Harald Nielsen til Henrik Pontoppidan
4. november 1912
Kristendommen ikke dens Vrængbillede
4 Nvbr. 1912
Kære Henrik Pontoppidan!
Skønt jeg med Udsigten til at træffe Dem snart herhjemme egentlig havde tænkt ikke at svare paa Deres Brev skriftligt, faar jeg dog Lyst til det ved i Aften at se Deres Datters Forlovelse bekendtgjort. Hvis det er den unge Mand, vi traf ude hos Dem, mener baade min Kone og jeg, at der er god Grund til at ønske til Lykke, i alle Tilfælde ønsker vi, at det maa blive det, for de Unges Skyld og for Deres, og vi beder Dem bringe vor Lykønskning videre – vi ved jo ikke, hvor Deres Hustru opholder sig.
Tak for Deres venlige Hilsen til min Kone. Den glædede hende. Der skal lang Taalmodighed 2 til for at ligge paa Ryggen og kun paa Ryggen i maaske 8-10 Uger.
Hvad De siger om Tyskland giver jeg Dem Ret i – det vilde sikkert være et Sted, hvor jeg kunde lære noget, og jeg har mange Gange tænkt paa at tage derned. De ved, det er vanskeligt at gennemføre. Det skal blive interessant at høre om Deres Indtryk.
Hvad De skriver om det kristelige Møde kender jeg af egen Erfaring Paralleller til, men ikke blot fra den kristelige Verden. Flertallet af Menneskene er temmelig dumme, lidt simple og behøver grove Former. Sligt forskrækker ikke mig saa meget som Dem, skønt jeg rent umiddelbart 3 væmmes ligesaa stærkt. Menneskene, Samfundet er en omfattende Affære, hvor det gjælder om at regne med Retningerne, Aanden – hvad De vil, det er paa engang noget groft og fint, der er det væsentlige – fint, hvor det træder frem legemlig, gjort i den enkelte Personlighed, og bleven sig bevidst i den enkelte Hjærne, groft, hvor det maa samles som Splinter og Brudstykker spredt over Massen, tilsyneladende begravet under alskens plumpe og uskønne Drifter og Begær og dog lempeligt gennem Aarhundrederne 4 drivende den i den ene eller den anden Retning. For mig er Kristendommen ikke dens Vrængbillede, men en Aandsløftestang af uhyre Virkning – trods alt.
"Eugenik" staar jeg ikke helt fremmed for. Allerede for 6-7 Aar siden, inden Bladene var fulde af denne Sag, kom jeg ind paa de bestemmende Tankegange, men ganske vist tror jeg ikke paa den bevidste, kunstige Form, Bestræbelserne har faaet. Den politiske Visdom, der raader Landenes Skæbne efter store Synspunkter er forsvunden, den mørkere Besindelse, der holdt 5 Menneskene – ikke den ene eller den anden, men de fleste – i de for dem tjenlige Baner er forsvunden, og i Stedet er traadt alle Surrogaterne og Palliativerne – paa dem danner man Foreninger.
Man har med Kritik, Spot, Foragt gjort det af med den naive√ Tro, at Børn var Guds Gave, at det var en Pligt at avle dem, man kunde faa, man maatte tage dem, Gud gav,√ og opdrage dem bagefter saa godt som muligt. Nu bagefter sidder man med Foreninger, Pjecer, Bøger og søger at faa Folk til at sætte Børn nok i Verden, og holde 6 og udspekulere Metoder til at gøre Efterkommerne sunde, hvad der ikke behøvedes, da man havde Raad til at lade de svage dø.
For min Følelse er det os, der er nogle Narre og vore Forfædre, der havde rigtigt fat paa det – trods al vor Klogskab, og Bibelkritik og andet for Menneskenes Vel formodentlig ligegyldig Durkdrevenhed.
Men lad os fortsætte mundtlig; det er store Emner, der vilde kræve for meget Brevpapir.
Paa Gensyn,
Deres hengivne
Harald Nielsen
