Harald Nielsen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Falkonérgaardsvej 3. 10. november 1910

anerkende mig efter min Natur

Kære Hr. Henrik Pontoppidan.

Jeg forstaar fuldt vel at sætte Pris paa den smukke, gode Tilskyndelse, der har faaet Dem til at skrive Deres Brev og jeg takker Dem hjærtelig for det. De Beviser, jeg faar paa, at man vil mig det vel er ikke mange. En anden Ting er, at det forekommer mig, at De ligesaa vel i Deres Brev som i Samtalen forleden Aften tager forkert fat paa Spørgsmaalet "U.T" og mig.

Med Hensyn til Tidsskriftet, 2 da beror en Del af den Modstand, det møder i Læsernes Sind paa, at disse slet ikke er vant til noget af denne Art. Medens man herhjemme klager over at det ikke er livligt nok, vilde jo en Englænder utvivlsomt forbavses over hvor letskrevet og samtidig indholdstungt det er. Det forekommer mig imidlertid ikke at være legalt at klage over at Stoffet er sagligt, naar Tidsskriftet udtrykkelig er startet med det Maal for Øje at bringe sagligt ikke rent underholdende Stof.

Hvad angaar dets 3 Forhold til "Ugen" synes jeg Anklagerne er ligesaa skæve. Se Numrene igen: nem og prøv om der har været Begivenheder af mere end Døgnbetydning som har været forsømt. Men selv om saa var, saa er al menneskelig Færd ufuldkommen og Kræfterne begrænset – hvorfor ikke vende om og spørge: er der noget, der er bedre, har der længe været noget der var bedre. Maaske er det Forblindelse, men jeg mener dristigt, trods Vanskeligheder, trods Mangel paa de rette 4 Penne mangengang, at turde lægge mit Tidsskrift ved Siden af et hvilketsomhelst andet fra de sidste 30-40 Aar. Det kan være Sammenligningen bekendt.

Jeg forstaar ikke, hvorledes Navnet kunde give Forestillinger om en endnu nøjere Tilslutning til Døgnet end den, der allerede nu findes gennem "Ugen" og ["]Noterne". Nogen Avis var det selvfølgelig ikke Meningen at lave.

Heller ikke Deres Indtryk og Dom om mig synes mig rigtig. Det er ikke min Ærgerrighed at være Journalist, men 5 jeg er det unægtelig, hvis man ikke vil indskrænke Betydningen til den rent Caulingske. Rydberg¹ var Journalist og Maximilian Harden² er det. Den Evne til at lade mig paavirke af det øjeblikkelige Indtryk og aflæse dets Betydning, som De vil fraskrive mig, har jeg netop i udpræget Grad – ja det er min Skæbne, at jeg har det. Artiklen om Drachmannhuset³ var færdig (i mit Sind) Dagen efter Festen deroppe, Herold Artiklen⁴ "skrev" jeg i Foraaret i en Samtale straks efter Meddelelsen. Og at denne 6 jeg har denne Evne til hurtig at udtømme en Begivenhed for dens Betydning har jeg jo vist gentagne Gange, f.Eks. i "København" – hvor ganske vist Indtrykket i mange Tilfælde blev udvisket fordi man syltede mine Artikler.

Men hvad skal overhovedet alle disse Sammenligninger til med bestaaende Arter. Har man ikke før haft en "Journalist", "Skribent", "Moralist", "Kritiker" eller hvad De vil som mig saa har man ham nu. Da jeg begyndte at skrive om Bøger talte man straks om G.B. Hvilket Nonsens. Som 7 han var hele Kritiken. Jeg er forskellig fra ham som Nat fra Dag, men Kritiker alligevel. Og nu Cavling, Hørup hvad De vil – ja brug det Maal paa Erik Henrichsen som har den Ærgerrighed at gaa ind i Rammerne – men ikke paa mig.

Hvad der pinte mig forleden Aften og overhovedet piner mig er denne Utilbøjelighed til at anerkende mig efter min Natur – jeg befinder mig som en Republik, som Stormagterne ikke vil anerkende fordi de stadig gaar ud fra Monarkiet 8 som eneste tænkelige og lovlige Form. Og i Kampen for at "værge sig" imod mig griber man allehaande Sofismer og Uretfærdigheder – uden at tænke paa det.

F. Eks. De mumlede noget om disse tørre Herold Artikler og forklarede, at den ikke duede, men hvorfor saa ikke indrømme at en Artikel som "Floskelblomsten" gjorde det. Den trykte jeg med en vis Tilfredshed, thi atter og atter har jeg mødt denne Bedreviden, og denne afdæmpende Tale om, at jeg lagde for meget ind i Tingene. Den 9 mødte mig, da jeg skrev om Bjerre⁵. To Aar efter beviste "Politiken" selv ved at anvende samme Metode paa Koldingaffæren, hvor Ofrenes Uskyld blev rent og klart bevist, hvor afskyelig og farlig den var.

Den vilde ogsaa have mødt mig, hvis jeg havde offentliggjort "Floskelblomsten" straks. Nogle Linier i en Artikel – au, var det noget at tage paa Veje for – Overdrivelse, Hysteri o.s.v. Nu ligger den der efter at et halvt Aars Diskussion har bevist 10 at jeg med min Følsomhed, min Gætteevne, min Intuition, min Samfølelse med det Samfund, jeg lever i og lider med havde Ret gættet rigtigt. Overfør dette paa "Herold" og se Dem om, se hvorledes alle Hænder griber efter de paatagelige⁶ Fordele, Penge, Magt, Rigsdagsmandater, hvorledes man skulende – idet man kalder det Menneskekundskab og Tolerance – undlader at dømme Næsten for ikke selv at blive dømt. Men mener De ogsaa, at et Samfund taaler at blive saa 11 praktisk, at alle saa at sige aabenlyst kan tilstaa og følge deres Pengebegær eller Begær efter andre Fordele? Skulde den mon være saa overflødig den Artikel? Jeg tror det ikke.

Men naar De saa mener, at Artikler som den er for tørre, hvorfor saa ikke anerkende at en Artikel som den om Sophus Claussen ikke er det – at der var Stemning i "den Vemod og Skælmeri" – at den var levende og fyldt af den Poesi, den handlede om. Hvorfor ikke? Er det 12 nok, er det en Indvending at anke over, at den var for lang til Bladet. Er Maalestokken en Alen? Var der ikke mere Grund til omvendt at sige: tænk at man i dette lille, billige Blad, der kunde klare sig med ringere, faar noget saa lødigt. Hvorfor ikke sige: der springer Kilder i hans Sjæl? Hvorfor hører vi ikke oftere deres frie muntre Rislen? Maaske trængte han blot til lidt Hjælp, lidt Glæde for at den skulde strømme frit. Eller: tænk, at han som kan skrive saa 13 let og underholdende for sig selv og andre, skriver disse spartanske tørre Artikler. Hvor han maa anse dem for nødvendige. Skulde det være det? Er det maaske hans Offer, at han ikke gaar ad de Veje, der var lettest.

Nej Dommen lyder salomonisk og kort fra Deres (og Erik H.s) Læber: Artiklen er for lang til dette Tidsskrift.

Nu ja, det er sligt der tager mine Kræfter, slaar mig ned, saa at jeg igen maa samle Kræfter inden jeg kan tage fat paa 14 et Arbejde, som ingen bryder sig om.

Altfor ofte føler jeg mig, med mine stakkels Kræfter, som en Mand der forløfter sig paa en Byrde, der er meget større end ham selv og rundt om staar man og ler eller trækker paa Skulderen ad ham ad det forgæves Forsøg, samtidig med at man til hinanden med yderste Alvor forsikrer: ja naturligvis Byrden burde løftes, det bliver ikke godt uden den er fjernet. [sætning indsat senere:] Hvor det, at en Mand gør sin Pligt er Mirakel nok, forlanger man Mirakler af den, der gør sin Pligt.

Jeg gør mig saavist ingen Illusioner, om 15 hvad jeg kan, men maaske har jeg nok gjort mig andre Illusioner, for hvilke jeg vil komme til at betale bittert.

Se dette var ikke Behageligheder, og min Samtale forleden Aften heller ikke. Jeg er drevet dertil, at jeg ikke gider besmykke. Jeg tror derfor heller ikke, at mit Besøg kan være Dem – eller nogen anden til Glæde, og det varer vel nok atter en Tid inden jeg gentager det.

Imidlertid, De har i Deres Brev gjort, hvad De kunde for at gøre 16 mig en Glæde, og det skal De have Tak for.

Deres hengivne
Harald Nielsen

P.S. Bogen skal blive sendt – jeg glemte den sidst.

Brevet befinder sig på KB i Tilg. 306.