Harry Søiberg til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Kandestederne. 21. april 1909
jeg faar noget udrettet
Kandestederne pr. Hulsig 21/4 - 09
Kære Herr Henrik Pontoppidan!
Det er noget sent jeg sender Dem min hjertelige Tak for de gode anbefalende Ord om mig. Men saa meget nyt og nødvendigt har lagt Beslag paa mig indtil nu.
Nu bor jeg jo heroppe, har Hus og Hjem og har det√ forresten ogsaa meget godt. Jeg føler hver Dag bringer mig Sundhed og øger mine Kræfter. At blive bosiddende Mand med Jord og Himmel fri om sig, sætter ens Fod paa nye Veje.
Jeg deler min Dag mellem Spaden og Pennen. Og jeg tror ogsaa at jeg faar noget udrettet.
Dog er dette mig saa langt fra 2 alt.
Egnen her er baade smuk og ejendommelig. Sandflugten har her dækket et helt frugtbart Land, som har været rigt paa Søer og Skove. Paa Hedesletterne gror der endnu Rør og mellem Klitterne strækker der sig brede Stenrimmer, som har været gammel Søbund. Og Egnens Beborer er et saa jordpræget Folk, at ogsaa de har Bud med af forfriskende Kraf[t] fra henfarne Tider.
Men heller ikke dette er alt: Dagene med Vejrligets Vekslen, den nye Aarstid, som er paa Vej ud over Landet med de store Fuglevandringer og Grøden som allerede er i fuld Drift med at vække hele det store og taknemmelige Liv – alt dette, som skal bære Aarets Sange hen over mit Hus, dette gør mig Dagene rige og Arbejdet let!
Forleden Dag, da jeg i Skumringen 3 kom hjem fra en Tur, var mit Hus Taget af mit Hus helt sort af et Stæretræk, som lige var kommen fra Vandring.
En Dag fangede min Hund en Strandryle, som Stormen havde brækket den ene Vinge paa. I tre Dage forsøgte jeg at forene den med mig og mit Hus, men dens store Længsel efter Friheden sled den ihjel, saa al min Medfølen for den blev til Barbari.
Hvor den led, den lille Stakkel. Den næste værkbrudne Skabning som kommer i min Haand, skal jeg hjælpe til ind i Døden.
Nu er de sidste Snerester i Vejgrøfterne og inde under Klittekammen, hvor Solen ikke har kundet række endnu, ved at sige lukke deres hvide Øjne for i Aar …
Jorden damper af Grøde og Havet vælter sin Aande indover og giver os alt rigeligt med 4 vaade og taagede Dage.
Men ude synger Lærkerne saa deres Triller lyder ind i Stuerne. Og Stæren har taget sin Kasse paa Gavlen af mit Hus i Besiddelse!
Ja, Aarets Sange lyder hver Dag, hver Dag stærkere og stærkere hen over mit Hus og til mit Hjerte!
Og derfor har jeg det meget godt! En af Dagene rejser jeg en Flagstang i Haven!
Jeg haaber at jeg skal faa Lov at hejse Dannebrog en Dag i Sommer for Dem som min Gæst!
Med hjertelig Hilsen
Deres hengivne
Harry Søiberg
N.B.
Jeg har skrevet Brev til Ane og Laust Bjerg1, Bjerghuse Fjand!
