Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Frederik VI's Allé 12. 25. oktober 1927
Deres Stil er tugtet og avet
Fr. VI Allé 12. 25/10 27
Kære Henrik Pontoppidan!
Jeg vilde vente med at sende Dem min Tak, indtil jeg havde læst Deres Bog1 – og nu takker jeg Dem da af et oprigtigt Hjerte. I de mange Aar De har været taus, er Deres Kraft ikke svækket, Deres Tone ikke dæmpet af Sordin – De er den gamle Stridsmand, den gamle Spartaner kunde jeg sige. Som Deres Stil er tugtet og avet, er Deres Krav det samme til Kunsten som til Livet, strengt og ubøjeligt.
Mit Syn er jo i mangt og meget Deres ligt – til Sammenligning sender jeg Dem en 2 lille Skrivelse, som efter "fortrolig" Gennemlæsning bedes mig returneret. Den, der søger at kæmpe mod Pressens Diktatur udefra, fører jo i Grunden en Don Quichote's Kamp mod Vejrmøller. Jeg er, som De ved, gaaet ind i Møllen for at føre Kampen i selve Fjendens Lejr2, i Haab om at min Stemme dèr kan faa Gehør, efter at Forlæggerne har lukket Butikken og Kassen for mig. Jeg ønsker hverken at sulte eller ties ihjel.
Deres Bog vil blive læst, selvom den Presse, De slaar til, slaar igen af et godt Hjerte. Thi den er baaret oppe af en Indignationens Patos, hvis Hede brænder sig ind i Læserens Sind. Det er Røsten fra "Nattevagt" og "Asgaardsrejen", der atter hæver sig, dybt tonende og manende. Hvor langt 3 den vil naa, og hvor dybt den vil gaa, véd ingen – baade De og jeg kender Danmark af Navn og af Gavn og tænker vel som oftest bag vor Virken, som en anden Stridsmand tænkte før os: Hvad kan det nytte?4
Men vi skærper vore Vaaben under Striden, selvom vi faar nogle slemme Rifter. Det har frydet mig at se Dem i den gamle Kampleg, i fuld Rejsning og Rustning – hilsende med den blanke Kaarde i den faste Haand op mod Danmarkslogen:
"Ave Cæsar, morituri te salutant!"3
Deres hengivne
Henri Nathansen
