Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Berlin. 23. november 1913

i Antisemitismens Centrum

Berlin W.8 den 23 Novbr 1913

Kæreste H. P.!

Med stor Glæde modtog jeg her Deres Brev og skynder mig at sende Dem en Tak og et Svar. Jeg er naturligvis glad over, at det gaar mig godt, men jeg er nu snart træt og længes efter Ro. I lange Tider har jeg nu kun sét Teaterfolk og saa længes man dog efter et Menneske. Skønt, jeg kan ikke sige, at Danmark frister mig. Men alligevel – trods alt – jeg kan ikke leve andre Steder.

Jeg har været her godt et Par Uger, har samtidig 2 Stykker gaaende her i Berlin, saa de tyske Forfattere begynder efter Sigende at forstaa mine danske Kollegers blide Følelser for mig. "Affæren" gik paa det gamle Lessingteaters Trup, der er flyttet ind i Deutsche Künstlerteater. Men ak desværre – Brahm er død og Aanden er ikke flyttet med. Jeg kom for sent herned til at kunne 2 gøre noget virkeligt Arbejde – Grunden og Tonen var lagt, og den var gal. Jeg havde da kun at se til og give et Grynt fra mig, naar jeg syntes, noget var for umuligt. Og alligevel gik det – ganske vist til min store Forbauselse – godt! Jeg kender ikke saa taknemmeligt et Teaterpublikum som det tyske. I Danmark vilde vi kalde det for en slet Forestilling – her kalder de den god. Naa, meinetwegen...

Derimod var "Indenfor Murene" mig en glædelig Overraskelse. Det gik iaftes for 30 Gang, og jeg var der. Der er en smuk og ren Stemning over det, en Hjemmestilhed, der gør godt midt i Larmen og Tumlen hernede. Der er dog et og andet, som jeg kunde ønske at udbedre i Detaljen, og jeg har i den Anledning bedt om en Prøve imorgen. Saa gør jeg de Smaating færdig, som Forestillingen trænger til, og saa vil jeg hjem. De kan tro, det var underligt for mig at sidde her midt i Antisemitismens Centrum og høre mine egne Ord lyde mig i Møde. Der var lydløst under 3 Akt, hvor Striden staar mellem os og de andre. Og da Akten var endt, brød et Bifald løs, som jeg sjælden har hørt, og det var fra lyse 3 og mørke, fra Ven og fra Fjende. Vil det hjælpe? Selvom mit Stykke kun faar vakt nogen Følelse i et Par Mennesker, har jeg dog udrettet noget. Og efter hvad jeg hører drøftes det alle Vegne hernede, for og imod. Hvad kan jeg ønske mere? Det var min Drøm at se det en Gang hernede, hvor jeg før har lidt saa meget under hadefulde Blik og onde Sidebemærkninger. Nu er min Drøm gaaet i Opfyldelse – maa jeg saa ikke være glad?

Vist er jeg glad – det vilde jo være den pure Affektation at nægte det. Men – men – – hvor dybt naaer den Glæde? Det er som med alt, hvad man drømte om og fik. Det gode for mig ved alt dette er, at jeg føler mig ganske rolig og i Grunden ganske udenfor det, som hænder mig. Det er godt at føle, at man er ganske sig selv, i hvad der end sker. Det hele er jo dog heller ikke andet end en lille Smule Alvor og en stor Bunke Narrestreger. Jeg var forleden anmodet om at komme op til en Fotograf, der er Specialist i Berømtheder. Da jeg sad dèr i et Atelier fuldt af de berømteste Frikadeller, følte jeg først Dybden i Komedien. Jeg sad som i et 4 Spejlkabinet og saa' mig selv fra alle Ender og Kanter. Og foran mig vimsede Fotografen og hans Medhjælpere – ogsaa Komediespil. Da smilede jeg dybt, dybt ad hele Rumlen og ønskede at skjule mit Hoved i en Busk. Men hvad hjalp det, at jeg gjorde det – klap! – og han tog en Plade af min berømte Maas!

Naar jeg nu kommer hjem, ser jeg ud til Dem, lieber, lieber Freund. Er der ikke et Pensionat derude, hvor jeg kunde bo et Par Dage og trække lidt frisk Luft. Vi kunde da gaa lange Ture langs Stranden, og jeg skulde da fortælle Dem om, hvad jeg har set og hørt og oplevet, siden vi sidst saas. Og ét skal jeg love Dem – det bliver ikke kedeligt!

Deres meget hengivne
Henri Nathansen