Harald Nielsen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Falkonérgaardsvej 3,1.. 12. november 1910

ingen blødagtig Forfængelighed

Kære Hr. Henrik Pontoppidan.

Skønt De maaske vil finde, at De har nok af mine ulæselige Kragetæer, vil jeg dog ulejlige Dem endnu en Gang med at tyde dem.

At De er vred over mit Brev er i sin Orden, men thi sligt siges og høres ikke uden i Øjeblikket at skabe oprørt Sind, men jeg vil ikke gerne have, at De skal være uretfærdig, og det er De, naar De tager mine Ord som en Jammerklage af den G.B.ske Art og spottende tillægger mig umandig Forfængelighed o.s.v.

2 For det første vil jeg nu hævde en Mands Ret til at være selvfølende, "forfængelig", ærgerrig, blot han er det ikke paa sine smaa og ligegyldige Egenskabers Vegne, men paa selve det Væsens Vegne som er et i hans Liv med de Sager, han kæmper for. Der er noget i os overfor hvilket vort timelige Jeg staar saa at sige som en anden anden Person, en Fader, en Tilskuer, en Beskytter, en inderste værdifuld Kærne som en lider under at se miskendt og forringet med samme Objektivitet som var det en "solidarisk" Skikkelse – en Medborger med os selv.

3 Jeg er ikke i nogen Henseende Asket og er min Natur bekendt og jeg er det saameget mere i dette Tilfælde, som jeg trygt og roligt véd, at det ikke var nogen blødagtig Forfængelighed jeg talte ud fra, men — jeg har set, hvorledes Mand efter Mand blev ødelagt herhjemme, naaede frem til Indflydelsen i ramponeret Stand uden Evne til at kunne øve den paa en sund og smuk og god Maade. Hvad vi trænger til er friske karske Mænd, men naar jeg betragter min egen Sjæl, saa gribes 4 jeg af og til af Bekymringer og jeg siger: hvor længe kan den holde denne uglædelige Kamp ud uden selv at blive smittet, blive ubillig uretfærdig, hadefuld, miste Overblikket og Friheden. Er det saa foragteligt at føle en saadan Angst? Det er ingen Tvivl om mine Ideer, men en Tvivl om – ja vi kan sige mine rent fysiske Kræfter.

Og til hvem har jeg give Luft for denne Angst? Har jeg besværet Offentligheden med min Person nogensinde?

5 Den klang igennem mine Ord til Dem fordi jeg mente, at det var at vise Dem en Ære ikke [at] skjule sig bag en eller anden Uoprigtighed, men at tale saa hensynsløst, saa blodigt sandt som muligt.

Og hvad var da min Klage. En dobbelt. Den mest personlige Side af den var – jeg sagde det for Resten ikke, men det laa i mine Ord – den, at jeg frygtede Døden, Trægheden rundt om mig. Jeg frygter saa vist ikke Kamp, men hvad 6 jeg lider under er Mangelen paa Lyd herhjemme. Intet klinger, intet Kampbulder høres, man kæmper i Minegange og støder hinanden ned i Tavshed. Det er jo meget smukt set, at jeg har haft de bedste Tidsskrifter, Blade o.s.v., men det er ikke rigtigt. Jeg havde "Tilskueren". Den blev lukket for mig – i Stilhed – jeg havde intet at klage over, kunde ikke kæmpe mod nogen. Jeg skrev i "København" – den var ringeagtet og ikke læst af de Krese, jeg først og fremmest skulle have i Tale – det er Eksempler paa, hvor godt Billedet passer.

7 Men først og fremmest som sagt Tavsheden, den man har gennemført bevidst og ubevidst – til syvende og sidst vel mest af alt den store uhyre, nationale Aandsdovenskab, der ligger bag vor højtpriste Aandslivlighed.

Jeg tilstaar altsaa, at min Natur har lidt og lider under disse Kaar. Er det latterlig¹, uværdig Forfængelighed – nu ja.

Men dernæst har jeg lidt ved stadig at se Tøven, Frafald, Uklarhed rundt om i det offentlige Liv, ved stadig at føle mig ensom med det bedste i mig, medens 8 derimod mine Svagheder fandt Kammerater paa hvorhen jeg saa.

Men bagved ved mine Ord laa der dybest nede ikke Forfængelighed (krænket) heller ikke Usikkerhed – jeg tvivler ikke om mine Anstrengelser, Nødvendighed og Berettigelse, men en (ydmyg) Erkendelse af, at ingen enkelt kan løfte og bære skønne og gode Ideer – han kan prøve paa det, men faar han ikke Hjælp segner han. Ja han kan ikke engang være god alene – ogsaa dertil behøver han Samfund.

Hvad jeg frygter er 9 det Sideniusske i vort Land, alt det tavse, forborgne, hele Mangelen paa Evne til at træde frit og rask uden af sit eget Jeg ud paa Ideernes og Sagernes aabne Kampplads.

Naar De mener, at Kritikere skulde være endnu mere ømtaalige end Kunstnere har De maaske Ret, og det lader sig forklare. Kunst møder Gunst, men Kritik – ærlig vel at mærke – skaber saavist ingen Gunst. Naar Kritikeren med Kærlighed og Selvforglemmelse har fordybet sig i Kunsten, 10 kæmpet med det for at aftvinge det dets inderste Hemmelighed, er han nogenlunde vis paa Utakken. Men dertil kommer, at hvis han er Polemiker, maa han direkte træde i Skranken for sine Ideer – dække dem med sin egen Person, hvor Kunstneren kan sætte de digtede imellem som Stødpude. Skriver jeg imod Kvindevalgretten, faar jeg mit tilmaalte Kvantum Had for det. Men lader De i en Roman en af Personerne sige det samme staar De lige frit og elsket til alle Sider.

Om nu alt dette kan 11 faa Dem til, at betragte min Forfængelighed under en anden Synsvinkel ved jeg ikke. Jeg tror dog næsten, at der i mine Ord, eller maaske blot i min Stemme, maa have været Vidnesbyrd om at det ikke var mig selv jeg var opfyldt af.

Endnu vil jeg blot sige, at jeg ikke forstaar, hvorfor De skulde se en Fjende i mig paa noget Punkt. Saavidt jeg kan se var der langt mere Grund til i mig at se en Medarbejder og Fortsætter – vel at mærke, naar vi ikke bliver hængende i nogle stakkels Ord og Etiketter, men gaar den lige Vej fra Aand til Aand.

12 Hvad er det for en panisk Skræk, der splitter alle os, der i Virkeligheden – ved Maade at opfatte og dømme paa – er af et Parti?

Den Nøgternhed, den borende Uddybelse af Tanken forbunden med dialektisk Finhed og Mangfoldighed, der har været Strukturen i Deres Livsværk – hvor finder de mere af den end i min Gerning – saa vist ikke hos dem de Ide-romantikere, der endnu tror, at de [er] radikale, skønt de ikke er andet end gudløse Teologer. Derfor kan jeg f.Eks. heller ikke se, hvorfor De ikke skulde kunne skrive i mit Blad om, hvad der maatte interessere Dem. De kan dog vel næppe staa mig fjernere end f.Eks. 13 Hr. Poul Levin. Kommer der Ideer til Orde i mit Blad, der ikke er Deres, saa har De jo det andet Sted² en saa stor Kløft at overskride som fra forsvarsvenlig til forsvarsfjendtlig – det er jo dog endelig ogsaa en Forskel. Men som sagt, Ideerne, Slagordene, Partierne er saa lidt, men Aanden er evig, den forbinder henover alt det svindende dem, der hører sammen – enten de selv vil eller ej. Mener De, at mine Ord, selv om ikke altid rigtige, dog fortjener 14 at høres og vejes, saa kan De jo ogsaa bidrage Deres til at det sker. Udadtil har jeg meget lidt Glæde af den Respekt for min Gerning, som jeg aldrig ser Beviser paa. Det kan ikke undre Dem, i hvert Fald, at jeg af og til maa blive lidt tvivlende, naar jeg, hos dem, jeg mindst burde kunne vente det hos, finder den Art "Fjendtlighedsfølelse", De selv hentyder til. Overfor dette er ^det√ jeg, ikke paakalder nogen Art af Følelse, men blot som i mit foregaaende Brev en retfærdig Prøvelse, et Forsøg paa at se min Virksomhed lidt under 15 eet og med Henblik paa de Forhold, hvorunder den har udfoldet sig hidtil. Det kan jeg ikke kræve eller vente af enhver – det vilde være ubeskedent – men jeg syntes fandt det ikke unaturligt at vente en saadan skønsommere Bedømmelse hos Dem, der har alle Forudsætninger for den og som tilmed har vist mig personlig Venlighed. At selv De – som det forekom mig – dømte lidt paa bedste Beskub var mig derfor et nedslaaende Tegn, paa der forøvrigt traf sammen med andre lidet opmuntrende 16 Ting.

Med Tak for Deres Udholdenhed, naar De er kommet hertil.

Deres hengivne
Harald Nielsen.