Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Frederik VI's Allé 12. 30. august 1913

til selve Hadets Arnested, Berlin

Frederik VI Allé 12 30.8.13

Kære Henrik Pontoppidan!

Jeg var igaar paa et lille Besøg ude hos Bergstrøm, og han fortalte mig, at De endnu var i Rørvig. Jeg havde tænkt, at De forlængst var draget af Lande og sad et eller andet Sted i Thüringens Skove, fjærnt fra vor lille Ravnekrog. Men da jeg nu har fundet Deres Rede og længes efter at snakke et Par Ord med Dem, sender jeg Dem denne lille Hilsen. Jeg tænker ofte paa Dem og har tit længtes efter at se Deres rene, rolige Ansigt.

Nu staar jeg jo snart for en Rejse. Mit Stykke "Indenfor Murene" skal i October spilles i Berlin, og i Midten af September rejser jeg derned for at være tilstede ved Prøverne og forberede Slaget. Jeg er baade glad og lidt benovet. Ganske vist har mit Stykke overalt i Tyskland vundet Genklang i Gemytterne, men Berlin har jeg altid nærmet mig i Angst fra den Dag 2 da i min Ungdom et Par Officerer paa en Kafé anmodede Værten om ikke at servere for en Jøde. Jeg husker ogsaa en Nat i Køln – min Kone og jeg kom fra Paris, udmattede og forasede og søgte Ly i et Hotel overfor Banegaarden. Det første, der mødte vort Øje, da vi traadte ind i Forhallen, var en Plakat, hvorpaa der stod: hier werden Juden nicht angenommen. Vi travede da videre i Natten, og jeg følte den Blanding af Skam og Stolthed, som har vakt det dybeste og varmeste i mig til Live, og som nu skal staa sin Prøve i selve Hadets Arnested, Berlin. Ja, Berlin er Arnestedet, men længere mod Nord ligger en lille By, hvor alt er mere lyssky; hvor ingen mere som andet Steds tør klistre smaa Papirstrimler paa Ruderne med det korte trykte Bibelsprog: Kaufe nicht bei Juden – men hvor Hadet har svøbt sig i nette Manerer og forekommende Smil og døbt sig om til velvillig Modvilje og uigennemtrængeligt Frisind i Øjet. Jeg har i disse Tider følt Ondet i vor fordomsfrie Lejr, hos en af den nyere Tids Sportsmænd – en sagte Ild af Fjendskab og Hovmod. Han tvang mig ud af Landet og klistrede paa min Ryg: Export til Tyskland – kaufe nicht 3 bei Juden. Men jeg har til min dybe, dybe Tilfredsstillelse følt, at han er ramt i Bunden. I sit Overmod begik han som andre Overtrædere en Dumhed midt i sin snildt tilrettelagte Plan. Han trængte mig ud – dét vilde lettelig blive ham tilgivet – men han trængte samtidig sig selv frem. Og da faldt Skuddet, som han ikke let vil forvinde.

Men nu gaar jeg altsaa paa "Export til Tyskland", og jeg maa sige, at jeg gør det med godt Humør, omend Brodden sidder i mit Sind. Men det er jo kun godt – den holder Saaret aabent. Jeg tænker, jeg bliver lidt længere borte end ellers, nu er der jo ikke noget, der kræver min Nærværelse her. I Düsseldorf skal de spille "Danas Have" i Efteraaret, og det lader til, at mit nye Stykke "Affæren" skal skaffe mig Glæde dernede og faa Indpas paa mange Scener. Det er en lystig Komedie om Embedshovmod og Ansvarets Forskydelighed, sikkert ligesaa aktuelt dèr som hèr. Hvis Stykket blev spillet her, tror jeg, det kgl. Teaters Direktion druknede i Latter. Det rummer i sig en stor Del af det, der er passeret ved Teatret i disse Dage, saa jeg er stolt over min Fremsynethed. Naa, en Gang kommer det vel nok frem herhjemme. Jeg haaber, det vil holde længere end Benzon.

4 Ak ja, ak ja, mein lieber Zasius. Alting er dog godt for noget – som Profeten Habakuk siger. Jeg er frisk som en Fisk og spiller i Vandskorpen. Jeg føler mig ung som en attenaarig og har Lyst til at gaa paa. Jeg synes, at jeg paa en forunderlig Maade gaar Krebsegang – da jeg var 18 Aar følte jeg mig som 45, nu gaar jeg tilbage og føler, at jeg gaar frem mod en ny og bedre Ungdom. Og medens jeg vandrer hjem mod det forjættede Land, ser jeg paa Vejen alt det, som jeg dengang oplevede, men ikke kunde se. Jeg har været en Drømmer i hele min Ungdom. Nu er jeg vaagen og gaar seende gennem Drømmeriget. Glück auf!

Farvel, min kære Ven – jeg tager Mindet om Dem med mig paa Rejsen. Nu og da vil jeg i det Fremmede komme til at tænke paa Dem – som jeg en Gang gjorde det paa Toppen af Fiesole, paa en Tid hvor vi ikke kendte hinanden. De er for mig noget af det Danmark, som jeg hemmelig elsker. Hvor langt og hvor længe jeg end er borte – en Dag staar det for mit Blik som det forjættede Land, jeg skuer ud over og længes efter at naa – og i hvis Jord jeg en Gang skal hvile.

Deres
Henri Nathansen