Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Fr. VI Allé 12. 13. oktober 1917
intet Ord udtømmer Deres Væren
Fr. VI Allé 12. 13/10 171
Kæreste G. B.!
Tak for det venlige Brev, De sendte mig. Jeg kunde svare Dem paa Deres smaa Bemærkninger om mit Væsen og mit Arbejde, men jeg er nu éngang, som jeg er, og der synes ingen Mulighed for Forbedring. Jeg har aldrig forlangt, at De skulde sympatisere med mine Tanker og Følelser – det er jo heller ikke en Kritikers Pligt. Jeg har kun ønsket, at De skulde forstaa mig ud fra min Natur og mine Forudsætninger. Det synes jeg ikke altid, De har gjort eller umaget Dem for at gøre. Dog – De har Tiden for Dem. Det er ikke altid saa let for os ældre at finde Gehør hos Ungdommen.
Jeg har nu fuldendt Læsningen af Deres Bog2, og jeg takker Dem af mit ganske Hjærte for det Vidnesbyrd, den giver om Deres Aands lige 2 friske og sprudlende Kilder. Som fra en vidunderlig Kube stryger Bierne fra Morgengry til Aftenhæld ud over Jordens nære og fjærne Egne, aldrig i Hvile, tungt belæssede, naar de vender hjem. Deres Væsen er en evig Tørst eller evig Hunger – ikke for at mætte Dem selv, men for at mætte andre. Jeg kender ingen Aand, der som De er uudslukkelig – en uudslukkelig Tørst, en uudslukkelig Ild. Ordet er ligegyldigt – der findes dog intet Ord, der udtømmer Deres Væren.
Bedst synes jeg om "Jules Favre", næstefter de to betydelige Opsatser om Napoleon og Garibaldi. Da De for Aar tilbage sendte mig Artiklen, forekom den mig ikke saa helstøbt som nu. Den er et mesterligt Vidnesbyrd om Deres menneskeformende Evne – lyslevende staar Manden for os, vokser og vokser, indtil Nederlaget sætter Tragediens Martyrkrone paa hans Hoved. Det er en kunstnerisk Bedrift at lade Favres Aand gennemlyse Skikkelsen, indtil han staar dér, berøvet sin Magt, sin ydre Storhed, Glansen og Æren – og dog større end nogensinde, 3 adlet i Ulykken og Fornedrelsen: Se, dette Menneske! Man glemmer aldrig Indtrykket af Mødet med Bismarck – to Skikkelser til et Shakespearesk Drama, Udtryk for to Verdener, to Livsopfattelser: Magten og Retten. Selv Goethe var dog ikke for intet Tysker. "Im Anfang war die That!" For Frankrig har Tilbedelsen af "Ordet", det store Ord, altid været skæbnesvanger.
Ogsaa de smaa Romaner3 er beundringsværdige, fulde af Lune og Underfundighed. Artiklen "Forældrenes Confession" har jeg ikke før set. En ung Mand paa 20 kunde have skrevet den – ved Hjælp af en stor Smule Geni. Mange af de smaa Artikler: Clarétie, Mirbeau og Lidforss, som jeg til min Henrykkelse trykker til mit mosaiske Hjærte, er fængslende og levende.
Og nu forestaar altsaa det store Værk. Der er kun én Titel, den korteste, den simpleste, den altomfattende: Cæsar. Intet Fornavn, ingen Undertitel. Det var haabløst at ville finde noget andet, der bedre end Navnet udtrykker Bogens Idé. Navnet er Manden – Manden er 4 Idéen. Jeg forstaar, at man en Gang satte de Udødelige som Stjærner paa Himlen. Som evige klare og højtsvævende Stjærner straaler disse Navne. Lad den Stjærne staa! – som Pastor Fenger sagde om den ubesmittede Undfangelse.
À propos: Stjærner. Vi gik en Aften sammen op paa en Udsigtshøj i Mørdrup. Jeg vilde vise Dem Egnens Skønhed, men De havde haft Besøg af Buchholz i blaat Alpaccatøj, og Synet havde gjort saa stærkt Indtryk paa Dem, at det ganske fordunklede Mørdrups Lyksaligheder. Nu har disse Tvillingstjærner: Buchholz & Nathansen svævet over Deres Leje i søvnløse Nætter. Lad den Stjærne staa! Jeg kan godt lide Buchholz og vil gærne svæve sammen med ham ind i Evigheden.
Og nu farvel for denne Gang, kære G. B. Jeg svæver bort i min inhumane Ensomhed, De straaler i Deres facetterede Mangesidighed – en af de Stjærner, hvis Lys straaler Titusinder af Aar, efter at Livet er slukt.
Deres
H. N.
