Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 7. april 1883

Ingers Fødselsdag var forresten ret gemytlig

den 7^de April *1883 [Lørdag 7.4.1883¹]

Kjære Margrete!

Da jeg ikke tør stole paa, at Inger faaer sit reglementerede Brev istand i de første Dage, saa vil jeg helst see at faae en foreløbig Hilsen og Taksigelse istand, der saa tilmed kan blive et Søndagsbrev, og er jo saa dobbelt velkommen. Altsaa først Hilsen fra Inger, der hele Gaarsdagen² var smykket som romersk Bondepige og var meget indtaget af sig selv i den Skikkelse, men havde forresten ikke god Tid til at behage sig selv eller Andre, da hun havde maattet henlægge en Deel af sine Timer til den Dag for at faae Lov til at følge Holger³ ombord og vifte af ham fra Toldboden i Onsdags. Det var naturligviis med bevæget Hjerte vi lod ham fare og særligt kan jeg ikke komme derfra, men det smukke Veir og øvrige gode Forhold lettede jo meget og nu han er borte kan jeg ret skjønne paa at Alt 2 kunde lægges saa godt tilrette for ham, at der virkelig ikke var Noget tilbage at ønske. Saa er der jo ikke mere for Mennesker at gjøre uden at befale ham Gud i Vold og haabe paa, at hvad der møder ham maa tjene ham til Gode. – Jeg tænker, han i Christiania har faaet Leilighed til at besøge Lundes⁴, hvem han kjender godt fra sidste Sommer.

– Ingers Fødselsdag var forresten ret gemytlig, thi om Aftenen samledes Kampmanns, Tante Hanne og vore Doktorer og det var et Selskab, der følte sig vel tilpas hos hinanden. Paa Mandag skal Tante Hanne til Kastrup og holde den lille Søn⁵ over Daaben, hvoraf Du kan skjønne, at Alt er blevet godt der; i det Hele bliver Tante Hanne meer og meer mild og forligt med Tingene.

At vi er glade ved at have Kampmanns her følger af sig selv og det er ogsaa fornøieligt at see, hvor vel tilfreds de er ved Samsølivet; men det er naturligviis meget veemodigt at see paa deres lille Margrete⁶, der maa ligge ganske stille og ubevægeligt i sin Seng Dag ud og Dag ind og faaer naturligviis et sygeligt Udseende deraf. Men hun har ikke Smerter og er heller ikke utaalmodig og ligger ogsaa friskt og godt i Fru Kampmanns Spisestue; men om det kan blive ved saaledes eller hun skal paa 3 Hospitalet, det faaer de først at vide paa Mandag af Holmer⁷, der er blevet tilkaldt. Det er vist Hoftebetændelse og den Sygdom bliver jo, i bedste Fald, meget langvarig. Jeg kan ikke see paa det kjære lille Barn uden med stor Smerte. Derimod har de et fornøieligt lille Spilleværk med i Eva⁸, der ogsaa befinder sig meget vel herovre. Kampmann reiser paa Mandag, Marie bliver en 8^te Dage længere.

Mortens maatte opgive deres Reise, først paa Grund af Kulden og dernæst fordi Børnene blev syge; men Børnene er dog i god Bedring og saa haabe de paa at faae bedre Held til Reisen i Eftersommeren.

Midt under disse forskjellige Ting, der har lagt Beslag paa mig og ikke været saa lette at gaae med, kommer der en stor Bekymring for min kjære Broder, der er meget, meget lidende af Blærebetændelse og nu er bragt til Kommunehospitalet, fordi hans stakkels Kone ikke kunde udholde at pleie ham og være Vidne til al den Jammer. Derude kan han ogsaa meget bedre blive tilset af Læge og alt fornødent. Nu sidder Charlotte⁹ hos ham hele Dagen, men om Natten faaer hun dog lidt Ro. Lægerne mener dog ikke, at det er livsfarligt, da han var kommet godt til Kræfter efter Brandbylden. Det er saa trangt med de lange Veie her; man mener sig i een By og kan dog ikke naae hinanden; nu han er kommet paa Hospitalet, kan jeg dog hver Dag høre fra ham, men at komme 4 derud, det gaaer kun daarligt, da jeg endnu slet ikke kan færdes ret længe ad Gangen; om Solen ogsaa skinner er Luften dog skarp. Jeg haaber Du er forsigtig og ikke leger Sommer før den virkelig kommer. Det er en meget farlig Tid med Forkjølelser og Alverden er da ogsaa forkjølet.

Nu kommer mine Hrr Doktorer strax, saa jeg maa see at slutte. Jeg tænker ikke, det varer længe før ogsaa Knud er en virkelig Hr Doktor; man har ondt ved at tænke sig det, han bliver ved at see saa forbausende ung ud. Vi lever naturligviis meget sammen med Kampmanns. Imorgen skal vi spise der.

Nu de allerkjærligste Hilsner. I vil vist finde, at der kun er lidet Sammenhæng i mit Brev, men I vil forstaae, at jeg er meget betaget. Jeg maa undertiden tænke paa det gamle Huus, H C Andersen siger om, at det vidste ikke, til hvilken Side, det skulde falde og saa blev det staaende. Der har været Dage i den sidste Tid, hvor jeg ^har√ følt mig som dette gamle Huus.

Siig Hans Peter, at næste Gang faaer han Brev.

Eders trofaste
Moder