Erik Jansen Pontoppidan til Morten Pontoppidan
Sendt fra St. Thomas. 6. september 1879

helst komme ud blandt de Første

St. Thomas 6/9 79.

Kjære Morten!

Tak for Dit Brev af 14^d Juni; det sagde mig som alle andre Breve fra den Tid, hvor smuk Faders Død¹ var, om end Sorgen og Savnet var stort. Du har Ret i, at vi "store Drenge" maa mindes ham ganske særligt, da vi have kjendt ham i hans kraftige Aar og i enhver Henseende have modtaget saa meget fra ham, fra vore Spadsereture i Fredericia "Volden rundt" til naar han i Kjøbenhavn sendte os en Krandsekage den 11^te Marts² fra "en gammel Ven". De yngre Brødre have mistet en Fader og en Støtte, vi have mistet en Fader og en gammel Ven. Vi 6 ældste³ ere jo i det hele ved vore Erindringer, fælles Barndom i Kjælderen i Fredericia ganske anderledes sammensluttede, og idetmindste for mig er det vanskeligt at lyse de 6 yngste paa samme Maade i Kuld og Kjøn som Søskende. Det forekommer mig i det 2 hele at være en af de uheldige Ting ved en for stor Børneflok, at der paa Grund af forskjellig Alder osv. maa komme ligesom Klikker blandt dem, da de mangle det fælles Grundlag som en Barndom og Opdragelse sammen giver. Og en Tradition synes vanskelig at holde ilive, idetmindste tror jeg ikke der er gaaet meget af vor ned til "de smaa Drenge", og desværre ser jeg nu i én Henseende, at de ikke følger den; jeg mener nemlig, at blandt os var det, uden at rose os selv, Regel at faa 1^ste Karakter til de Examiner vi gav os ilag med; men Hans Peter⁴ er gaaet ned fra denne, som jeg hører, og af Henrik kan man vel heller ikke vente mere end 2^den til Jul. Jeg ved nok, at Du ser ned paa "Examensvæsenet", men i alt Fald maa Du da give mig Ret i, at naar man giver sig af med at gaa ind for en saadan Prøve, skulde man helst komme ud blandt de Første.

I disse Dage har vel altsaa Margrethe holdt sit Indtog som Præstegaardsfrue; 3 forhaabentligt faar Jespersen Uby⁵, som jeg saa slaaet op i Aviserne forleden. Det syntes at være et fedt Kald med en urimelig stor Avling. For en Mand med lidt agronomiske Interesser maatte en saadan Stilling jo være et lille Himmerig. Hvis nogen vilde give mig en Avling paa 20 Tønder Hartkorn, med dertil fornødne Bygninger samt nogle Tusind Daler til, saa vilde jeg give St. Thomas op strax. Det glæder mig at vide, at Du har en saadan Udsigt at falde tilbage paa, naar du engang bliver kjed af din Skole, og at Hans Peter vil studere Theologi.

Hvad tænker Henrik paa, naar han bliver færdig til Juul? og hvad mærkeligt passerer der ellers i Familien. Nu, da Knud vel er i Wien, maa Du ikke aldeles glemme mig, men som den, der er nærmest ved Kjøbenhavn, lade mig høre lidt derfra engang imellem. Djørups synes at have opgivet at skrive.

4 Jeg vilde ønske, at jeg kunde fortælle Dig noget interessant herfra, men det er umuligt for Øjeblikket, eftersom alt gaar efter det gamle. Jeg rider omkring, kun med den Forskjel, at jeg nu rider en "Pacer" (Pasgænger) medens jeg før red en Traver. I forgaars havde jeg en drøj Tur op til den engelske Naboø Tortola, hvor den eneste Læge var blevet syg. Jeg red iforgaars Aftes sammen med en catholsk Præst til Østenden af St. Thomas, hvorfra vi i en lille Dæksbaad krydsede op mellem Øerne hele Natten, og naaede Tortola Kl. 4 om Morgenen. Det er en ussel og forfalden lille By, hvor der dog var et Hotel, hvor jeg fik et Par Timers Søvn efter at have set min Patient. Efter en solid Frokost, hvoraf dog Præsten, da det var Fredag, kun kunde nyde Speilæg og Ost og Brød, løb vi for de vind⁶ ned med Passaten og vare i St. Thomas igjen paa 4½ Time. Man kan ikke nægte, at de catholske Præster ere ganske anderledes opoffrende og energiske end de protestantiske. Jeg er vis paa, at ingen af de sidste, og allermindst den danske, vilde have foretaget en saa besværlig Tur for at trøste en Syg af deres Troesbekjendelse, men med Katholikerne er der 5 [ark nr. 2] ingen Vrøvl, de sætte sig op paa en Krik med deres lange Sløjkjoler⁷ skjørtede op og et Par sorte Uldstrømper og store Ankelsko strittende ud til begge Sider. Men det forstaar sig, da have rigtignok heller ikke Kone og Børn at svare til, og jolre af op og ned ad vore daarlige Veje med en Taalmodighed, som jeg beundrer, saa meget mere som de ikke engang kunne trøste sig med en Cigar – idetmindste naar profane Øjne se dem.

Du skal nu ikke tro, at min Rejsekammerat har omvendt mig, og at jeg har isinde at blive Katholik; men jeg seer rent objectivt paa Tingene, og kan ikke andet end give dem den Ros, de fortjene.

Forleden var jeg til en Soiree med Kortspil, hvor to fordrevne Storheder vare tilstede; den ene en General Garcia⁸, en af dem der stod for den cubanske Insurrektion, en rigtig Stratenrøver at se til, som skal have en Masse Liv paa sin Samvittighed og ogsaa ser ud dertil, samt den fordrevne Præsident Canal⁹ fra Hayti, en væmmelig tyk Neger med pomadiseret Haar og ty svære Guldkjæder paa Maven. Her i St. Thomas træffer man idethele sammen med en hel Del mærkelige 6 Folk, mest Slubberter og Udskud, eller Skurke som de to nys skildrede; hvad der derimod er sjældent at se her, er en skikkelig Mand. Det er meget betegnende, at de mest yndede Spil her er et bekjendt Yankee-Spil: Poker, et Navn, Du vil genfinde hos Bret Harte¹⁰ og Mark Twain. Det er nærmest et Slags Hasardspil, dog med Indskrænkning, idet det tillader en hel Del Humbug og udkræver en høj Grad af Koldblodighed og Front¹¹, naar det skal spilles rigtigt. Der spilles om en Pouille¹² hver spiller med 5 Kort, der ved Kjøb kunne forbedres, dernæst sættes ind, saaledes at alle maa følge den højeste Indtægt^sats, for at faa en Chance; de beste Kort vinde da det hele. Hvis jeg nu fEx. intet har, men ved forskjellige Manøvrer bilder de andre ind, at jeg har gode Kort, og saa, naar Turen kommer til mig, vædder sætter ind meget højt, forskrækker jeg muligvis de andre, saa de ikke tør følge med, og tager derved alt i Inds Pouillen uden saa meget som at vise mine Kort. Det er med andre Ord et rigtigt Røverspil, og passer derfor godt for St. Thomas Folk. Forresten vil jeg ikke gjøre mig bedre end jeg er, og indrømme, at jeg har spillet det hos den amerikanske Konsul, en forhenværende General 7 fra Borgerkrigens Tid, men en ung Mand endnu og min Sidemand ved Bordet i Klubben. Han og jeg vare med som Amateurer paa Natturen til Montpellier¹³, som Du maaske erindrer fra St. Croix Oprørets¹⁴ Tid, og have været underkastet et meget vidtløftigt Forhør som Vidner, da Kommandøren paa Expeditionen, Baron Eggers¹⁵ Mod og Kompetence er bleven dragen i Tvivl, vistnok med Rette.

– Jeg vil til Slutning fortælle Dig en Emte¹⁶, som jeg fik af Neger"captainen" paa den Baad, der tog mig til Tortola. For noget over 100 Aar siden var der paa St. Johns en blodig Opstand blandt Negrene, mest nys indførte Ammina-negre fra Guineakysten. Der maatte sendes Bud efter fransk Militær for at fange dem, og da de tilsidst vare omringede, styrtede de sig alle ud fra en steil Klippe i Havet og druknede. (Saavidt er det historisk¹⁷). Kaptainen viste mig Stedet: "Guinea-negroes gut", og sagde mig, at ingen vovede at færdes der om Natten eller endog at kaste Anker der. Han havde selv engang været nødt til det sidste, men om Natten havde det været rent galt, han havde hørt dem raabe og skrige til hverandre mellem Buskene og tilsidst begyndte de at hale i Ankerkjæden, saa at de 8 ikke havde andet at gjøre end kappe og se at komme afsted saa hurtigt som muligt. – Jeg ved ikke, om denne Emte er lige saa god som de hjemmelavede danske; i ethvert Fald, her er den. –

Nu maa det være nok for denne Gang. Hils Julie og de smaa, og lad mig snart høre fra Dig.

Din hengivne Broder
Erik Pontoppidan