Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 1. september 1887
Jeg altid vil mindes denne Sommer
Svanholmsvei den 1ste *Sepbr. 1887 [Torsdag 1.9.18871]
Kjære Margrete!
Du har vist undret Dig, at der ikke er blevet svaret hurtigere paa Eders kjærlige Indbydelse2; men den kom midt i vor Flytteforstyrrelse, saa det er først i Dag man rigtig har kunnet faae Ro til at lade Hjerte og Pung føre Forhandling med hinanden. Og det gik her som sædvanligt, 2 Hjertet raabte saa høit, at der ikke kunde blive Ørenlyd for Pungen, saa nu seer I de 2 Søstre ved Festen. Lisbeth forsikkrede, at da hun ellers ikke fik Magleby at see inden Foraaret, naar hun skal reise, saa maatte hun afsted; og min Hjerterøst slog sig sammen med Ingers og forsikkrede, at naar jeg ikke kunde komme, saa maatte hun afsted, og saaledes fik vi Bugt med alt Raisonnement. Men Inger kan ikke være borte længere end fra 3 Lørdag til Mandag, hvorimod Lisbeth jo gjerne vilde stjæle sig lidt mere Tid og maaskee komme nogle Dage i Forveien.
En af dem skulde selv have skrevet i Dag, men Inger er i Dag begyndt paa Strandveien og Lisbeth syntes, hun maatte absolut hen at see til Frøken Krog, hvorledes hun har det efter at være kommet ind.
Du kan ikke tænke Dig hvilke forstyrrede Dage, vi har haft. Det er latterligt, at man har saa mange Fornødenheder, at det er et 4 heelt Opbrud at faae sig flyttet fra det ene Sted til det andet, uagtet Meublerne stod i god Ro. Men vi havde ogsaa mange Viderværdigheder, som jeg nu kan more mig med at fortælle. Flytningen kom nemlig lidt bag paa os, da Plokrosses havde bedt os om at blive noget ind i Septbr. Men da han fortiden har faaet Forretninger, han nødig vilde forlade og Datteren skulde begynde Skole den 1ste og forskjellige andre Ting, saa ønskede [han] at komme hjem i Leiligheden, hvad der jo ogsaa kunde have gaaet heelt let, naar
5 [ark nr.] 2/
jeg havde opgivet en paatænkt Storvadsk. Men da vi Alle fandt det var et lille Himmerig at vadske under de Forhold vi der havde, vilde jeg absolut vadske først. Vi vadskede saa i Mandags, fik en Deel Tøi hængt ud, men fik Regn og maatte begynde forfra om Tirsdagen. Saa fik vi det Altsammen ud; fik alle vore Sengeklæder ud til Bankning og Luftning inden de skulde op paa 3die Sal. Og da Tøiet var næsten tørt og Sengeklæderne laae og solede sig, kom der pludseligt en voldsom Torden-√ Regnbyge, og vi maatte lade Vadsken passe sig selv for at redde Sengetøiet. Du kan tro jeg var glad og de andre da 6 ogsaa!! Saa i Onsdags maatte jeg have Kone paa 3die Dag, have Tøiet ud igjen, men atter Regn, og da maatte det vaade Tøi i Sække for at følge med Flyttegodset. Nu hænger det paa Loftet her.
Saa det var en begrædelig Historie; men ellers har det været saa godt at være paa Kastanievei, at jeg altid vil mindes denne Sommer med Taknemmelighed. Baade har jeg selv haft saa godt af den og for Valdemars3 Skyld, da har det haft meget at sige, at han i 2 Maaneder hver Aften har kunnet komme ud af den kvalme Byluft og sove friskt og godt og faae sit Styrtebad før han gik om Morgenen. Det er ingen sundt Liv han fører i den mørke Boglade.
7 Det er nogle underlige Lapper dette Brev er skrevet paa; men jeg havde bestemt det kun skulde være 2 Ord, og det rigtige Brev komme paa Søndag. Nu har jeg imidlertid vrøvlet saa langt, at jeg ikke vil lade det gaae af uden at fortælle om Knud og saa har jeg intet at skrive om paa Søndag.
Ja – Knud, han ligger fremdeles og er jo svag og noget mismodig, hvad man ikke kan undre sig over. Det hedder sig, at han har det noget bedre, men dette føler han ikke selv, da der er kommet Besværligheder til, der volder ham Smerter, og med Søvnen bliver det jo ogsaa daarligere under det lange Leie. Det er jo meget veemodigt 8 at see ham ligge der; men jeg bliver dog ved at synes, at det er dog bedre han har maattet overgive sig, saa Gud og Mennesker kan faae Lov at hjelpe, end denne tause, gjemte Tilstand, hvor man ikke kunde blive klog paa hvad der var i Veien. – Nu bliver jo min eneste Gang til ham, saalænge jeg kan taale det; heldigviis gaaer Sporvognen lige der forbi. Tante Hanne er ogsaa kommet hjem og hun tænker heller ikke paa meget andet end ham.
Om alle de Andre er der ikke noget særligt at fortælle. Eriks er jaloux fordi Eders Bitte veier accurat det samme som deres. – Inger og Lisbeth overlæssede mig med Hilsner til Eder; jeg tilføier mine egne og beder saa Dig fordele dem; men Du maa godt selv tage Broderparten.
Moder
