Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 10. maj 1884
jeg er kommet til det urolige Kjøbenhavn
den 10de Mai *1884 [Lørdag 10.5.18841]
Kjære Margrete!
Du skriver i Dit Brev til Lisbeth i Dag, at Du længes efter Brev fra mig og jeg vil dertil svare, at jeg har længtes efter at skrive til Dig; men Lisbeth er saa ivrig i Tøiet i saa Henseende, at der knap kan blive Plads til mig. Jeg har ogsaa opsat det, for at kunne fortælle Dig, hvad Indtryk det gjorde paa Marie, at see sin lille Pige, thi det kunde jeg ikke rigtig tænke mig. Nu er hun kommet hertil med 2 søde Børn og i Dag har hun besøgt Margrete og kom ret trøstet derfra, da hun syntes, Barnet saae rask og frimodig ud, men hun tør, saalidt som vi Andre, spørge, hvornaar og hvorlænge, men lukker Øinene og bier paa Vorherres gode Time. Marie selv seer rask ud, men man mærker jo nok at hun er spændt alvorlig for og maa glemme sig selv paa ethvert Punkt. Det er saa underligt at see hende, der af Naturen er saa lidt skikket til Arbeide og Nøisomhed 2 at skulle holde sammen paa saa Meget og nøies med saa Lidt; men det er Synd at sige, at hun klager. Lille Margretes Sygdom er dem jo en haard Udgift, men det bliver jo snart glemt, naar Udgangen maa blive god. Marie beder mig hilse Dig og takke fordi Du vil have hende derned, men hele Besøget gjælder lille Margrete og hun maa ikke afkortes en eneste Dag. Lille Ingeborg2 er et meget kjønt Barn og lille Erik3 er en rigtig solid Samsinger, hvis Haar er bleget og Ansigt farvet af Solen.
– Inden jeg begyndte paa dette Brev har jeg skrevet en Lykønskning til Schwenn4, der som Du vil see af indlagte, nu har fundet sig en Fæstemø. Marie mener, det er en Søster til Fengers Kone5 i Aarhuus, en Dorph Petersen, og hele den Slægt har jeg god Tro til, saa jeg glæder mig paa hans Vegne. Gid Erik snart kunde finde sig en lignende Skat; Schwenn og han ere lige gamle.
Inger er i Dag henne at sy paa Brudeslør; Kettys6 Brudeslør skal næmlig broderes af hendes Veninder, da de ikke tage imod Brudegaver før ad Aare. Du kan tro, jeg længes efter at det Bryllupsvæsen skal være forbi, thi det i Forbindelse med Rubinstein7, har jo næsten opslugt hende. Rubinstein 3 har hun nu hørt 3 Gange med mere og mere Henrykkelse. Imorgen kommer Morten og Julie herind til Ottilias8 Bryllup, derimod har de undskyldt sig til Kettys, da det blev dem for meget og for storartet. Jeg driller Inger med, at hun vist√ skal have tykke Mønsted9 fra Randers tilbords; han er nemlig af Zachos Familie. Jeg havde forleden Visit af det nye Par og jeg kan ikke nægte jeg var halvt fortryllet af dem; man kan i Sandhed sige, at deres Lykke lyste af dem; men ved Siden af mindede hendes Hoste og svage Udseende om, at denne Verden kun har en skrøbelig Lykke. Gud give, Sydens Sol maa hjelpe paa hende. Hos de unge Djørups10 har det gaaet med Brudegaver, Visitter og Bryllupsgilder over al Maade, saa de ere Alle kjørte trætte; man forstaaer, at det her i Kjøbenhavn, næsten er en Nødvendighed, at gjøre en Bryllupsreise.
Gl Djørups flytter nu ud i min Broders Leilighed11 paa Engtoftevei og Fru Duus12 er flyttet ud der i Nærheden af, saa begge lægge store Planer for at faae mig med paa Spadseretourene i Frederiksberg-Allé; men det bliver neppe til Meget, thi jeg er saa ussel tilbeens, at jeg endnu ikke kan naae længere end op til Hans 4 Peter og det endda med den største Besvær. Saasnart jeg kan overvinde Trapperne maa jeg see at komme lidt ud at kjøre, men det er en slem dyr Historie. Adskillige Kjøretoure ere gaaede fløiten ved at Lisbeth maatte have sig et Par nye Sko, thi efter Alt at dømme er de ligefrem stjaalne af den utillaasede Vadsæk. Det faldt hende nok ind, at Tøiet laa noget rodet i Vadsækken, men hun gjorde sig dog ingen videre Betænkning derved; men undrede sig jo svært over at have kunnet glemme Skoene, som hun bestemt vidste at have lagt tilrette til Indpakning. Saa indtil videre maa vi slaa os til Ro med, at de ere stjaalne.
Din lille Brevtaske faaer Du først næste Gang da Lisbeth gjerne først vil benytte den til at bringe Frøken Hjort mine indsamlede Penge, der ikke overstiger Din Indsamling ret meget, da Kjøbenhavnerne slet ikke har haft Sympathi for den Sag. – Nu maa jeg slutte – dette er skrevet i Stumper og Stykker, hvad Du vist nok kan skjønne. Hvornaar jeg selv kan tænke paa at forlade Hjemmet her, veed jeg endnu slet ikke; det Hele bliver saa opløst naar jeg tager bort. Hans Peter er i Dag (Søndag) ude at see paa et Værelse hos en Skovridder ½ Miil fra Hjørlunde.
Tusinde kjærlige Hilsner til Dig selv og Børnene fra Moder.
[på hovedet øverst på side 1:] Det der egentlig skulde have ført min Pen er helt forsvundet under Alt det Andet, nemlig at takke Dig for Lisbeth og al Din Omhu for hende. Har jeg ikke sagt det, saa har jeg følt det hele Tiden og særligt i den sidste Tid
5 Mandag.
Jeg blev ikke færdig i Gaar og vil ogsaa gjerne sende end en Hilsen. Dit Brev til Lisbeth bragte en Luftning fra det kjære Magleby og stillede Alt lyslevende for os. Hils Alt og Alle. Lisbeth besvarer selv Dit Brev.
Jeg har i Dag at tilføie en Hilsen fra Sophie Rosenørn13, der var her i Aftes; hun er en rigtig rar En og er nu opfyldt af den Tanke, at blive herinde for at gjennemgaae et 3 maanedlig Cursus i Sygepleie under en Frøken, hvis Navn jeg ikke kan huske, en Oberstdatter, saa nu faae vi hende vel nok oftere at see. Søster Mathilde arrangerer sin Leilighed paa det hyggeligste for at tage imod Pastor Godet14 med Frue og Datter til Alliancen15. Det er vanskeligt at faae Adgangskort dertil, men Hans Peter har dog fisket sig et. – Hans Peter protesterer kraftigt imod at Scharling kan have talt om Samvittigheden saaledes som vi læste. Sophie Rosenørn bekræfter derimod mit Udsagn om Nørholm; det var kun paa Grund af at Datteren var ganske 6 lille, at Faderen for sin Livstid fik det overdraget.
Fra Jens og Marie kan jeg hilse; det var saa moersomt, at see dem heroppe; Lisbeth er nu gaaet med dem i zoologisk Have.
Jeg er hver Dag en Tour i Frederiksberg Have, hvor jeg tredser om ganske stille; der er tørt og støvet, men man kan dog trække Veiret.
– Nu kom Morten og bliver her til Middag for at høre noget om Congressen. Inger er paa Strandveien. Du mærker vist paa mit Brev, at jeg er kommet til det urolige Kjøbenhavn.
Tag nu tiltakke med det – det siger Dig dog vist ogsaa, hvor kjære I Alle er mig. Hils Emil og hils Børnene, Frøken Krog og den hele Hustand og saa for Alting Haven[,] Kirken og de smaa Værelser ovenpaa. At lukke Vinduerne op om Morgenen er nu en tarvelig Fornøielse.
Eders trofaste
Moder
Jeg har ikke faaet det sagt saaledes som jeg vilde, hvormeget jeg skjønner paa min stille Gang nede hos Eder.
