Vilhelm Østergaard til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Fredensborg. 26. oktober 1918
Skavanken ved Schopenhauer
Fredensborg, den 26/10 18
Kære Henrik Pontoppidan!
Det var to gode Ting at modtage: Deres Bog1 og Deres Brev! Tak for begge Dele og oprigtig til Lykke med det nye Arbejde. Det slutter sig saa ypperligt til Rækken af Deres "Smaa Romaner", og jeg har Indtrykket af, at De har arbejdet med stor Friskhed paa denne fine og fængslende Novelle. Det er ikke saa meget selve Emnet, der har taget mig, som Deres Fremstilling af Karaktererne og deres Udvikling, og Side efter Side er der Ting i Bogen, som man slet ikke kan glemme. Som altid hos Dem er det saa mærkeligt særpræget og levende. Som f. Eks. Scenen og Samtalen mellem Fru Ingrid og hendes Mand, da hun er kommet paa det korte Besøg til København. Eller blot saadan et lille, mesterligt fundet Træk, som at Gabriel Vadum efterhaanden vænner sig til at "holde Trit" med Ingrid, naar de gaar sammen, mens han fra først af har følt Ufrihed, naar hun vilde holde ham under Armen. Og saa Scenen mellem Gabriel og Professor Junge – den sidstes herlige Bemærkning om Skavanken 2 ved Schopenhauer og den tyske Filosofi, at dens Ophavsmænd for Størstedelen er Pebersvende… Jeg kunde blive længe ved, naar jeg skulde nævne alt, hvad der har glædet mig i denne Bog; men det bryder De Dem næppe om. Derfor siger jeg Dem blot ganske simpelt Tak. –
– Og hvad "Privatlivet" angaar, har det sandelig ogsaa været mig til Glæde at høre, at De og Deres Frue har fundet en saa heldig Løsning af det i disse Tider saa saare vanskelige Boligspørgsmaal. Det er jo da i alt Fald foreløbig en ganske udmærket Ordning, og Helsingør maa da ret være en By efter Deres Sind. Ogsaa paa det Punkt kan jeg tilføje: oprigtig til Lykke, skønt jeg naturligvis savner vore smaa Sammentræf her i Fredensborg.
Hvor jeg trasker omkring som sædvanlig! Længere end til Slotsparken kom jeg ikke i Sommer. Men her kan jo ogsaa være godt at slaa sig ned, navnlig i den Vinter, der forestaar. Jeg tror endnu ikke paa Fred i Verden – end ikke om Krigen hører op og kan man ikke være med til at tage Del i Kampen, saa maa man finde sig i at være en resigneret og tungsindig Tilskuer hvad jeg efterhaanden er bleven. Kunde jeg blot arbejde som De; men jeg synes, Arbejdsmodet har svigtet mig de sidste Aar, siden jeg ikke længere har mit Tusculum2 i Sørup. Dog – never give up! Hvis jeg lever, kan jeg maaske en Gang 3 finde en anden, om end mindre Eremit- og Arbejdshytte.
Det har frisket mig op at høre fra Dem. Tak fordi De venligt har tænkt paa mig. Gid De og Deres Frue maa faa en i alle Henseender god og hyggelig Vinter; hjerteligste Hilsener sendes Dem Begge fra min Kone og fra
Deres hengivne
Vilh. Østergaard.
