Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Frederik VI's Allé 12. 23. oktober 1918

Jeg venter mig intet godt

Fr. VI Allé 12. 23/10 18

Kære Hr. Henrik Pontoppidan.

Mon disse Linjer nogensinde naaer Dem? Der stod ingen Adresse paa den velkomne Sendelse, jeg fik forleden. Men faar De dem ikke, er Ulykken jo ikke større. De skulde blot bringe min Tak og Hilsen.

Deres Bog¹ er en stille inderlig Tone midt i en Tid fuld af Skraal og Uforsonlighed. Den har glædet mig meget ved sin rene og ædle Simpelhed. Den bringer jo ikke Bud om store Lidenskaber og Kampe. Men den virker som den dybe fredfyldte Udsoning, efter at Uvejret har raset. Man kommer til at holde af den, naar man 2 tænker tilbage paa Deres Ansigt. Det er som med de faa Venner, man har. Afstanden forstørrer og forstærker.

Jeg har det som alle andre i denne usikre og pinefulde Tid. Fred – det skønne og forjættende Ord er blevet Sønderknuselsens og Dødens Fred. Den Due, som engang fra Vesten sendtes ud over Verden, er blevet som de andre Ørne, da den slog ned i Øst. Sejrherren har vist sig som andre Sejrherrer før dem. Hovmod og intet Højmod. Foden paa Fjendens Nakke og Kløerne dybt ind i Kødet. Dét er den nye Æra, som forkyndtes.

Nu faar vi andre Herrer. Europa ligger som det har redet. Jeg venter mig ingen Befrielse ved den amerikanske Aand. Men nu har Amerika Magten – og altsaa Retten. Jeg venter mig intet godt.

Hjærtelig Hilsen

Deres hengivne
Henri Nathansen

3
Jvfr. Digt: Memento i "Jord og Stjerne" – frater taciturnus
. . . . . . .
. . . . . .
Som mellem Mand og Mand – saa mellem Folk:
Dét Folk, som ligger ramt paa Krop og Sjæl,
og skønnes slagen under Fjendens Hæl,
mens dybt i Saaret borer sig hans Dolk –
det Folk en Dag kan sprænge sine Baand
og rejse sig og kaste sine Lænker ...
da vil det huske baade Hævn og Rænker –
og Højmods Haand og Adelskabets Aand.