Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Fr. VI Allé 12. 27. januar 1927

Frederik d. 6tes Allé 12. 27/1 271

Kæreste G. B.!

Tilgiv, at jeg skriver med Blyant, men det falder mig lettere – og Indholdet bliver hverken værre eller bedre af dén Grund.

Først en hjærtelig Tak, fordi De tænkte paa mig. Jeg vilde ikke takke Dem, før jeg havde læst Bogen2. Det gjorde jeg en Gang for længe siden og fik omgaaende en forsvarlig Skylle3. De ser altsaa, at jeg er en af de faa Undtagelser, der er blevet klogere med Aarene.

Jeg har lige nu læst Bogen til Ende. Hvilken Friskhed, hvilket Mod, hvilken Kampglæde! Det er, som om De i de sidste Aar har faaet en ny Stræng paa Deres 2 Bue, maaske rettere en ny Pil i Deres Kogger – blank, skarp, af en egen slank og spænstig Form. Jeg smigrer ikke – det véd De. Men der er en Ungdom over de Farver, der brænder gennem Bogen – over Sproget, i Tanken og den evig brændende Vilje til Sandhed. Kan man sige noget bedre, end at De er den samme som i "Hovedstrømningernes" fjærne Tider – stolt, stejl og med den samme kunstneriske Sammensmæltning af Besættelse og Beherskelse i Form og Indhold.

Perseverando – skrev De engang under Deres Billede. Deres Liv er et evigt Fremstød – blev De slaaet tilbage af Dumhedens og Fordommenes samlede Falanks, 3 samlede De Deres splittede Kræfter, ordnede Dem paany, fyldte Hullerne ud, indtil alt var rede til et nyt Angreb. Og for hver Gang vandt De et Hanefjed frem – vær sikker paa dét! – dét, der engang kunde overdøves af Præsternes og Menighedens Messer og Brøl, gaar nu igennem – som en enkelt klar og stærk Stemme kan klinge igennem Korets og hele Orkestrets samlede Sammenklang af Røster, Trompeter, Pauker og Trommer.

Det er en Glæde at følge Dem. De er stadig i Spidsen. De er stadig paa Højde med Dem selv fra de unge Aar. Man forstaar det ikke, men man bevæges og tror trods al Skepsis paa et 4 Fremskridt ad Aare – skabt af de enkelte Pionerer, der tager nyt Land i Besiddelse, pløjer Ødemarken og bringer Muldet frem i Solen og Lyset. Fremskridtet er det: Hvis et Skrift som Deres sidste var skrevet for blot et Par Aarhundreder siden, vilde De sammen med hele Oplaget paa de 1500 være blevet brændt offentlig, mens Guldæblerne sprang udenfor Raadhuset til Herrens Pris, og Sjællands Bisp med hele Menigheden sang Tedeum i vor Frue Kirke. –

De selv staar som den Største altid staar – paa en vis Maade isoleret og dog som et Samlingsmærke. 5 De er baade Fortid og Fremtid og – Gudskelov – Nutid tillige. Iblandt de Kaarder, der sænker sig for Dem i Beundring og aldrig kølnet Kærlighed, er i al Beskedenhed ogsaa min. Og Fægterne af Deres Garde hæver Ansigtet i Lyset og raaber op mod Førerens ranke Skikkelse med den trodsige Rejsning:

Perseverando!

Deres altid hengivne
Henri Nathansen

 
[1] torsdag. tilbage
[2] Bogen: Urkristendommen, der udkom 25.1.1927. tilbage
[3] Skylle: se GBs brev 3.11.1907. tilbage