa til Hvile indbød
med sine Rullepølser paa begge Sider lagt
som trillede ned, naar man ej tog sig i Agt.

Men hvad der stod og lured mest hemmelighedsfuldt
det var den højærværdige, stankelbeente Pult
med Klapper og med Skuffer og Rum af sælsom Art;
i den var meer end Sejlgarn og gamle Søm forvart.

Den har jeg kravlet under fra dengang jeg knap
med Næsen kunde naa til den nederste Klap.
Ved Klappen har jeg siddet med Pen og Blæk parat
og lært at skrive ret efter Faders Diktat.

Den gamle Pult og alt, hvad den hører sammen med
det staar fra den Tid for mig som en Verden af Fred,
et Roligheds Paulun, som urokkeligt stod,
en Evigheds Ø midt i Tidernes Flod³.

At ogsaa dér blev baaret paa alvorstunge Kaar,
at ogsaa dér blev samlet paa Sorgens hvide Haar,
det kendte jeg jo ikke. Jeg saa derinde blot
et Stykke af min Barndoms Æventyrslot.

Se, derfor gamle Tanker har flokket sig og fulgt
med floromvundne Faner den gamle Skrivepult.
Og derfor staar jeg stille, med Hovedet paa Hæld
og gi'er de gamle, kære Ting et broderligt Farvel.

Farvel, I gamle Venner! vi havde det saa godt
dengang vi var tilsammen i Æventyrets Slot.
Nu splittes I ad. Det er underligt at staa
paa Tomten her og se Jer ud i Verden gaa.

Morten Pontoppidan.