Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Frederik VI's Allé 12. 5. marts 1931

Et inderligt, ubrydeligt Venskab

Fr. 6 Allé 12 5/3 31

Min kære Ven!

Det var en Glæde for mig at erfare – da jeg igaar var ved Deres Dør – at De er i god Bedring. Den yndige unge Sygeplejerskes Smil var mig et godt Varsel. Jeg gik mig saa en Tur gennem Dyrehaven ad de Veje, vi ofte har vandret. Min Kone og jeg ønskede, at De havde kunnet være med. Der er intet saa lægende for Sjæl og Legeme 2 som en Vintertur i Sne under blaa Himmel. Det er som at indaande hele Naturen.

Jeg sender Dem kun disse Par Ord – De er sikkert ikke oplagt til Læsning. Men jeg vilde dog lade Dem vide – hvad De forøvrigt véd – at mine Tanker hver Dag er hos Dem. Et inderligt, ubrydeligt Venskab knytter mig til Dem, og de Ord, De skrev til mig i Deres sidste Brev, har bundet Baandet, om muligt, endnu tættere. Siden min første Ungdom 3 har ingen haft den Plads i mit Hjerte, som De længe har haft og til min sidste Time vil have. Det er baade Digteren og Mennesket H. P., der fremfor nogen har bevæget mig, beriget mig og ikke mindst styrket mig i mit Liv og i min Gerning.

Naar De nu en Dag føler Dem rask nok til at modtage et lille Besøg – saa send Bud, og jeg møder paa Pletten. Indtil da: alle mine hjerteligste Ønsker om snarlig Bedring. Og saa haaber vi paa, at den Dag ikke 4 er fjern, da Kødbollesuppen atter damper paa Holmegaardsvej, og Snapsen blinker os saligt imøde.

Mange Hilsner fra os begge

Deres hengivne
Henri Nathansen