Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Mørdrup. 19. oktober 1916

Videnskabsmand af Vilje, Kunstner af Evne

Mørdrup pr. Espergærde [torsdag] 19.10.16

Kæreste G. B.!

Jeg er atter flyttet herud for muligvis, hvis Lykken er mig gunstig, at fuldende min Bog i Omgivelser, der er mig kendte og kære. Til min store Glæde modtog jeg imorges det første Hæfte1 af Deres Værk om Voltaire, og med Solskinnet straalende over mit Værelse og Brændet buldrende i Ovnen læste jeg den levende og brogede Indledning med den samme Følelse, som da jeg som ung Student paa mit Kammer aabnede mit uberørte Sind for Solen og Varmen fra Deres Aand og fra Deres Hjærte.

De sagde engang i en Forelæsning, at De stod som en Slags Grænsepæl mellem Videnskab og Kunst. Maaske. Tiden, den store Vejer, Maaler og Vrager vil afgøre det. For mig er De Videnskabsmand af Vilje, Kunstner af Evne. Det galdt ikke for Dem om at forme det døde Ler – dét, De hemmelig stræbte efter, og dét, De naaede, var at blæse Deres Aande i Lerets Næse og Mund. En Række 2 fængslende og befrugtende Skikkelser toner frem af Deres Værker – Mennesket var for Dem det første og det sidste. Hans Værk var for Dem hans Liv. De fortabte Dem ikke i Systemer og graa Teori. Værket var hans Kamp, hans Skuffelser, hans Bølgen og Bryden med det Land, som han søgte at naa. Det var ikke Deres Sag at afgøre, om dét, han naaede, var ondt eller godt, højt eller lavt i borgerlig Forstand. Det var hans Liv og hans Flugt og flakkende Fart mod Maalet, der fængslede Dem. Om Flugten gik mod Himmel eller Helvede rørte Dem ikke – maaske dog det sidste mere end det første. Vejen til det sidste gik dog ihvertfald over gode Forsætter – til det første ofte gennem Løgn og Bedrag.

Og som den Kunstner, De var, søgte De urolig og hvileløs en Udløsning for Deres Sinds modstridende Strømme. Den ene Skikkelse, som De drømte om at give Liv, havde Deres Væsens Lysside, men ikke Natsiden i Deres Natur, den ene havde Deres Syn, men ikke Deres Sans, den anden Deres Styrke, men ikke Deres Ynde. Ofte syntes man, at De gjorde Vold mod Naturen for at indstemme Skikkelsen med Deres egen. Undertiden følte man, at Agtelsen var større end Kærligheden. 3 Deres dybe Beundring for Storhed i Adel og Aand gød sit varmende Lys over Skikkelsen, men man følte, at De mere belyste end "belivede" den. Kun naar Deres Forhold fra platonisk blev intimt, smeltede alt sammen, De og Skikkelsen, som De skabte. Den blev skabt i Deres Billede – som Disraeli2, som Heine3, som Shakespeare4 blev det – og de Skikkelser, som De skabte i Deres Billeder vil staa, uforgængelige som De selv gennem Tiderne.

Jeg vidste, da jeg fra anden Haand hørte, at De agtede at skrive en Bog om Voltaire – dette Værk vilde blive et Liv! Da jeg mødte Voltaires Billede i Hæftet, De sendte mig, smilede han mig underfundigt imøde: Dette er Kød af mit Kød, Aand af min Aand! Da jeg generindrede Houdons5 Buste i Théâtre français med "det ubeskrivelige Smil og denne kloge Haand, der ankrer sig om Stolens Læne6", smilede den mig genkendende imøde. Og da jeg i Lessings Dramaturgie7 under "Fünfzehntes Stück", den 19ten Junius 1767 læste om "Zaire" og mødte denne Sætning: Voltaire hat sich des Brandes bemächtigt!8 – da forstod jeg af denne Profeti, at denne Bog maatte blive det Værk, som jeg af Indledningshæftets funklende 4 og spillende Antydning véd, at jeg har i Vente.

Kæreste G. B. – er det tilfældigt, at der over Bogen staar: Ouverture? Nej! Det virkede paa mig som om jeg saa' Dem højt hævet over Orkesteret, holdende Musikens usynlige Traade i Deres Taktstoks dirrende Spids. Et Øjebliks Ro. Deres Øjne straaler af Spænding mod Flugten, i den løftede Haand holder De Tryllestaven. Saa svinger De Staven – og Tonerne bruser, som om det var Deres Sinds mangestrængede Instrument, der vakte den tillive, og ikke Partituret og Instrumenterne i Orkestret.

Af et fuldt og oprigtigt Hjærte siger jeg Dem Tak og ønsker Dem hjærtelig til Lykke. Vi véd jo begge – sans comparaison – at Forberedelsens Glæde er størst, naar Arbejdet er endt og Misundelsen og Hadets Stinkdyr lister sig frem for at forrette deres Nødtørft udenfor vor Dør, saa er den uberørte Glæde forbi. Men det kan dog kun lykkes dem at tilsvine Vejen til vort Arbejde. Værket selv naaer de ikke at berøre. Er der ikke noget, der hedder, at de hellige dufter rent? Og Stinkdyrene vil kun 5 opleve at se at deres Affald gødede den hellige Aand og gav den dybere Duft og Farve.

Funklende er Hæftet som De selv, spillende i Blink og Lyn, fyldt af Stof, antydet, afvejet af en Kunstnerhaand. Barneskikkelsens yndefulde og aandfulde Træk, Ynglingens kaade og kogende Sind. En Flamme spiller i Vinden, snart vil den fænge. Brand! Brand! Og Stinkdyr og Mørkemænd vil komme ilende og søge at slukke, og har de troet at slukke paa ét Sted, vil Flammerne slaa ud paa et andet Sted end ventet. Indtil alt er ét Baal, hvori en Verden brænder og en ny opstaar af Asken. Hoverende vil den nye Verdens Stinkdyr og Mørkemænd trøste sig med, at Flammen blev selv til Aske, der strøedes paa en Losseplads i Byens Udkant. Indtil der atter raabes Brand, og Flammerne af den Aand, som de troede død, vil slaa ud af andre Sind, og Aanden af hans Aand vil smælde sine Flammer højere og højere mod Himlen, indtil det fænger deroppe og Gudebillederne synker i Asken! Hvad er et Liv som Voltaires? Et Liv, hvoraf nyt Liv opstaar. Hvad er Deres. Det samme. 6 Anden Mening er der ikke. Men er det ikke Mening nok?

Jeg takker Dem nu i denne sene Time for alt. Jeg har ikke levet forgæves.

Deres
Henri Nathansen

 
[1] Hæfte: GBs dagbog for 17.10.1916: "Idag kom Pakken med 1 Hefte af Voltaire. Sendt til [X] og Edith og H. Nathansen. [Y] kom, fik et, [Z] kom, fik et." [...] er (kvinde)navne udraderet af Edith. tilbage
[2] Benjamin Disraeli, Jarl af Beaconsfield, en litterær Charakteristik, 1878. tilbage
[3] Heinrich Heine, 1897. tilbage
[4] William Shakespeare, kulturhistorisk illustreret, 1912-13. tilbage
[5] Houdon: Jean-Antoine Houdon (1741-1828) fr. billedhugger, der skabte en statue af Voltaire siddende i en armstol, samt flere buster af ham. tilbage
[6] Læne: armlæn; se f.eks. GBs SS, XI, 309: "det blankpolerede Læne paa en Stol". Se også ODS. tilbage
[7] Dramaturgie: G. E. Lessing: Hamburgische Dramaturgie, en samling teateranmeldelser fra 1767-69, hvori han angreb Voltaire og det franske teater. tilbage
[8] Voltaire har sich ...: Lessing sammenligner den skinsyge Orosman i Voltaires Zaïre med Shakespeares Othello:

Der eifersüchtige Orosman spielt gegen den eifersüchtigen Othello des Shakespeare eine sehr kahle Figur. Und doch ist Othello offenbar das Vorbild des Orosman gewesen. Cibber sagt, Voltaire habe sich des Brandes bemächtiget, der den tragischen Scheiterhaufen des Shakespeare in Glut gesetzt. Ich hätte gesagt: eines Brandes aus diesem flammenden Scheiterhaufen; und noch dazu eines, der mehr dampft, als leuchtet und wärmet.

Forekomsten her af genitivformen Brandes har altså fristet Nathansen til denne – brander. tilbage