Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Frederik VI's Allé 12. 16. december 1913
den sorte Pest
Frederik d. 6tes Allé 12 16/12 13
Kære Henrik Pontoppidan!
Jeg har læst Deres Bog1 med den største Glæde. Midt i Tidens Flugt og Frafald staar Deres Navn som en Fane. De er det eneste faste Punkt paa den gyngende Grund.
Jeg kom til Deres Bog fra Teatrets Sminkeluft, fra norske Bøgers affekterte Lader og fra den danske Lyriks Canossagang til Korset. Jeg syntes, alt var saa haabløst forløjet og forvrænget. Kunsten er bleven en ældre Dame, der sminkede sig op og lagde sort under Øjnene. Saa fik jeg Deres Bog i Hænde, og jeg aandede atter op. Det 2 danske Sprog flød roligt som en Aa gennem Enge. Den danske Natur og det danske Væsen stod atter frem, bølgende, blomstrende. Jeg var atter i Danmark.
Ja, dansk er Deres Bog, i intet andet Land kunde den være skrevet. Jeg har boet flere Somre paa de fyenske Øer, jeg kender Luften, der svøber sig om Landet ved Svendborgsund. Jeg sad som paa en af de bløde Bakker mod Syd og saa ud over Landet. Vinden viftede om min Pande, og Duften fra de fede Kornmarker mellem Pilehegnene bølgede foran mig. Jeg var i Danmark. Det Land jeg elsker, ulykkeligt, fordi det ikke er mit.
To Skikkelser bærer Bogen: Jytte og Enslev. Hun fylder denne Bog som Jakobe fyldte "Lykke-Per". Hun staar for mig som Jakobes Modsætning – blond 3 svingende, drømmende – dansk. Hvad Jacobsen i Edele2 kun fik antydet, det vil De fuldføre: den unge danske Kvinde, fyldt af Drøm, Længsel, Musik – angst for at miste sin Skønhed, sin Ynde, sin Jomfruelighed – den uberørte.
Og op af den glidende Mængde, der strømmer forbi, hæver sig Tyge Enslevs Skikkelse – Monumentet over den Tid, der i 30 Aar bar Danmark. Brandes' Danmark, Hørups Danmark, Drachmanns Danmark. Tiden var for stor for Danmark, dens Mænd var for store for dette Land. Danmark er et Land for Trolde, for de Underjordiske. De vil atter og atter rejse deres Hoveder, og Frihed, Skønhed, Sundhed vil flygte fra den sorte Pest.
Endnu toner Deres Stemme i mit Øre. Dette er ingen Kritik, men en Tak. De har med Deres Bog skænket 4 mig Tillid til, at Kunst er til for Livets Skyld. De staar atter iblandt os, myndig, rolig, blid og dog rank, fjærn og dog fortrolig.
Tider vil komme – Tider vil svinde. Deres Navn vil graane i den danske Skumring – som Deres Hoved graanede bag Ruden, da jeg sidst saa Dem. Men det vil tone frem paany, for nye Slægter fordi det er en Fane, der vajer frit og uplettet over Landet. Og Ungdommen vil atter søge til Fanerne.
Dette Brev er en Tak og et Venskabstegn fra et varmt og oprigtigt Hjærte.
Deres hengivne
Henri Nathansen
