Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Frederik VI's Allé 12. 4. februar 1915

GBs egen fænomenale Pære

Fr. VI Allé 12 4/2 15

Kære Hr. Henrik Pontoppidan!

Hvor ærgerligt! Jeg sidder her med rødt svullent Ansigt og tung i Hovedet samt Værk i Lemmerne. Da jeg imorges fik Deres Brev, tænkte jeg et Øjeblik paa at springe ud af Sengen, tage mit Bad og sætte mig i Toget til Helsingør. Men min omsorgsfulde Kone forbød mig alle Dele. Nu er jeg staaet op, ved min Side hænger et Lagen som Lommetørklæde, alt er graat og trist, og en fjærn Duft af Galschiøts Vildænder pirrer min Næse. Livet er en Jammerdal.

Jeg benytter da denne triste Formiddag til at sende Dem et Par Ord, siden vi ikke mundtlig fik talt ud. Jeg havde gærne siddet i Galschiøts hyggelige Stue sammen med Dem 2 begge og faaet mig en lun og lang Passiar. Jeg kunde da have fortalt Dem, at G. B. var her forleden, yngre end før, friskere ogsaa, optaget af det umaadelige Arbejde han har for. Han anslaar Bogens Størrelse til c. 900 store tættrykte Sider, hvoraf de 300 er færdige, skrevne fra d. 10 Decbr.–25 Januar, hvad gier De mig? Uden Kladde, uden andre Hjælpemidler end Goethes Værker og G.B.s egen fænomenale Pære – Kassen deroppe er i Orden, som han sagde. "Jeg har syslet med Goethe fra min tidligste Ungdom," sagde han, – jeg ved alt, hvad jeg vil sige – jeg behøver kun at skrive det ned, saa gaar jeg til Trykkeren med det, og den næste Dag læser jeg Korrektur paa den foregaaende Dags Arbejde. Imorgen begynder jeg paa "Faust"! Hvad mener De om at begynde paa "Faust" imorgen? Jeg har i de sidste Aftener kigget deri paany – hvilken Fuldkommenhed, hvilken Storladenhed i Form og Indhold. Samtidig har jeg faaet ind ad Døren en Bog om: Goethes äussere Erscheinung – med Billeder og Udtalelser om Goethes 3 Ydre fra hans Ungdom til hans Død¹. Det bekræfter sig her, at det séte afhænger af Øjnene der sé. Snart er han Biedermeier, snart Apollo, snart Geheimrat, snart Zeus. Sagen er vel den: han var noget af alt: Skrædder og Heros, Løve og Faar – saaledes som de fleste Mennesker. Kun større i sin olympiske Egoisme og ophøjede Menneskelighed end de fleste.

Min egen Ringhed arbejder stadig i al Beskedenhed og venter at blive færdig med det første. Det har været et stort og for mig selv berigende Arbejde – saa er den Glæde forbi, og det skal saa engang ud mellem Mennesker, endevendes, sprættes op, syes sammen igen, skældes ud for Sprøjt og Makværk eller klappes nedladende paa Skulderen og under Hagen. Dog: i denne Sæson bliver det ikke. Jeg vil et Aar have Teaterferie. Jeg har ikke sat min Fod paa noget Teater iaar – De ved ikke hvilken Lettelse det er. Jeg har kunnet beskæftige mig med mig selv og mit Arbejde, har kun hørt og set lidet eller intet til Mennesker, det har været som en Rekonvalescens med: Besøg forbudt 4 udenpaa Døren. Desværre har jeg lovet at komme op til Christiania i Løbet af Vinteren, jeg venter stadig paa Bud deroppe fra – gid de vilde glemme det! Og saa til Foraaret, hvis alt gaar vel, eller som Fader siger: med Guds Hjælp, rejser jeg til Mørdrup til mit lille Husmandshus og gaar saa i Gang med et nyt epokegørende Underværk – der er baade et Skuespil og en stor Bog, der frister mig. Que faire?

Efter Deres sidste Brev at dømme saa' det ud til, at det gik fremad med Deres Kone. De skal se – til Sommer mødes vi alle i god Behold. Jeg haaber da, De bliver, hvad De er. Vejen fra Dem til mig er ikke større, end vi kan gaa den uden Spor af Anstrængelse. Og oppe paa mit lille Værelse skal vi sidde og tale sammen om alt det, som vi har samlet op i denne lange graa Vinter, mens Duften fra Kløvermarken slaar os imøde og Fyret paa Middelgrunden blinker til os fra det Fjærne.

Mange Hilsner fra os begge

Deres
H. N.