Antoinette Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Overgaden n. v. 15. 30. november 1922
De den eneste der må komme ind uanmeldt
| 31-11-221 | Overg. n. V. 15 |
Kære Galschiøt. Hvorledes mon De har det? Min Mand har længe tænkt på at ville skrive til Dem, men Tiden er løben fra ham – siger han –. Og så må det være mig, der råber til Dem for at få Besked. For Øjeblikket har jeg nemlig nok af Tid, jeg har i 8 Dage måttet ligge i Sengen for at samle Kræfter til igen at kunne være noget for Mand og Hus. Vor Læge – ikke Einar – slipper mig ikke gærne op før Søndag, og så endda kun med nølende Forsigtighed, jeg har det ellers godt nu.
Jeg er meget ked af denne Karantæne, da jeg længe har pønset på, vi skulde tage op til d. 11te, vi havde det så hyggeligt og hjemligt hos Dem sidst, så vi længes efter at gøre det om. Men 2 Manden med Slæden kommer altid i Vejen for mig.
Hvorledes er det gået Dem med Deres store Arbejde, er der Sus under Vingerne og glade Øjne – H.P. er jævnt hen flittig og i glad Stemning. Det er morsomt engang igen at se lidt af hans på Tryk. – Hvad synes De om Axel Jørgensens Tegning? Originalen, som blev tegnet her på 5 à 6 Timer var meget smukkere, end Gengivelsen i Ill. T., men det er vist altid Tilfældet.
Jeg tror næsten ikke, vi har været ude, siden vor lille Udflugt til Helsingør; enkelte Venner har været hos os i ny og næ, men ikke Galschiøt. – De er for Resten på det nøjeste beskreven for vor Husdame, som den eneste der må komme ind uanmeldt. Hvis det varer alt for længe inden De kommer, må 3 jeg vist opfriske Tegningen.
Men kun disse Par Sider for at sige Dem at vi har det forholdsvis godt og at vi tænker på Dem og længes efter at tale med Dem.
Mange Vennehilsner fra os begge.
Deres hengivne
Antoinette Pontoppidan