Harry Søiberg til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Gl. Skagen. 9. november 1926
Holstes geniale Sprogsans
Gl. Skagen 9/11 - 1926
Højen St.
Kære Henrik Pontoppidan!
Lige siden Maj Maaned har jeg skullet skrive til Dem – vor Afslutning paa Københavns Opholdet blev jo en Influenza, der hjemsøgte hele Familien paa nær min Kone. Jeg kom ud paa Skodsborg, ødelagt og syg – og først hen mod Højsommer var jeg saa frisk igen, at jeg kunde optage mit Arbejde! Med Børnene gik det hurtigere, skønt de var langt haardere angrebet end mig, den ene med en meget alvorlig Lungebetændelse! Nu er vi alle friske – og jeg er færdig med min Roman, som udkommer paa Torsdag eller Fredag! Og som jeg glæder mig til at sende Dem!
Mange mange Gange har Lene og jeg talt om Dem og Deres Kone og længtes efter atter at tale med Dem, men trods det er Tiden gaaet uden Livstegn fra os – Jeg har i 4 Maaneder virkelig slidt i det med al min Kraft, og har ladet alt andet flyde – Og nu staar Vinteren foran Døren, heroppe ved Havet er det graat: Hav, Himmel og Land, det er som alle Farver er tjæret ud med en stor Kost – og Dage med Storm og Regn og Taage jager afsted efter hinanden. Saa vi atter tænker at bryde op 2 herfra og ty over i Nærheden af den store lyse By for de værste Vintermaaneder, blot vi kan finde en Lejlighed igen, som er lun og billig, og saa skaffe Pengene til at dække Udgifterne med!
Jeg rejser herfra om et Par Dage, for at være i København naar "Søkongen" udkommer, da sender jeg Dem et Par Ord for atter at faa Lov til at tilbringe en hyggelig Stund hos min gamle Læremester!
Denne Gang har jeg jo maattet klare Korrekturen uden Hr. Holst1, det var en haard og foruroligende Omgang, jeg blev bistaaet af Hr. Redaktør E. Rørdam2, men Holstes geniale Sprogsans ejer ikke mange Mennesker, og helt forvendt3 havde han gjort mig – Kunde han læse min nye Roman nu skulde det sikkert blive Smertensstunder for ham, men en Fryd maatte det alligevel være mig, for han var pragtfuld, naar han bragtes i Harnisk!
Det har fyldt mig med stor Sorg aldrig mere at skulle møde denne Mand, der altid har aaben Visir, og som har haft saa stor Betydning for mig gennem nogle af mine bedste Aar! Men vi Mennesker maa jo lære at vende4 os til meget.
Nu haaber jeg at disse Ord maa møde baade Dem og Deres Frue raske og glade! og ogsaa, at De nu og da har skænket os en Tanke i den lange Tid som er gaaet siden sidst! Lene og jeg har i de sidste Aftner hygget os med at læse: "Det forjættede Land", vi blev ikke helt færdig med den sidste, vi kender ikke hyggelige[re] Stunder end naar vi tager Deres Bøger frem og læser i Dem!
[fortsat nedad i venstre margin:] Modtag nu begge vore hjærteligste Hilsner, og tilgiv mig, at vi har tiet saa længe!
Deres taknemlige og hengivne
Harry Søiberg