Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Fr. VIs Allé 12. 28. april 1915
Soldat i Deres Hær
Fr. VI Allé 12. 28.4.151
Kæreste G. B.
Jeg har idag læst sidste Hæfte af Deres Værks første Del, og jeg bringer Dem en hjærtelig Tak for den Berigelse, Deres Bog har givet mig. Det er ikke alene Beundring for den Overlegenhed, hvormed De behandler dette kvantitativt og kvalitativt overvældende Stof, det er mere en festlig Glæde over at Deres stedse skabende Aand har fremkaldt for vort Blik Billeder af Goethes indre Liv og af hans Sjæls tusinde skiftende Stemninger har formet en dyb tonende Harmoni, der bringer hans Væsens Grundtone til at klinge igen i vort Sind, manende, vækkende, 2 ansporende. Havet er Skum og Bølge, Storm og Stille, men det er dog først og fremmest Havet – det dybe, uudforskelige, aldrig hvilende, spejlende Himlen og dens Stjærner.
Det for mig saa menneskelig tiltrækkende hos Goethe er dette: Manden, der gaar ud fra sin Personligheds faste Punkt, sejler rundt om Jorden og vender tilbage til sit Udgangspunkt, beriget med Erfaring fra alle de Sjælens Egne, han har gennemstrejfet. Han havde i sig den Trang i den tyske Natur til at inddrage alt under sit Blik for at uddrage deraf Næringsstof for hans umættelige Aand. Han var ikke Digter i den Forstand, at hans Digterlegeme spaserede astralske Ture omkring Damhussøen, mens han selv sad hjemme og spiste Havresuppe. Han var altid ét, ét Menneske, én 3 Aand. Det var ham nok at være et Menneske – han behøvede ingen Forklædning.
Han blev det store Menneske, man kunde sige den store Borger – som Napoleon var det paa samme Tid i et andet Land. Født i en ukendt Slægt uden anden Hjælp end Geni steg de til Thronens Højde. De er begge uafsættelige og første og sidste Indehavere af et udødeligt Dynasti. Guderne har sat deres Navn paa Stjærnehimlen.
Det store Værk, hvis første Del De nu saa lykkelig har afsluttet, er fyldt af Ungdom, Poesi, Hjærte, Højhed og Kraft. Med en beundringsværdig Fylde bugner de rige Marker. Nu og da har De sendt mig et lille Brev, mens De skrev paa Bogen, og jeg rødmede af Skam og en Smule Stolthed, naar De sammenlignede Deres Arbejde med mit. Jeg har fra min første Ungdom meldt mig som frivillig 4 Soldat i Deres Hær. Dèr bliver jeg staaende, glad over nu og da at blive hædret med et anerkendende Tegn paa Deres Venskab.
Disse faa, dybt oprigtige Ord vilde jeg have sagt Dem forleden. Men dels vilde jeg helst vente til jeg havde læst det sidste Hæfte, og dels – hvor er det vanskeligt at sige sit Hjærtes ømmeste Ord til dem, man holder af.
Deres hengivne
Henri Nathansen
