Dines Pontoppidan til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 18. januar 1878

at høre Pippene af denne Fugl i Dit Bryst

[Fredag 18.1.1878¹]

Kjære Morten.

Efter den første Læsning af Dit Manuskript til Fortolkningen af Efeser-Brevets første Stykke vil jeg idag nøies med at udtale min store Glæde over denne Begyndelse og min Opmuntring til at blive Arbeidet tro indtil Enden under den Aandens Bistand, som er umiskjendelig af det, jeg har lært at kjende. Naar jeg har fuldendt anden Læsning, skal jeg sende Dig dette Stykke Manuskript tilbage og gjøre Dig opmærksom paa Enkeltheder, som Du kan tage under nærmere Overveielse, inden Du lader Arbeidet trykke; thi kan Enden blive Begyndelsen lig, saa tør jeg love mange Andre som Dig selv Glæde og Velsignelse af denne Skattegravning ved Din Haand.

2 Men hvad jeg strax, paa Foranledning af Dit sidste Brev, vil tilføie, er Tanker, som fremkaldtes hos mig paany ved Manuskriptet og som jeg ellers ogsaa havde gjemt lidt endnu og ladet følge med dette. Disse Tanker gaae da først ud paa, at jeg hartad kom til at fortryde mit Fingerpeg paa Laurberg og Leerberg, fordi jeg saa nødig vil urolige Dit Sind og Dine Tanker og forstyrre Dig i en Gjerning, om hvilken jeg tør sige, at den har været og er til velsignet Frugt for Dig selv og Andre, om der end ikke var anden paapegelig Frugt end dette Arbeide med Munden først og saa med Pennen. Hertil kommer, at denne Frugt af Din Livsgjerning i Helsingør har stadfæstet 3 mine Tanker om din Naadegave, saaledes som jeg allerede skimtede den hos Studenten, saae den bryde frem hos Kandidaten og nu holder en sød Frugt af den i Haanden fra den unge Præst og Alterets Tjener. Denne Naadegave, ved Guds Aand efter Troens Maal at randsage baade Guds og Menneskets Dybheder, at være Skattegraver i det hellige Bjerg, at tage Vare paa Lærdommen og sætte Livets Lys i Stage: denne Naadegave har jeg altid seet som Din, Din særegne Naadegave, som er nedlagt hos Dig og som jeg kun kan søge at opflamme hos Timotheus. Nærmere og mere konkret betegnet, anseer jeg Dit Kald at være for Lærestolen, om hvilken Du kunde samle Ynglinge, hvis Hu stod til at blive 4 Lærere i Kirke eller Skole; og dersom Øjeblikket var der til en saadan Virksomhed ved en Præsteskole eller Seminarium for Lærere, saa turde jeg nok sige: Lad Hammeren falde. Men om Du, kjære Søn, har Kald og Naadegaver som Du længe har faaet Lyst til at forsøge Dig ved en folkelig Høiskole, det veed jeg ikke, det forstaaer jeg maaskee ikke at bedømme, da jeg med al Skattering af og Glæde over de dygtige Høiskolelærere hos os selv mangler baade Kald og Gaver til at tage denne Gjerning op: kun dette maa jeg udtale for Dig, at jeg jo længe har været med at høre Pippene af denne Fugl i Dit Bryst, at jeg har glædet mig over Din varme Deeltagelse for Udviklingen af denne forsømte Side af vort Liv, den Enkeltes og Samfundets, 5 men at Din Styrke og dit Ords Myndighed altid har været klar for mig, naar Du stod og vidnede paa Troens Grund indenfor Guds Riges Enemærker, i Menighedens Midte; hvortil kommer, at Høiskole-Tanken og Idrætten jo ligger i Luften og jeg har hørt Fuglen, som letvinget flyver om og smutter ind, pippe hos saa Mange, baade Lærd og Læg, at jeg er bleven mistænkelig med Hensyn til Kald og Gaver hos ikke Faa og været fristet til at raade, hvad nu slet ikke kan gjælde Dig, at de skulle vogte sig for at tragte efter høie Ting og holde sig til det Lave.

Dersom Lysten til at blive Høiskolelærer havde seiret over Præstekaldet, saa at Du ikke først og saa nylig var ført ind i Ordets Tjeneste, saa vilde jeg for min 6 Deel godt og let med Tro og Haab have seet paa denne Førelse; men nu at bryde med Præstekaldet, nu at lægge det tilside eller i bedste Fald ved Siden af en ny Livsopgave, det stiller og maa stille sig for mig som en meget betænkelig Sag, og det ikke alene af de inderste og høieste Hensyn, som jeg har udtalt, men ogsaa af Hensyn til det reent Udvortes, Udkommet, som I nu have uden Bekymring som Fuglene og Lilierne, uden Bekymring ogsaa for den Dag imorgen. I dette Stykke maae vi jo tage Forstanden med paa Raad og i Regnestykket: jeg er ikke Regnemester og tør langtfra nægte Muligheden af et Udkomme for Eder; men efter Dine Meddelelser kan jeg kun recapitulere: en tvivlsom fri Bolig som 7 eneste faste Indtægt, en Høiskole² paa en Egn, hvor Livet aldrig, det jeg veed, har bølget høit eller sukket dybt, hvor den første og hidtil eneste Forstander³ takkede af, hvor en anden Udseet⁴ byttede med et andet Kald, hvor man er ifærd med at sælge de nye Levninger, hvor flere Tusinder, end forud lader sig beregne, ville kræves til Flytning, Skolens og Boligens Udstyr, Lønninger til Medlæreren, dagligt Brød til egne og fremmede Munde i en tvivlsom lang Tid, inden I kunne begynde at spise med, en Stilling, som kræver Askov-Skrøders⁵ praktiske, økonomiske Gave, en meget indgribende Forandring i det daglige og huuslige Livs vante, stille Hygge og otium – og alt dette under et Brud med Stillingen i Folkekirken, som seent vil glemme en saadan Udtrædelse 8 og let betragte den som en Venden-Ryg og Kasten-Handske. Ingen kan bedre end jeg forstaae Din Følelse over for Præstens Stilling i Folkekirken, og jeg kan paa mine ældre Dage ikke nok prise mig lykkelig endda ved den Frihed, jeg har nydt efter Ordningen⁶ med lige frit Valg mellem 3 Præster; men jeg mente ogsaa, at Du med alle Savn af fuld præstelig Gjerning, dog stod overfor et frit Valg mellem Heiberg og Dig ved Døbefont og Nadverbord? Og saa har Du, kjære Morten! et prægtigt otium, en fri Mark for Dit Vidnesbyrd hjemme og ude; ja det er ikke en afsluttet fuld Præste-Gjerning, som Du kan kalde Din og være fuld glad ved; men der bliver nok en saadan for Dig som jeg har faaet dette 60 Aar gl. Saalænge 9 behøver det ikke at vare for Dig; Tiderne ere meget bedre, end da jeg begyndte at stride og lide for lidt Præstefrihed; vistnok er denne endnu ikke naaet og man har megen Fornægtelse af sin personlige Glæde i Gjerningen behov; det er dog mulig at bære og bære igjennem uden at fornægte Vorherre i noget Stykke; thi derpaa kommer det jo an: hvad min Mund siger og hvad ^Hjælp√ Haanden rækker Munden ~~af Hjælp~~; thi naar begge følges ad i Ordets og Vorherres Tjeneste, saa maae vi i denne Verden, denne Blandings Kirke, lade dem, som lade sig betjene af os, bære deres Ansvar for, hvorledes de modtage, som vi maa bære Troskabs Kravet til Tjeneren. 10 Møde vi saa Alle som Mennesker og som Medborgere og kunne vi hjælpe dem tilrette ogsaa fra denne forberedende Side, saa bliver det dobbelt let for Præsten at bære Savn i det christelige Fælledskab, som kommer saa saare, saare langsomt til Liv og Bevidsthed – men kommer dog i Taalmodighed. Jeg har savnet Evne til, ved Siden af den christelige Indflydelse at faae en reen menneskelig og folkelig for Øje; men hvem der som Du og ikke Faa i vore Dage have faaet Hjerte og Øre herfor, maa ogsaa lettere og bedre end vi Gamle kunne faae en Opmuntring og Tilfredsstillelse i at virke til folkelig 11 Opvækkelse og Oplysning ved Siden af den egentlige Præste-Gjerning, som Præst og som Høiskolelærer tillige. Jeg skal tilstaae, at det Fingerpeg, jeg tegnede paa L. og L. vel først var foranlediget af Beliggenheden og Embedets egne Vilkaar men dog ogsaa ganske fortrinlig deraf, at der i Hadsteen er et Forsamlingshuus, hvor vore bedste Folketalere samle et stort og lydhørende Folk fra Omegnen, og jeg holdt mig overbeviist om, at der laae en Sidegjerning for Dig og et Vod ogsaa til at samle Vester fra til Laurberg og Leerberg Kirker.

Og hermed maa jeg nu slutte; jeg 12 har skrevet som Aanden gav mig at skrive, den Viisdoms, Raads og Aabenbarelses Aand, som jeg vil befale ogsaa Dig med Hjerte og Tanker, Hu og Sæt.

Klokken er mange; derfor nu kun Hilsen og Gudsfred fra det gamle Hjem ved

Fredag Aften.

Fader