Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 4. marts 1887
al det Skraal der er i Verden for Tiden
Fredag *Marts 1887 [4.3.18871]
Kjære Margrete!
Jeg vilde ønske jeg denne Gang kunde overkomme at skrive et langt Brev til Dig; thi der er saa mange Ting, jeg har Lyst til at udtale mig om for Dig. Jeg er nemlig saa ør i mit Hoved af al det Skraal der er i Verden for Tiden, at man tidt faaer Lyst til at speide efter et Kloster, der lukkede sine Døre godt tæt til for al Verdens-Vrøvlet, saa man kunde have Ro til at leve sit eget Liv.
Man skulde jo rigtignok synes at den Ro maatte jeg have heroppe under Skyerne, især nu, da her ingen Sønner kommer om Middagen – men nei – Skraalet er i Luften herinde, man kan ikke slippe derfor. Man behøver blot at see paa den sølle Hans Peter, der næsten uforskyldt har bragt Skraalet i Bevægelse – og Pastor Ussing2 – hvad siger I om ham – og nu endelig Kultusministeren. Det er rigtignok langt fra at jeg vil sige, at han næsten uforskyldt er kommet til sin Part; men alligevel er det dog forunderligt at see, hvilke Dimensioner, 2 den Sag faaer. Jeg beklager det ikke; jeg siger jo meer jo bedre; men jeg sidder blot forundret og seer derpaa. – Mon Kongen virkelig skulde give sig og afskedige ham? Og hvis ikke – mon da Bisper og Præster virkelig skulde kunde samle sig om en Optræden der havde Betydning? Hvis ikke een af disse Ting skeer, saa synes jeg Statskirken næsten bliver til Forargelse. Jeg synes, det er meget alvorligt og folder tidt mine Hænder for den Sag. – Hvad siger Emil? – Dersom jeg faaer Thomas Rørdams lille Bog3, som Valdemar har lovet mig, skal jeg sende den med dette Brev. –
Men lad mig nu see at komme bort fra dette og komme til Bryllupperne i vor Familie. Jeg havde nys Besøg af en glad Brud, Sophie Heise4, der kom og bragte Hilsen fra Ryslinge. De skal have Bryllup midt i April i Stubbekjøbing og Carl Poulsen skal vie dem. Jeg troer nok min Broder har smagt en Deel paa den Præst, men Brudgommen holdt saa absolut derpaa (skjøndt det er vist for meget sagt) og ønskede at det kun blev et ganske lille Bryllup; saa nu gaaer det efter de unge Folks Ønske.
3 Vore unge Folk5 skal jo ogsaa have et ganske lille Bryllup, der skal staae ude hos Fru Schmidt, men derom hører Du nok naar Louise kommer, hvilket Fru Schmidt meente ikke blev før til April. – Vi har nu faaet god Besked af Fru Schmidt om, hvorledes Sagerne staaer og efter det seer det ud til, at de Unge godt kan faae et kjønt og hyggeligt Hjem. Alle deres Venner samle sig jo om, at træde til med virkelige Brugsgjenstande, saa naar Hans Peter blot sørger for Alt, hvad der hører til Sovekammeret, (Spisestue-Meublement har han i Forveien kjøbt af en Onkel) saa seer det ud til, at al det Øvrige vil komme. Kun seer det galt ud med Sølvtøi, hvoraf de ikke eier det fjerneste, naar undtages 12 pleterede Gafler, som Fru Schmidt har til dem. Inger og jeg havde tænkt at slaae os sammen om 6 Spiseskeer, men nu bliver det vist istedetfor en Sofa til deres Dagligstue og saa kan vi ikke mere. Erik giver dem et Spisestel. Tante Marie overanstrenger sig, men heller ikke hun tænker paa Sølvtøi. De kunde saa deiligt nøies med Plet, men det kan man ikke faae Folk til at give dem. – Nu glæder jeg mig meget 4 til at see Louise, thi saa faaer jeg med det Samme Hans Peter saa nær. De jydske Børn er dog langt borte og jeg sender tidt et Suk efter Mathilde6. Hun har det jo ellers godt og har i hvert Fald godt af at prøve og øve sine Kræfter blandt Fremmede, men tidt kniber det dog vist for hende. Hun mærker jo nok, at det er sværere at staae paa egne Been end hun havde tænkt sig, og naar hun seer ned i sit Saltetrug gruer hun for, hvorledes hun skal faae det til at slaae til – men egentlig er det jo en meget heldig Plads at begynde med, thi den maa dog kaldes let.
Lørdag.
Idag vil jeg give alt Andet en god Dag og tale om Dig selv, thi Du maa dog ikke tro, jeg er saa ør af Skraalet, at jeg glemmer det allernærmeste, hvortil Du og Johanne rigtignok hører for Tiden. Jeg faaer rigtignok en lang Tid at gaae med Eder paa Hjertet, saa jeg maa see at lære lidt af Kronprinsessen7. Hun tager gemytlig paa Tingene og gaaer paa Bal, samtidig med, at der skal bedes for hende i Kirkerne. Det er en haandgribelig Protest – hun skal nok være meget kjed af denne offentlige Forbøn.
5 [ark nr.] 2/
Men see – her er jeg atter midt inde i Vrøvlet.
Du spurgte forleden om jeg ikke havde gode Raad at give med Hensyn til den Lilles Udstyr – men dertil er jeg altfor gammeldags. Mine besværligt sammentrukne Løverter8 er nok blevet afløst af en almindelig Natkjole, men saa synes jeg der maa bindes et uldent Stykke uden om Listen9 baade for Varme og Hold. Tante Hanne sidder og strikker ulden Lister til Johanne; jeg havde Lyst til at spørge hende om hun ikke vil gjøre det Bedstemoderarbeide ogsaa for Dig; men det bliver hende vel for meget. Du maa endelig ikke selv strikke dem; det er et meget trættende Arbeide.
Det eneste Raad jeg har til Dig, det gjælder Brystvorterne, da Du vel nok vil forsøge at amme selv, og saa er det en stor Lidelse naar Vorterne gaaer i Stykker. De maa i de sidste Maaneder hyppigt bades med Fransk Brændeviin10, og det er især godt at udhule Galæbler11, hvor der er et ormstukket Hul, der fra Siden kan virke som Trækhul, og lægge 6 Galæblerne i fransk Brændeviin og derfra paa Vorten. Hullet maa ikke være større end at netop Spidsen af Lillefingeren kan komme derned. Galæblet trækker saa Brystvorten ud og Huden bliver saaledes styrket overalt. Dette er et udmærket Middel, men maa bruges i Maaneder. – Forresten har Du jo mange unge Koner omkring Dig til at give gode Raad, og det er mig en stor Trøst at tænke paa Eders flinke Læge og Do. Sygepleierske. – Paa gammelt Linned har Du vel ikke Mangel, thi det er jo ikke rart at skulle bruge nyt mens de er saa smaa. Johanne er i fuld Activitet, men hun har jo heller ingen Smaa Store, at skulle sørge for. Jeg glæder mig til at faae Hanne herind. Nu kan jeg dog glæde mig lidt ved at see Mennesker, naar de kommer her midt paa Dagen, thi længere end til 6 kan jeg ikke holde mig oppe, saa Aftenerne er jo lidt triste for Husets Folk, hvilket egentlig vil sige Lisbeth, thi Inger er jo meget sjeldent nærværende. Men Lisbeth har egentlig faaet den Regelmæssighed kjær, saa hun er slet ikke vel tilpas ved at tænke paa Balstads 7 til i Aften. Men naar hun kommer afsted saa maer hun sig nok, thi det bliver nok et fiint og pænt Bal. Der var 4 Djørupper paa Fæstningsbal for Jacobsenske Penge, og de har nok kjedet sig gebummerligt.
Imorgen skal vi have en lille Formiddagsconcert her, istedet idet Inger og Ane Marie12 skal presentere sine bedste Elever for hinanden; det skete ogsaa ifjor og nu skal vi see, hvormeget de ere gaaede frem. Lisbeth skal saa med det Samme aflevere sin beethovenske Sonate, som hun spiller med stor Dygtighed. Men hvad skal egentlig den Dygtighed føre til. Den tilfredstiller kun naar man øver sig flere Timer om Dagen og det kan hun jo ikke vedblivende gjøre. Jeg nænner ikke at tage hendes Glæde fra hende, naar hun der saa utrætteligt sidder og arbeider hver Eftermiddag, kun afbrudt af en Hviletid, hvor hun læser Verdenshistorie13 for mig (og sig selv da ogsaa) men Livet er jo dog ikke bar Musik, og det Væld af dygtige Pianistinder her er herinde har næsten ikke Andre end sig selv at spille for. Du veed vel nok hun er begyndt at synge; jeg har faaet det i Gang for at faae hendes Musik-Interresse lidt fordeelt. Hun er ellers en sød lille En.
Jeg kan ikke sende Dig den Bog af Thomas 8 Rørdam, som jeg omtalte; men den faaer I jo nok. Jeg sender derimod et Lommetørklæde, der vist tilhører Eders Fleta; maa jeg spørge, hvorfor har hun det Navn?
Jeg seer af Avisen, at Kultusministeren vil sagsøge Ingem. P.14; det er da ogsaa det fornuftigste han kan gjøre. Juristerne skal vel nok redde ham ud af Fælden, og ihvert Fald kan de da sørge for, at Sagen bliver saa gammel, at den religiøse Interresse faaer Ro til at lægge sig paa det andet Øre og sove videre. – Rigtignok er det en ussel Sag at reise en kirkelig Bevægelse paa, men hvornaar kommer der saa Vind i Seilene? Jeg synes dog det er ynkeligt om Folkekirken skal staae og falde sammen af sig selv, saa ikke en Bisp eller en Præst tør gaae ind under dens skrøbelige Tag. Det maatte dog være mueligt at faae den fornyet. Den er jo gammel nok til at kunne være bekjendt at restaureres, og det er jo dog med Kirkens Huus her paa Jorden, som med andre Huuse, at af og til maa der en Ombygning til for at ikke Rotter og Muus heelt skal tage Magten. – Men nu ender jeg som jeg begyndte – jeg er uforbederlig. Dette er blevet et forfærdelig langt Brev, men du kommer vel nok igjennem det. Lisbeth takker meget for Brev og Vintergjæk; Inger hilser ligeledes og først og sidst hilses I Alle fire fra
Eders trofaste
Moder
