Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Frederik VI's Allé 12. 16. december 1915

et Vilddyrs sørgmodige Brummen

Fr. VI Allé 12. 16/12 15

Min kæreste Herre og Ven!

Jeg har før været blandt dem, der rasede over at en Kritiker hastede fra Teatret og i et Par Nattetimer umiddelbart efter en Forestilling bedømte den uden Appel til en højere Instans. Idag forstaar jeg for første Gang, hvorfor det er saaledes, og hvorfor det er godt, at det er som det er.

Jeg tror, De stoler i nogen Maade paa mit Omdømme og paa min Ærlighed. Maaske jeg ogsaa paa Grund af en eller anden Lighed i vort Væsens Understrøm er i Stand til at forstaa Dem og føle Dem. Derfor tror jeg, at De gærne vil høre min Mening om Deres Bog1, medens mit Indtryk af den er friskt. Og jeg selv trænger til at sige Dem min Mening, aabent og uforbeholdent, netop nu lige i samme Øjeblik jeg har læst Bogen til Ende, og Varmen endnu 2 sidder mig i Kinderne, og Ordene brænder mig paa Læben. "Beslutningens ungdommelige Rødme" skal ikke "hensygne mat i gustent Overlæg"2.

Det er en herlig Bog! Som et Ansigt, Livet har furet og hærget og netop derfor forædlet og forskønnet. Der er en Uro over Deres tilsyneladende Ro – en Uro af alt det, der ikke kan ses og høres, kun føles. De Mennesker, der ikke føler deres eget Liv som en Forpligtelse overfor Livet selv, vil med et Skuldertræk smile over Bogens dybe Tone, der lyder som et Vilddyrs sørgmodige Brummen bag Tremmerne. De, der føler Uro, Kval, Sorg, Nød, Tvivl, Tro og Vrede vil elske denne Bog – en Sørgesymfoni over en Tid, et gribende Sørgedigt over en Tid, der mødte ung og forhaabningsfuld til Kampen og nu har bøjet sit Hoved tungt og træt, overvældet, overvundet, besejret og beskæmmet.

De ved, at jeg før har sagt, hvor vanskeligt det 3 var at have nogen Mening om et Afsnit af en Bog, der med Aars Mellemrum bankede paa Døren. Det er, som om man overværede en Akt af et Skuespil, og Forfatteren saa, naar Tæppet faldt, traadte frem og meddelte, at anden Akt vilde blive opført i næste Sæson. Med denne Del af Deres Bog begynder ikke alene hele Bygningens ydre Konturer at tegne sig, Fundament, Facade, Tag, Taarne og Tinder. Men hele det indre, springende og bølgende Liv, hele det rige Væld af Sindenes Hovedstrømme og Modstrømme, det mangfoldige og splittede, der samler sig, det tilsyneladende enkle og usammensatte, der deler sig – Tilfældighedernes Orden i de enkelte Skikkelsers Handel og Vandel tegner sig op i Linier der sløres og skærpes, bugter sig, dukker under Jorden, bryder op igen, hvor man mindst venter det og dog fornemmer, at man med sit Hjærte anede det og derfor dobbelt nyder det, fordi man ikke klart ventede dét, som man dunkelt fornam.

Kraftigst staar Enslevs Skikkelse – Monumentet 4 over selve den Tid, Bogen skildrer. Finest staar Jyttes Skikkelse, oprevet, splittet af den oprevne splittede Tid, men maaske netop derfor dobbelt indtagende, medynkvækkende. Og Torbens Profil har i denne Bog de varslende Træk, der bringer En til at længes efter Løsningen.

Men, min kære Ven, højest og dybest staar De selv. Ingen af Personerne er Dem selv, og dog er De i dem alle. Med Deres Tvivl og Haab, Deres Foragt og Medynk, Deres Forelskelse og Dødsenstristhed. Bag Bogen ser jeg Deres Ansigt, fortonet i Fjærnhed, Kunstnerens Ansigt – hærget og furet, forædlet og forskønnet. Hans Ansigt har skabt Bogen – og Bogen har skabt hans Sind, og vi ser det atter, gennemstraalet af hans Aand, for vore undrende og beundende Øjne.

Hjærtelig Hilsen og Tak!

Deres hengivne
Henri Nathansen

 
[1] Bog: Enslevs Død, der udkom 15.12.1915. tilbage
[2] Overlæg: Citat fra Shakespeares Hamlet HVOR og i hvis oversættelse??? tilbage