Henri Nathansen til Martinus Galschiøt
Sendt fra Drosselvej 6. 10. oktober 1932
forpint af Galdestenssmerter
Drosselvej 6. 10.10.32
Min kære gamle Ven!
Tak for Deres Brev, og Tak fordi De vilde se mig sammen med Pontoppidan. I den Anledning tog jeg igaar ud til Holmegaardsvej for om muligt at træffe Aftale om Fællesekspeditionen i den kommende Uge. Desværre var P. forpint af Galdestenssmerter og turde ikke udsætte sig for Jernbaneturens Besværligheder. Men han var glad for Udsigten til et Besøg hos Dem sammen med mig og lad mig sige Dem, at vi – naar Vejret og Helbredet bedrede sig – vilde 2 anmelde vort Besøg i god Tid og tilbringe nogle gode Timer i hinandens Selskab som de gode gamle Venner vi var fra de Dage, da der endnu eksisterede Venskab i Verden.
Jeg havde jo ellers glædet mig til at gense Dem i fuld vigueur, og sidde fredelig i Deres Stue i en lun og hyggelig Passiar, med Udsigt til den skønne Have, der ligesom rummer en Del af mit Liv i Stemning og Tone hver Gang jeg genser den – hvorfor og hvordan kan jeg ikke forklare. Men et Fingerpeg er dog følgende: Pontoppidan og jeg sad en Aftenstund for en Maanedstid [siden] sammen 3 i hans Stue og talte om svundne Tider. Jeg sagde da: "Jeg tror, at Galschiøt har skænket mig den lykkeligste Time i mit Liv. Det var den Aften for en Menneskealder siden, da jeg modtog hans Brev om min første Novelle. Det var bogstavelig talt, som om Himlen aabnede sig for mig."
Ja, kære Hr. Galschiøt – dét var den Gang, og mangt og meget er jo hændet, baade glædeligt og sørgeligt, maaske mest sørgeligt. Men trods alt: det Brev, som den Aften – jeg tror det var d. 17 Marts 1896 – laa i min Brevkasse, vilde jeg dog ikke have undværet for Guld og grønne Skove. Det gav 4 mig det afgørende Stød til den Retning, mit Liv tog, og til den Udvikling, min Skribentvirksomhed førte med sig. Og Facit er for mig et Plus i Livets Favør – baade i mit ydre og i mit indre Liv.
Og nu sidder De altsaa efter 36 Aars Forløb midt i min nye Bog. Vort Venskab har holdt, jeg haaber ikke, jeg har gjort Dem til Skamme, – og jeg glæder mig, nu som altid, til at høre Deres rolige, ædruelige og samvittighedsfulde Dom om Mendel Philipsen & Søn.
Og saa en hjertelig Hilsen – og paa forhaabentlig snarligt Gensyn!
Deres hengivne
Henri Nathansen
