Harry Søiberg til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Rosbæksvej 2, København Str. 14. februar 1928

ugengældelig Taknemlighedsgæld

p.t. Rosbæksvej 23 København Str.
14/2 - 1928.

Kære Henrik Pontoppidan!

Lene og jeg er begge dybt berørte ved Meddelelsen om Deres kære Hustrus Død! Vi holdt saa meget af hende, og hun viste os saa mange Gange, hvor meget hun holdt af os! Vi vil altid mindes de hyggelige og skønne Aftenstunder i Hjemmet i Over Gaden n. Vandet – syg var hun, men hvor var hun sød og omtænksomt mod os, og hvor følte vi hendes Interesse for os!

For mig, naar vi sad derude ved Bordet og spiste, og baade De hun og De gjorde det festligt for mig√, havde jeg en Følelse som om jeg var Husets egen Søn, der var hjemme fra en Rejse og nu blev gjort Stas af! Ja, kære Pontoppidan, alle mine Tanker munder altid ud i Følelsen af, hvor stor og ugengældelig min Taknemlighedsgæld til Dem og Deres Hustru er, og hvor gode De begge har været mod mig!

2 Jeg ved ikke om det er rigtigt at trøste sig med, naar et kært Menneske dør efter et langt langt Sygeleje, at det var godt, at hun blev friet for sine Lidelser – ofte bliver et sundt Menneske vist hurtigere træt end et lidende og sygt! –

Deres Hustru hun havde saa mange Glæder, var saa god og havde ogsaa meget Lune, som jeg nu og da saa glimte frem – og saa stor og rørende Kærlighed og Omsorg hun omfattede Dem med!

Ja, nu er hun borte – paa en Maade – paa en anden vil hun jo vedblive at leve med i alle deres Tanker, som hun har haft kær og som har haft hende kær! –

For Dem kære Pontoppidan er nu disse lange tunge Aar med Deres Hustrus Sygdom til Ende, mange mange Gange har Følelsen deraf skaaret mig i Hjærtet – gid nu Deres Heldbred maa give Dem Kræfter til at bære dette store Tab og til at møde mange lyse og gode Aar endnu!

Med mange hjærtelige Hilsner

fra Lene og Deres hengivne
Harry Søiberg

[nedad i venstre margin:] Undskyld Skriften, jeg sidder i Sengen og skriver efter en lille Influenza, men jeg skal op i Morgen!