Ingeborg Maria Sick til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Pile Allé 19. 21. november 1917
Mit stakkels Telegram
19 Pile-Allé 21-11-17
Kære Hr. Henrik Pontoppidan!
Jo, jeg forstaar saa godt hvor Guld og Ære og hvad dermed følger maa tage baade af Tid og Kræfter, at jeg undrer mig over, De har kunnet sende mig den elskværdige Hilsen1, jeg modtog idag. Hjærtelig Tak for den.
Mit stakkels Telegram2, 2 afsendt inden jeg vidste, De var i Svendborg, kom vel først Dagen efter – og da har et Telegram, ligesom Avisen fra igaar, egentlig mistet sin Ret til at være, sit Liv. Jeg gentager derfor her min Lykønskning – skønt jeg altid heller lykønsker et fremragende Menneske til at være den, han er end til den Anerkendelse han har opnaaet.
Jeg fik forleden 3 Brev fra Valdemar Rørdam, som med stor Glæde fortalte om sin Middag hos Dem og udbredte sig over, hvor værdifuldt det var ham at være kommet i Berøring med Dem. Han var glad paa en helt barnlig Maade, som klæder ham kønt.
Den lille Fortælling3, jeg har sendt Dem, er skrevet under megen Vemod og ender maaske derfor ironisk.
4 Et Par Aar før Krigen, var jeg i Gent hos Professor Lageman – hvis Kone optræder i Bogen og selv har ønsket at være hende lig. Dér traf jeg Forfatteren Cyriel Buysse4, som sagde til mig: "Jeg vil vise Dem det grønne Flandern, som jeg skriver om, paa kryds og tværs".
Næste Dag spiste han til Middag hos os Kl. 12 og kørte os derefter rundt i sit dejlige Automobil – i susende Fart, Time efter Time, til den sene 5 Aften. Det bar over Enge, gennem Landsbyer, langs Floder, ind i morsomme gamle Byer, som Jernbanen endnu ikke var naaet til. Endelig havnede vi i hans egen Villa en halv Milsvej udenfor Gent og drak Champagne i den store Have. Den gik ned til Floden, og dér laa en ottekantet Pavillon, hvori han havde indrettet sig en pragtfuld Arbejdsstue. Man saa over til de grønne Enge paa Flodens anden Side, og han sagde, at der kom kun Folk om Søndagen; de 6 gik langs Floden og saa over i Haven, men var borte igen ved Solnedpgang – og han sad som ellers i grøn Fred.
Nu er Villaen brændt. Stedet, hvor Haven laa, er ikke mer til at finde, og det grønne Flandern er lagt øde. Han selv er Flygtning5 i fremmed Land, og Professorinde L. skrev til mig forleden: "Nu kan han ikke skrive mere om de glade flamske Bønder; han taaler ikke at tænke paa dem. Hans Hjærte bløder, og hans Sjæl er slaaet i Stykker."
Af Minder fra den 7 Gang er Bogen fremstaaet; jeg haaber, De vil kunne lide den! – –
Mon De faar ligesaa utallige Anmodninger, som Fr. Bajer6 fik? Han sagde mig, at Nobel-Udmærkelsen gav Anledning til saa mange Henvendelser og Bønskrifter, at Summen var udtømt med det samme, hvis man reflekterede paa dem. I disse strænge Tider, hvor saa mange lider Nød, er Ansøgningerne vel næppe formindskede.
Er Fru Pontoppidan stadig i Birkerød – og bliver De hele Vinteren i Svendborg? 8 For at naa tilbage til Snekkersten maa De, efter mine geografiske Begreber, som rigtignok desværre er taagede, over København – og hvis De da kunde gemme et Par Timer til os, i hvilke vi kunde samle enkelte Venner om Dem – med eller uden Smør – vilde det være os en stor Glæde! Mon det ikke var muligt? Undertiden fanger man dog Æventyret!
Med hjærtelig Hilsen er jeg
Deres hengivne
I.M. Sick.
